tirsdag den 9. april 2024

Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022)

REGNSKABETS TIME
De seneste film fra besættelsestiden 

Af BO GREEN JENSEN

VETERANEN Anders Refn (f. 1944) fik et sent og velfortjent comeback som instruktør, da De forbandede år (2020) blev en succes. Filmen sluttede brat på et sted, hvor alle plotlinjer stod åbne. Universet var sat op, så at sige. Det ville være ubærligt, hvis vi aldrig så, hvordan det videre gik familien Skov.
   Toeren tager historien op og gør den færdig. I udlandet hedder de to film henholdsvis Into the Darkness og Out of the Darkness. Det er betegnende titler. De forbandede år skildrer begyndelsen og slutningen på krigen, men egentlig ikke hverdagen inde i midten. Den har været der og er blevet vane, da anden del går i gang. Alting føles velkendt. Vi har jo set så mange andre film fra besættelsestiden.
   

FØRSTE del viste, hvordan besættelsen kom og tog borgerskabet på sengen – bogstaveligt for Karl og Eva Skov (Jesper Christensen og Bodil Jørgensen), som skulle fejre deres sølvbryllup den 9. april. Anden del slutter på et sted, hvor det står klart, at befrielsen ikke bliver præget af tilgivelse, forsoning og fremsyn. For så vidt er alting atter oppe i luften.
   Det er solid og håndfast historieskrivning, som prioriterer en traditionel realisme. Der er flere måder at betragte De forbandede år 2 på. For det første er man spændt på at se, hvordan de forskellige skæbner udarter. Det skal man være i historisk fiktion. Det betyder, at første krav i kontrakten er opfyldt.
   På et overordnet niveau kan man undersøge, hvordan fiktionen forholder sig til det historiske grundstof. Hver generation har sin særlige synsvinkel. Ingen forventer total præcision. Tværtimod. Vi kræver akkuratesse i dokumentaren. Spillefilmen er et partsindlæg med licens til at digte og efterjustere.


REFNS film lukker den seneste cyklus af danske fiktionsfilm fra krigsårene. Det gør den sammen med en anden fortsættelse, Hvidstengruppen II – De efterladte (2021), hvor Bodil Jørgensen også er castet centralt, fordi hun har det rette, tidstypiske look. Prisen for dét går i Refns film til Allan Olsen, der som stikkeren Arne Nordborg har den rigtige rødmossethed. Han træder fuldt færdig ud af onklernes tid med en anløben patina af snaps og fynsk cigar.
   Hvidstensgruppen II har en klar idé om at følge de overlevende kvinder fra gruppen til de samme tyske fængsler, hvor kommunisten Liva (Kathrine Thorborg Johansen) i Refns film bliver sendt ned. Desværre udarter historien til noget, der ligner torturpornografi. Mod slutningen bliver det næsten som at gense Ilsa, She Wolf of the SS (1975, da. Hunulven Ilsa).
   Anne-Grethe Bjarup Riis instruerede Hvidsten Gruppen – nogle må dø for at andre kan leve i 2012, for øvrigt med Anders Refn som »teknisk instruktør«. Da havde Ole Christian Madsen gødet jorden med den handlingsmættede Flammen & Citronen (2008). For Madsen og medforfatteren Lars K. Andersen var det vigtigt at nuancere de patetiske heltebilleder fra Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De røde enge (1945) og Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945).
   De ville samtidig vitalisere den anstændige spænding i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og Morten Henriksens filmatisering af Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1991), som var forrige generations heltebilleder. I Flammen & Citronen fremstår sabotørerne som neurotisk drevne mænd med personlige fejl og private motiver. Idealismen kommer langt nede på listen.



MADSEN var interesseret i, hvordan hans egen generation ville reagere. Det har generelt været drivkraften i de film, der er produceret ved 80-året. Roni Ezra reviderede myten om passiv modstand i 9. april (2015). Martin Zandvliet beskrev i Under sandet (2015), hvordan tyske krigsfanger blev behandlet. Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) gør klart, at transporten var en lukrativ forretning for de gode fiskere, der sejlede danske jøder til Sverige.
   Christina Rosendahl kastede et olympisk blik på den diplomatiske scene i Vores mand i Amerika (2020). Ulrich Thomsen havde rollen som Henrik Kauffmann, den danske ambassadør, der gik enegang for at markere Danmarks status som allieret. For Rosendahl var Kauffmann en helt i sit professionelle virke, men noget andet som privatperson. Det var en ny vinkel på den lille historie, som blev vristet fri af den store. Rosendahl følte sig ikke forpligtet på en objektiv sandhed om, »hvordan det var«.
   I samme frie ånd er Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) en nøjagtig fortælling om barndom i krigstid. Bombningen af Den Franske Skole er både en tragisk fejl og et hændeligt uheld. Her er en usandsynlig forelskelse mellem en nonne og en hipomand. Og måske den bedste skildring af, hvordan krigen var for danske børn.


FORMENTLIG følger nu en pause, før det om ti år atter er tid. Det er ikke, fordi historien er færdig – det er den aldrig (uanset hvad Francis Fukuyama så siger). Men for generationen, som er midaldrende og bliver ældre nu, er positionerne trukket op. Der er ingen grund til at sige det samme igen.
   Der mangler stadig en stor film (eller lille miniserie), som fortæller om de russiske bombardementer på Bornholm og øens år med besættelsestropper. Den savner jeg, fordi min mor – der er født i 1935 – var skolebarn i Rønne, da russerne kom. Sådan er der altid flere historier i historien. Dén om »tyskertøserne« mangler. Dén som skildrer, hvad Jørgen Gustava Brandt kaldte »den geniale monotoni« for de unge, som bare var unge. Måske endda historien, som vover at skildre en dansk nazist med indlevelse.


DET vidner om styrken i Refns fortælling, at den faktisk har konturerne af de historier med. Af samme grund bliver familien Skov nok mere splittet, end det var regelen. Her er den et katalog over moralske og ideologiske ståsteder. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er soldaten, der slutter sig til Frikorps Danmark. Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) forelskede sig i en tysk officer, tog til Norge med ham og er nu tilbage. At dét får følger, siger sig selv.
   Aksel Skov (Mads Reuther) er det tætteste, som filmen kommer den arketypiske frihedskæmper. Yngste søn (Lue Dittmann Støvelbæk) er teenager og partisan. Der kommer et øjeblik, hvor den ene bror spytter den anden i ansigtet. Da føler man virkelig noget for begge. Det gør man aldrig på Badehotellet.

   
FORDI familien har tjenestefolk, kan Vedbæklund rumme alle slags overbevisning: kommunister, medløbere og idealister. Det er Huset Danmark, der står og falder med mange forskellige dagsordener. Den sagligt kulørte fortælling afvikles i et klassisk filmsprog. Der er tempo og klare kameragange.
   Man kan savne mere tid til fordybelse. For eksempel til at sidde med Michael på taget i regnskabets time. Eller være forelsket i dage på dage med Aksel og Liva, der deler en fri kærlighed. De ting er der lige som lyriske anslag, men makrofortællingen er prioriteret. Konstruktionen ville falde, hvis filmen gav sig til at standse op. Som forfatterne ser det, forløber livet vel sådan. Mange små skæbner bliver kværnet til mørtel, når den store historie skal skrives.


KARL og Eva glider fra hinanden, efterhånden som det bliver sværere at adskille privatliv og politik. Karl er fortællingens antihelt. For verden at se, har han kollaboreret. Men det sagde regeringen jo, at han skulle.
   Fabrikken trives på tyske ordrer, men Karl har ikke noget valg. Han begynder sent at have anfægtelser. Det formidles til ham, at kontante bidrag til modstandskampen vil blive husket. Vi ser Karl navigere som opportunist. Det var ikke gået i en gammel besættelsesfilm. De øvrige forretningsmænd er rene kapitalistkarikaturer. Der mangler kun Gyldenspjæts hvide galocher.
   Mens Karl forbliver neutral i princippet, er han på vedtagen dansk fiktionsvis »god nok«, når det kommer til stykket. Da sekretæren Sara Meyer (Birthe Neumann) har brug for at flygte til Sverige, tøver han ikke. »Hvor har du bare gjort det hér godt« siger Eva. Det er næsten et Matador-øjeblik, som da fru Varnæs træder i karakter og hjælper Hr. Stein.


DEN samlede saga varer fem timer. Anders Refn og Flemming Quist Møller (1942-2022) havde ideen til en revisionistisk skildring af besættelsestiden allerede midt i 1980'erne. Da var tiden ikke moden til at nuancere nationalmyten. I hvert fald rakte entusiasmen ikke til fuld finansiering.
   De forbandede år er særligt værdifuld, fordi Refn blev født under krigen. Han tilhører generationen, som fik tudet ørerne fulde af heltehistorier, der blev større for hver genfortælling. Det samme gjorde tusindkunstneren Flemming Quist Møller, som døde i januar 2022 og er savnet. Begge udviklede en sund skepsis. Omvendt var de tæt nok på til ikke at afskrive alt med ironi.
   De forbandede år er et værdigt og solidt forankret mindesmærke. Efter Strømer (1976), to Gustav Wied-film (Slægten fra 1978 og Sort høst fra 1993) og den internationale arthouse-satsning med cirkusmelodramaet De Flyvende Djævle (1985) – en anti-crowdpleaser, som er værd at genopdage – gik der 30 år med at være klipper, medinstruktør, teknisk instruktør, konsulent og alt muligt andet for andre. Nu er Refn tilbage som instruktør. Det er eksemplarisk timing. Dén kunne bære et godt manuskript.



De forbandede år 2. Instr.: Anders Refn. Manus: Anders Refn, Flemming Quist Møller. Foto: Claus Sisseck, Morten Søborg. 152 min. Danmark 2022. Dansk premiere: 21.04.2022.


Foto: Space Rocket Nation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.04.2022.
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar