Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac [Liv og teater]

EN FORESTILLING OM LIV OG TEATER
Edmond Rostand og Cyrano de Bergerac

Af BO GREEN JENSEN

DET handler om en episk næse, om stor poesi og god bugtalerkunst. Om høvisk kærlighed inde i hjertet og om skinnet (eller skindet), som bedrager udenpå. Det handler om at længes og elske så rent, at man ofrer sig for den udkårnes lykke. Det handler om alle de ædleste instinkter. Men det er og bliver næsen, som gør en fremragende forskel.

   Edmond Rostand (1868-1918) var 29 år, da han skrev Cyrano de Bergerac. Det var ikke digterens første succes. Versedramaet Les Romanesques (1894), som 66 år senere blev til Tom Jones-musicalen The Fantasticks, var et gennembrud på nationalscenen, men hverken La Princesse lointaine eller La Samaritaine, begge skrevet til Sarah Bernhardt, havde indfriet forventningerne. Så nu var det nu eller aldrig.

   Som skildret i Edmond! - Alexis Michaliks filmudgave af sin egen teatersucces fra 2016 – gjaldt det næsten hans og hustruen Rosemondes overlevelse. Rostand skulle levere et kritisk og kommercielt hit hurtigst muligt. Ellers ville alt være tabt. I parentes bemærket var Rosemonde Gérard selv en respekteret forfatter. I filmen er hun tegnet som en lidt snusfornuftig kvinde med anlæg for jalousi.

I 11. time fik Rostand en henvendelse fra den fænomenale Benoît-Constant Coquelin (1841-1909), tidens store skuespiller, som var raget uklar med ledelsen på nationalscenen og havde grundlagt sit eget teaterkompagni.

   Der er tidligt i Edmond! en scene, hvor forfatteren (Thomas Solivérès) pitcher sin vage idé til skuespilleren (Olivier Gourmet), som fejer gennem gangene på teatret. Rostand griber de fineste billeder i flugten, inspireret af prosaiske detaljer, ganske som Cyrano gør i stykket.

   Det er dog først, da digteren møder sin egen Roxane – i skikkelse af syersken Jeanne (Lucie Boujenah), som han kun kan kurtisere via en stedfortræder, skuespilleren Leo (Tom Leeb) – at ideen tager fysisk form. Filmen skildrer gribende, hvordan Edmond skriver stadig mere febrilsk, efterhånden som han indser, at han har opdaget noget vidunderligt.

   Rosemonde er længe jaloux og bekymret. Så er det hende, som forklarer Edmond, at han gør kur til selve sjælen i teatret. Imens bliver onde rænker smedet. Da teksten foreligger, er der kamp til stregen om at finde en sal og få de praktiske detaljer til at gå op. Der er naturligvis aldrig for alvor tvivl om, at det gode arbejde vil lykkes.

ALEXIS Michalik erkender åbent sin gæld til filmen Shakespeare in Love, som John Madden instruerede efter et originalt manuskript af Tom Stoppard (og som en vis Harvey Weinstein producerede) i 1998.

   Her blev Shakespeares arbejde med Romeo og Julie på samme måde til en romantisk forestilling om, hvordan man lever og skaber teater. Også i dén film var der skriveblokering, fødselsveer, forviklinger og forhindringer til det sidste. Men alt blev løst i ånden fra Geoffrey Rushs signaturreplik. »Strangely enough, it all turns out well,« var et mantra for filmen.

   Michalik er ikke den første, som bruger modellen fra Shakespeare in Love. Laurent Tirard havde samme idé i Molière (2007). Metatricket kræver jo, at stykket i stykket er kendt af enhver. Det giver særlig god mening i Edmond!, fordi Rostand selv tog afsæt i balkonscenen fra Romeo og Julie, da han lod Cyrano bejle til Roxane på vegne af stedfortræderen Christian.

MICHALIK medvirker selv i Edmond!. Han spiller farcemageren Georges Feydeau (1862-1921), der betragter rivalen Rostand med nedladenhed og lidt misundelse. Han ender dog med at hjælpe og hylde konkurrenten. For forestillingen kan smelte al skepsis. Til slut løfter hele Frankrig i flok.

   Cyrano de Bergerac blev uropført den 28. december 1897 på Théâtre de la Porte-Saint-Martion i Paris. Legenden siger, at der var fremkaldelser med stående ovation i en time efter Cyranos død, som gør »bevægende« til for lille et ord. Michalik filmer alt i en teaterdekoration, men til slut lader han grænserne skride. Cyrano dør i en rigtig klosterlund.

