David Cronenberg: A Dangerous Method (2011)

EN HEMMELIG SYMMETRI

Psykoanalysens skabelsesberetning

Af BO GREEN JENSEN

ALLE ved, hvem Sigmund Freud (1856-1939) og Carl Gustav Jung (1875-1961) var. Færre husker – eller har overhovedet hørt om – børnepsykologen Sabina Spielrein (1885-1942). Hun blev længe set som en privilegeret biperson i psykoanalysens formative år.

   Spielrein var Jungs patient, mens han endnu betragtede Freud som et forbillede, og hun førte en omfattende korrespondance med Freud, som hun også lærte at kende personligt. I 1911 blev hun som den første kvinde optaget i Wiens psykoanalytiske forening.

   Spielrein var i behandling hos Jung fra august 1904 til juni 1905. Da hun fik det bedre, blev hun først hans forskningsassistent, siden hans kollega. Jung rådgav Spielrein under arbejdet med »Über den psychologischen Inhalt eines Falles von Schizophrenie« (1911) og sørgede for, at artiklen blev publiceret i Jahrbuch für psychoanalytische und psychopatologische Forschungen. Året efter stod afhandlingen Die Destruktion als Ursach des Werdens samme sted. Her brugte Spielrein Freuds tanker om libidoets iboende dødsdrift og foregreb Jungs ideer om forvandlingens kraft. Af samme grund har man set hende som en slags brobygger.

JUNG brød med Spielrein i 1911. Flere faghistorikere forudsatte en seksuel forbindelse mellem de to, andre slog muligheden hen som sensationalisme. Man fik endelig vished i 1977, da brevvekslingen mellem Jung, Freud og Spielrein blev tilgængelig. Der er skrevet adskillige bøger om sagen. En af dem er italieneren Aldo Carotenutos Diario di una segreta simmetria: Sabina Spielrein tra Jung e Freud (1980), som samler Spielreins breve og dagbøger. Altså en hemmelig symmetri.

   Jung behandlede Spielrein med samtaleterapi i en variation af Freuds ideer. Freud brugte den berømte divan, som stod i konsultationen på Berggasse 19 i Wien. Jung sad på en stol med ryggen til analysanden. Spielrein kom til Bürgholzli, Zürichs psykiatriske universitetsklinik, som et hysterisk tilfælde, bogstaveligt forkrøblet af berøringsangst, skyldbevidst drift og fortrængning. Hun betroede Jung, at hun som barn følte lyst, når hendes far slog hende med et bælte. Hun fantaserede endnu om lystfølelsen. Jung hjalp hende med at udleve scenariet.

   

LÆGEN var gift, satte pris på sin status, fik stadig flere børn og havde mange ambitioner. Da affæren blev besværlig, gik han fra Spielrein. Samtidig lagde han distance til Freuds teorier, som ikke ville anerkende den metafysiske dimension – i dag kunne man sige åndeligheden - der i stigende grad blev Jungs domæne. Freud havde set en mulig poster boy for bevægelsen i den yngre, velaflagte og frem for alt ikke-jødiske kollega. Efter Spielrein-affæren kom der kold luft mellem mændene.

   Spielrein giftede sig med en russisk læge, Pavel Scheftel. De fik to døtre, Renate (f. 1912) og Eva (f. 1924), og Spielrein etablerede i Moskva en institution, Den Hvide Skole, som hun drev efter progressive principper. Staten lukkede skolen efter tre år. I 1936 flyttede familien til Rostov. Pavel døde under Stalins politiske udrensninger. Spielrein og hendes døtre blev skudt af SS i august 1942. Kongen af ego og id gik i britisk eksil. Da det kom til stykket, gjorde Jung kun lidt for at hjælpe sine jødiske fæller. Sabina Spielrein er ikke nævnt med et ord i Erinnerungen, Träume, Gedanken (1961-63, da. Erindringer, drømme, tanker). Til gengæld skriver han udførligt om animus og anima, individuation og synkronicitet.

DETTE mørke og strålende stof løber sammen i A Dangerous Method, David Cronenbergs spillefilm nr. 15, der bruger tre af tidens stjerner til levendegøre den gyldne trekant. Viggo Mortensen er en skrøbelig, skønt også imødekommende Freud. Michael Fassbender forlener den vitale Jung med en blanding af overbevisning og opportunisme. Keira Knightley forsøger at udtrykke Spielreins rejse fra neurotisk fortrængning til selvbevidst realisering gennem en fysisk pantomime, der alt i alt må være det tætteste, filmen kommer på special effects.

   Christopher Hampton har baseret filmens manuskript på sit eget skuespil, The Talking Cure (2003), der igen krediterer John Kerrs fremstilling i biografien A Most Dangerous Method: The Story of Jung, Freud, and Sabina Spielrein (1993). Skønt Cronenbergs film gør adskilligt for at vise karaktererne i det fri, er der klare spor efter sceneversionen. Så godt som alle scener består af en koncentreret dialog mellem to af de tre karakterer. Dybest set er der tale om et filmet kammerspil.

    I periferien fungerer Jungs hustru Emma (Sarah Gadon) og Freud-eleven Otto Gross (Vincent Cassel) som en blanding af øjenvidner og kor. Emma føder stadig flere børn, som Jung overser med et blændende smil. Nihilisten Gross er en djævelens advokat i det hele. »Så vidt jeg kan se, er der ikke noget problem,« siger han til Jung, der fortæller om Spielrein. »Du slår hende, til hun er døden nær, og dusker hende godt igennem.« Selv forgriber han sig på flere af Bürgholzlis sygeplejersker, før han forsvinder over muren, ind i tågen, for at tage sit liv eller drikke det væk.

FORSKELLIGT pligtstof formidles med takt. Man forstår, at psykoanalysen som sag og bevægelse er i sin vorden, at Freud har brug for allierede kræfter, der kan meritere hans kontroversielle praksis, og at Jung som en hovedrig, kristen discipel må ligne den fuldkomne kronprins. Jung er en sjuft i forhold til Sabina, men hans kritik af Freuds metode er reel, og i kærlighedsscenerne bliver han i så høj grad en levende elsker, at han ender med at frygte for sin forstand. Han vender hjem til sin hustru som til en mor. Spielrein sidder alene tilbage med begæret, der brænder i skridtet.

   Man kunne tro, at Cronenberg ville gøre ekstreme ting med det hysteriske stof, måske skabe en kold psykogyser i stilen fra Dead Ringers (1988), Naked Lunch (1991), Crash (1996) eller eXistenZ (1999). Imidlertid vælger han en tør, præcis form, som lader teksten og spillerne bære indholdet. Da Jung beskriver en apokalyptisk drøm, som må være et forvarsel om verdenskrigen, ser man ingen letkøbt billedmontage med wagnersk musik blandet i. Virkeliggørelsen af de seksuelle fantasier er reduceret til en enkelt spankingscene, hvor Jung og Spielrein bruger læderremmen sammen. Til gengæld har dén erotisk værdi.

   Affæren får følger for alle, skønt skandalen bliver i inderkredsen. Jung taber status i Freuds øjne og gør ham mindre attraktiv som støtte. Også Jung har en følelse af at falde igennem, men han bruger den til at gøre sig fri af faderfiguren. Jung har fra første færd fundet, at Freud på én gang gik for langt i sin fokusering på det seksuelle og ikke langt nok i kortlægningen af underbevidsthedens mørke kontinenter. For Jung bliver myten det hele. For Freud er den en kode på linje med drømme. Det hele begynder og ender i kønnet. Ved århundredskiftet er de som far og søn. Efter Sabina bliver der kold luft mellem parterne.

FREUD er ofte skildret på film, men her bliver Jung den centrale figur. Michael Fassbender fremstiller ham som en karismatisk, naiv og dog ekstremt beregnende karakter, som ikke desto har ilden. Freud har set ham som en nyttig idiot og erkender sin fejl. Der er fine anekdotiske detaljer. Jung har appetit på alt, og nu og da bliver hans sult til ren grådighed. De to mænd mødes første gang, da Jung tager fra Zürich til Wien og besøger Freud i Berggasse 19. Familien ser til, mens Jung dynger kød op på sin tallerken. Senere, da venskabsvarmen er aftagende, sejler mændene sammen til USA. Jung ser ingen skævhed i, at han sejler på første klasse, mens mesteren er henvist til en køjeplads på anden klasse.

   Tilskuere med en lang erindring vil måske huske The Soul Keeper (2004), som italieneren Roberto Faenza instruerede med Iain Glen som Jung over for Emilia Fox som Sabina. Her var fokus på Spielreins senere virke og den russiske del af historien, mens forholdet til Jung blev formidlet i flashbacks. Freuds navn blev nævnt, men var ikke på rollelisten. Samme år kunne man se Elisabeth Martòns dokumentarfilm, Jeg hed Sabina Spielrein, i danske biografer. Emnet er igen aktuelt.

   

DER er endelig en elegisk kvalitet i filmens tilbageskuende væsen. Psykoanalysen blev grundlagt ved indgangen til det 20. århundrede. I Freuds såvel som i Jungs udlægning blev den en af de store forståelsesmodeller i et forrevent århundrede, hvor kun økonomien og biologien for alvor kunne konkurrere. Sagen »sejrede ad helvede til«, som LO-formanden Thomas Nielsen sagde i anden forbindelse.

   Ved indgangen til det 21. århundrede er sagen ved at miste betydning. Nu er tiden til selvhjælp, coaching og positivisme. Freud »må tillægges æren for i god tro at have skabt en åndelig bevægelse med enorm indflydelse på vores måde at forstå os selv på,« skriver Steen Andersen i  Freud har sagt (2004), der fortæller en anden af psykoanalysens kvindehistorier, dén om Marie Bonaparte. »I den forbindelse er det betydningsløst, at psykoanalysen som bevægelse er ved at uddø, og at den som terapi har vist sig mindre effektiv end nyere behandlingsmåder.«

ANDERSEN tilføjer: »Det forklejner jo ikke opfinderen af dampmaskinen, at vi i dag har elmotorer og atomkraft.« Cronenbergs film får dette aspekt med. Disse brave mænd med deres borgerlige problemer er pionerer og opdagelsesrejsende, banebrydere i deres egen opfattelse. Jung og Freud er Stanley og Livingstone, Spielrein en misbrugt Kleopatra ved Nilens varme kilder i det fælles ubevidste. Jung og Spielrein erobrer sammen et nyt kontinent, da han giver efter for hendes ønske om at udleve den masochistiske længsel. I dag kunne det hele ordnes mod honorar i Åndens Tempel på Blegdamsvej.

   Det er fremdeles synd og skam, at D.M. Thomas’ roman The White Hotel (1981, da. Det hvide hotel), en af de allerbedste bøger om Freud, aldrig blev filmatiseret, skønt både Bernardo Bertolucci, Emir Kusturica og Terrence Malick forsøgte at finde finansiering. Til gengæld kan man glæde sig over Cronenbergs lærestykke, der er skabt med takt, præcision og distance såvel som med lidenskab af en slags.

Med A Dangerous Method afrundes Cronenberg/Mortensen-trilogien. De andre film er A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007).

A Dangerous Method. Instr.: David Cronenberg. Manus: Christopher Hampton. Foto: Peter Suschitzky. 99 min. UK-Tyskland-Schweiz-Canada 2011. Dansk premiere: 21.06.2012

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 22.06.2012