AMERIKANSKE BILLEDER Fotografen Jacob Riis 1849-1914
Af BO GREEN JENSEN
JACOB Riis var lærersønnen fra Ribe, som i 1870 rejste til USA, levede en tid i vinden og endte som en af tidens mest indflydelsesrige sociale reformatorer. Hans sociale bevidsthed var vakt allerede, da han kom til New York, men nogle hårde år på Mulberry Street hærdede hans overbevisning til en egentlig sag. Med sin journalistik fik han borgerskabet i tale, og da teknikken tillod ham at dokumentere sine reportager med fotos, kunne offentligheden ikke længere ignorere de umenneskelige boligforhold i ghettoerne på Lower East Side.
Riis samlede sine iagttagelser i How The Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York (1890), som blev en bestseller i samtiden og endnu er en klassisk tekst i amerikansk sammenhæng. Han turnerede resten af sit liv med de foredrag, som i 1970erne blev en model for Jacob Holdt og dennes legendariske Amerikanske billeder (1977, senest ajourført i 2011). I USA har man rejst statuer af Riis, opkaldt parker efter danskeren og hyldet ham som foregangsmanden, der fik slumbebyggelsen saneret. Han var utrættelig i sin kamp for bedre boligforhold. Man kunne derfor tro, at Riis ville have en høj stjerne på den danske venstrefløj.
DETTE har dog aldrig været tilfældet. Tværtimod har man betragtet Riis med skepsis. Danskeren omfavnede den amerikanske drøm og lod sig opsluge i sit nyvalgte fædreland. »The American Made« hedder sidste kapitel i selvbiografien The Making of an American (1901, da. Hvordan jeg blev amerikaner), og ved Riis’ død udtalte Theodore Roosevelt: »If I were asked to name a fellow-man who came nearest to being the ideal American citizen, I should name Jacob Riis.«
Så højstemt ros fra så tvivlsom en kilde kunne man ikke forholde sig positivt til i de danske 70ere. Vi bliver af og til mindet om Riis, hvem han var, hvad han gjorde og hvor han kom fra, men det ville være synd at sige, at vi værner effektivt om hans minde.*
ROBERT Fox’ kunstfærdige dokumentarfilm om Riis lader de kronologiske linjer flyde ud og løbe sammen. Den lægger et skær af drøm og erindring over de faktiske forhold. Det gør den vel for bedre at kunne vise os manden, der i sine egne skrifter skiftevis er knirkende tør og drivende sentimental.
Vi ser en gammel mand sidde og skrive, mens Peter Stormares dybe svenske stemme på engelsk citerer brudstykker af The Making of an American og lader Jacob fra Ribe fundere over, hvordan han blev en amerikansk partisan. Riis’ klassiske fotos blandes med samtidens grynede film og lyriske situationer fra den sociale bagside af dagens USA. Romantiske optagelser fra Ribe giver et indtryk af en fattig barndom, men sådan var det vist egentlig ikke.
FILMENS impressionistiske stil står ofte i vejen for den kritik af Riis, som retfærdigvis må iblandes lovprisningen. Riis’ indignation var social, men ikke politisk baseret. For ham lå svaret i forbedrede boligforhold, ikke i faglig kamp og parlamentarisk indflydelse. Hans model var filantropi, ikke reform eller revolution, og han var tilbøjelig til at betragte lejekasernernes fattige indvandrere under ét som en slags uansvarlige børn.
Racemæssige stereotyper er en forudsætning for flere løsningsmodeller i How The Other Half Lives, der gennemtrawler »Jewtown«, »Chinatown« osv. efter etnisk generaliserende principper. Den jødisk-amerikanske historiker Irving Howe fælder i hovedværket World of Our Fathers (1976) følgende dom over Riis:
»What he described of ’Jewtown’ was accurate and – in behalf of tenement reforms yet to come – very useful. But Riis was a cold writer, deficient in that play of humane sympathies which lights up the work of Steffens and Hutchins Hapgood (...) His eye was sharp, but it was the eye of an outsider content to remain one, and eager as he was to remedy the conditions of the immigrant poor, he was equally clear in his mind as to the distance he meant to keep from them.«
DISSE nuancer og i sig selv fascinerende modsætninger bliver ikke taget op i Flash of a Dream, der fremstår som en hagiografisk levnedsmontage. Men man får lyst til at læse mere af Riis, vide mere om manden, der som den eneste dansker er optaget i Life Magazines Hall of Heroes på linje med Mahatma Gandhi og Martin Luther King.
Riis gjorde en forskel, tog skæbnen i egne hænder og skabte sig et liv i det fremmede. Det er let at nøle og kritisere, være bagklog og have fine fornemmelser, men filantropen fik faktisk tingene gjort.
*) Teksten er skrevet i 2002. Der har siden været betydelig dansk interesse og stadig større respekt omkring Riis. I 2008 viste Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Museum of the City of New York en udstilling med restaurerede fotos. Det skete på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København. I 2009 fik Tom Buk-Swienty udgivet biografien Den ideelle amerikaner – en biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal, 2009). Bogen udkom senere med ny undertitel: Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade 1 i Ribe. Museet hører under Sydvestjyske Museer og har en meget velkurateret hjemmeside. Riis tog over 700 fotografier, som han ikke passede særlig godt på. De er i dag fordelt på fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer. I 2015 udkom Bonnie Yochelsons Jacob A. Riis: Revealing New York's Other Half – A Complete Catalogue of His Photographs på Yale University Press. Det ikoniske foto »Bandit's Roost 59½ Mulberrry Street«, som Riis tog i Five Points-kvarteret, var en visuel reference for Martin Scorsese, da han forberedte produktionen af Gangs of New York (2002).
Flash of a Dream (Fotografen og præsidenten). Instr. & manus: Robert Fox. Foto: Morten Bruus. 52 min. Danmark 2002. Dansk premiere: 18.02.2002
Fotos: Zentropa Real/ Camera Film/ Statens Filmcentral/ Museum of the City of New York/ Jacob A. Riis Museum/ Gyldendal/ Yale University Press
Flash of a Dream streames på FILMSTRIBEN, FILMCENTRALEN og kan ses i Videoteket på DFI i Filmhuset i Gothersgade, København
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.02.2002
LÆG
allerførst mærke til titlen. Der står ikke The Passion of Christ eller The
Passion of Jesus Christ på filmen om Frelserens lidelse og lidenskab. Der
står The Passion of the Christ, hvilket indebærer at man kan tale i
ubestemt form om »en kristus«. Som en hellig syndebuk, en gud med lille g, kan
han erstattes, hvis blodritualet skal gentages. Denne Kristus er samtidig
Menneskesønnen. Han gav sit liv i det sonoffer, som udgør fundamentet for vor
kultur. For uanset om vi tror, er vi kristne. Vi tæller hele vor tid efter
hans.
I MEL Gibson har i sin tredje film som
instruktør søgt at rense grundstenen og skabe en fremstilling, der gør det hele
håndgribeligt og levende igen. Og muligvis mere endnu. Realismen i The
Passion er en hyperrealisme, virkeligheden en overvirkelighed, der lægger
farven tykt på i mættede lag. Filmen er meget blodig og voldsom. Den giver
næppe mening, hvis ikke man kender historien. Det store ledemotiv er smerten,
som forudsætter nåden, men først og sidst er offerviljen i fokus. Realismen er
også en surrealisme. Vi kunne være i en opera eller en tegneserie. Så store er
de følelser som beskrives.
The Passion er, hvad den så ellers
er, en katolsk film, der hylder passionen frem for askesen og ydmygheden, som
vi er vant til at betone i protestantismen. Den er en rekonstruktion af
martyriet, som vil sætte den troende i Jesu sted, så også vi kan føle smerten.
Hvor mange bibelfilm blot vil illustrere, prøver denne at gøre ordet til kød. The
Passionof the Christ er et filmens svar på passionsspillet, og Gibsons kunstneriske
drivkraft er i slægt med flagellantens. Her er Middelalderen ikke forbi.
Resultatet er rendyrket fundamentalisme.
Derfor kan man dårligt diskutere ud fra
æstetiske kriterier. Dybest set afgør den enkeltes erkendelsesmæssige ståsted,
om man åbner sig eller lukker af, når man konfronteres med blodorgiet. For den
verdslige skeptiker vil The Passion være en fæl klump af kitsch og
svulstige mysterier. Den lugter mistænkeligt af pornografi og forlænger til og
med den antisemitisme, som i forvejen præger de fire evangelier.
Omvendt må den troende undres ved så megen
stålsat kynisme. Alt er jo så enkelt. Det handler om skyld og tilgivelse,
kærlighed og smerte, lidelse og lidenskab, Passionen i ét ord.
FILMEN
koncentrerer sig om de sidste tolv timer af Jesu liv. Han pågribes i Getsemane
Have, afhøres og tortureres udførligt, sendes fra Pilatus til Herodes og
tilbage, piskes og tortureres endnu mere. Han dømmes til døden på korset og bærer
det ad Smertens Vej til Golgata, hvor han endelig dør for øjnene af sin mor og
Maria Magdalene, som bliver spillet af Monica Bellucci. Satan forsøger at friste ham med et smertefrit liv uden troen.
Den romerske statholder vægrer sig ved at dømme fangen, ansporet af sin hustru
Claudia, som ser en hellig mand i nazareneren.
