Translate

Viser opslag med etiketten erotik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten erotik. Vis alle opslag

tirsdag den 14. juni 2022

Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013)


FRYDENS KILDE, KØNNETS RET
Et mættende og besættende storværk

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2013: MAN skal skære sig gennem en tyk røg af hype og massiv foromtale på alle niveauer, når man sætter sig for at se Nymphomaniac. Hvad der venter, siger rygtet, er jo mindst fire opsigtsvækkende fænomener: Lars von Triers monstrøse sexorgie; den seneste grille fra en mester i manipulerende illusionskunst; filmen hvor stjernerne viser det hele; den danske verdenskunstners forsvar for retten til at leve drifterne ud.
   Alle disse vandrehistorier – som også Zentropas lancering har bidraget til – vil forhåbentlig trække kunderne til. Man må dog lægge dem fra sig, før man går ind. Der er heller ingen grund til at tolke på teksten, før filmen er set. Det er i sjælden grad et værk, der lever og hviler i sin egen verden.*
   Nymphomaniac er en seksuel livshistorie i otte kapitler, fortalt af en nymfoman til en jomfru. Dialogen føres mellem Joe (Charlotte Gainsbourg) og eneboeren Seligman (Stellan Skarsgård), der finder hende livløs og forkommen ved filmens begyndelse.
   Joe har haft millioner af mænd. Seligman har aldrig rørt ved en kvinde, har for den sags skyld knap nok rørt ved sig selv. Hun ligger i gården bag huset, hvor han bor i en fugtig lejlighed med sine bøger. En mur fanger solens genskin, når den går ned. Ellers er der intet lys.



JOE er efterladt som affald. Hun siger, at hun fortjener det, for hun er et dårligt menneske. Seligman nægter at tro det. Der findes ikke dårlige mennesker i hans filosofi. Hun fortæller ham om sit liv med umætteligheden, tilfældige mænd, hæmningsløs hedonisme, personlige svigt og blødende kønsdele. Han kommenterer og supplerer med leksikalske indskud, som skiftevis irriterer og interesserer hende.
   Tonen er urban og ciseleret, uanset hvor hårdt indholdet bliver. En etisk procedure finder sted, og divergerende positioner markeres, mens profane emner belyses. Ikke for første gang hos von Trier synes formen inspireret af Markis de Sades metode i tekster som Dialogue entre un prêtre et un moribund (1782, da. Samtale mellem en præst og en døende) og La Philosophie dans le boudoir (1795, da. Filosofien i soveværelset).
   Det er Seligmans gavmilde digressioner, der giver Nymphomaniac fylde, men det er i billederne, at fortællingen bliver konkret. Mange viser Joe i forskellige aldre, mens hun har sex med forskellige mænd og stræber efter orgasmen, som i perioder er en ustandselig kraft og til andre tider ikke vil indfinde sig, uanset hvor hårdt og hvor hyppigt, hun forsøger.
   Der er pornografiske afsnit, men efterhånden bliver den seksualiserede æstetik så dominerende, at man oplever den som normalitet.


VÆRKET foreligger i et director’s cut på fem en halv time. Det får dog premiere som to film, der angiveligt kan ses uafhængigt af hinanden. Jeg tvivler. Det første og lyseste afsnit føles som en lang prolog til de mørke riter i anden del, der omvendt næppe giver mening, hvis man ikke har fulgt Joes læreår. Nymphomaniac skildrer en dannelse og en midtlivskrise. Man kan eksperimentere med at se dem i omvendt rækkefølge, men de er forbundne og uadskillelige størrelser.
   Forrest i hver film er anbragt et visuelt sætstykke, der skiller sig ud på samme måde og med samme kraft som de betagende prologer i Antichrist (2009) og Melancholia (2011). Anden del begynder i bjergene, hvor Joe som 12-årig oplever en spontan orgasme og leviterer. Da hun letter fra klippen, træder to kvindeskikkelser frem. Seligman kan se, hvem de er: til højre Valeria Messalina, kejser Claudius’ promiskuøse hustru, med et spædbarn; til venstre Babylons store skøge, som rider på en tyr.
   Det er et forbløffende billede, som giver Seligman lejlighed til at sammenligne »The Eastern and the Western Church«. Joe tilføjer undertitlen »The Silent Duck« i parentes. Forklaringen kommer og er grumt humoristisk.



JOES første fortælling, »The Compleat Angler«, tager sin titel fra Izaak Waltons legendariske bog om lystfiskeri –
 »den eftertænksomme mands fritidssyssel« – der udkom i England i 1653. Seligman har en fiskekrog hængende på væggen, og Joe spørger, hvad det er. Den første erindring er således Seligmans. Man ser fluen flyve og linen blive stram i brede, langsomme billeder.**
   Joe opdager tidligt sin krop og læser selv om fysiologien i sin fars bøger. Han (Christian Slater) er læge. Joes mor (Connie Nielsen) er »en kold tæve«, som vender ryggen til, mens hun lægger kabale. Joe tager selv vanen op på et senere tidspunkt.
   Hendes far holder af at forklare naturen, så Joe stiller de samme spørgsmål for at glæde ham. Der er en ægte, ukompliceret varme mellem de to, og Joe føler sig forladt, da han dør i fjerde kapitel, »Delirium«. En forenklet fremstilling af Edgar Allan Poes død giver Joe anledning til at fortælle om sin far.



VENINDEN B (Sophie Kennedy Clark) lærer Joe, hvordan man får mænd til at bide på. De konkurrerer om, hvem der kan kneppe flest i et tog. Seligman drager den oplagte analogi til Izaak Walton og fluefiskerens strategi. Allerede som teenager er Joe »Den fuldkomne fisker«. Hun vinder kappestriden ved at forføre S (Jens Albinus), der gemmer sin sæd til sin hustru, som han har lovet at komme hjem og besvangre. Joe husker det som en grusom handling. Seligman ler og har publikum med sig.
   Senere bliver det sværere at se hendes hæmningsløshed som en progressiv og faktisk prisværdig hævden af retten til fryd. Der er dog vittig situationskomik i kapitlet »Mrs. H«. Den forsmåede hustru (Uma Thurman) tropper op hos Joe med tre måbende sønner, da H (Hugo Speer) gør alvor af overvejelsen om at flytte ind. Joe vil ikke have H – hun har bare brugt anklagen om, at han aldrig vil gå fra sin kone, fordi hun venter besøg af A (Cyron Melville), der skal tage hende, når H er ude af døren.


MRS H. opfører en bitter, makaber og morsom monolog. I denne periode er Joe sammen med 7-8 mænd i døgnet. Den konstante mand i hendes liv er Jerôme (Shia LaBeouf), som deflorerer hende, da de er teenagere. Hun arbejder for ham, og de får en søn sammen.
   Joe føler, at drengen har gennemskuet hende. Efter pausen, da hun dyrker rituel masochistisk afhængighed hos sadisten K (Jamie Bell), må hun efterlade drengen alene om natten for at kunne være til rådighed for K. Drengen går ud på altanen i pyjamas. Man frygter en gentagelse af, hvad der skete i Antichrist.



DET gør man ikke uden grund. Nymphomaniac er struktureret, så et ekstra metalag kommenterer instruktørens tidligere film, der næsten alle citeres eller berøres. Nymphomaniac er von Triers Bringing It All Back Home. Også dialogen udgør et kompendium af ting, man har hørt Trier sige i årenes løb. F.eks. om, hvordan pænheden vil redigere ord som neger ud af sproget. Motivet vender tilbage ved AA-mødet, hvor Joe påberåber sig retten til ordet – og identiteten som – nymfoman.


I SIDSTE kapitel, »The Gun«, drøfter Joe og Seligman, hvordan velkendte ting får nye kvaliteter, når man betragter dem fra en anden synsvinkel. En plet på væggen ligner en pistol, hvis man lægger hovedet på skrå. På samme måde giver seksualiteten livsskildringen et nyt perspektiv – som alle biografier, der fokuserer på et særligt aspekt. Triers film ser tilbage på det samlede værk fra en ny vinkel.
   Der er en brat, kursorisk slutning og en rejse mod nattens ende til sidst. Joe bliver for en tid kriminel og driver alternativ inkassoforretning i sin ansættelse hos L (Willem Dafoe). Hun knytter et hittebarn til sig i en periode, hvor hun har slidt sit køn i stykker. Men da Joe vil give, kan verden ikke tage imod. Jerôme er der også ved slutningen. Det ender på sæt og vis, som det begynder.


DER er megen sex i Nymphomaniac, også grafisk udpenslede scener, men kun i det sadomasochistiske afsnit med K, bliver fortællingen grænseoverskridende, erotisk, pornografisk og filosofisk på én gang – atter i ånden fra de Sade.
   Musikken gør meget for filmen. Det begynder med hamrende Rammstein og slutter med Charlotte Gainsbourgs version af Jimi Hendrix' »Hey Joe« (fra albummet IRM), som Beck har arrangeret og produceret.
   Som i Antichrist yder Gainsbourg en bemærkelsesværdig præstation. Det samme gør Stacy Martin som hendes yngre jeg. Mændene slipper relativt let, men Jamie Bell og Shia LaBeouf spiller for deres liv. Stellan Skarsgård er den dydsirede hædersmand – og en værdig variation over Tom Eddison-figuren fra Dogville.


FRYDENS kilde, kønnets ret. Nymphomaniac er en berusende filmoplevelse, rig på konkret og sanselig sex, men med fornemmelsen af et fuldt levet liv, som orienterer sig mod en mening. Tankestoffet er tæt formuleret. Billederne har taktil kvalitet. Fornuften bliver hørt, men driften er Joes. Man aner, at Trier er tættest på kvinden.


*) Lanceringen af Nymphomaniac var effektiv og heldig med at ramme tiden lige til tiden. Det lykkedes i alle territorier at undgå en ørkesløs debat om censur, men alligevel markere filmen tilstrækkeligt til, at Nymphomaniac blev en verdenssucces. I Danmark herskede en let euforisk stemning ved premieren. Foreningen af Danske Filmkritikere nominerede filmen til fem Bodil Priser (Charlotte Gainsbourg fik én for Best Actress). Det Danske Filmakadami gik all in og nominerede Nymphomaniac i 16 kategorier (hvoraf filmen fik Robert i otte). Danske Filmkritikere krydsede villigt og gerne den sædvanlige grænse mellem branche og kritik. Annoncen for Bodil-festen blev i god forståelse med Zentropa designet som en pastiche på filmens danske plakat – nu med 12 anmeldere set i orgasmeøjeblikket. Der var vinterkoldt i atelieret, og det var svært at give sig helt hen til illusionen. Men det var både sjovt og lærerigt.



**) Izaak Walton (1593-1683) skrev lystfiskernes bibel i skyggen af (og måske som en reaktion på) det politiske kaos, som herskede under Den Engelske Borgerkrig (1642-1651) mellem republikanere og royalister. Walton, som var svoren royalist og ven med bl.a. digterpræsten John Donne, trak sig tilbage til sin ejendom i Staffordshire, hvor han brugte megen tid på at fiske i floden. The Compleat Angler udkom i 1653. Siden fulgte fire reviderede udgaver af værket, som kombinerer digte, meditative betragtninger, præcise iagttagelser af naturen og praktiske fiskeanvisninger med metafysisk bund. Teksten former sig som dialoger mellem fiskeren Piscator og jægeren Venator med en lang monolog i indledningen, hvor falkoneren Auceps taler om sin glæde ved fugle. I førsteudgaven talte Venator og Auceps endnu med samme stemme og bar navnet Viator. De var under alle omstændigheder baseret på Charles Cotton, Waltons penneven og lejlighedsvise ledsager, der er krediteret som medforfatter. Den fuldkomne fisker har været en kultbog i 360 år. I 1981 udkom en fornem dansk udgave i anledning af 350-året for Waltons fødsel. Johanne Kastor Hansen oversatte samtalerne, Otto Gelsted gendigtede poesien, Ib Andersen illustrerede. De filosofiske dialoger mellem Joe og Seligman er holdt i samme form og har lidt af den klassiske tone fra Oplysningstiden. Det er den samme retoriske konvention, som bliver brugt i samtalerne hos de Sade. Man skal ikke være fisker for at sætte pris på Waltons værk. Som Poul Hauton udtrykker det i sit forord: »
Naar det stormer over landet, naar vinteren binder hav og sø, naar det er koldt derude, tag da "The Compleat Angler" frem og gaa med Izaak Walton ind over de enge, hvor blomsterne aldrig dør.« 

Nymphomaniac vol. 1 + vol. 2. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 110 + 130 min. Danmark-Tyskland-Belgien-UK-Frankrig-Sverige-USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013; 10.09.2014 [Nymphomaniac: Director's Cut].


Fotos: Zentropa Entertainments/ Heimatfilm/ Film i Väst/ Slot Machine/ Caviar Films/ Concorde Filmverleih/ Artificial Eye/ Les Films du Losange/ Arte/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ DR/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Nordisk Film Distribution (Christian Greisnæs)/ CineMaterial (posters + artwork)/ Filmgrab.com (screenshots).  
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2013 og (i tysk version) på Zeit Online 28.12.2013.



lørdag den 26. februar 2022

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)


KROPPENE TALER
På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.
   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.



FILMEN
 skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.
   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.



FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.



FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.
   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.



PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.
   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.
   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.



SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.



The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.


Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]
Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime
2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

søndag den 17. oktober 2021

François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017)


DEN DOBBELTE ELSKER
Psykothriller efter Joyce Carol Oates

Af BO GREEN JENSEN

»Ansigtet er en maske af hud, aldeles blindt, og dog er det, ved hun, et levende ansigt; det »tilhører« en eller anden. Et levende væsen, en person, uden tvivl en kvinde. Min tvilling, måske? tænker Molly.«
   Citatet er hentet i Lives of the Twins (da. Tvillingliv) en litterær thriller fra 1988. Forfatteren kaldte sig Rosamond Smith, men det var en åben hemmelighed, at Smith var identisk med Joyce Carol Oates. Oates ville se, om nye energier blev frigjort, hvis hun skrev under pseudonym. Bogen var ikke en løbsk succes noget sted. I Danmark solgte forlaget Centrum måske 50 eksemplarer.*
   Romanen har været ret nådigt glemt. 30 år efter er der alligevel grund til at grave den frem. Forvandlingskuglen François Ozon, der er næsten lige så produktiv som Oates, har baseret sin 2017-film netop på Tvillingliv. Navne er ændret, og rammen er rykket fra New York til Paris. Ellers er der tale om trofast fortolkning af det kulørte og lurvede forlæg.


TEMAET er tvillinger, enæggede eller »identiske«. Modeltypen Chloë har aldrig fundet et sted, hvor hun føler sig mæt og tilfreds. Hun har famlet og strejfet, mens hun søgte noget, der kunne holde hende fast. Samtidig døjer hun med mavesmerter. Hun er ulykkelig på en adspredt facon.
   Filmen begynder – med et svimlende skud, der får publikum til at smile usikkert – hos gynækologen. Men fysikken er fejlfri, så Chloë konsulterer psykiateren Paul Meyer, som er en ung hædersmand af den gamle freudianske skole. Terapien udarter, og parret flytter sammen.



KØNNET værker stadig, men der falder ro over situationen. Så opdager Chloë, at Paul har en tvilling, der også er psykiater. Han valgte navnet Meyer for at lægge afstand til sin bror, Louis Delord, som er et bête noir i professionel sammenhæng.
   Chloë bliver patient hos Louis. Han latterliggør hendes smerte, men de har hård, forløsende sex. For at sløre sine spor – og fuldende symmetrien i plottet – skaber Chloë selv en dobbelt identitet.
   I bogen bliver Molly til Holly. I filmen kalder Chloë sig Eva, når hun bliver misbrugt. Virkningen er vanedannende. Smerterne aftager. Hjemme går glansen af Paul, som begynder at ligne en tryg tørvetriller.



DET billige plot rummer mange klicheer om kvinders seksualitet. De kommer ikke fra Ozon, men fra Oates. Fotografen Manuel Dacosse holder publikum til ilden med opfindsomme anatomiske vinkler, og Ozon foretager frapperende klip mellem drøm, fantasi og virkelighed.
   Spændingen stiger for så vidt. Først kan man nære en mistanke om, at Paul og Louis i virkeligheden er sider af den samme mand. Senere gælder det livet for Chloë. Hun kan naturligvis ikke se forskel på Paul Meyer og Louis Delord. Begge mænd bliver spillet af Jérémie Renier.


EROTIKKEN er intens på en uengageret, æstetisk facon, der er typisk for Ozon. Det farlige bliver aldrig farligt for alvor. Hans forrige film, Une nouvelle amie (2014), som hang på en lignende søgt dobbelthed – Romain Duris var transseksuel – havde flere af de samme skønhedsfejl.
   Der er langt fra sidste års nænsomme Frantz til de psykologiske chokeffekter i L’amant double. Ozon er en forklædningskunster, men man får et klart svar, hvis man spørger, hvorfor hans film er så forskellige. Historien er ikke vigtig. For Ozon ligger arbejdet og udfordringen i, hvordan han fortæller historien.
   På den måde er det blevet et rummeligt filmværk med høj farce (8 kvinder, Potiche), hudløs ægteskabsskildring (5 x 2, Selv i de bedste hjem), homoerotisk AIDS-elegi (Tid til afsked), moderne magisk fabel (Ricky), to historiske øvelser (Angel og Frantz) og en række empatiske kvindeportrætter (Under sandet, Le refuge, Ung & Smuk). Det sidste er, hvad Ozon gør stærkest og bedst.
   Thrillerambitionen er kun realiseret i Swimming Pool (2003) med Charlotte Rampling og Ludivine Sagnier som diametrale og komplementære modsætninger. Også hér var et metalag med en dobbelthed blandet i. Ozon er uhyre sjældent spontan.


MARINE Vacth var perfekt castet i Ung & Smuk, hvor Ozon brugte sange af Françoise Hardy til at fortælle sin realistiske historie. I Dobbelt begær er hun forklædt som en ung Juliette Binôche. Renier har som regel en venlig udstråling. Derfor er han bedre som Louis end som Paul. Som en nostalgisk talisman medvirker Jacqueline Bisset (f. 1944) i rollen som Madame Schenker, Chloés mor. 
   Der er en anakronistisk udsøgthed over filmens lækre perversitet. Mod slutningen kommer effekterne som lussinger. Som der står i romanen: »Det er et mareridtsbillede, og dog forskrækker det hende ikke, hun føler, snarere, en interesse for det, der næsten er klinisk.«
   Hitchcock og Brian De Palma bliver hyldet. Der er masser af Marnie (1964) og Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord). Ozon prøver også – forgæves – at matche den for alvor hårde og mærkelige seksualitet i David Cronenbergs Dead Ringers (1988, da. Blodbrødre), hvor Genevieve Bujold var kvinden i midten, og Jeremy Irons havde rollen som den dobbelte elsker.
   Siger Dobbelt begær noget nyt eller vigtigt? Måske, hvis man selv er en enægget tvilling. Men flere og flere får trillinger nu.


*) Joyce Carol Oates (f. 1938) har skrevet otte romaner under pseudonymet Rosamond Smith, senest The Barrens (2001), og tre under navnet Lauren Kelly. Forlaget Centrum udgav de første to, Lives of the Twins og Soul/Mate (1989, da. Kærlighed som dræber), i oversættelser af Else Sandvad og Lisbeth Møller-Madsen. Forfatterskabet er kolossalt og omfatter alene under Oates' eget navn 50 romaner, 11 kortromaner, 44 novellesamlinger, seks ungdomsbøger, fire børnebøger, 9 teaterstykker, 12 digtsamlinger, 24 essay- og artikelsamlinger. Oates har i årtier været på listen over kandidater til Nobelprisen i litteratur. Hun får den næppe nogen sinde. Blonde (2000, da. Blondine), en roman om Marilyn Monroe, var en international bestseller. Henved tyve af titlerne findes på dansk. 


Dobbelt begær (L’amant double). Instr.: François Ozon. Manus: François Ozon og Philippe Piazzo. Foto: Manuel Dacosse. 107 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 08.02.2018.

Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Fillm
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 06.08.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.02.2018

onsdag den 13. oktober 2021

François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012)


EN PERLE I SANDET

Forholdet mellem kunst og tilskuer

Af BO GREEN JENSEN

GERMAIN (Fabrice Luchini) er gymnasielærer, midaldrende, misantropisk og blasert, så det forslår. I tidernes morgen skrev han selv en roman, som var ganske god, men ikke god nok til at sætte en rynke i stoffet. Siden har han undervist på Lycée Gustave Flaubert, hvor eleverne systematisk bliver dummere og dårligere til at skrive.
   Det er helt i overensstemmelse med den generelle tendens i tiden. Ikke meget ville imponere Germain, som har lagt lidenskaben fra sig for længst og ser frem til at blive pensioneret. Han er i øvrigt godt og kedeligt gift med galleristen Jeanne (Kristin Scott Thomas) , som vigende held forsøger at sælge, hvad der for Germain at se er talent- og værdiløs »moderne« konceptkunst af politisk-pornografisk observans.



MEN en sjælden gang finder man perler i sandet. Årets nyhed er, at skoleuniformen skal genindføres på det progressive gymnasium, hvor de fleste elever kommer fra middelklassen. Den første bunke stile – essays over emnet »Sådan gik min weekend« – er om muligt værre, end Germain kunne forestille sig. »Om lørdagen så jeg tv og spiste pizza. Om søndagen lavede jeg ingenting,« er et repræsentativt eksempel.
   Som brat torden kommer så stilen fra Claude (Ernst Unhauer), en køn og vist nok socialt udfordret teenager. Han beskriver, hvordan han udså sig klassekammeraten Rapha og gik med ham hjem under påskud af at skulle hjælpe med skolearbejdet. Claude har set Rapha med forældrene, den sensuelle Esther (Emmanuelle Seigner) og den energiske Rapha Sr., som er en karikeret voksenudgave af sønnen.
   Claude er en dygtig fortæller, som forstår at vække sin læsers begær. Beskrivelsen af vennens hus er fuld af præcise detaljer. Tonen er ironisk og næsten antropologisk. Claude skriver, at det er »duften af fransk middelklassekvinde«, som drager ham til huset. Han runder sin tekst af med et à suivre, der ægger og lokker Germain. Jeanne læser med og bliver lige så tændt, skønt også mere betænkelig ved konstruktionen.



DET er sådan, det begynder. Germain ved endnu ikke, at den voyeuristiske pagt mellem lærer og elev skal blive den centrale relation i hans liv. At den vil ryste hans inderste væsen og føre ham ud til afgrundens rand. Han er hooked fra første øjeblik, og Claude giver ham mere og mere. I begyndelsen tager eleven mod råd og kritik. Efterhånden skifter forholdet væsen, og det bliver Germain, som lærer af Claude.
   François Ozon forvandler historien – der stammer fra et skuespil, Drengen på bagerste række af Juan Mayorga – fra en abstrakt dialog, hvor tilskueren må tænke sig til billederne, til en satirisk og dog alvorlig moralsk komedie, hvor intrigerne i Raphas hus bliver en føljeton, som inddrager samtlige karakterer.
   Claude infiltrerer husholdingen og bliver en betroet gæst. Motivationen synes først at være et anarkistisk projekt, der skal destabilisere familien. Så gengælder Esther hans interesse, og relationen bliver mere kompleks. En joker i spillet er, at Claude måske skriver, hvad Germain vil høre. Man kan aldrig vide med sandhedsværdien.



EN fjerde væg i fiktionen nedbrydes, da Germain træder ind i køkkenet, hvor Claude kysser Esther for første gang. Fortællingens rammer og rum bliver porøse. Læreren vil risikere sin stilling for at kende slutningen på historien. Også Jeanne inddrages. Da Claude siger fra, er der ingen vej tilbage – heller ikke for tilskuerne i biografen.
   Ozon bruger alle virkemidlerne fra den komisk tonede del af sin produktion (hvor man også finder tragiske og naturalistiske stykker som 5 x 2, Tid til afsked, Le refuge og den kommende Jeune et jolie). Kun sangene mangler i skildringen af den falske idyl hos familien, der har indrettet sig i pang-farvet velstand.



GERMAIN og Claude bliver rebeller og udstødte sammen. De er afhængige af hinandens funktion, og den desperate alliance bliver et billede på relationen mellem forfatter og læser eller filmskaber og tilskuer. Det er meget raffineret skruet sammen. Både fryden og fortvivlelsen er ægte. Publikum inddrages dybt.
   Galgenhumoren er ikke helt sort, snarere grå i flere nuancer. Skønt udførelsen er elegant, bliver filmen aldrig selvtilfreds, som der ellers er lagt op til, da elev og lærer finder hinanden i en liflig blanding af begær og foragt for de andre.


DET er Ozons spillefilm nr 13, siden Sitcom fik premiere i 1998. Han hører stadig til tidens skarpeste filmskabere og er en af de sværeste at sætte kritiske klistermærker på. I et tungt kommercielt repertoire svarer Dans la maison til Claudes skolestil. Tilskueren må høre mere og vil om nødvendigt betale den højeste pris.



Dans la maison (Selv i de bedste hjem). Instr. & manus: François Ozon. Foto: Jérôme Alméras. 105 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 15.05.2014.


Fotos: Mandarin Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 22.07.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 16.05.2014