Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]

 

MR. LEIGH & MR. TURNER

En samtale om billedkunst

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2014: Der er diset sol og en høj vind i Cannes, da vi møder Mike Leigh på Majestic Barrière. Man går ned ad nogle trapper og kan ikke længere høre den travle Boulevard de la Croisette. Man bliver blændet af brændingen på en måde, der ville interessere J.M.W. Turner (1775-1851), den britiske ener, som var impressionist 40 år før de fleste.

   Mr. Leigh har skrevet og instrueret Mr. Turner, en stor og stilfærdigt visionær film om de sidste 25 år af kunstnerens liv. Leigh er kendt for nutidsfilm som Naked, Secrets and Lies og Another Year. Det er dog ikke første gang, at han søger tilbage. Topsy-Turvy fra 1999 var en sørgmunter kærlighedserklæring til sangskriverparret Gilbert & Sullivan, som fornøjede 1880erne med satiriske operetter som H.M.S. Pinafore og The Mikado.

TOPSY-TURVY var nærmest et lystspil. Mr. Turner begynder 50 år før og er snarere som en præcis elegi. Den unge dronning Victoria optræder i en enkelt scene. Hun er ikke bare utilfreds med Turners kunst. Hun hader den aktivt og foretrækker den sentimentale husstil, som vil præge hendes regeringstid. Turner selv slår en vantro latter op, da han ser de første af prærafaellitternes malerier.

   Leigh er i hvidt og smiler mere end sædvanligt. I Cannes har Mr. Turner fået den modtagelse, som den fortjener. Man kan endnu ikke vide, at Nuri Bilge Ceylan og Vintersøvn får al opmærksomheden i år. Timothy Spall får en pris for rollen som Turner. Han holder en overstrømmende tale. Fred være med det, har Leigh sikkert tænkt. Han kom ikke selv til ceremonien.

– ER der forskel på at arbejde med autentiske og fiktive karakterer?

   »Egentlig ikke. Man kan researche i en million år, og man kan læse 1000 bøger, men det sker der ikke noget foran kameraet af. Der skal på en eller anden måde sættes kød på handlingen. Jeg arbejdede præcis som på mine øvrige film. Det gjorde jeg også i Topsy-Turvy, filmen om Gilbert og Sullivan.

   Vi plejer at kunne sætte os og skabe en karakter fra bunden. Her gjorde vi virkelig megen research, Timothy Spall og jeg. Vi læste alle bøgerne, og vi kunne bygge karakteren på den baggrund. Men man må stadig gennem alle de organiske processer for at få det til at ske foran kameraet.«

   – Er det sværere at lave historiske film?

   »Der er de udfordringer, som man forventer. Ingen siger, at periodefilm skal være store produktioner. Denne film og Topsy-Turvy krævede begge et vist format, men jeg kunne lave en film om nutiden, som krævede format. Hvert projekt er forskelligt. Another Year var lige så forskellig fra Happy-Go-Lucky, som denne film er fra Topsy-Turvy. Jean Renoir havde ret i, at alle laver den samme film igen og igen, men inden for den ramme, vil jeg gerne variere motivet.«

   – Du bruger ikke manuskript, men et detaljeret arbejdspapir...

   »Det manglende manuskript er en myte. Jeg møder ikke med en færdig tekst, men jeg arbejder ikke ud i det blå. Det gælder alle mine film. Vi arbejder med scenerne i prøveforløbet. Når skuespillerne står foran kameraet, er alt skrevet ned.«

– TURNER er 50 år, da filmen begynder, og 76, da han dør. Du gør intet forsøg på at skildre hans ungdom...

   »Filmen er blevet kaldt selvbiografisk, men det er noget vrøvl. Jeg synes ikke, at jeg spejler mig i Turner. Ja, jeg er mere interesseret i den modne Turner, for jeg forstår, hvad der optager ham, men det er ikke et skjult selvportræt. Hvis man laver film og er kunstner, kan man måske bedre sætte sig i hans sted, men jeg håber da, at jeg kan leve mig ind i hver karakter, som jeg skildrer.

   Man kunne sagtens lave en ordinær biografisk fiktionsfilm. Man kunne finde en tyk dreng, der spillede Turner som barn, og man kunne vise en ung mand, der lignede drengen, og det ville være forudsigeligt og kedeligt. Og utroværdigt og tidskrævende. Det er jo ikke en dokumentarfilm. Det er en række betragtninger over Turner.«

   – Har du altid været optaget af Turner?

   »Hvis man vokser op i den engelsktalende verden, har Turner altid været der. Men jeg var ikke opmærksom på ham som ung. Turner og Constable, britiske landskaber, var noget, man så på kagedåser og chokoladepapir. Som 14-årig vidste jeg mere om Picasso og impressionisterne. Dengang troede vi, at surrealisterne ville ændre det hele. En tåbelig forestilling, man heldigvis er kureret for nu. I 60erne læste jeg kunst og begyndte at opdage Turner. Man gik ind på Tate eller National Gallery og så på hans billeder. Og blev inspireret af den dramatiske arbejdsform.«

– I FILMEN gør Turner Constable flov. Til ferniseringen på Royal Academy sætter han en rød plet i sit eget billede for at parodiere Constables overforbrug –

   »Man skal bruge de gode historier, der er. Scenen med Constable er autentisk. Der er en masse rødt i Constables billede af indvielsen af Waterloo Bridge. Det blev anbragt ved siden af Turners maleri af tågen, hvor alt er gråt, og han tilføjede én rød plet for effekten. Jeg dramatiserede simpelt hen, hvad der står i alle bøgerne.

   Man er nødt til at bruge den slags. Det kommer sig ikke så nøje, om det er sandt. Alle har hørt, at Turner lod sig tøjre til masten på et skib for at se en storm indefra. De moderne biografier er enige om, at det aldrig skete. Vi bruger alligevel anekdoten, for vi laver for pokker en film! Det ville være korrekt på den forkerte måde, hvis man ikke tog det med, bare fordi bøgerne siger, at det ikke gik sådan til.«

– VAR det svært at se som Turner?

   »Det er altid en fornøjelse at arbejde med en begavet fotograf som Dick Pope. Han studerede Turners palet, og vi enedes om et særligt look. Efterhånden får man det i blodet. Man lærer at se verden gennem et Turner’sk prisme. Vi gjorde ikke som David Lean, der var berømt for at vente i tre uger på den rigtige skyformation. Vi var heldige med mange ting. Elementerne samarbejdede, og vi kunne bruge digital teknologi. Der er meget, man kan rette i efterproduktionen.«

   – Hvor meget er skabt digitalt?

   »Ganske meget. Den digitale teknik er på ingen måde et kompromis eller et udtryk for degenerering. Den er et nyt redskab, man har til rådighed. Dick og jeg har alderen til at være gammeldags filmmennesker. Vi har altid skudt på 35 mm, og vi elsker film. Men vi lever i det 21. århundrede. Vi har brugt den digitale teknik og fået den til at fungere. Jeg synes, det er spændende.«

   – I filmen interesserer Turner sig for tidlige fotografier. Gør han det i samme ånd?

   »Turner var meget optaget af den nye teknologi.* Og en smule bange for den. Da han opdagede fotografiet, var han allerede ved at udvikle de teknikker, som impressionisterne gennemførte senere i århundredet.«

   – Hvad ville Turner mene om filmmediet?

   »Hans interesse for ny teknik dukker op flere steder. Han forsvarer brugen af damp. På billedet af sejlskibet, The Fighting Temeraire, der bliver slæbt til ophug, er han mere optaget af fremtiden. Havde han havde levet senere i århundredet, ville han være fascineret af filmen. Hvad han ville sige til denne film, er der intet svar på.«

– TIMOTHY Spall spytter og gnider på billederne. Han siger lyde, mens han maler –

   »Mange kilder beskriver, at han stønnede og gryntede osv. Vores fremstilling bygger på denne research. Tim fandt ind til måden, vi syntes Turner skulle lyde på.«

   – Der bliver talt, som man talte i tiden –

   »Mange periodefilm lader karaktererne tale moderne. Jeg synes, det er en skam. Ligesom vi har gjort os umage med produktionsdesignet og kostumerne, har vi været omhyggelige med sproget, som er rigt og interessant. Det er jo ikke så længe siden. Turner døde 92 år, før jeg blev født. Han hænger stadig i luften sammen med Dickens. Jeg tror, at de autentiske elementer gør tiden mere tilgængelig for tilskueren. Det nytter ikke at bruge en halv-realistisk, halv-moderne periodestil. Historien skal leve på helhjertet vis.«

   – Men musikken er moderne…

   »Gary Yershon er en fremragende komponist, som jeg har arbejdet med flere gange. Jeg ville ikke have pastichemusik. Der er periodemusik i filmen, Purcell og Rossini. Så her har du en film, som foregår i det 19. århundrede, med et score som bruger fem saxofoner.«

– SÅ du på andre kunstnerfilm?

   »Jeg ser film hele tiden, i alle former og størrelser, gamle som nye. Ikke for at få inspiration og ideer. Det sætter bare ens tankeprocesser i gang.

   Jeg ville vel føje noget til kredsen af film om kunstnere. Dem er der mange af: gode, dårlige, nogle helt ulidelige. Jeg holdt meget af Derek Jarman, men hans film om Caravaggio er noget af det mest ubønhørligt kedsommelige, jeg har set. Mange holder af den, men jeg finder den endnu værre end Sidste år i Marienbad.

   Maurice Pialats Van Gogh er god. Og Robert Altmans Vincent & Theo synes jeg virkelig om. Vincente Minnellis Lust for Life er en rusten gammel sag, men meget underholdende. Jeg vil ikke gennemgå hele listen.«

   – I gamle dage gik folk i kirke om søndagen. Nu går man på kunstmuseum.

   »Alt, som erstatter religion, er gode nyheder. Religion er en af verdens sygdomme. Og verden bliver værre, jo mere troen får tag i folk.«

– DER er en scene, hvor tidens store kritiker, John Ruskin, roser Turners kunst af forkerte grunde. Har den også adresse til filmkritikere?

   »Da Ruskin udtaler sig, betragter de et meget følelsesfuldt maleri af Turner. The Slave Ship beskriver, hvordan kaptajnen på et slaveskib kastede slaver i havet. De var syge, det drejede sig om skibets forsikring. Turner reagerede på hensynsløsheden. Han fortæller om baggrunden, og Ruskin kaster sig ud i en vidtløflig analyse af formen. Han er slet ikke opmærksom på følelsen i billedet.«

*) I 1847 poserede Turner beredvilligt for John Jabez Edwin Mayall, som tog det eneste eksisterende foto af kunstneren. Daguerreotypien bruger den samme positur og beskæring, som Turner 50 år før havde anvendt på det ikoniske selvportræt fra 1799. Model og fotograf arbejdede sammen om at opnå den kronologiske effekt. Se i øvrigt teksten om Mike Leigh: Mr. Turner (2014).

Mike Leigh blev interviewet på Majestic Barrière i Cannes lørdag den 17. maj 2014

Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]/ Tate Britain/ National Portrait Gallery

Mr. Turner streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Teksten bragt første gang i Weekendavisen Kultur 02.01.2015