søndag den 9. oktober 2022

Ernesto Ché Guevara 1928-1967


HEROISKE FRAGMENTER
Ernesto »Ché« Guevara 1928-1967

Af BO GREEN JENSEN

1. Vejen til Ché: The Motorcycle Diaries (2004)

I DECEMBER 1951 besluttede to argentinske studerende at tage ud på de åbne veje og opleve kontinentet i cinemascope. Den yngste, Ernesto Guevara på 23 år, læste medicin. Den ældste, Alberto Granado på 29, var biokemiker. 
De havde en stående invitation fra kolonien for spedalske i San Pablo i Peru. Det var én station på den fantastiske rejse, der om alt gik vel ville føre dem fra Buenos Aires til Caracas i Venezuala, en tur på i alt 12.425 kilometer.
   Albertos skrantende motorcykel, en Norton 500 med kælenavnet »La Podorosa«, dvs. Den Mægtige, gav ganske vist op i det sydlige Chile, men Ernesto og Alberto, »Fuser« og »Tyksak«, fortsatte nordpå gennem Chile, Peru og Colombia. De gik, sejlede, tomlede. De sov og spiste, hvor de kunne, og løj sig til en lukrativ berømmelse som højt estimerede eventyrere.*



DET var en rejse, man foretager én gang i livet, før man får ansvar, børn og fast arbejde. Ernesto førte som altid dagbog. Siden udgav han sine optegnelser under titlen Notas de Viaje, dvs. »Rejsenotater«. I senere udgaver – den nyeste er fra 2003 og har forord af datteren Aleida Guevara March – hedder teksten altid Diarios de Motocicleta eller The Motorcycle Diaries – Notes on a Latin American Journey. I Danmark læser vi Rejse gennem sydamerika.
   Optegnelserne fra den store rejse ville være interessante under alle omstændigheder. Når de har fået nær-testamentelig status, skyldes det dog snarere vor bagklogskab. Læseren ved, at den unge mand – en idealistisk astmatiker med vidtåbne øjne og et spirende revolutionært sindelag – otte år senere indtog Havana sammen med Fidel Castro. Han havde da valgt side én gang for alle og taget navnet Ché Guevara.
   Femten år efter rejsen med Alberto, i oktober 1967, blev han henrettet af det bolivianske sikkerhedspoliti. Det skete med venlig bistand fra CIA og det østtyske Stasi. Som rejsende i revolution var den professionelle partisan for længst blevet en belastning for alle andre regimer end Castros.



DET enkle snit og den rene form er det stærke ved Walter Salles’ filmatisering af Motorcykeldagbøgerne. Salles forholder sig først til legenden om Ché i slutteksterne om, hvad der videre skete. Hans road movie kaster et blik på revolutionsikonet som hvalp, men filmen belyser sit tema forsigtigt.
   Der er ingen dramatisk pausering ved steder, hvor Guevaras politiske syn bliver hærdet. De bestemmende øjeblikke er med, men indgår i strømmen af indtryk. Endvidere bæres filmen af en livsalig humor, som aldrig bliver anstrengt eller udarter til mekanisk latter. Alt er gjort meget enkelt og smukt.
   »Dette er ikke en fortælling om utrolige bedrifter, ej heller er det en kynikers beretning,« skriver Guevara i sit forord til dagbøgerne. Han tilføjer: »I det mindste er det ikke, hvad jeg har tænkt mig. Det er et glimt af to liv, som fulgtes ad for en tid og havde forhåbninger, som de delte, drømme der kredsede om det samme punkt.«
   Skribenten Ché Guevara bliver aldrig uklar eller pyntesyg. End ikke i Dagbog fra Bolivia forfalder han til den retorik, som Fidel Castro drukner sit forord i. Man kan selvsagt aldrig vide med helte og ikoner, men Ernesto Ché Guevara synes virkelig at have været et enestående direkte menneske.


FILMEN er produceret af Robert Redford, hvis Sundance Institute gav Salles midler til at udvikle manuskriptet. Salles krævede, at filmen blev optaget på spansk, hvilket giver den autenticitet, og indspillet på stederne. Dette resulterer i forjættende billeder fra sejladsen ind i Chile og inkabyen Machu Pichu, som for de rejsende bliver en åbenbaring, der står i stejl kontrast til det industrielle inferno i spaniernes Lima.
   Salles’ og José Riveras manuskript isolerer nogle øjeblikke, hvor den unge Guevara ikke ser nogen grund til at pakke sandheden ind. Granado vil glatte ud og tilbyde sine tjenester som læge til gengæld for kost og logi, men Ché siger lige ud til den gamle tysker, måske en eksileret nazist, at bulen på hans hals er en svulst. En venlig læge har brugt sin fritid på at skrive en dårlig roman. Granado er diplomatisk: »Ingen kan fortælle en historie som De.« Guevara siger sin ærlige mening, og lægen takker ham for at være så direkte.



DER er mange episoder og møder på de unge mænds dannelsesrejse. Salles kunne let have fortabt sig og dvælet så længe ved dette og hint, at filmen mistede det indre drive, som den nu besidder i udtalt grad. Motorcykel Dagbog er eminent klippet. Der sker i grunden uendelig lidt, men tiden formelig flyver af sted.
   Først i de spedalskes koloni gør Salles holdt og fordyber sig i et langt forløb, som kulminerer den aften Ché fylder 24 år. Han holder da en tale, som løfter sløret for, hvem han vil blive, men den totale kanonisering udebliver.
   Filmen er på sæt og vis en latinamerikansk generobring af myten om Ché. Det har altid været i Italien, at legenden havde sin base. Forlæggeren Giangiacomo Feltrinelli mangfoldiggjorde helteportrættet, dét som hang på alle vægge og som fotografen Alberto »Korda« Gutierrez tog i Havana i 1960, mens Ché stod og lyttede til en af Castros taler.**
   Hos brasilianeren Salles er det mexicaneren Gael García Bernal, som fremstiller ikonet. Han gør det med så nøgtern en indlevelse, at der præcis bliver et menneske ud af figuren. Den egentlige attraktion er dog landet, som mændene rejser igennem. På trods af de grelle sociale kontraster får man lyst til at pakke kufferten straks. Motorcykel Dagbog er en sjældent blød og åben film om et af de hårdeste emner. Rejsen ændrer de to mænd for livet. Filmen honorerer denne tyngde, men er samtidig gjort af det letteste stof.



2. Viljen til forandring: Ché 1 + 2 (2008)

NATURFÆNOMENET Benicio del Toro (som er født i Puerto Rico) bliver ét med sin rolle som Ernesto »Ché« Guevara i Steven Soderberghs monumentale Ché. I 2008 var den todelte film et af årets samtaleemner i Cannes, og der var endnu ikke kritisk konsensus, da man tog hjem. For nogle var Ché et forvokset work-in-progress, der måtte klippes ned til én film på tre timer. For andre var filmene nøjagtigt, som de skulle være.***
   Hver film varer nu ca. to timer. Oprindelig var første del annonceret med titlen The Argentinian, mens anden del blot hed Guerrilla. Siden er der trimmet en del, og den første film hedder simpelt hen Ché: Part One.
   Filmenes relative problem er, at der vitterlig er tale om væsensforskellige værker med hver sin distinkte tone og fortællestil. De belyser og understøtter hinanden, men har svært ved at stå alene. Soderbergh og forfatteren Peter Buchman har med vilje valgt en splintret form, som ikke gør Ché til en latinamerikansk Lawrence of Arabia.



DEN første film bæres af teknisk ækvilibrisme og klipper rundt mellem tre kronologiske spor. Det sker med et drive og en rastløshed, der indledningsvis får én til at frygte, at der skal gå Oliver Stone'sk JFK i portrættet af Ché Guevara.
   Man ser ham møde Fidel Castro og planlægge landgangen på Cuba. Man ser statsmanden Ché, der besøger New York, bliver interviewet til tv og taler i FN. Især i disse sort-hvide sekvenser ligner del Toro sin karakter til forveksling, og Soderbergh rammer tonen i 1960ernes tv perfekt.
   Filmens tredje spor følger revolutionen og borgerkrigen på Cuba. Man vinder folkets støtte og indtager byerne én efter én. Filmen bryder af, da sejren er sikker, men før partisanhæren når til Havana.



ANDEN del har kun ét spor og er stemt i en mørkere tone. Efter revolutionen har Ché fjernet sig fra Fidel og brudt med partilinien, da han i 1967, forklædt som amerikansk forretningsmand, rejser til Bolivia for at mobilisere en guerillahær.
   Som bekendt blev missionen hans sidste. Alt var imod ham. Hvad der lykkedes på Cuba, gik systematisk galt i Bolivia. Bønderne ville ikke hjælpe partisanerne, som savnede midler og skændtes indbyrdes. Kommunistpartiet tog afstand fra Ché, CIA rykkede ind og rådgav militærstyret.
   Dag for dag følger filmen de forhutlede parisaner, som pendler planløst mellem udsatte positioner. Ché skriver dagbog og fremsiger kloge, fatalistiske sandheder, som hans styrker ikke kan bruge til noget. Da han dræbes, viser filmen det i hans perspektiv. Part Two er således et spejl af Part One.