NOGET af det fineste i Edmond! er den lange liste med credits til slut. Mens navnene ruller ned over lærredet, og komponisten Romain Trouillet demonstrerer sin flair for at skrive periodemusik med heroisk panache, viser Michalik i billedets kant en kavalkade af scener fra alle forløberne, de mest mindeværdige filmatiseringer af Cyrano.

   Her er førsteudgaven med Constant Coquelin, som blev filmet i 1900. Her er stumme versioner fra 1909 og 1925. Her er klip fra opera og ballet. Her er Claude Dauphin i Fernand Rivers’ befrielsesromantiske filmudgave fra 1945. Her er ikke mindst José Ferrer i Michael Gordons amerikanske version fra 1950, som indirekte var årsagen til, at vi som drenge løb rundt og legede Cyrano i gården ved garagerne i Kastrup.

CYRANO de Bergerac havde nr. 66 i serien Illustrerede Klassikere. Tegneren Alex Blum brugte filmen som inspiration, og Rostands sirligt rimede dialog er trofast reproduceret i hæftet. Senere var det en overraskelse at læse den historiske Cyrano de Bergerac (1619-55), som skrev anderledes robust og satirisk om fantastiske rejser til solen og månen.

   Her er Daniel Sorano i Claude Barmas tv-film fra 1960. Her er Steve Martin som manden med næsen i Fred Schepisis Roxanne (1987), som er den mest loyale af de mange parafraser, der genbruger bejler-i-busken motivet. Endelig ser man Gérard Depardieu i Jean-Paul Rappeneaus pragtfulde filmatisering fra 1990. Den har ingen endnu overgået.

SIDEN premieren er Cyrano altid blevet spillet på en scene et sted. Forestillingen er fransk teaters rareste klenodie.Som dansker savner man egentlig kun en henvisning til Sebastians mesterlige musicaludgave af Cyrano. Forestillingen havde premiere på Gladsaxe Teater den 31. januar 1993. Flemming Flindt instruerede, og Edmond Rostands tekst var bearbejdet af Pierre Westerdahl og Flemming Enevold, som selv spillede titelrollen.

   Musicalen havde et langt liv, og bliver stadig genopført fra tid til anden. Især »Sangen om barndommen«, »Smukke løgne« og »Efterår« er blevet stående som tre af de store numre i sangværket: »Bladene falder på Bergerac/ markens søde druer/ borte som vinen vi siden drak/ borte Bergerac«.

Se også Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673.

Edmond (Edmond!). Instr. og manus: Alexis Michalik. Foto: Giovanni Fiore Coltellacci. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 10.10.2019.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB, Another World Entertainment/ Unifrance/ Pladecompagniet/ Forlaget Illustrerede Klassikere

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 11.10.2019

Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673

INTEGRITET OG BEGÆR

En biografisk fantasi om Molière

Af BO GREEN JENSEN

PARIS I JANUAR 2008: Der er meget, vi ikke ved om Molière. Det står dog fast, at han hed Jean-Baptiste Poquelin, blev født i 1622, gik i jesuitisk skole og opgav at studere jura, da han sluttede sig til familien Béjarts teaterkompagni, fast besluttet på at blive tragisk skuespiller og digter. I 1643 tog han navnet Molière og dannede truppen l'Illustre Théâtre sammen med Madeleine Béjart (1618-1672).

   Efter 13 års turnévirksomhed vendte l'Illustre Théâtre hjem til Paris. Da var Molière berømt og berygtet for sine skarpe komedier. Kongen bestilte en farce hos forfatteren, som fra 1661 fik sit eget teater, Théâtre du Palais-Royal, stillet til rådighed. Året efter giftede han sig med Armande Béjart, som enten var datter af eller søster til ungdomskæresten Madéleine.

   Meget er uklart. Molières liv var en forvekslingskomedie, men han døde med støvlerne på. I 1673 fik han et ildebefindende under opførelsen af Le malade imaginaire (da. Den indbildt Syge). Han døde få timer senere, til det sidste foragtet af kirken, som han havde udfordret i sine stykker.

FILMSKABEREN Laurent Tirard bruger det første af de 13 »tabte« år i provinsen som udgangspunkt for en biografisk fantasi om digteren. Molière (Romain Duris) vil være tragiker, men har naturlig flair for komedien og gør lykke ved at klovne, da fogeden vil lukke det gældsplagede teater.

   Den unge mand flygter fra sine kreditorer og tager imod et tilbud om at undervise den rige købmand Jourdain (Fabrice Luchini), som naragtigt begærer Célimène (Ludivine Sagnier), en skøn men hjerteløs adelsfrøken, imens hans hustru Elmire (Laura Morante) vansmægter.

   Molière indlejres i husstanden som præsten Tartuffe, der skal styre moralen hos familiens ældste datter (Fanny Valette). Molière skriver vers på vegne af Jourdain og underviser ham i at deklamere. Det er imidlertid Elmire, som reagerer på teksternes patos. Senere er det også Elmire, som vinder ham for komedien.

   Der er lige så mange rænker som i et skuespil af Molière. Faktisk er filmen i vid udstrækning skruet sammen af scener fra fire af digterens stykker: Le Bourgeois gentilhomme (1670, da. Den adelsgale Borger), Tartuffe, ou L'imposteur (1664, da. Tartuffe eller Den Skinhellige), Le Misanthrope (1666, da. Misantropen) og Les Femmes savantes (1672, da. De lærde Damer).

TIRARDS film ligner med vilje ikke Ariane Mnouchkine og Théâtre du Soleils monumentale Molière (1978), en fire timer lang, favnende hyldest til teatrets kollektive væsen, som var pensum for 70ernes frankofile cineaster. Derimod er han klart inspireret af John Maddens Shakespeare in Love (1998). Molière er dog ikke så selvtilfreds og finurlig som den britiske verdenssucces, der havde manuskript af Tom Stoppard. Hos Tirard er det ingen dramatisk naturlov, at »strangely enough, it all turns out well.«

TVÆRTIMOD føres også smerten igennem i den bittersøde epilog. På ét niveau skildrer filmen, hvordan den hovmodige kunstner må lære at slippe tragedien og give sig komedien i vold. Konkret er det dog forholdet mellem Molière og Elmire, som styrer de mange kapricer.

   Det lykkes at gøre Jourdain og Molière til ligeværdige parter, mens intrigens sindrige maskinerier køres i stilling. Moliére er både et bjergtagende kostumedrama, som genrens elskere vil nyde, og et moderne blik på indsigten bag ironien, ikke ulig Patrice Lecontes Ridicule (1996).

LAURENT Tirard er en venlig mand med stirrende øjne og lang svanehals. Han er svær at aldersbestemme, men svarer roligt på flydende engelsk. Han forsøger ikke at sælge sin film. Dét arbejde er gjort allerede. I Frankrig har Molière solgt to millioner billetter. Filmen var nomineret til fire af årets César-priser og distribueres over hele verden. Ikke mindst i Rusland og Latinamerika har den været en overvældende succes.

   – Det er ikke verdens mest originale spørgsmål, men hvorfor ville du lave en film om Molière?

   »Det hele begyndte med skuespillene. Man tror som regel, at det var mennesket, manden Molière, jeg var interesseret i, men faktisk var det hans arbejder. Som alle franskmænd har jeg læst Molière i skolen, da jeg var alt for ung til at forstå og værdsætte dybden i teksterne. Mange år senere læste jeg stykkerne igen. Det skete helt tilfældigt. Jeg havde set en anden fransk film, som gav mig lyst til at vide mere –«

   – Ariane Mnouchkines film?

   »Nej, Mnouchkines Molière så jeg, da jeg var ganske ung, og den var jeg fuldkommen overvældet af. Dette var en ny komedie, ikke en decideret Moliére-filmatisering, som jeg så for fem-seks år siden. Jeg morede mig meget og blev ved med at vende tilbage til den. En af mine venner sagde: De har jo det hele fra Molière. Jeg sagde: Molière? Virkelig? For jeg havde dette billede af Molière som en kedelig klassisk forfatter. Så jeg tænkte: Okay, måske har jeg ikke læst Molière korrekt. Jeg gik tilbage til Molière, og jeg indså, at jeg havde taget fuldstændig fejl. Molière var forbløffende, på én gang aktuel og evig. Han var min samtidige.«

»DET stof, som jeg ville bearbejde i dag, havde Moliere behandlet for 350 år siden. Så jeg læste alle skuespillene, og der var mange elementer, skikkelser og situationer, som jeg ønskede at bruge. Jeg besluttede, at jeg ville lave en film, der var som et skuespil af Moliere, som på en måde gav essensen af Molière, med alle disse karakterer og scener, som jeg holdt af. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne bringe det hele sammen. Der var nødt til at være en forbindelse. Det oplagte link var forfatteren selv. Molière skulle selv være en karakter.

   Jeg måtte vide mere, så jeg gik tilbage til biografierne. På den måde opdagede jeg en masse ting, som jeg ikke kendte til, f.eks. at han i virkeligheden ville være tragisk skuespiller, at han egenhændigt opfandt en ny slags komedie, og at han forsvandt i en årrække, da han var ung. Jeg ville bruge den periode, hvor man ikke ved noget om, hvor han var, og så kunne filmen blive en slags metafor for kunstnerisk skaben. Jeg ville skildre, hvordan han gik fra at være en dårlig tragiker til en god komiker. Hvordan tingene samlede sig for ham.«

– VED man noget om den periode?

   »Nej. De fleste historikere siger, at han næppe for alvor forsvandt. Han gemte sig sikkert et sted i Paris, fordi han skyldte mange mennesker penge. Men der er ingen skrevne vidnesbyrd om de år, så vi havde dramatisk frihed til at gøre, hvad vi ville.«

   – Mnouchkines film var mere teatralsk orienteret. Er den en klassiker i Frankrig?

   »Ja. Mange så den, da de var meget unge. Den udkom på dvd i fjor. I dag ville det være meget svært at lave den slags film om Molière, den kendte historie. Det er på grund af den film. Den tegner et stærkt og godt portræt af Mòliere. Ganske overraskende var Mnouchkine mere intereseret i mennesket, end hun var i hans værker. Der er næsten intet i filmen om hans arbejder, så jeg følte, at jeg kunne lave en film, der tog udgangspunkt i hans værker, uden at gå Mnouchkine i bedene.«

   – Hendes film er en hyldest til det kollektive teater –

   »Det er meget en film om, hvad det ville sige at være del af en teatertrup i Frankrig i 1600-tallet. At turnere og arbejde sammen, at leve som en stor familie. Ariane Mnouchkine ejer selv et teaterkompagni, Théâtre du Soleil. Hun kommer fra den baggrund, og jeg tror nok, at filmen også handlede om hende selv. Hun brugte Molière til at fortælle om, hvad det indebærer at lede en teatergruppe.«

– DIN »Molière« er blevet sammenlignet med »Shakespeare in Love«. Var den film en inspirationskilde?

   »Naturligvis. Da ideen til filmen endelig blev klar for mig, indså jeg, at en af de ting, jeg ville opnå, var det som Tom Stoppard og John Madden gør i Shakespeare in Love. For mig, og for mange franskmænd, som ikke kendte Shakespeare særlig godt, fangede den film essensen af, hvad hans stykker går ud på. Jeg følte, at filmen havde åbnet en dør til, hvad Shakespeare vil sige, og jeg ville vide mere. Det første jeg gjorde, da jeg havde set Shakespeare in Love, var at gå ud og købe Romeo og Julie. Jeg ville læse flere skuespil og se flere forestillinger.

   Shakespeare in Love havde den virkning, og det samme gælder Baz Luhrmanns udgave af Romeo og Julie. Kenneth Branagh gjorde det også med film som Henry V, Much Ado About Nothing og Hamlet. Det var ikke som en lærer, der ville tvangsfodre mig med Shakespeare som pligtstof. De film underviste mig på en måde, som var legesyg og morsom, og det er altid lettere at lære noget, når stoffet præsenteres sådan. Shakespeare in Love var virkelig en model for måden, man kunne gøre Molière tilgængelig og tidssvarende på.«

– TOM Stoppard skrev og instruerede selv en filmudgave af »Rosencrantz and Guildenstern Are Dead«. Den dekonstruerer »Hamlet« og ser forløbet fra to bipersoners synsvinkel. Det er lidt på samme måde, at din film knytter an til Molières komedier. Du sagde, at du var mere interesseret i værkerne end i manden. Gik du bevidst efter at skabe en historie, som kunne belyse nogle centrale yndlingssteder hos Molière?

   »Helt sikkert. De stykker, jeg holder mest af, er Den adelsgale Borger, Tartuffe, Misantropen og De lærde Damer. Men mere end stykkerne tror jeg, at det var temaer, som jeg kunne finde i alle hans stykker, i bestemte scener, som jeg syntes om. I Le Bourgeois gentilhomme er det forholdet mellem penge og kunst, den magtfulde mands fascination af kunst og kunstnerens fascination af magt, skønt han siger, at han afskyer og føler sig hævet over den. Konflikten mellem integritet og begær er central. Kunstneren siger: Jeg er en mand, der lever af tanker og følelser. Men samtidig ønsker han, at han havde den magt og de penge.

