EN FJERN SOL I ERINDRINGEN
Når syvårskrisen sætter ind
Af BO GREEN JENSEN
DE har altid haft en deadline. Céline og Jesse mødtes i Before Sunrise (1995) og så hinanden igen i Before Sunset (2004). Der har altid været noget, som de skulle nå at sige til hinanden, før fristen udløb. I Before Midnight har de fået hinanden, men der er stadig meget, de mangler at sige. Richard Linklaters Before-trilogi er et sjældent helstøbt udtryk for romantisk realisme. Den er også et stort snakkestykke.
Af BO GREEN JENSEN
Dialogen begyndte i Wien. Amerikanske Jesse og franske Céline var begge først i tyverne, da de sad i toget og faldt i snak. De fulgtes ad og blev forelskede. I hvert fald kunne de forestille sig et liv med hinanden. De talte natten væk i Wien, før de tog videre med hver sit tog næste dag. Karaktererne var skåret tæt på skuespillerne, som fremstillede dem. Julie Delpy er født i 1969, Ethan Hawke i 1970. Céline og Jesse havde sikkert samme alder, da de mødte hinanden i Before Sunrise.
INSTRUKTØREN Richard Linklater var ti år ældre end parret i filmen. Med debutfilmen Slacker (1991) havde han markeret sig som en repræsentant for 90er-generationen, der blev forbundet med begreber som grunge i musikken og en post-moderne ironi, som gjorde det svært at tage noget alvorligt. Filmskaberen Kevin Smith (Clerks) og forfatteren Douglas Coupland (Generation X) var andre flaghejsere for denne no wave, som især var defineret ved sin historieløshed og sin mangel på et program.
Slacker fulgte nogle venner gennem én dag i instruktørens hjemby, Austin i Texas. Opfølgeren Dazed and Confused (1993) gjorde det samme for en gymnasieklasse, der havde sidste skoledag i maj 1976. Slacker blev modtaget med entusiasme. Dazed and Confused fik derimod skyld for at forfladige generationsoplevelsen. Det var med disse sten i bagagen, at Linklater tog til Europa, som for et øjeblik – efter Murens fald, men før krigen på Balkan – var blevet et sindbillede på ny åbenhed og optimisme.
FOR tredje gang brugte Linklater den begrænsede tidsramme til at skildre et romantisk møde, som ikke fik lov til at folde sig ud, og som derfor blev ved at leve som en uforløst mulighed. Before Sunrise var en tidehvervsfilm først og fremmest. Gennem fine og følsomme samtaler tegnede manden fra Amerika og pigen fra Europa konturerne af en tid, to mennesker og en generation. Der blev ikke talt i overskrifter. Kritiske røster fandt æstetikken reklamefilmsagtig.
Linklater har siden haft en alsidig produktion, både i Hollywood og independentmiljøet. Der er mekaniske studiefilm som The Newton Boys (1998), The School of Rock (2003) og Bad News Bears (2006). Der er sobre bestillingsopgaver som den britiske Me and Orson Welles (2008). Disse film har betalt for egne produktioner som Tape (2001), Fast Food Nation (2006) og A Scanner Darkly (2006). Det var dog altid noget særligt med filmene om Jesse og Céline.
HVERKEN Linklater, Hawke eller Delpy kunne slippe karaktererne fra Before Sunrise. Første gang de mødtes igen, var i en scene fra animationsfilmen Waking Life (2001), hvor Linklater brugte rotoskopi til at bearbejde live action-scener. Arbejdet blev udført af Bob Sabiston, som senere brugte teknikken f.eks. til at animere Jørgen Leth i Lars von Triers De fem benspænd. Linklater og Sabistons hovedværk er A Scanner Darkly, en filmatisering af Philip K. Dicks paranoide manifest. I Waking Life ligger Jesse og Celine og taler i sengen. Han siger, at de måske blot er aktører i hinandens fantasi.
TRE år senere tager Céline initiativet, da Jesse kommer til Paris for at promovere sin nye roman. Han er i mellemtiden blevet gift og har fået en søn. Céline bor sammen med en mand, som aldrig er hjemme. Hun får sit eksemplar af romanen signeret. De er 33 og 34 nu. Hun siger, at det gik fint, indtil hun læste hans bog. »I was fine until I read your fucking book. It stirred up shit, you know. It reminded me how genuinely romantic I was, how I had so much hope in things...«
Han skal tilbage til New York samme aften, og de tilbringer dagen sammen i Paris, ganske som de gjorde ni år før i Wien. De går hjem til Céline og hører Nina Simone. Det er hele tiden muligt, at han ikke tager afsted. Ved slutningen er det uklart, om han når sit fly. Begge har savnet samtalen. Omvendt er der forpligtelser. Wien er som en fjern sol i erindringen. »Det handler ikke engang om dig længere,« siger Céline til Jesse. »Det handler om det øjeblik, der er forsvundet for altid.«
DER er gået otte år mere i Before Midnight. Céline og Jesse tog altså springet og blev sammen efter gensynet. De har yndige tvillingedøtre. De har tilbragt sommeren i Grækenland som gæster på et refugium. Han har skrevet på sin fjerde bog, mens hun har passet pigerne. Jesses teenagesøn, som bor hos sin mor i Chicago, har været på besøg. Filmen åbner i lufthavnen, hvor Jesse sender drengen hjem. Jesse synes ikke, de har fået sagt nok. Sønnen mener, at der næsten er sagt for meget.