BEGGE film undgår med vilje at vise legendens mest mytologiske steder. Man ser ikke Alberto »Korda« Gutierrez tage sit ikoniske foto; den døde Ché bliver ikke lagt i Jesus-stilling med åbne øjne. Alle taler spansk, og mange vil opgive at kende forskel på de skæggede partisaner i junglen. Part Two kan i lange stræk virke som én ørkesløs, monoton junglevandring.
   Pointen er dog, at Guevara på intet tidspunkt mister sin vilje til forandring eller sin tro på revolutionen. Soderberghs Ché er intet helgenbillede, men filmen hylder hans evne til at se klart. Han så, hvem der havde pengene og magten. Han viste, hvordan et samlet folk kunne ændre strukturen. Han solidariserede sig i ekstrem grad med kampen mod USA og er med god grund en folkehelt i den latinamerikanske verden, hvor Soderberghs film har stor udbredelse. Del Toro spiller i alle scener med lavmælt autoritet og fuldkommen indlevelse.



MAN tror i dén grad på mennesket Ché. Imidlertid understreger Soderbergh, at det først og fremmest var »implementeringen af store politiske forandringer«, som han ville undersøge. Derfor er det ærgerligt, at han springer Cuba-afsnittet over. Man ser ikke partisanen blive ét med statsapparatet. Ellers gør Ché, hvad Soderbergh siger.
   Omar Sharif spillede actionhelten i Richard Fleischers amerikanske Ché! (1969). Gael Garcia Bernal var ideologen som ung hvalp i Walter Salles’ The Motorcycle Diaries (2004, da. Motorcykel Dagbog) og havde også den ene hovedrolle i tv-filmen Ché & Fidel (2002, da. Dagbog fra en revolution), som faktisk fortæller historien om Havanas fald.****
   Soderbergh ser sin film i forlængelse af disse kilder. Derfor giver den mening, og derfor står begge dele meget stærkt. Alligevel kan man sagtens forestille sig en tre timers version, som lader første del være uændret og koncentrerer Bolivia-udtoningen.




The Motorcycle Diaries/ Diários de Motocicleta (Motorcykeldagbog). Instr.: Walter Salles. Manus: Jose Rivera. Foto: Eric Gautier. 126 min. Argentina-USA-Chile-Peru-UK-Tyskland-Frankrig 2004. Dansk premiere: 27.08.2004. 

Ché – Argentineren (Ché: Part One). Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Peter Buchman. Foto: Peter Andres (aka Steven Soderbergh). 134 min. Frankrig-Spanien-Mexico 2008. Dansk premiere: 07.05.2009.

Ché – Guerillalederen (Ché: Part Two). Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Peter Buchman, Benjamin A. van der Veen. Foto: Peter Andrews (aka Steven Soderbergh). 135 min. Frankrig-Spanien-USA 2008. Dansk premiere: 08.09.2009 (dvd).

Motorcykel Dagbog (Diarios de Motocicleta/ The Motorcycle Diaries). Instr.: Walter Salles. 128 min. USA 2004. Bonusmateriale: Traveling with Che Guevara (In viaggio con Che Guevara), Instr.: Gianni Mina. Italien 2004. 2-dvd. Distribution: Sandrew Metronome.

Ernesto Ché Guevara: Rejsen gennem Sydamerika. Oversat efter »Un diario per un viaggio in motocicletta« af Thomas Boberg. 144 s. Lindhardt og Ringhof, 2000.

