Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016)

DET VILDE OMRÅDE

Efter alien sex vil du ikke tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DENNE mexicanske fabel kom som en stor overraskelse, da den blev vist på Venice Film Festival i 2016. Den kom også som en god overraskelse. Det var ikke egentlig så skævt, at Amat Escalante modtog juryens instruktørpris.

   Escalante har i tre tørre forsøg gnavet stadig mere genrefedt af sin grundfortælling om småfolk, der kommer i klemme i narkokartellernes krige. Sangre (2005), Los bastardos (2008) og – især – Heli (2013) er rene, rå og forstemmende film, der skildrer den kriminelle hverdag og de sociale processer med et ubønhørligt overblik, som aldrig taber bolden af syne.

   Når Escalante præsenterer en film med titlen La región salvaje – »det vilde område« – forventer man automatisk at se de sædvanlige emner med den samme slags blik. The Untamed er imidlertid noget andet. Filmen kunne være resultatet af et samarbejde mellem Alejandro Jodorowsky, den chilenske kultmester, og mexicaneren Carlos Reygadas, når denne er mest udfordrende.

DET begynder med et glimt af en ung kvinde, som masturberer i mørket. Først er beskæringen tæt. Da den udvider sig, kommer en fangarm til syne. Den borer sig ind. Den borer sig også igennem. Der er desorienterende snak i baggrunden. Kvinden er henført. Det kunne sagtens være en erotisk drøm.

   Så følger en naturmystisk scene af den slags, som Reygadas åbnede Post Tenebras Lux (2012) med. Kvinden fra før kommer løbende gennem landskabet, våd og forslået, mens himmel og jord står i ét.

   Klip til hospitalet i Guanajuato, hvor normaliteten er travl og overbelyst. Véronica (Simone Bucio) bliver tilset af sygeplejersken Fábian (Eden Villavicencio), en omsorgsfuld mand, som selv er til mænd. Samtidig introduceres hans søster, Alejandra (Ruth Ramos), som havde ventet sig mere af livet end den hverdag, hun har med Angel (Jésus Meza).

   Angel er en umoden mændenes mand, som drikker for meget og hader sit job. Han er demonstrativt homofobisk, skønt han selv dyrker LGBT-miljøet. Parret har to børn, og lavpraktikken hænger på Ale. Sporene føres endelig sammen i en svedig, uskøn scene, hvor Fabian og Angel har hurtig, hård sex.

DER er forskellig narrativ uro. Filmen kaster – som Veronica – et adspredt blik på de frustrerede relationer, der er blevet trivielle og irrelevante for hende. Hun savner huset i det vilde område, som hun flygtede fra i begyndelsen. Her lever egnens kloge mand og hans kone. De tager sig sammen af tingen, det fremmede væsen, som for alvor fortjener betegnelsen utæmmet.

   De skal ikke læse videre, hvis De nødigt vil vide, hvad der bor i laden hos healerparret. Men sagen er klar allerede på filmens plakat. Skønt filmen venter med at vise kønsakten i fuld udstrækning, er tentaklerne fremme allerede i begyndelsen, hvor Véronica bliver tilfredsstillet, så hun er nær ved at dø.*

   The Untamed er en genremæssig hybrid, som blander samtidskritisk socialrealisme med mørk fantasy og seksuel horror. Skal filmen så være en fabel om sanselighed og fortrængning, en moralitet om prisen for at give sig hen, et øjebliksbillede af den mexicanske hverdag eller hvordan?

   Velsagtens det hele og lidt mere til. Det fremmede væsen er rendyrket drift. Det lever af sex, som fortærer. Det spiller ingen rolle, om fryden bliver fodret med mænd eller kvinder. At begæret er en naturlov, mens kønnet og arten er irrelevant, kunne være én måde at se The Untamed på.

FØRST bliver den blide Fabian taget under behandling. Det giver ham så megen glæde, at han taber interessen for Angel, som bombarderer ham med vrede sms’er. Fabian bliver kasseret og fundet i en grøft. Hans søster ser beskederne, lægger to og to forkert sammen og angiver sin mand.

   Angel får en ynkelig skæbne. Derimod er Alejandra og væsenet i laden som skabt for hinanden. Her tager filmen beskyttelsesbrillerne af. For første gang viser Escalante den blæksprutteagtige skabning med fangarme, der kan trænge ind i alle kropsåbninger. Har man én gang prøvet alien sex, vil man ikke tilbage. Den ellers fornuftige Ale bliver snart en fast gæst i vildnisset.

DER er en ret overflødig forklaring på, hvordan det fremmede liv kom til jorden. Den er irrelevant, men interessant, fordi den – som alt andet i fortællingen – bliver afleveret så lidenskabsløst.

   Filmens visuelle klimaks – the money shot – viser den drejende, suttende, skærende skabning i al sin rejste glans og slimede vælde. Det bizarre samleje ser virkeligt ud, og The Untamed bliver i hvert fald en kultfilm i Asien, hvor sex med kæmpeblæksprutter i forvejen hører til de pornografiske troper.

   Jeg nævnte Jodorowsky og Reygadas som beslægtede eksempler. Escalante var i øvrigt instruktørassistent på landsmandens Batalla en el cielo (2005). Der er også noget Tarkovskij à la Stalker, lidt Lynch som i Eraserhead, en smule Lars von Trier’sk Antichrist og Almodóvar i Tal til hende over det hele.

TIL slut takker Escalante selv den polske filmskaber Andresz Zulawski. Det manglede bare. Både væsenet og meget af tematikken, som sætter lighedstegn mellem frihed og sex, findes magen til i Zulawskis Possession (1981), en koldkrigstidsfabel med Isabelle Adjani og Sam Neill, som aldrig fik dansk premiere. Den lever til gengæld stort i kultkredse.

   Det er nok også her, at The Untamed har en fremtid, når nyhedens interesse har lagt sig. Den mexicansk-danske co-produktion er æstetisk konsekvent og fascinerende uforudsigelig. Værd at gå ind i med vidtåbne sanser.

*) 

The Untamed (La région salvaje). Instr.: Amat Escalante. Manus: Amat Escalante og Gibran Portela. Foto: Manuel Alberto Claro. 100 min. Mexico-Danmark-Frankrig-Tyskland-Norge-Schweiz 2016. Dansk premiere: 25.12.2016.

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ ØFP/ DFI/ Venice Film Festival

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 30.12.2016