Marie Grahtø: Psykosia/Psychosia (2019)

VIKTORIAS MISSION
Psykosen som kunst og erkendelsesform  

Af BO GREEN JENSEN

FORSKEREN Viktoria (Lisa Carlehed) ankommer til et psykiatrisk hospital af den gammeldags slags. Hun skal iagttage og behandle den unge Jenny (Victoria Carmen Sonne), som er vendt tilbage siden pubertetsårene, altid i forbindelse med trusler om eller forsøg på at begå selvmord.

   Viktoria bliver budt velkommen af overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm), som sætter hende ind i rutinen og forklarer, hvad arbejdet går ud på. I hvert fald kan hun love, at det ikke bliver let. Men muligvis en opgave, som også Viktoria kan have nytte af, hvis hun ønsker det selv.

   Sådan begynder Viktorias mission, en ekspedition, der vil føre hende dybt ind i Psykosia, som kunne være navnet på et land i sindets terrain vague eller terra incognita, hvor vrangforestillinger sætter normalen. Psykosia er, med andre ord, en beskrivelse af en opdagelsesrejse.

   Viktoria går lange ture gennem korridorerne og bruger (sammen med kameraet) lang tid på at se ind i de halvprivate zoner, som stuer og værelser udgør. Det er i konteksten en stor pointe, at man måske ikke umiddelbart kan se forskel på patienter og personale.

DET er værd at studere de tre kvinder i fokus. Det bruger Catherine Colemans kamera megen tid på ved ankomsten og i de første samtaler.

   Marie Grahtø vedgår åbent sin gæld til Ingmar Bergmans Persona (1966), som Psykosia både citerer og hylder. De nøje afstemte kamerature kredser om karaktererne på samme måde som i Bergmans »sonate for to kvinder«. Helt ikonisk fastholder Grahtø ansigterne i nærbilleder, der er komponeret i Svend Nykvists stil: det ene i profil, det andet set forfra i spejlet eller ved et lysindfald.

   Carlehed er i begyndelsen kølig og disciplineret, egenskaber som forstærkes af hendes korrekte påklædning. Kun gradvis begynder en anden adfærd at skinne/ skære igennem i sprækker. Sonne er altid klart markeret som patient, i færd med at udføre handlinger, der forlænger/ forstærker psykosens ekstremer. Jenny er en anstrengende karakter, især når hun indgår i arrangementer med veninden Zarah (Bebiane Ivalo Kreutzmann). De smører sig ind i blod og griner. Som lægen udstråler Dyrholm praktisk klarsyn og fysisk soliditet.

FILMEN tager tilløb og lægger flere tematiske spor ud. De kan føre mange steder hen, og de første to akter er uafbrudt interessante, mens de skaber en forventning om spænding, der vil blive udløst. Det er i øvrigt også spændende, at der ikke er én mandlig karakter i syne. Psykosia var udtaget til Settimana della Critica, Kritikerugen, på årets filmfestival i Venedig. Alene i kraft af kønsbalancen var den samtidig kandidat til særprisen Venice Gay Lion.

   Der er da også forhold og hemmeligheder, som bliver afsløret lidt efter lidt, men Psykosia er ingen psykothriller. Den bruger et narrativt trick, som jeg ikke skal røbe, men som efterhånden er så udbredt, at det tangerer en kliché. Her giver det dog fuldkommen mening. Man har muligvis haft sine anelser, men effekten er hård og god, da den kommer.

PSYKOSIA bygger på Grahtøs egne erfaringer i det psykotiske landskab og behandlingssystemet. Det er bestemt den store kvalitet i filmen, der bliver mindre generisk og mere markant, efterhånden som den bevæger sig længere ind i psykosen.

   Filmen er forelsket i psykosen som en anden slags virkelighed og bevidsthed. Den er næsten et kærestebrev til selvmordet. Det resulterer mod slutningen i nogle scener og tableauer, der bruger løs af et ikke-realistisk billedstof. Filmen taler om selvmordet som en slags tyngdekraft, der trækker karaktererne med sig hen imod det sorte hul, hvor al energi forsvinder – men måske blot for at krænge sig ud igen i et big bang på den anden side.

   Filmen er også betaget af forestillingen om den anden side. I slutningen er der anelser om en paradistilstand, som Terrence Malick knapt kunne have dvælet mere længselsfuldt ved.

   Der er fysiske scener med blod, sved, køn og kropslighed. Der er en insisteren på at tale om engle, Gud og dæmoner, som ifølge Grahtø er virkelige kræfter og vigtige størrelser for suicidale patienter i behandling. Det er lidt op og ned, hvordan alt dette bliver forløst. Også spillet er ujævnt. Sonne giver for meget, og Dyrholm giver for lidt. Kun Carlehed er præcis hele vejen, og alt kan være afstemt sådan med vilje.

PSYKOSIA er en udfordrende film, der i glimt går efter en hysterisk tone. Den bliver bedre, jo længere den fjerner sig fra fortilfælde og finder sin egen kromatiske skala. Den vil i sagens natur dele publikum skarpt. Det skete også ved den visning, jeg var til i Venedig. Alle anerkender formen og ambitionen. Om man holder af filmen, afhænger i sidste instans af, om man selv kender til/ er optaget af problematikken.

   Sandsynligvis er det grunden til, at Psykosia kun åbner i de cirka ti biografer, som udgør arthouse-kredsløbet herhjemme. Det er dog i underkanten. Psykosia taler til alle, der interesserer sig for smerte, for sindets farver og psykiatri. Det er derfor en film, som griber dybt ind i tiden, og den er gjort af et stærkt stof, som Grahtø formidler med stor konsekvens.

Se også Opium etcetera: Géza Csath 1887-1919 [Bogen og filmen]; David Cronenberg: A Dangerous Method (2011); Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Brad Anderson: The Machinist (2004); Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963.

*) Bergman og Nykvist bruger stilgrebet og signaturindstillingen både i Stilheden (1963) og Persona (1966). I forbindelse med den fornyede interesse for Agnès Varda (1928-2019) og hendes centrale betydning i tilløbet til la nouvelle vague, har opmærksomme tilskuere fundet et bemærkelsesværdigt fortilfælde i debutspillefilmen La Pointe Courte, som Varda skrev og instruerede (i fiskerbyen, som faktisk hedder Pointe-Courte) i 1955. Der var et kollektivt aha-øjeblik, da den restaurerede film blev vist på Festival de Cannes 2019, hvor Varda i ung udgave var cover star på den officielle plakat. Varda er ikke selv krediteret som fotograf – det er Louis Soulanes, Paul Soulignac og Louis Steins, mens Alain Resnais (1922-2014) fungerede som klipper – men på produktionsfotoet står hun bogstaveligt på ryggen af kameraoperatøren for at få det rigtige billede i kassen. La Pointe Courte har to sammenflettede historier. I den ene spiller Silvia Monfort og Philippe Noiret henholdsvis Hende og Ham. La Pointe Courte er indspillet fire år før Les quatre cents coups (1959, da. Ung flugt) og À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Og Varda benytter nøjagtigt de samme en frontal/ profil-beskæringer, som Bergman og Nykvist gør brug af ti år senere. De kan sagtens have ladet sig inspirere. La Pointe Courte fik ikke premiere i Skandinavien, men blev vist på Cannes Festivalen i 1955.

Psykosia. Instr. & manus: Marie Grahtø. Foto: Catherine Pattinama Coleman. 87 min. Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 19.12.2019.

Fotos: BeoStarling [Christian Greisnæs, Catherine Pattinama Coleman]/ DFI/ Oy Bufo Ab/ 41Shadows/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, DRTV og GRAND HJEMMEBIO

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.12.2019