*) Ikke mindst i kraft af ekstramaterialet er Motorcykel Dagbog specielt tilfredsstillende at genopleve på dvd og blu-ray. Chés rejsefælle, Alberto Granado (1922-2011), var tilknyttet filmen som konsulent. Han fulgtes med filmholdet og fik ved vejs ende motorcyklen foræret.
   Italieneren Gianni Miná, der fungerede som kunstnerisk rådgiver, skabte om denne arbejdsproces en bemærkelsesværdig, to timer lang dokumentarfilm, In viaggio con Ché Guevara (2004, Traveling with Che Guevara). Den blev vist som et selvstændigt værk på Berlinalen i 2004 – hvor den sammen med Romano Scavolinis både svulstige og pompøse Le ultimo ore del Ché udgjorde et lille tema – mens Salles’ film deltog i hovedkonkurrencen i Cannes 2004. Den havde da haft verdenspremiere på Sundance Festivalen samme år.
   Traveling with Che Guevara bliver på dvd/BD-udgivelsen en Bag Kameraet-dokumentar ud over det sædvanlige. Det er lærerigt og følelsesladet at se den 82-årige Granado besøge stederne igen og tale med vidner, der husker, hvordan det var i 1950erne. Især optagelserne fra minebyen i Chile og de spedalskes koloni i Peru føjer meget til kontekst. Endelig leverer Walter Salles selv en solid analyse af slutscenen, hvor Ché på sin fødselsdag svømmer over strædet mellem de spedalskes ø og fastlandet.
 

*) Korda var et kunstnernavn, fotografen hed Alberto Diaz Gutierrez (1928-2001). Han blev uddannet som journalist, men begyndte sit arbejdsliv som dørsælger. I 1956 etablerede han sig som selvstændig kanonfotograf i Batistas før-revolutionære Cuba. Hans speciale var pikante badepiger. Hans største kunde var Bacardi Rom.
   Da Castro tog magten i januar 1959, blev Korda både chokeret og forvirret. I det senborgerlige Havana havde han haft det som en fisk i vandet, men han hverken forkastede eller flygtede fra Castros revolution. Tværtimod gik han ud i gaderne for at dokumentere den og begyndte at sælge sine fotos til regeringsavisen Revolución.
   Nogle særligt flatterende snapshots af Castro gjorde Korda til en slags hoffotograf. Han fik den bedste plads ved officielle arrangementer, og som den eneste havde han tilladelse til at følge og filme de store barbudos, dvs. Castro og Guevara, når de pendlede mellem Cuba, Venezuela og USA. Korda forstod sig med andre ord på kunsten at overleve og tilpasse sig.
   Det særlige foto fik han tilfældigt den 5. marts 1960. Tre dage før var 70 mennesker omkommet, da Le Coubre – et fransk handelsskib, som fragtede belgiske våben til Cuba – eksploderede i havnen i Havana. Castro anklagede CIA og USA for henholdsvis sabotage og statsterrorisme, da han talte for indbudte kulturpersonligheder. Blandt disse var Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir. Også Sartre sagde nogle fyndord og erklærede sin støtte til det cubanske folks glorværdige kamp. Fra sin plads tog Korda billeder af det hele. De var bestilt af Revolución.


Mens Castro talte, bemærkede Korda, at Ché Guavara kom hen til talernes platform. Han var i kakiuniform, havde baret på hovedet og et drømmende udtryk i ansigtet. Det lange hår blafrede i vinden. han kunne være vaklet direkte ud af et junglebryn. Guevara afleverede en besked og trak sig hurtigt tilbage. Korda tog to billeder, ét i høj- og ét i bredformat, mens han nærmede sig podiet. Kontaktarket viser derfor en usammenhængende serie af Castro, Sartre og Castro igen, men med de to legendariske fotos af Ernesto Ché Guevara skudt ind.
   Efter ceremonien gik Korda over på Revolución med sin film. Her valgte man det bedste foto af Castro, og det var dét, som blev bragt i avisen. Korda følte selv noget særligt for sit portræt af Ché. Han fremkaldte det og satte et aftryk op på væggen hjemme. Her hang det stadig syv år senere, da den italienske venstrefløjsforlægger Giangiacomo Feltrinelli (1926-1972) kom på besøg. Guevara havde da i nogen tid været meldt savnet i Bolivia, og Feltrinelli var på udkig efter gode fotos af den flygtige mand. Korda forærede ham sit Guevara-portræt.
   Fire måneder senere blev Ché Guevara dræbt i junglen i Bolivia, og Feltrinelli fik fremstillet den første af de plakater, som skulle blive en blanding af sofastykker og gudebilleder, revolutionens biedermeier for ungdomsoprørerne og deres børn. Herefter kom bøger, badges, t-shirts, badehåndklæder, tekrus, flag og køleskabsmagneter. Som 13-årig havde jeg Che Guevara på teenagevæggen i Kastrup. Plakaten repræsenterede en betragtelig investering, men pyntede bravt på det orange tapet over briksen med psykedeliske blomster i grønt.
   Feltrinelli betalte aldrig Korda for brugen af fotoet. Da de mødtes igen i Milano i 1970, ville Korda ikke bringe det på bane. Han havde trods alt foræret Feltrinelli portrættet. Forlæggeren døde i forbindelse med en mislykket terroraktion. Korda fik tilkendt ophavsretten, men blev aldrig kompenseret økonomisk. Han blev i Havana, hvor pigerne på stranden ikke havde forandret sig siden Batistas dekadente tid (og Evert Taube-sangen med Cornelis Vreeswijk). Så det var dem, han tog billeder af og viste til journalister, der kom for at høre historien om »Manden, der skød Ché Guevara«. »When the legend becomes fact, print the legend,« og så videre.


***) De to film blev vist for pressen i ét hug. Det var til aftenforestillingen i Salle Debussy i Cannes den 21. maj 2008. Spilletiden var da 4 timer og 28 minutter. Som en gimmick blev der uddelt feltrationer. Så strabadserende var det nu ikke. Filippineren Lav Diaz satte en ny standard for krævende fremvisninger med film som Death in the Land of Encantos (540 min.) fra 2007, A Lullaby to the Sorrowful Mystery (485 min.) fra 2016 og Season of the Devil (234 min.) fra 2018. Djævelens årstid er en håndholdt, sort/hvid musical/vaudeville, der dekonstruerer et stykke filippinsk historie. Det sker i selvskrevne sange, som bliver fremført a cappella. Oprøret mod den spanske kolonimagt i 1896 kan faktisk sidestilles med revolutionen på Cuba i 1959. A Lullaby to the Sorrowful Mystery beskriver frihedskampen i et statisk dvælende filmsprog. Filmen var i konkurrence på Berlinalen. Med en spilletid på otte timer krævede den, at man satte en hel dag af, og i Tyskland var der ingen feltrationer.  

****) Der er flere upåagtede bud. Antonio Banderas spiller Ché med stil og hjerte i Alan Parkers 1996-filmatisering af Webber/Rice-musicalen Evita. Her er hans idealisme sat over for populismen hos Eva Peron, der bliver spillet af Madonna. Ché-skikkelsen er skrevet op i forhold til sceneversionen, og teksten er atter (som i førsteudgaven fra 1976) ganske skarp i sin skildring af fascisme og folkelighed i det politiske teater. Særlig interessant er karakteren Rico Parra, som John Vernon fremstiller i Alfred Hitchcocks Topaz (1969). Parra kombinerer træk fra Fidel Castro og Ché Guevara. Han er bestemt ikke fremstillet som en helt i filmen, der bygger på en panoramisk thriller af Leon Uris, forfatteren til Exodus. Men filmens cubanske afsnit er knyttet til talen i lufthavnen, hvor Alberto Korda Gutierrez tog sit foto, og filmen – der er mere end moden til revurdering og genopdagelse – giver i det hele taget en god beskrivelse af, hvor nøgternt man i samtiden så på de politiske intriger. Topaz begynder i København med optagelser fra den russiske ambassade på Østerbro, Den Kongelige Porcelænsfabrik på Frederiksberg og det gamle Palladium ved Rådhuspladsen. »Do you know the department store Den Permanente?« spørger John Forsythe sin kontakt. Der er stort T for tidsfarve i den film.  


Fotos: Wikimedia Commons (»Guerrillero Heroico« – Alberto »Korda« Gutierrez' 1960-portræt)/ FilmFour/ Wildwood Enterprises/ Tu Vas Voir Productions/ BD Cine/ Inca Films/ Sahara Films/ Senator Film/ Sound for Film/ Sandrews/ SF Studios/ Wild Bunch/ Telecinco/ Laura Bickford Productions/ Morena Films/ Estudios Picasso/ Guerilla Films/ Section Eight/ Scanbox Enterprises/ Studiocanal/ CineMaterial/ MovieStillsDB/YouTube.
The Motorcycle Diaries streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes og YouTube Movies
Che: Part One og Che: Part Two streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime, TV2 Play/Paramount+, TV2 Play/ SkyShowtime og Viaplay Rent & Buy
Teksten er samlet af anmeldelser og reportage i Weekendavisen Kultur 27.08.2004 + 30.05.2008 + 08.05.2009. Noten om Alberto »Korda« Gutierrez er fra essayet »Til Sejrens dag« i Dag for dag. Livstykker 1990-1998 (Munksgaard Rosinante, 1998).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar