Terry Gilliam: The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009)

GAMLE GØGLERE

Når det evige cirkus kommer til byen

Af BO GREEN JENSEN

DER har aldrig hersket tvivl om, at Terry Gilliam (f. 1940) er en vital og barok billedskaber. Han begyndte som det amerikanske reservemedlem af Monty Python's Flying Circus og var ophavsmand til kultseriens animationsafsnit, herunder den ikoniske titelsekvens, hvor en stor fod kommer ned fra himlen og standser musikken virkelig brat.

   Gilliam debuterede som instruktør med Monty Python and the Holy Grail (1975, da. Monty Python og de skøre riddere) og brugte siden ti år på at skabe fem Python-relaterede film. Endelig trådte han i karakter med den dystopiske fremtidsfabel Brazil (1985), en moderne scifiklassiker, der bedst kan beskrives som en ajourført version af 1984.

GILLIAM gik langt over stregen i The Adventures of Baron Munchhausen (1988), som var et kaos af store ideer, der ikke hang rigtigt godt sammen. Dernæst tog han til Hollywood og skabte den sobre The Fisher King (1991) og den eminente 12 Monkeys (1995), en variation over temaet fra Chris Markers La Jéete (1962), som sammen med Brazil må være den billedtænkende mands hovedværk.

   Siden er der altid gået noget galt for Gilliam. Det begyndte i 2000, da The Man Who Killed Don Quixote, en filmatisering efter Cervantes med Jean Rochefort og Johnny Depp, blev standset under optagelserne. Forløbet er skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002). Da det i 2018 lykkedes at realisere projektet, nu med Jonathan Pryce og Adam Driver i de bærende roller, var der ligesom gået for længe.

   Ellers har Hunter S. Thompson-filmen Fear and Loathing in Las Vegas (1998) og eventyrfantasien The Brothers Grimm (2005) haft som fællestræk, at de lovede meget og endte med at skuffe. Tideland (2007) var dog et mareridt med sin egen bizarre stringens. Måske voterer juryen stadig om The Zero Theorem (2013). Filmen ligner dog mest et sympatisk forsøg på at lave Brazil og 12 Monkeys igen.

I DETTE lys står cirkusfilmen fra 2009 som et comeback. Her er ambitionerne tilbage. I The Imaginarium of Doctor Parnassus er Christopher Plummer castet som Gud, nærmere bestemt en udødelig gøgler og frafalden munk, der kører fra by til by, sætter forestillinger op fra sin ladvogn og holder fortællingen om godt og ondt i live, mens han våger over datteren Valentina (Lily Cole) og får hjælp af væbnerne Anton (Andrew Garfield) og Percy (Verne Troyer).

   På tværs af tiderne kæmper han med Mr. Nick (Tom Waits), en karikeret blanding af Mefistofeles og Mackie Messer, der lever for sit væddemål med Parnussus. Det overordnede mål er at videreføre konflikten, så illusionen om verden ikke falder sammen.

   Som sækulariseringen griber om sig, får de evige skikkelser det sværere. Tingene spidser endelig til, da Valentina og Percy redder lykkeridderen Tony (Heath Ledger i sin sidste filmrolle). Han moderniserer gøglerrutinen, der ikke har ændret sig i århundreder. Valentina taber sit hjerte, og Parnussus fæster sin lid til den charmerende sjuft, som fingerer et hukommelsestab, da han gemmer sig for politiet.

DET er den ret gode rammehistorie, som får liv i kraft af stærkt spil fra Plummer, en ulastelig Waits og en charmerende Ledger. Imidlertid bruges hovedparten af scenerne til at skildre, hvad hver ny tilskuer ser i gøglervognens indre, når han eller hun træder gennem spejlet og ind i sin drøm. Her er Gilliams billedmaskine atter i drift, somme tider præcis og kontrolleret, men ofte blot løbsk og selvoverbydende. Eksempelvis indgår et musicalnummer med syngende britisk politi. Det ligger så tæt på Python-stjernestunden »The Lumberjack Song«, at det burde være skåret. Det har ingen funktion overhovedet i krigen mellem godt og ondt.

DENNE kamp er dog spændende til det sidste, og der er aldrig tvivl om, at de sølle halvguder er skikkelser med en fortid og et følelsesliv. Fordi Heath Ledger døde, mens filmen var i produktion, spilles hans karakter mod slutningen på skift af Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell, ligesom et trickster-motiv er skrevet ind i historien. Det er ikke så spektakulært, som det lyder, men for første gang siden 12 Monkeys lykkes det Gilliam at spille bolden i mål.

THE Imaginarium of Doctor Parnussus er overdådig på en overfladisk måde, men den har faktisk stof til at blive den kultfilm, som Gilliams fans har ventet på i ti år. I hvert fald er den interessant og værd at se flere gange. Efter to gennemsyn har jeg stadig svært ved at fastholde billederne af, hvad der sker bag spejlet, inde i vognen. Det skyldes nok, at filmens hjerte ligger et andet sted, nemlig nede i selve historien om en grundlæggende dualisme. Det plejer at være sådan hos Gilliam, at billederne støjer smukt, mens baggrunden savner substans. Her er det endelig omvendt.

FILMEN føjer sig til en fantastisk undergenre, som undersøger, hvad der sker, når cirkus kommer til byen. Allermest minder The Imaginarium of Doctor Parnassus om The Circus of Dr. Lao (1935) af Charles G. Finney. Her ser hver indbygger i byen forskellige ting, da Laos magiske væsener marcherer ind. Romanen blev i 1964 filmatiseret af Charles Beaumont, lidt for tidligt og lidt for fjollet, som 7 Faces of Dr Lao med Tony Randall i samtlige roller. Dén film måtte Gilliam godt genindspille.

Se også Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2002) og Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005).

The Imaginarium of Dr. Parnassus. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Charles McKeown, Terry Gilliam. Foto: William Vince. 122 min. Dansk premiere: 25.12.2009.

Fotos: Infinity Features Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ 

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2009