Gibsons kilde er de fire evangelister, Matthæus,
Markus, Lukas og Johannes, som han følger loyalt og ret bogstaveligt. Han
blander dog også de nedskrevne beretninger, tilføjer enkelte egne elementer og
gør især lidelsen større og mere detaljeret ved at trække på de mystiske
visioner, som den katolske nonne Anne Catherine Emmerich (1774-1824) nedskrev i
sin bog om Vor Herre Jesus Kristus’ smertefulde Passion (1824). Herfra
stammer bl.a. episoden om det linned, som Pilatus’ hustru giver til Maria og
Magdelena, så de kan tørre blodet efter revselsen op.
DE gode øjeblikke fra begyndelsen afvikles
som episodiske indstik, visuelle vignetter, der kommer til Jesus som
flashbacks. Muligvis bliver de det sted i sindet, hvor han tager hen for at
udholde smerten. De antydes og forsvinder igen: indtoget i Jerusalem, dagen
hvor han reddede Magdalene, dagen hvor han gav farisæerne tørt på, den første
tid med disciplene, nogle varme glimt af den gode mor. I samme drømmende stil
viser filmen også den genfødte frelser, som rejser sig med lægt hud og rene
huller efter naglerne. Stenen for graven rulles væk. Ellers er der ingen
distraherende momenter på vejen til højen med korset.
Gibson har selv talt meget om sine forsøg på
at gøre filmen realistisk og historisk korrekt. Jøderne taler aramæisk og
hebræisk, romerne taler latin til hinanden. Dialogen føles dog ikke mere
autentisk af den grund, snarere øges præget af en absurd moderne
rekonstruktion, hvor alle taler i tunger. Efter sigende overvejede Gibson at
lade lydsporet stå uden undertekster. Det havde muligvis havde været en styrke.
Han valgte dog at tekste filmen, hvilket giver ham mulighed for at nuancere
graden af henvendelse.
FILMEN er blevet stærkt kritiseret for sin
anti-semitiske karakter. Det er umiddelbart svært at se, hvorfor den skulle
være værre end sine forgængere, men en væsentlig anstødssten har været
replikken: »Hans blod skal komme over os og vore børn!« Hos Matthæus fremsiges
den af »hele folket«, som har valgt at lade morderen Barabbas leve, mens de
over for Pilatus fastholder kravet: »Lad ham blive korsfæstet!« Gibson
besluttede at fjerne denne linie. »Man, if I included that in there, they’d be
coming after me at my house, they would kill me,« sagde han før premieren til
den amerikanske talkshowvært Diane Sawyer.
Gibson lader Kaifas formulere ordene. Det
gør præsten med en vis tøven, som havde han fået et forvarsel om fremtidens
folkemord og pogromer. I evangeliet er erklæringen triumferende uforsonlig. Hos
Gibson ligner den snarere et udtryk for begyndende anger. Under alle
omstændigheder fjernede han linjen om jødernes blodskyld fra de engelske
undertekster. Kaifas siger dog ordene på aramæisk. Replikken er også med i den
danske tekstning.
GENERELT
er filmen nøjagtig lige så anti-semitisk som passionen ifølge Matthæus, Markus,
Lukas og Johannes. Hverken mere eller mindre, selv om det er sandt, at den
jødiske Jesus og hans jødiske disciple allerede klæder sig og taler som
kristne, der har lagt afstand til deres kulturelle identitet. Strengt taget er
det vel en af grundene til Kaifas’ og de øvrige præsters bekymring, der kun
gradvis slår over i nidkær hævngerrighed.
Når man har finkæmmet The Passion for
racistiske mislyde, skyldes det primært Gibsons religiøse bagggrund. Det kommer
næppe bag på nogen, at stjernen fra Australien (som blev født i USA og boede
dér til han blev teenager) er praktiserende katolik. Han har syv børn med
hustruen Robyn Moore, som han blev gift med i 1980 (og skilt fra i 2011). Det er heller ingen
hemmelighed, at hans hjerte banker for anakronistiske storfilm som
Oscar-slugeren Braveheart (1995).
Det var med pengene fra Braveheart og
sine stadig større honorarer fra andres actionfilm og komedier, at Gibson
etablerede produktionsselskabet Icon. Han har derfor haft fuld kontrol over The
Passion. Han har skrevet, produceret og instrueret. »Helligånden virkede
gennem mig i denne film,« skal han have udtalt. The Passion kostede 25 mio. dollars. På tre uger solgte den
billetter for mere end 300 mio. dollars, alene i USA. Manden er venlig og har
et pænt smil. Hvorfor skulle han give sig til at give jøderne skylden?
MÅSKE fordi Farmand altid har gjort det. I
1965 vedtog det 2. Vatikankoncil en erklæring om, at det jødiske folk ikke
bærer nogen særlig kollektiv skyld for Kristi lidelse og død. Denne må alle
tage på sig, med mindre vi hylder digteren og sangskriveren Patti Smiths
standpunkt: »Jesus died for somebody’s sins/ But not mine.«
Formålet med det 2. Vatikankoncil var at
bringe den katolske kirke ajour med udviklingen. Blandt andet vedtog man, at
messen skulle foregå på det lokale sprog. Tom Lehrer skrev en af sine sjoveste
satiriske sange, »The Vatican Rag« fra That Was the Year that Was (1965), i forbindelse med Vatican 2,
og generelt blev moderniseringen set som en progressiv humanisering af døde og
stivnede dogmer.
Der var dog også konservative fraktioner,
som ikke ville anerkende den nye liturgi. Traditionalisterne holder stadig
messe på latin og kan fortsat ikke acceptere frikendelsen af det jødiske folk,
den såkaldte Nostra Aetate. Mel Gibson tilhører denne katolske
fundamentalisme. Det samme gør Hutton Gibson, filmskaberens 85-årige far, som i
The New York Times citeres for en fordømmelse af det 2. Vatikankoncil som »a
Masonic plot backed by the Jews«, et frimurerkomplot som jøderne har sat i
værk. II
GIBSONS
film må være en af de mest radikale Kristus-fremstillinger, men den er mildest
talt ikke den første i rækken og bliver næppe heller den sidste.* Der er også
tradition for, at kirkelige kræfter sætter spørgsmålstegn ved detaljer. Heraf
følger vel den overdrevne andægtighed, som gør de fleste af 1950ernes og
60ernes bibelepos så intetsigende. At gabe blev en betinget refleks, når Jesus
trådte frem i Technicolor og CinemaScope.
Det har aldrig været svært at støde kirken.
Da Jeffrey Hunter spillede Kristus i Nicholas Rays King of Kings (1961,
da. Kongernes Konge) var det ikke den homoerotiske undertekst, som
generede de udvalgte præster, der fik lejlighed til at se filmen på forhånd.
Det var kropsbehåringen. I korsfæstelsesscenen kunne man se, at Jesus havde hår
under armene og på brystet. Så efter et frisørbesøg havde man ingen anker over
for filmen, der i fagkredse fik kælenavnet I Was a Teenage Jesus p.g.a.
instruktørens berømte ungdomsfilm Rebel Without a Cause (Vildt blod).
GRUNDMODELLEN er vel den anstændige Kristus,
som Max von Sydow fremstiller i George Stevens’ The Greatest Story Ever Told
(1965). Han er en maskulin mand med en mild, men myndig fremtoning. Han ser i øvrigt
ikke jødisk ud, og hans lidelse er på én gang værdig og malerisk. Den
definitive pittoreske udlægning er italieneren Franco Zeffirellis Jesus of
Nazareth (1977) med Robert Powell som Kristus, Anne Bancroft som Magdalene
og Rod Steiger som Pilatus. Også Laurence Olivier og James Mason medvirker i
den otte timer lange miniserie, som blev produceret for tv. Den katolske kætter
Anthony Burgess skrev et interessant manuskript, men filmen fortaber sig i
banal reproduktion.
JESUS figurerer ofte som en uudgrundelig
biperson i sværd-og-sandal genren, der havde sin storhedshedstid i 50erne, men
fik en renæssance med Ridley ScottsGladiator (2000), som udgør en anden
visuel klangbund for Gibson. Kristus optræder således i Henry Kosters The
Robe (1953, da. – men jeg så ham dø), hvor han fremstilles af Donald
C. Klune, som ingenting siger, og i William Wylers klassiker Ben-Hur
(1959), hvor han spilles af en ukrediteret Claude Heater.
Også her optræder Jesus i periferien, men hans
komme er dybt integreret i baggrunden. Wylers film baserer sig på en
tendensroman, Ben-Hur: A Tale of the Christ (1880) af Lew Wallace
(1827-1905), der som guvernør i New Mexico var ansvarlig for pågribelsen af
William H. Bonney, bedre kendt som Billy the Kid, der blev lovet frit lejde for
så at blive snydt. Canadieren Michael Ondaatjes digtsamling The Collected
Works of Billy the Kid (1970) er for resten en af mange westernlegender,
der åbenlyst bygger på myten om Kristus. Det samme gælder Sam Peckinpahs film
om Pat Garrett and Billy the Kid (1973).
Wallaces roman, som først med tiden blev
identisk med en stærkt forkortet drengebog, er filmatiseret fem gange. Jeg
nævner det for at demonstrere, hvordan filmens autoriserede Kristus, en
barfodet mand i hvid kjortel, med langt lyst hår og trimmet fuldskæg, i vid
udstrækning er en amerikansk konvention. Også Gibson henholder sig til den.
Jesus prygles, pines og martres, men ligner til det sidste en troens soldat fra
de sentimentale illustrationer i traditionsforankrede børnebibeler. Min egen hed Lad
Bibelen fortælle.
III
AT
Gibson bryder med den høflige skole, er for mine penge al ære værd. Hans film
er snarere i slægt med de tidligste Kristus-skildringer, som i vid udstrækning
anvendte træk og konventioner fra den katolske kirkes passionsspil. Allerede i
1898 instruerede Henry C. Vincent The Passion Play of Oberammergau. Richard G. Hollaman
producerede filmen på vegne af The Edison Manufacturing Company, opfinderen Thomas Edisons produktionsselskab. Optagelserne fandt ikke sted i Oberammergau, men på
taget af Grand Central Palace i New York.
Kristendommens anti-semitiske lejr har altid
dyrket passionsspillet. For eksempel var Thomas Edison kendt som en aktiv
modstander af den jødiske tro. I 1934 overværede Adolf Hitler jubilæumsudgaven
af det syv timer lange passionsspil i Oberammergau, som er blevet opført siden
1634 og stadig afvikles hvert tiende år. Føreren var meget optaget af
Pilatus-portrættet - »en fast, ren klippe midt i den jødiske snavs og palaver« – og kaldte forestillingen »et værdifuldt redskab« i kampen mod den jødiske
sammensværgelse.
AF samme grund synker man én ekstra gang,
når Gibsons far kritiserer sin kirke. Også derfor er der ikke udelukkende tale
om en overreaktion, når de mosaiske trossamfund tager afstand fra Gibsons The
Passion. Selve passionsspillets væsen er tankevækkende skildret i både
Denys Arcands canadiske Jesus of Montreal (1989) og Peter Greenaways The
Baby of Mâcon (1993), i hvilken der ikke er nogen klar grænse mellem
spillerne og det publikum, som inddrages i skildringen af en jomfrufødsel og et
spædbarn, der på hellig vis bliver fortæret.
LOUIS og Auguste Lumière, filmens franske
fædre, dokumenterede passionsspillet i Horitz i La vie et la passion de
Jésus-Christ (1898), og Georges Méliès, pioneren som vi stadig husker og
elsker for Le voyage dans la lune (1902, da. Rejsen til Månen),
filmede Le Christ marchant sur les flots (»Kristus går på vandet«)
allerede i 1896. Méliès, der var en gøgler i sit hjerte, realiserede også
religiøse emner som Le Tentation de Saint-Antoine (1898) og spillede
selv Mefistofeles i den to minutter lange Le manoir du diable (1898),
som muligvis er filmhistoriens første vampyrskildring.
Den første evangeliefilm i fuld spillelængde
er Sidney Olcotts From the Manger to the Cross (1912, da. Fra krybbe
til kors), som lægger Jesu levned frem i tyve spektakulære scener, der
udnytter hele arsenalet af effekter, som den tidlige film havde til sin
rådighed. Lige før lydfilmens ankomst satte Cecil B. DeMille som vanligt alle
sejl til i udstyrsstykket The King of Kings, med den 50-årige H.B.
Warner i rollen som Jesus. Det er dog Kristus-figuren i Judæa-afsnittet af D.W. Griffiths tre timers epos Intolerance (1916), som man forbinder med
tidlige Kristus-fremstillinger.
IV ALLEREDE hér begynder diskussionen. Griffith
måtte kassere sine optagelser af korsfæstelsen, fordi man fra kirkelig side
kritiserede, at scenen viste for mange jødiske skikkelser ved korset. Han
genindspillede derfor scenen med flere romerske soldater. I 1973, da Norman
Jewison instruerede filmudgaven af Jesus Christ Superstar, den slet ikke
uefne tidehvervsmusical, der for undertegnedes verdsligt rundede generation
tilbød frivillig kristendomsundervisning, lod han en lastbil fuld af spillere
ankomme til ørkenen. De fordeler en sum stiliserede rekvisitter og genopfører
den store fortælling.
DET politiske billede er stort set identisk
med Gibsons. Det er Kaifas og de øvrige præster, som er drivkraften bag mordet
på Menneskesønnen. Andrew Lloyd Webber og Tim Rice skrev en ny sang, »Then We
Are Deciced«, til filmudgaven. Kaifas og de øvrige præster beslutter sig som en
flok sorte krager, der sidder og kagler på et stillads. Ted Neely spiller
Kristus, der skildres loyalt og neutralt. Webber og Rice satte fokus på dybden
i hans anfægtelser, men koncentrerede sig ellers om at nuancere
Judas-skikkelsen, som Gibsons film gør relativt kort proces med.
Ved premieren på Jewisons film
udtalte Samuel L. Gaber, lederen af The Anti-Defamation League of the B’nai
B’rith i Philadelphia: »Instruktøren Norman Jewison hjælper med at forlænge
løgnen, som forfulgte folket i Spillemand på en tagryg: anklagen som
siger at jøderne kollektivt dræbte Kristus. Med udgangspunkt i en anti-semitisk
sceneforestilling, Jesus Christ Superstar,
har Jewison skabt en endnu mere anti-semitisk biograffilm.«
DE
bedste, mest tankevækkende og derfor mest langtidsholdbare Jesus-film er alle
fremstillinger, som omfavner skikkelsens menneskelighed, men problematiserer
troen på ham. Ateisten Pier Paolo Pasolinis Matthæusevangeliet (1964)
interesser sig ikke for Jesus som religiøs totemskikkelse eller overmenneskelig
mirakelmager, men tegner i stedet et enkelt, ydmygt billede af manden, hvis milde
lære blev opfattet som en subversiv kraft.
I Martin ScorsesesThe Last Temptation of
Christ (1988), der bygger på en roman af Nikis Kazantzakis (Grækeren
Zorba), får Jesus – stoisk fremstillet af Willem Dafoe – lov at overveje et enkelt, verdsligt liv med Magdalene som
hustru. David Bowie spiller Pontius Pilatus, men filmen lider netop af en for Scorsese atypisk mangel på kant og rock and roll.**
I DEN fjollede genistreg Life of Brian (1979) får Terry Gilliam og resten af Monty Python-holdet sagt flere vægtige ting ved netop ikke
at skildre Jesus, men manden han forveksles med. Mindeværdig er scenen, hvor
John Cleese som politisk leder erklærer, at ja, det må vi virkelig
diskutere i en fart, da nogen kræver øjeblikkelig handling. Dog er clou’et
selvsagt korsfæstelsen, hvor Eric Idle med et profant glimt i øjet opfordrer
Brian til altid at anskue livet fra den lyse side, »Always look on the bright
side of life«.
TROENS egne folk er typisk også dens
skarpeste kritikere. Et særdeles frugtbart kapitel for sig er Luis Buñuels vagabondevangelium La voie lactée (1968, da. Mælkevejen), hvor Samuel Beckett møder Storm P. og Federico Fellini i en veritabel katalog af profaniteter og
pointer. Apparatet er allerede på plads i nadverscenen fra Viridiana (1961).
V DANSKE Jesus-fremstillinger er sjældne. Det
er som regel lykkedes offentligheden at tale de bedste ideer ihjel. Man
diskuterede i årtier, om provokatøren Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) for offentlige
midler skulle realisere sin angiveligt blasfemiske Jesus-film. Da Thorsen
endelig indspillede Jesus vender tilbage (1992) var der kun et lille
host af en film og debatten tilbage.
Endnu mere graverende er, at
nationalikonet Carl Th. Dreyer (1889-1968) aldrig fik mulighed for at skabe sin film om Jesus
fra Nazareth. Jesus optræder i første sekvens af Blade af Satans Bog (1921), hvor han bliver spillet af Halvard Hoff, men Dreyer drømte livet igennem om at realisere sin store fremstilling. Især var det vigtigt for ham at sige, at det jødiske folk ikke myrdede Jesus. Dreyer skrev manuskriptet på engelsk og forsøgte at sælge det i
Hollywood, mens den episke trend var i zenit. Det blev oversat til dansk (i 1968) og var
i årevis en af de film, som man læste. Sceneinstruktøren Henrik Sartou (1964-2005) skabte i 1997 Dreyer-forestillingen Jesus til Det Kongelige Teater.***
MAN er således i den paradoksale situation,
at det bedste og mest originale danske bidrag til filmhistorien om Kristus er
drejet for børn. Bo hr. Hansen og Nikolaj Scherfigs fabulerende og charmerende
manuskript til Carsten Myllerups tv-julekalender om Jesus & Josefine
(2003) havde både en kerne af alvor og et teologisk fundament, som blev
respekteret, skønt serien var skrevet af verdslige kræfter. Den skabte megen ny
interesse for sagen, hvilket er hovedideen med de fleste bibelsk funderede
film.
Denne respektable familiesucces burde nok
være præsternes favorit. Det er dog ikke tilfældet. Da jeg i anden forbindelse
talte på Pastoralseminariet i Århus, blev de svage præstefigurer i
julekalenderen og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000) kritiseret. Nu kan man dårligt få armene ned af begejstring for Gibsons overdimensionerede
blodbad, en film der er så hård at se, at den i England frarådes tilskuere
under 18 år. Det er historiens højeste og hårdeste censur. Nærmeste fortilfælde
er Exorcisten (1973),
som frarådes børn under 16.
VI
GIBSONS
film er en mærkelig blanding af passionsspil og fantasyepos. Kristus pågribes i
Getsamane, hvor disciplene gør modstand i en stakåndet scene med megen fysisk
nærkamp. Scenografen Francesco Frigeri og fotografen Caleb Deschanel låner
deres farver fra flere verserende fremstillinger. Natscenerne er filmet i
mættet chiaroscuro à la Rembrandts bibelillustrationer. Den spektakulære
torturscene med de 39 piskeslag ligner mest af alt en sadistisk voldsfantasi,
som den sene Pasolini (Salo) kunne have udtænkt.
Det er i scenerne med Satan, at
fantasyfaktoren gør sig gældende. Fristeren er fremstillet som en androgyn,
hætteklædt og vagt reptilisk skabning, der i visse belysninger ligner Bengt Ekerot
som Døden i Ingmar BergmansDet sjunde inseglet (1957, da. Det
syvende segl). I Getsemane drypper en maddike ud af hans næsebor, og
trækkene sitrer på shapeshifter-vis. Mens Jesus bliver pisket, kredser
Satan om stedet med en deform, skaldet blanding af barn og dværg i sin favn.
Fristeren og Kristus har til stadighed øjenkontakt.
LÆNGE holder filmen igen, men da Kristus
endelig dør på sit kors, giver Gibson los og løsner en digital hvirvelvind af
apokalyptiske effekter. I Guds perspektiv ser vi alt igennem en dråbe, muligvis
regn eller måske en tåre, der falder hele vejen ned, mens den viser tableauet
på Hovedskalshøjen. Da tåren rammer klippen, er det ganske som hos Matthæus:
»Forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst, og jorden
skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnede sig.«
DEN mest radikale effekt er dog blodet.
Aldrig har gud eller menneske blødt, som Jesus gør det i The Passion of the
Christ. Det begynder i mørket på vejen fra Oliebjerget. Det fortsætter med
spontane slag og spark i den konstante spidsrod, som resten af Jesu liv bliver,
og det kulminerer, som hele filmen kulminerer, i den grænseoverskridende tortur
hos Pilatus. Ikke et øjeblik lader John Debneys pompøse musik os i fred.
Først prygles han med stokke. Så kommer
piskene, en slags nihalede katte, der åbner huden i hvert slag. Gennem kødet,
ind til benet, 39 gange bliver han flået, og blodet sprøjter på
bødlernes fødder. Han bløder ved hver af de 14 stationer på Smertens Vej,
og for enden af Via Dolorosa skildres processen med nagler og radbrækken langt
mere indgående, end det er nødvendigt. Man vil vende sig bort, men bliver
siddende for sine synder.
KRISTUS har nu mistet mere blod, end nogen
menneskekrop indeholder. Alligevel sprøjter det ud som en geyser, da et sidste
spyd sættes i Frelserens side. Hans blod er som regnen der falder, og kvinderne
ved korsets fod lader det ramme deres ansigter sådan. Gibsons pointe må være,
at Jesu blod ligesom nåden er en uudtømmelig kilde. Det ligner grangivelig
sadomasochisme, på én gang sakral og surrealistisk, og det er alt dette blod,
som vil skille de kritiske vande. Personligt hælder jeg mest til den skeptiske
vinkel.
NOTER
*) De vigtigste Jesus-film efter Gibsons har begge Maria Magdalene i fokus. I Gareth Davis' australsk-amerikanske Mary Magdalene (2018) bliver hun spillet udmærket af Rooney Mara, men filmen er i den anæmiske genre, og Joaquin Phoenix skruer alt for langt ned for den neurotiske faktor i Jesus-rollen. Der var mere at komme efter i Abel Ferraras Mary (2005), hvor Juliette Binoche som Magdalene er det gennemgående nærvær i tre forbundne historier med metafysisk motiv. Som i næsten alle Ferraras film var handlingen løst forankret i en rammehistorie om en filmskaber i personlig krise. Matthew Modine har rollen som Tony Childress, der er ved at lave Kristus-filmen This Is My Blood. I denne har Marie Palesi hovedrollen. Hun bliver naturligvis også spillet af Binoche, og Modine er Jesus-figuren i den rigeligt krøllede meta-metafiktion. Mel Gibson selv har i årevis arbejdet på The Passion of the Christ: Resurrection, som i skrivende stund er sat til at få premiere i 2021. Hans seneste film, Hacksaw Ridge (2016), gjorde meget for at rette på det blakkede ry.
**) Artiklen er overvejende skrevet og udtænkt i 2004. Jeg står inde for det meste, men jeg kan se, at jeg var for hurtig med hensyn til Scorseses Jesus-film. Det er billederne fra The Last Temptation of Christ, som Michael Ballhaus var fotograf på, der skiller sig ud, når man scroller gennem blodige stills og vage efterbilleder af film, som flyder sammen. Paul Schrader bearbejdede Nikos Kazantzakis' roman, som lader muligheden for at gå og få et stille liv med Maria Magdalene (der spilles af Barbara Hershey) være Jesus' sidste fristelse og næsten en halv virkelighed. Jeg gjorde for lidt ud af Buñuel og Pasolini, og jeg ville ikke helt være ved, hvor højt jeg sætter Jesus Christ Superstar, både for musik og libretto i den originale britiske indspilning af Andrew Lloyd Webber og Tim Rices rockopera, som udkom endnu før premieren på den fænomenale scenemusical, og i Norman Jewisons amerikanske filmatisering. Mosaikken med 16 Jesus-ansigter, som er gengivet forrest i denne tekst, lå som et løsark i LP-format, da dobbeltalbummet med Ian Gillan som Jesus udkom i september 1970. Jeg fyldte 15 i december. I engelsktimerne hørte vi Hair, An Evening Wasted with Tom Lehrer og Pete Seeger at Carnegie Hall igen og igen for at blive gode. Det hele har sat sig. Superstar var virkelig min søndagsskole. Jeg har til og med set Eddie Skoller som Kong Herodes på Falkoner Teatret, da verden var yngre og havde min ryg.
***) Jesus blev opført på Det Kgl. Teater i Turbinehallerne i Adelgade, det gamle elektricitetsværk, som var konverteret til et stort og meget råt teaterrum. Her iscenesatte Henrik Sartou sit take på Dreyers Jesus, som han havde bearbejdet sammen med Mikkel Hede. De arbejdede efter det originale manuskript, som er på engelsk og findes i flere gennemskrivninger. Sartou syntes, at sproget i den trykte version (Carl Th. Dreyer: Jesus fra Nazaret. Et filmmanuskript. Gyldendal, 1968) var for gammelt i tonen. Han bad mig derfor nyoversætte. Der var premiere den 14. november 1997, og spilleperioden løb kun til 18.december, fordi renoveringen skulle færdiggøres. Scenografen Jesper Corneliussen arbejdede med flagrende stof og levende duer. Finn Thomsen satte lys, så man fik fornemmelsen af et landskab, selv om der kun var én dekoration. Olaf Johannessen spillede Jesus, og Rikke Weissfeld og Helle Hertz delte stykkets kvinderoller. Blandt de øvrige medvirkende var Morten Suurballe og Henrik Jandorf. Ideen var, at skuespillerne mødte på scenen og fik udleveret et rollehæfte, som de forholdt sig til ad hoc. Rollerne kunne skifte undervejs. Henrik Sartou var 10 år yngre end jeg. Han blev kun 40 år. Han var foregangsmand i et følsomt teater, der svarede til den nye inderlighed i poesien, som fravalgte ironi og sarkasme. Han var til Rilke, Kleist og Novalis i en tid, hvor drengerøvsstandup tog fart. Jeg kendte ham fra kredsen omkring filmtidsskriftet Tusind Øjne, som blev redigeret af Niels Olaf Gudme (1944-2021). Det var i 90erne blevet til Øjeblikket, som havde base på Kunstakademiet og inddrog al billedkultur. Jeg husker, hvor blid og nøjagtig han var, da han besøgte mig i arbejdsværelset på Frederiksberg. Det lå øverst i et rækkehus, som var proppet med bøger, film og musik. Vi var netop kommet i orden, og det var jeg stolt af. »Men Bo, der er jo ikke plads til mere,« konstaterede han.
Henrik Sartou er husket og savnet. I 2016 udkom portrætbogen Mens det endnu er for sent, redigeret af Mette Frank og Me Lund, på forlaget Frydenlund. Jesus var en overset forestilling, som åbnede i et midlertidigt teaterrum. Man kan knap nok finde den, hvis man googler. Jeg oversatte alt muligt i den periode: Howard Barker og Steve Tesich, Derek Walcotts Odysseen, Gidslernes nat, Hundrede flyvemaskiner på taget. Der er altid et program. Ikke til Jesus. Anne Middelboe Christensen skrev en kongenial anmeldelse i Information. Rubrikken var »Hengivenhedsparadokset«. Henrik havde givet sin Jesus undertitlen »et hengivenhedsforsøg«.
The Passion of
the Christ. Instr.: Mel Gibson. Manus: Benedict Fitzgerald & Mel Gibson. Foto:
Caleb Deschanel. 126 min. USA 2004. Dansk premiere: 02.04.2004.