ØJNE UDEN ANSIGT
Hysterisk konfekt med forsonende kærtegn
Af BO GREEN JENSEN
PEDRO Almodóvar nærer en kærlighed til det mørke melodrama, der er strakt så stramt over stoffet, at det truer med at kamme over i selvparodi og rent hysteri. Især er han glad for begravede hemmeligheder, der ulmer i bunden af plottet og røbes på spektakulær vis til slut. Og for anspændt erotiske situationer, hvor en aktiv part voldtager den svage med en uventet, kærlig forløsning til følge.
SOM regel, og når han er bedst, bliver Almodóvar reddet af humoren, varmen og menneskeligheden, der udmærkede de kitschede sexstykker fra begyndelsen af værklisten. Film som ¡Atame! (1990, da. Bind mig, elsk mig!), Tacones lejanos (1991, da. Høje hæle) og Kika (1993) havde været ubærlige uden smilet i bunden. Og tidlige film som Laberinto de pasiones (1982, da. Passionernes labyrint), Matador (1986, da. Kærlighedens matadorer) og La ley del deseo (1987, da. Begærets lov) er eksempler på, at den rensede mørke lidenskab kan fungere.
MAN fornemmer nok, at dette ikke er optakten til en begejstret anmeldelse af La piel que habito, som på dansk meget straight hedder Huden jeg bor i. Instruktørens spillefilm nr. 18 har ellers gode kort på hånden. For første gang siden 1990 er Antonio Banderas tilbage i den mandlige hovedrolle. Også ikonet Marisa Paredes medvirker, og Elena Anaya er et dækkende valg til rollen som identitetsmysteriet Vera Cruz. Hendes navn er sådan cirka den eneste smilerynke i filmen. Plottets krumtap er et chokerende vilkår, som forrykker hele fundamentet og som derfor ikke må afsløres for nogen pris.*
HER er voldtægt, mordbrand, sindssygdom, flere kronologiske lag og en god portion gender bending i spil. Og det er sandt, som britiske anmeldere har bemærket, at man kan forestille sig en Hitchcock-version af historien med Cary Grant i Banderas’ rolle. Der er det samme formelle mesterskab. Problemet er bare, at det aldrig brænder på for Almodóvar. Der er ingen tegn på engagement eller lidenskab i den genrehistoriske rebus, som filmen minder om, når den er koldest og værst.
HUDEN jeg bor i må være indbegrebet af en interessant fejltagelse. Man kan ikke kalde filmen vellykket ud fra nogen fornuftig betragtning, men som hysterisk konstruktion har den underholdningsværdi. Især er der gode kærlighedsscener, hvor kærtegnet bliver det eneste sikre i en virkelighed, som er skabt af illusioner, misforstået skyld og en syntetisk hud, som man ikke kan krænge af sig.
Huden jeg bor i (La piel que habito). Instr.,: Pedro Almodóvar. Manus: Agustín & Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 117 min. Spanien-USA 2011. Dansk premiere: 29.09.2011.
Af BO GREEN JENSEN
Som meget andet hos den spanske filmskaber, der i ekstrem grad udtrykker sig gennem stilen, er dragningen mod den forvredne passion på én gang en betragtelig styrke og en betydelig svaghed. Almodóvar har aldrig været bange for at gå så langt, som det er muligt og ofte også nødvendigt, hvis man vil nå sine mål. Hable con ella (2002, da. Tal til hende), en ejendommelig fabel om koma, kærlig voldtægt og kønnets undren, hører til hans bedste og mest personlige film.
SOM regel, og når han er bedst, bliver Almodóvar reddet af humoren, varmen og menneskeligheden, der udmærkede de kitschede sexstykker fra begyndelsen af værklisten. Film som ¡Atame! (1990, da. Bind mig, elsk mig!), Tacones lejanos (1991, da. Høje hæle) og Kika (1993) havde været ubærlige uden smilet i bunden. Og tidlige film som Laberinto de pasiones (1982, da. Passionernes labyrint), Matador (1986, da. Kærlighedens matadorer) og La ley del deseo (1987, da. Begærets lov) er eksempler på, at den rensede mørke lidenskab kan fungere.
Omvendt har en overdosering af alvor, æstetik og manér ført til svulstige vildfarelser, som blot bliver mere frusterende af at være så gennemført realiseret. Især i det seneste tiår har Almodóvar forsøgt at fjerne selvironien. La mala educacíon (2004, da. Dårlig dannelse) og Los abrazos rotos (2009, da. Brudte favntag) er eksempler. Heldigvis er der også film som Volver (2006), hvor et cast af stærke kvinder arbejder sammen som i hovedværkerne Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, da. Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud) og Todo sobre mi madre (1999, da. Alt om min mor).
MAN fornemmer nok, at dette ikke er optakten til en begejstret anmeldelse af La piel que habito, som på dansk meget straight hedder Huden jeg bor i. Instruktørens spillefilm nr. 18 har ellers gode kort på hånden. For første gang siden 1990 er Antonio Banderas tilbage i den mandlige hovedrolle. Også ikonet Marisa Paredes medvirker, og Elena Anaya er et dækkende valg til rollen som identitetsmysteriet Vera Cruz. Hendes navn er sådan cirka den eneste smilerynke i filmen. Plottets krumtap er et chokerende vilkår, som forrykker hele fundamentet og som derfor ikke må afsløres for nogen pris.*
AF samme grund er det svært at skrive om historien, som bygger på en sort psykothriller, Mygale (1984, da. Spindleren) af franskmanden Thierry Jonquet.
Det er en af den slags film, hvor kirurgen Robert Legard (Banderas) har en fuldt udrustet operationsstue med tilhørende forsøgslaboratorium i den Batgrotte-agtige kælder under sit hus. Længe er det uklart, om kvinden Vera Cruz er fange, patient eller forsøgsdyr. Kun husholdersken (Paredes) kender hele sandheden.
Legards problemer begynder, da husholderskens kriminelle søn ved et tilfælde opdager, at huset rummer en smuk hemmelighed. Dét tør siges. Hele filmen ånder tungt af hemmeligheder, næsten så man hiver efter vejret. Det er et væsentligt hint, at Legard på et tidspunkt har mistet sin hustru. Samt at lægen er en kapacitet på sit felt, hvor man forsker i at genopbygge ødelagte ansigtstræk.
DET er svært at tage kernen i mysteriet helt alvorligt. Til gengæld bliver filmen reddet på stregen, fordi Almodóvar lader varme og ømhed være en ægte faktor i det skematiske hævndrama. Så man overraskes atter af mildheden.
Visuelt udgør filmen en hyldest til Georges Franjus horrorklassiker Les yeux sans visage (1960, da. Øjne uden ansigt), som citeres så udførligt, at det halve kunne være nok. Scenografien (af Antxón Gómez) er overdådig, og Alberto Iglesias har komponeret et stemningsfuldt score. På den æstetiske side af sagen er der ingenting at komme efter.
HER er voldtægt, mordbrand, sindssygdom, flere kronologiske lag og en god portion gender bending i spil. Og det er sandt, som britiske anmeldere har bemærket, at man kan forestille sig en Hitchcock-version af historien med Cary Grant i Banderas’ rolle. Der er det samme formelle mesterskab. Problemet er bare, at det aldrig brænder på for Almodóvar. Der er ingen tegn på engagement eller lidenskab i den genrehistoriske rebus, som filmen minder om, når den er koldest og værst.
HUDEN jeg bor i må være indbegrebet af en interessant fejltagelse. Man kan ikke kalde filmen vellykket ud fra nogen fornuftig betragtning, men som hysterisk konstruktion har den underholdningsværdi. Især er der gode kærlighedsscener, hvor kærtegnet bliver det eneste sikre i en virkelighed, som er skabt af illusioner, misforstået skyld og en syntetisk hud, som man ikke kan krænge af sig.
*) Det er dog frejdigt lagt frem i den trailer, som reklamerer for filmen. Faktisk er traileren spækket med spoilers. Som kritiker bliver man ofte beskyldt for at røbe for meget. Så med tiden lærer man at lade være og hellere sige for lidt end for meget, skønt der af samme grund bliver lag og motiver, som man ikke kan gå ned i. Jeg sætter selv pris på intet at vide før filmen. Det er en del af attraktionen ved at være på festivaler. Omvendt undrer det mig, at læserne er sarte, når man tager i betragtning, hvor meget der bliver afsløret, alene i en gennemsnitstrailer. Dén for Huden jeg bor i er særligt slem. Derfor en ekstra spoiler alert.
Se også Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4].
Huden jeg bor i (La piel que habito). Instr.,: Pedro Almodóvar. Manus: Agustín & Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 117 min. Spanien-USA 2011. Dansk premiere: 29.09.2011.
Fotos: El Deseo/ Blue Haze Entertainment/ Canal+ España/ FilmNation Entertainment/ ICO/ ICAA/ Televisión Española/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.09.2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar