Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914

EN MAND OG EN KVINDE
Charles Dickens og Ellen Ternan

Af BO GREEN JENSEN

ELLEN Ternan og Charles Dickens mødte hinanden i 1857, da skuespillerinden var 18 år, og forfatteren var 45. Den altid teaterforelskede Dickens instruerede og spillede selv hovedrollen i (melo)dramaet The Frozen Deep, som var skrevet af hans ven og kollega Wilkie Colllins. De satte (amatør)forestillingen op på Haymarket Theatre i Manchester, hvor Dickens’ dramatiske forbillede, John Buckstone, var direktør.
   Ellen, som familien kaldte Nelly, havde en lille rolle i forestillingen, hvor hun fremsagde den Shakespeare-inspirerede epilog. Til gengæld spillede hun ansigt til ansigt med Dickens i Uncle John, en farce fra Buckstones faste repertoire, som udgjorde aftenens lette afslutning. Teenageren gjorde indtryk på den litterære løve, som var legendarisk i samtiden. Dickens tog sig af Nelly frem til sin død i 1870.

NELLY, søstrene Maria og Fanny, samt pigernes mor, Frances Ternan, var professionelle teaterfolk i en tid, der på én gang så op til scenens stjerner og betragtede dem som en slags forfinede prostituerede. Manden i familien, skuespilleren Thomas Ternan, var død i 1846. Kvinderne havde ingen sikkerhed i ansættelsen og boede så billigt som muligt i byerne, hvor de fandt engagement.
   Mrs. Ternan var derfor ikke afvisende, da forfatteren kastede sit begærlige blik på den yngste og skrøbeligste af døtrene. At Dickens på 21. år var gift med Catherine Hogarth, som han havde ti børn sammen med, blev set som en mindre forhindring. Charles og Nelly indledte et forhold, som efterhånden blev formaliseret. De levede som mand og kone fra 1859, da Dickens lod sig separere fra Catherine.
   Forbindelsen var efter alt at dømme en offentlig hemmelighed. I victorianismens England var det ganske enkelt ikke muligt for en borgerlig kunstner at leve i et åbent forhold. Men naturligvis fandt og forlod man hinanden. Der er dog aldrig ført noget bevis for, at der lå mere end en faderlig interesse fra Dickens’ side i forholdet.

FORBINDELSEN er blevet diskuteret, siden Thomas Wright skrev om Ternan i The Life of Charles Dickens (1935). Han havde historien fra præsten William Bentham, som lærte Nelly at kende i 1880erne, da hun hjalp sin mand med at drive en drengeskole i Margate. Ternan havde betroet sig til Bentham. Nelly var ikke en fjende af familien. Hun havde kontakt med Georgina Hogarth, Dickens’ svigerinde, til sin død i 1914. Ved flere velgørenhedsarrangementer læste Ternan højt af mesterens værker.
   Ralph Fiennes har baseret sin film på Claire Tomalins fremstilling i The Invisible Woman: The Story of Nelly Ternan and Charles Dickens (1991). Tomalin, som til 200-året i i 2012 udgav biografien Charles Dickens: A Life, der p.t. er standardværket om forfatteren, er ikke i tvivl om forholdets karakter. Der findes andre opfattelser. I Dickens (1990) skriver Peter Ackroyd, at forholdet gav forfatteren mulighed for at udleve sin vedvarende fantasi om »a sexless marriage to a young, idealised virgin.«*

FIENNES spiller selv den feterede forfatter, som befinder sig i en krise, han næppe selv begriber, da han møder den dragende Nelly (Felicity Jones). Han føler sig ikke forløst i ægteskabet med Catherine (Joanna Scanlan), kompenserer med hyperaktivitet og prøver i alle aspekter af livet at sætte sit præg på den tågede verden. For Dickens er der sammenfald mellem selvværd og popularitet. Han gør noget nær alt for at være elsket. Forfatterens nærmeste indser efterhånden, at forholdet til publikum er lidenskaben, som styrer hans liv.
   I 1857 havde Dickens skrevet 10 af sine 14 romaner (de sidste fire var A Tale of Two Cities, Great Expectations, Our Mutual Friend og den ufuldendte The Mystery of Edwin Drood). Han var i færd med at afvikle, men redigerede og skrev stadig størstedelen af ugebladet Household Words. Samtidig forberedte han og Wilkie Collins lanceringen af All the Year Round, som var endnu et ugentligt magasin.
   Dickens trak fulde huse til sine oplæsninger, skrev reportager fra sine foredragsrejser og tog ivrigt del i dagens debat. Der var ingen ende på energien. Teaterprojektet i Manchester var noget, han nærmest gjorde for sjov. I filmen siger Charles til Mrs. Ternan (Kristin Scott Thomas), at han skriver fra 7 morgen til klokken tre om eftermiddagen. Ordene falder ved daggry.
   

DET er et insisterende kurmageri, hvor Nelly egentlig aldrig bliver spurgt. Både Mrs. Ternan og fru Dickens er indforståede med forbindelsen. Kun forfatterens ældste søn har svært ved at hilse, da han møder sin far og Nelly som par. Dickens tager for givet, at Nelly accepterer sin rolle som »den usynlige kvinde«. Han er fast gæst hos Ternan-familien og diverterer kvinderne med anekdoter om bl.a. H.C. Andersen, som ikke var til at drive ud, da han – netop i 1857 - besøgte familien Dickens.**
   Nelly ser på Dickens med en blanding af frustration og beundring. Hun og Charles besøger Wilkie Collins (Tom Hollander), manden bag pionerkrimierne The Woman in White og The Moonstone, som var Dickens’ faste sparringspartner. Collins misundte Dickens hans flair. Dickens misundte Collins hans sans for at lægge et plot.
   Collins levede åbent sammen med enken Caroline Graves (Michelle Farley) og behandlede hendes datter som sit eget barn. Han ville dog ikke giftes. Charles elsker atmosfæren i huset. Nelly er chokeret og føler sig kompromitteret moralsk.
   I alt dette er Dickens en frejdig fribytter, en mand af sin tid, men også en moderne og ganske kompleks karakter. Fiennes og manusforfatteren Abi Morgan (Shame) vil hverken kritisere eller udlevere den victorianske moral. Snarere vil de finde den sociale ubønhørligheds sprækker af tolerance og menneskelighed.
   Dickens lytter, da Nelly beder ham om mere. Filmen lader parret have en skæv lykke, mens Nelly venter deres barn. Der er intet biografisk belæg for denne udvikling. Til gengæld fører graviditeten til filmens mest bevægende scene – smukt underspillet af Fiennes og Jones – og forklaringen på den voksne Nellys karakter.

FILMEN er lagt i en ramme, hvor Ternan 15 år efter Dickens’ død går ture ved stranden i Margate og hjælper eleverne på sin mands drengeskole med at indøve årets teaterforestilling. Det er en dramatisering af No Thoroughfare, Dickens’ sidste julehistorie, som han og Wilkie Collins skrev sammen i 1867.***
   Præsten William Bentham (John Kavanagh), som sidder i skolens bestyrelse, fornemmer, hvad der nager rektorens hustru. Det er almindelig kendt, at Nelly mødte Dickens, da hun var barn. Bentham ser, at der er mere i sagen.
   Stoffet formidles i sprøde flashbacks. Balancen forrykkes, da Dickens og Ternan er passagerer i et afsporet tog. Ulykken fandt sted ved Staplehurst i Kent den 9. juni 1865. Nelly kom alvorligt til skade. Dickens hjalp redningsmandskabet, og bagefter skrev han om ulykken, men for et syns skyld måtte han undsige Nelly og fornægte deres kærlighed.
   I filmen beder hun ham selv gøre det. Det er ikke, fordi hun ikke forstår ham, men herefter kan deres forhold aldrig blive det samme. De er dømt til at dele en hemmelighed. Hun vil altid være den usynlige kvinde.
   

RALPH Fiennes debuterede som instruktør med Coriolanus, en intens modernisering af Shakespeare, hvor han selv spillede titelrollen. Den fik ikke dansk premiere, men blev vist på Berlinalen i 2011. Dickens-filmen spiller i et blidere register, men undervejs er der tillidsbrud og forrådelser, som virker lige så voldsomme og stikker lige så dybt. Fotografen Rob Hardy får betagende billeder ud af Nellys spadsereture ved Margate Sands. Togulykken er et filmisk sætstykke.
   Historien kunne med fordel have holdt sig i Nellys synsvinkel. Nu bliver Dickens’ krise forklaret i en håndfuld ret overflødige ægteskabsscener. Det er derimod godt set at nedtone præget af revisionistisk helteportræt. Filmen fremstår som fortællingen om en mand og en kvinde i og af deres tid. Det er sådan set tilfældigt, at de hedder Charles Dickens og Nelly Ternan. Her er de stakkels, evige mennesker.

Se også Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009) og Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)

*) Claire Tomalin: The Invisible Woman. The Story of Ellen Ternan and Charles Dickens. 384 s. London: Penguin, 1990. Peter Ackroyd: Dickens. 1196  s. London: Sinclair-Stevenson Ltd., 1991, p. 916. 

**) H.C. Andersen besøgte Dickens ved to lejligheder. I 1847 kom han til middag, og det forløb udmærket. I 1857 blev han i fem uger, netop i perioden, hvor Dickens var ved at forlade familien. "He was a bony bore, and stayed on and on," skriver Dickens' ældste datter, Kate. Selv skrev Dickens til William Jordan: "Hans uforståelige sprog var ubetaleligt. Når han talte fransk eller italiensk, var han som en vildmand; på engelsk var han som et døvstummeinstitut." Andersen havde en helt anden oplevelse: "Da han af sin Familie hørte, hvor forstemt jeg var, lod han et heelt Fyrværkeri af Spøg og Lune lyse, og da det endnu ikke trængte heelt ind i mit Humeurs mørke Krog, kom der Alvor i Hjertelighedens Glands, en saa varm Anerkjendelse, at jeg følte mig løftet, styrket og fyldt af Lyst og Trang til at fortjene den. Jeg saae ind i Vennens milde, straalende Øine og følte, at jeg burde takke "en stræng Kritik" for, at jeg havde vundet et af de deiligste Øieblikke i mit Liv." (Mit Livs Eventyr, 1857)

***) Julen var vigtig for Dickens. Allerede i klummesamlingen Sketches by Boz (1836) står et essay om "A Christmas Dinner", og i den ufuldendte The Mystery of Edwin Drood (1870) finder forbrydelsen sted julemorgen. A Christmas Carol (1843) blev en klassiker allerede i samtiden, men Dickens skrev adskillige julehistorier. I perioden 1844-48 udkom der hvert år en ny julefortælling: The Chimes (1844), The Cricket of the Hearth (1845), The Battle of Life (1846) og The Haunted Man (1847). De blev samlet i 1852. The Folio Society udgav Christmas Books med alle de originale illustrationer i 2007.   

The Invisible Woman (Den usynlige kvinde). Instr.: Ralph Fiennes. Manus: Abi Morgan. Foto: Rob Hardy. 111 min. Storbritannien 2013. Dansk premiere: 09.10.14

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 10.20.14