   Den konflikt er kropsliggjort i forholdet mellem Molière og Monsieur Jourdain. Begge parter kan lære noget af hinanden. Kunstneren siger, at han er ren i sin tanke, men han udretter ingenting. Den rige mand virker simpel og smådum, han er ikke særligt følsom, men han bevæger sig fremad. Han ændrer og han skaber ting. Uden ham ville samfundet stå stille. Nu bevæger det sig, somme tider på en klodset måde, men ikke desto mindre. Sammen kan de få samfundet til at bevæge sig fremad på en konstruktiv måde.«

– INGEN af personerne bliver latterliggjort. Jourdain er et udmærket menneske. Han har bare glemt at lægge mærke til sin kone. Kun Ludivine Sagniers karakter er grusom og overfladisk –

   »Jeg tror dog, at hun vil lære noget af sin ydmygende oplevelse med Jourdain. Hun opfører sig måske nok, som om hun kun er dum og overfladisk, men samtidig ser vi, at hun er klog. Hun er bare blevet vildledt, så hun spilder sin intelligens på overflødige ting.«

   – Var Romain Duris dit første valg som Moliere? Man plejer at se ham som spraglet type i film af Tony Gatlif og Jacques Audiard. Molière må være hans første klassiske rolle...

   »Jeg tænker aldrig på bestemte skuespillere, mens jeg skriver. Romain var egentlig et mærkeligt valg, for han har ingen formel teateruddannelse, og han har et meget moderne image. Men det var sikkert grunden til, at jeg valgte ham. Med sit moderne nærvær kunne han give et helt andet perspektiv på Molière.

   Jeg ville have en skuespiller, som signalerede til publikum, at dette ikke var en klassisk Molière. Det var ikke den Molière, som vi hørte om i skolen, men en anden og mere moderne Molière. Og også en meget sexet Molière. For i bund og grund er filmen en kærlighedshistorie. Det er dybest set dét, der holder den sammen.«

Laurent Tirard blev interviewet på Hotel Grand i Paris mandag den 14. januar 2008

Molière. Instr. Laurent Tirard. Manus: Laurent Tirard og Grègoire Vigneron. Foto: Gilles Henry. 120 min. Frankrig 2007. Dansk premiere: 07.03.2008.

Molière. Instr. og manus: Ariane Mnouchkine. Foto: Bernard Zitzermann. 260 min. Frankrig 1978. Dansk premiere: 24.09.1979

Fotos: Fidélité Productions/ Miracle Film Distribution/ Les Films 13 (Mnouchkine)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BGJ
Laurent Tirards Molière streames i Frankrig på Netflix og iTunes - begge film findes på dvd og blu-ray

Weekendavisen Kultur 07.03.2008

Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593

DØDEN I DEPTFORD

Renæssancedigteren Christopher Marlowe

Af BO GREEN JENSEN

  

DIGTEREN og dramatikeren Christopher Marlowe delte fødselsår med William Shakespeare, men fik en langt kortere løbebane. Onsdag den 30. maj 1593 blev han stukket ihjel under et håndgemæng på kroen i Deptford. Forfatteren til Tamburlaine the Great, Edward II og Doctor Faustus blev kun 29 år gammel.

   Fordi han ikke var hvem som helst, blev en grundig retsundersøgelse foretaget. Ved denne fortalte gerningsmanden Ingram Frizer og vidnerne Robert Poley og Nicholas Skeres, at de havde drukket med Marlowe fra morgen til aften. Da regningen skulle betales, kom Frizer og digteren i klammeri. To gange slog Marlowe Frizer i hovedet med skæftet af sin daggert. Et regulært slagsmål eskalerede. Marlowe døde i den generelle tumult.

   Forklaringen virker sandsynlig, men allerede samtiden mente, at drabet måtte være bestilt på højere sted. Den Cambridge-uddannede Marlowe havde i flere perioder fungeret som meddeler for spionmesteren Lord Cecil, der i dronning Elizabeths gehejmeråd kæmpede om magten med mænd som Sir Walter Raleigh (1552-1618), Marlowes personlige ven, og Robert Devereux, 2. jarl af Essex (1565-1601), Marlowes personlige fjende og statsrådets mest ambitiøse person.

MARLOWES død har i tidens løb næret flere udførlige konspirationsteorier. Måske vidste han noget, der gjorde ham farlig. I hvert fald blev han stævnet og stillet for statsrådet blot 11 dage før døden i Deptford. Anklagen lød på blasfemi og forræderi, men forfatteren blev ikke fængslet, måske på grund af sin privilegerede relation til mæcenen Thomas Walsingham.* Under alle omstændigheder er det sandsynligt, at sagen handlede om noget andet.

   Mysteriet er et britisk svar på mordet i Finderup Lade og en forløber for moderne sammensværgelsesfantasier om, hvem Jack the Ripper egentlig var. Det er behandlet adskillige gange, i litteraturen såvel som på scene og film. Med jævne mellemrum gøres forsøg på at komme til bunds i gåden, der i sagens natur må forblive uopklaret på grund af den historiske afstand.

   Samtidig kan man ikke lade mysteriet ligge, fordi Marlowes værker lever videre og fordi en række autentiske udsagn modsiger hinanden. Som den skotske forfatter Louise Welsh udtrykker det i sin efterskrift til romanen Tamburlaine skal dø, der er den seneste fiktive fremstilling: »Fortiden har ladet et pirrende oversigtskort af kendsgerninger gå i arv til os – elizabethanerne var lige så produktive som Stasi, for så vidt angår officielle dokumenter.«

WELSH lader Marlowe selv fortælle historien. Under pesten i London har digteren opholdt sig på Thomas Walsinghams landsted Scadbury. Her har han fred til at skrive og tid til at sætte pris på naturen. Han lader sig også gerne bedække af velynderen, som han »mundknepper« med uden stor lidenskab – »tiden var kommet til at give min mæcen hans litterære droit du seigneur« – men ikke helt uden entusiasme. Kit Marlowe var kendt for at være til hele. Også dét var en faktor, man brugte imod ham.

   Welsh bruger scenen til at sætte den sanselige tone:

 Da Walsingham sad overskrævs på mit bryst, bredskuldret og med stovt lem i venefuldt skræv, mindede han mig om kentauren, der strækker ryggen bagud (...) Lugten af hav og sved og fornemmelsen af min digtnings sejr fyldte mit sind sammen med billedet af en hvid hest, der løber hen over hårdt, hvidt sand. De hårde stød fra digtermæcenens pik, som bumpede denne digters hoved mod sengens gærde, antog galoppens rytme, indtil herren med et støn blev udfriet og holdt sit pulserende lem støt mellem mine læber, fordi hans tilfredsstillelse ikke helt syntes at kunne fuldbyrdes, før den mund, der læser for ham denne fine poesi, også havde slugt alt det, som Walsingham har at give.

WELSH, som ved meget om maskulin higen, lader senere Marlowe skære et ansigt i stykker med den samme kuriøse blanding af klinisk iagttagelse, ironisk indsigt og poetisk præcision. Som kunstner ser hun sjældent væk. Det var disse krasse virkemidler, der gav et generisk thrillerplot noget særligt i gennembrudsbogen The Cutting Room (2002, da. Det skjulte rum). Allerede titlen tænder billeder, som ikke er så klare endda. Det samme gælder i udtalt grad mantraet Tamburlaine skal dø.

MARLOWE har bange anelser, men ved endnu ikke, hvad der venter, da han om morgenen den 19. maj bliver hentet på Scadbury og ført til London, hvor han fremstilles for atten sortklædte »embedsmænd, som var tilstrækkeligt ivrige efter høje stillinger til at kunne nyde godt af døden.«

   Det viser sig, at Thomas Kyd (1558-1594), forfatter til The Spanish Tragedy, har angivet Marlowe som gudsbespotter, enten skabskatolik eller regulær ateist. Dog er erklæringen afgivet under tortur. Intet bliver sagt lige ud, og også Marlowe selv fornemmer, at der er mere i sagen.

   Nu begynder Welsh at tage sig friheder med materialet. For på døren til den hollandske kirke har nogen fastgjort et dokument, som lover død til de fremmede:

I fremmede, som bebor dette land,

Mærk jer dette skrift, forstå det, mand for mand.

Tænk grundigt over det, for det vil beskytte jeres liv,

Jeres ejendom, jeres børn & jeres elskede viv ...

Jeres machiavellistiske købmænd korrumperer regeringen,

Jeres åger tager livet af formeringen,

Jeres kunst & håndværk bliver vor død,

Og som jøderne fortærer I os som brød.

Da hverken ord eller trusler eller nogen anden ting

Kan styre jer uden om denne jeres sygdom,

Vil vi overskære jeres struber, når I beder i jeres templer,

Og udgyde mere blod end nogen parisisk massakre.

 – Underskrevet, Tamburlaine

SNART sætter morderen handling bag sin trussel. Efter hver død modtager Marlowe en kuvert med et farvet hørklæde, først hvidt, så rødt. Som Tamburlaines skaber ved han, at det tredje klæde vil være sort. Han er på én gang forfærdet og fascineret, da verden synes at blive en scene, hvor hans hovedperson kommer til live. Han må selvsagt prøve at finde og dræbe Tamburlaine, før han selv bliver dræbt, og om denne krumtap kredser romanen.

DET er en billedstærk tekst med konkrete detaljer. Det elizabethanske London fremstår som en myldrende, frodig, på en gang gylden og møgbeskidt metropol, hvor samfundets højeste og laveste i ét væk bytter blod, spyt og andre kropsvæsker. Marlowe kaster sig ud i stemningsskabende opremsninger, når han beskriver hvad han ser i gadebilledet. Omvendt er dette sted på denne tid skildret så ofte, at man føler sig hensat til en tv-kulisse.

   Bedst er Welsh til at give en plausibel fremstilling af Marlowes person. Han træder frem gennem afmålte fyndord og nærer ingen illusioner om sin egen karakter: »Det er døden, som giver livet form. Børn undfanges i skyggen af galgetræet, nyt liv springer fra mordets rødder. Og også jeg har oplevet, hvordan jeg forlader henrettelser med et lem så hårdt som den dinglende mands. Fare er et berusende middel, der langt overgår tobak og vin.«

MARLOWE slår følge med skuespilleren Thomas Blaize, som har optrådt i flere af hans stykker. Vi fornemmer, at Blaize, der allerhelst vil anerkendes som digter, skønt han skriver som en brækket arm, har en dobbelt eller tredobbelt dagsorden. I romanes bedste sætstykke lokker Blaize den berusede Marlowe til at fremsætte selvoverbydende blasfemier til ære for den lille mand uden egenskaber, Richard Baynes, som betaler for deres spiritus:

   »Katolikkerne greb det fornuftigt an. De ved, at religion kræver teater. De gør et skue ud af det. Jeg ville langt hellere lade mig underholde af en katolsk præst med glatbarberet isse end af en dobbeltmoralsk protestantisk røv.«

   Marlowe sagde faktisk den slags. »St John the Evangelist was bedfellow to Christ and leaned always in his bosom, that he used him as the sinners of Sodoma,« citeres han for i Baynes’ autentiske efterretningsrapport.

   Marlowe ved, at blasfemierne bruges som madding, men kan ikke standse sig selv. Om natten er han sammen med en prostitueret, mens Blaize ser på. Da kvinden er gået, er mændene sammen. Da Blaize hvæser: »Du kommer måske i helvede for det her,« svarer Marlowe ham i et flydende mørke: »Helvede er på Jorden, og vi er der allerede.«

DET er i nogen grad en tilsnigelse at lancere bogen som en historisk kriminalroman. Vist afsløres Tamburlaines identitet, men Welsh gør intet forsøg på at løse selve mysteriet om Marlowes død. Ingram Frizer blev løsladt efter to dage, mens Marlowe blev begravet i uindviet jord. Også derfor er Frizer blevet set som en stråmand, sammensværgelsens Lee Harvey Oswald. Welsh lader i stedet romanen ende med Marlowes forudanelse: »I går aftes modtog jeg en tilsigelse til et hus i Deptford,« skriver han. »Der skal jeg stå til regnskab for ting, der ikke kan gøres op.«

   Hans sidste ord er så moderne som den verdslige bevidsthed om menneskets ydmyge plads i »the Great Chain of Being«, livets store mekaniske kredsløb, hvormed elizabethanernes skrifter når os i dag: »Jeg har hermed færdiggjort denne beretning og forbereder mig til kamp i bevidstheden om, at livet er den eneste skat, der er værd at eje, og med viden om, at der er værre skæbner end den evige fortabelse. Hvis disse er de sidste ord, jeg skriver, så lad dem være – En forbandelse af Mennesket og Gud.«

ALLEREDE victorianerne skrev skuespil om Marlowes død. Welshs primære kilde er Charles Nicholls historiske fremstilling The Reckoning: The Murder of Christopher Marlowe (1994). Hun har sikkert også læst Anthony Burgess’ roman A Dead Man in Deptford (1993), som udkom i 400-året for digterens død og repræsenterede kulminationen på en livslang kærlighed til den troende fritænker, som var et broderbillede for Burgess.

   Marlowe optræder perifert i Burgess’ Shakespeare-roman, Nothing Like The Sun (1964), som giver et bud på, hvem sonetternes »Dark Lady« var. Både Marlowe og Shakespeare skrev tekster til dronningens foretrukne ensemble. Shakespeare »overtog« Marlowes succes, og i John Maddens film Shakespeare in Love (1998) føler han sig delvist ansvarlig for Marlowes død. Der er næppe tvivl om, at mændene kendte hinanden. Derfor håber man under læsningen af Tamburlaine skal dø, at WS fra Stratford vil vise sig, om ikke andet i fortællingens margin.

   Lad mig i den forbindelse pege på John Mortimers skamfuldt oversete roman Will Shakespeare (1977). Her giver fortællingens første bog, »Dead Shepherd«, et inciterende bud på, hvordan digterne lærte hinanden at kende. Ian McShane spillede Marlowe over for Tim Currys Shakespeare i den udmærkede miniserie, der blev til på baggrund af Mortimers bog.**

DIGTEREN Marlowe var den første som »med gylden mund og morgen i sit blik« lagde troen væk og indvarslede en moderne, fuldkommen tidssvarende stemme i britisk poesi. Ligesom Shakespeare skrev han blankvers og brugte forhåndenværende historier som forankring for sin poesi. Marlowe vidste, måske endda bedre end Goethe og Thomas Mann, hvad stræberen Faust egentlig vil med sin pagt.

   På seks år skrev han Tamburlaine, Dido, Queen of Carthage, Edward II, The Massacre at Paris, The Jew of Malta og Doctor Faustus. Hans Tamburlaine er en hyrde, som bliver verdens hersker. Han lader jomfruerne i Damaskus myrde og brænder byen, hvor hans elskede dør. Han vil endelig også erobre himlen. Han er en karismatisk antihelt, for hvem det med Jim Morrisons ord er naturligt »to glory in self like a new monster.« Tidens publikum elskede Tamburlaine, og Marlowe må have identificeret sig med ham.***

DEN bedste bog om Marlowe er (stadig) Harry Levins The Overreacher (1954). Louise Welsh har skrevet en kropsnær og stemningsfuld kortroman, som giver et troværdigt rids af personen og en effektiv fornemmelse af tidens komplekse politiske kræfter. Hvad hun nærmere vil med sin skriveøvelse, er imidlertid ikke klart. Meget strejfes, men intet forløses. I denne latens ligger nok en moderne pointe, men Marlowe ville ikke synes om den. Hans karakterer går altid planken helt ud.

*) En fætter til Sir Francis Walsingham (1532-1590), som var Elizabeths udenrigsminister fra 1573 til sin død. Walsingham grundlagde den britiske efterretningstjeneste og var som sådan den originale 'Spymaster'. 

**) Der er derimod ingen grund til at sætte livet på spil for at se Laurie Davidson som Shakespeare og Jamie Campbell Bower som Marlowe i de 10 episoder af TNT-serien Will fra 2017. Her bliver LGBT-temaet levet helt ud, og det kan være fint nok, men det sker i et teenageromantisk register, der er den diametrale modsætning til realismen hos Louise Welsh, som alt i alt virker mere troværdig. John Mortimer-serien fra 1978 er udsendt på dvd flere gange og ligger i øvrigt på YouTube. Det er nok en »I-skulle-have-været-der-dengang«- oplevelse, som meget gammelt tv viser sig at være, når man vil dele kulturskatten med yngre slægter, men Curry og McShane er forrygende sammen. I Will Shakespeare er biseksualiteten koncentreret omkring Henry Wriothesley, den tredje Earl of Southhampton, som sponsorerede Shakespeares sonetter. Wriothesley bliver spillet af Nicholas Clay, og begge mænd har et forhold til sonetternes 'Dark Lady'.

***) Forlaget Loxodonta udgav i 2016 en overdådig to-bindsudgave af Tamburlaine den Store, oversat og med fyldige noter og kommentarer af Jakob Kowalski. Kowalski formidler Marlowe med stor entusiasme og gør ham næsten bedre end Shakespeare. Standardudgaven af Marlowe er The Complete Plays (Penguin Classics, 1969) redigeret af J.B. Steane.

Louise Welsh: Tamburlaine skal dø. Oversat efter »Tamburlaine Must Die« (2004) af Susanne Staun. 147 s. Borgens Forlag, 2006.

En kort version af teksten stod i Weekendavisen Bøger 31.03.2006