Hvordan det blev, som det blev, og hvordan det er, kommer for en dag i den første lange dialog mellem Jesse og Céline. De sidder i bilen og taler, mens pigerne – som har været syge, hvilket ikke hjalp på feriestemningen – sover på bagsædet. Hele trilogien er baseret på samtaler, som føles fuldkommen naturlige. Scenerne spiller i mange minutter. De samler hverdagskrummer op som en fugtig finger. Linklater skrev Before Sunrise sammen med Kim Krizan. I de følgende film er dialogen blevet til i samarbejde med Ethan Hawke og Julie Delpy.
NÅR det kommer til stykket, går det ikke så fantastisk for familien. Eller han er i det store hele tilfreds, mens hun føler, at hun har lidt afsavn, har sat sit eget arbejdsliv på standby, er blevet bred om hofterne og altid er den, der står med de praktiske ting, som en hverdag består af. Jesse synes også, at han gør sit. Hun kalder ham Kaptajn Pletfri – med bidende ironi – og parodierer hans faste samlejeteknik.
Der er en lang snak i bilen, så en endnu længere samtale, der føres på en stemningsfuld baggrund af olivenlund og ruiner. På refugiet holder man afskedsmiddag, og der er i den forbindelse en lang fællesscene med både dybe og lommefilosofiske replikker. Parret takker for tiden i solen. Så har vennerne en overraskelse. Céline og Jesse skal tilbringe natten på et romantisk hotel. Værelset er bestilt og betalt, så de kan dårligt sige nej tak til gaven.*
HER følger filmens sætstykke – en 14 minutter lang dialog, hvor alle kortene kommer på bordet. Hun får næsten talt sig ud af ægteskabet og kærligheden for bestandig. Han kan faktisk huske følelsen, som binder dem sammen, og han taler godt for sagen, da det gælder. Da hvedebrødsværelset bliver klaustrofobisk, henlægges samtalen til en restaurant på havnen. I de første film var det spændende, om parret fandt hinanden. Denne gang er spørgsmålet, om de vil blive sammen.
Det er en ualmindelig velskreven dialog, som kommer rundt om de største og de mindste ting, ofte i én og samme sætning. Enhver, der har været i et parforhold, i langvarige ægteskaber og sammenbragte børnefamilier, vil nikke genkendende til det hele. Flere scener føles som outtakes fra hverdagen. Der er dog også manierismer, som var mindre markante i de første to film.
DIALOGEN tenderer mod sarkastisk situationskomik i stilen fra Woody Allen. Sådan skriver Julie Delpy – tonen præger også de parforholdsfilm, 2 dage i Paris (2007) og 2 dage i New York (2012), som hun selv har instrueret. Det er sukker om den bitre pille, og underholdningsværdien er høj, men mange af replikkerne spiller for det billige grin. Det er Céline, som gør brug af sarkasmen. Jesse siger mindre og er mere reflekteret. Der bliver nok også sagt for meget, som begge parter udmærket ved.
Til tider kan man høre manuskriptet på en måde, som man ikke kunne i Before Sunrise og Before Sunset. Célines klagepunkter er mange – og man fornemmer, at der findes en huskeliste med samlivsproblemer og kønspolitiske temaer, som skal krydses af. Især ved et gensyn bliver filmens svagheder synlige. Måske er det bare sådan. Tiden gør nar af os alle. Med årene bliver vi til tricks og klicheer.
DER bliver dog kompenseret på den dramatiske konto. Hawke og Delpy taler helt ubesværet, som om der ingen iscenesættelse var. Projektet har få sidestykker. To karakterer passerer fra 24 til 44 år og er egentlig altid i gang med at føre en samtale, som de aldrig bliver færdige med. De kan tro, at de er trætte af at snakke, men hvis samtalepartneren ikke var der, ville de slet ikke kunne fungere.
Der er stadig en friskhed i formen, som er unik. Man skal naturligvis se Before Midnight, og bagefter kan man gå hjem og gense de to første film. Der er også gået tyve år for én selv, og det er bevægende at se de unge mennesker, som møder hinanden i toget i Before Sunrise. Et ældre par skændes på tysk. De forlader kupeen, og amerikaneren spørger sin franske medpassager:
»Kunne du forstå, hvad de skændtes om? Taler du engelsk?« »Ja. Nej, desværre. Jeg er ikke god til tysk.« Efter en pause tilføjer hun: »Ved du, man siger, at ægtepar mister evnen til at høre hinanden, efterhånden som de bliver ældre?« »Nej.« »Mændene mister evnen til at høre skingre lyde, og kvinderne taber hørelsen i det lave register. De opvejer hinanden, går jeg ud fra.« »Det er nok naturens måde at lade par blive gamle sammen på uden at slå hinanden ihjel.«
.jpg)
SCENEN er fuld af profetisk ironi. Bliver Céline og Jesse gamle sammen, og kan de stadig høre hinanden efter otte år i hverdagens vridemaskine? Man håber det jo, for dette par er alle par i generationen, der kom til ved den kolde krigs slutning.
De første to film var besatte af tidsånd. Den tredje handler om kærligheden for alvor. På sin minimalistiske måde er det en af de store amerikanske film i årtiet.
Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).
Before Midnight. Instr.: Richard Linklater. Manus: Julie Delpy, Ethan Hawke og Richard Linklater. Foto: Christos Voudouris. 109 min. USA-Grækenland 2013. Dansk premiere: 22.08.2013
%20(2).jpg)
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Miracle Film Distribution/ Warner Bros.
Filmen streames på Blockbuster, HBO Nordic og MUBI
The Before Trilogy er udgivet på blu-ray af The Criterion Collection (2019)
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 23.08.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar