Translate

Viser opslag med etiketten Silent Running. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Silent Running. Vis alle opslag

onsdag den 4. november 2020

Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]



LIV PÅ MARS
Ridley Scotts knastørre robinsonade

Af BO GREEN JENSEN

ASTRONAUTEN Mark Watney bliver efterladt på Mars, da en ørkenstorm tvinger besætningen på Ares III til at afblæse NASA-missionen. Kommandør Melissa Lewis (Jessica Chastain) tager beslutningen. Sigtbarheden er nede i nul, og der er grund til at afskrive Watney som død. Besætningen letter og påbegynder den lange hjemrejse.
   Mark vågner efter stormen, finder hjem til habitatet og har held med at operere sig selv. Han overvejer sin situation og begynder at regne på, hvad der skal til. Ares IV kommer om fire år. Heldigvis er Mark botaniker. »Not real science,« driller de andre – men en nyttig disciplin, hvis man skal overleve i 900 soldøgn.
   The Martian er en ode til videnskabelig udholdenhed. Hver løsning medfører nye problemer. Til gengæld har marsmanden tonsvis af tid. Han lægger daglige updates i logbogen og lytter til de gamle discosange på spillelisten i Lewis’ computer.
   Det lykkes Mark at modne jord i habitatet. Han planter kartofler fra posen med Thanksgivingmad og gøder mulden med ekskrementer. Han laver vand ved at opvarme brint. Der er setbacks og små sejre. Han installerer solpaneler i Rover-køretøjet, så han kan foretage dagslange rejser.



NEDE på jorden har NASA konstateret, at Watney er i live – dog først efter at have givet ham en heltebegravelse. Satellitten kan se ham bevæge sig rundt. Direktøren (Jeff Daniels) må hele tiden afveje økonomi og logistik i et regnskab, der svarer til Marks. Ingen er nærige eller nedrige. The Martian er en film uden skurke.
   Det lykkes Mark at finde Pathfinder-modulet, som har ligget på Mars siden 1997. Nu kommunikerer han og NASA efter stavepladeprincippet. En nødmission hastes igennem, men sikkerheden er sat over styr. Først da det kinesiske rumagentur træder til, bliver en bæredygtig plan sat i værk.
   Imens har besætningen på Ares III hørt om Mark. De vender om for at samle den sidste mand op, skønt rejsetiden forlænges et år, men kan de ramme de rigtige koordinater? Meget forklares i midten af filmen. Det lønner sig i en tætklippet slutning, hvor alle i salen forstår, hvad det gælder.
   The Martian må være det tørreste scifi-drama i nyere tid. Her er hverken visioner eller hallucinationer, ingen fremmede livsformer, ingen dystopisk back story, ingen kampe i rummet og intet komplot. Filmen bygger på en bog af Andy Weir. Han kunne ikke få den antaget og begyndte at lægge uddrag på nettet. De var så populære, at romanen blev samlet op.



SIR Ridley Scott er i sit element. Tidligt i karrieren skabte han to af genrens bestemmende værker: den klaustrofobiske Alien (1979) og den dystopiske Blade Runner (1982). Prometheus fra 2012 var et stort set mislykket forsøg på at gå hele den mørke, metafysiske vej. The Martian er derimod sprød og robust.
   Matt Damon har et ærligt ansigt og spiller ofte en jævn hverdagshelt. Her har han titelrollen i en rumudgave af Castaway. Han spiller den lige så godt som Tom Hanks.
   The Martian er en robinsonade. Modne læsere husker måske Byron Haskins Robinson Crusoe on Mars (1964), hvor Adam West var den strandede astronaut. I Douglas Trumbulls Silent Running (1974) var Bruce Dern en botaniker i rummet. I Duncan Jones’ Moon (2009) var Sam Rockwell alene med kopier af sig selv. Her var psykologien og de eksistentielle overvejelser, som Scott ikke interesserer sig for.
   »I rummet kan ingen høre dig skrige,« lød sloganet for Alien i 1979. Der er ingen, der skriger i The Martian. Det kunne de ikke drømme om. Her handler det om at smøge ærmerne op, være gode kolleger og regne sig ud af alle problemer.
   Det er en meget seværdig og veludført film. Hvor højt, man vil sætte den, afhænger af, om man er til hård eller blød science fiction. Det er forfriskende, at The Martian ikke flirter med en ambition om at overgå Stanley Kubricks 2001. Alligevel kan man savne mystikken, som findes både i rummet og i sindet.



The Martian. Instr.: Ridley Scott. Manus: Drew Goddard. Foto: Darius Wolszki. 141 min. USA 2015. Dansk premiere: 08.10.2015.


Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (køb eller leje) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, RAkuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Fiilm
4K UHD + 2K Blu-ray fra 2oth Century Fox [Extended Edition, 1 movie, 2 cuts] 07.06.2016  
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.10.2015

onsdag den 28. oktober 2020

Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]


ABSURD PERSON ENTAL
Duncan Jones debuterer med robinsonade

Af BO GREEN JENSEN

MANGE moderne robinsonader er henlagt til det ydre rum, hvor ingen kan høre den strandede skrige, når irrationelle dæmoner gestaltes med overjordisk akkuratesse. For det ydre rum ligger som regel indvendig, hvor rejsen til sindets ende begynder.
   I Moon har menneskeheden løst sine problemer med energiforsyning og klimaforandring. Den privatejede Lunar Industries-koncern producerer bæredygtig energi på Månens bagside, hvor fire kolossale høstmaskiner samler sten, som knuses og konverteres til brændstoffet Helium 3. Basen betjenes af én enkelt mand, som skriver kontrakt for tre år ad gangen. Hans eneste selskab er computeren Gerty, som vedligeholder virkeligheden og minder ikke så lidt om robotten fra Lost in Space.
   Naturligvis bliver man ensom, og selvfølgelig får man klaustrofobi. I Gertys erindring er stribevis af optagelser med Sam, som bryder sammen eller er på nippet til at gøre det, når han kommunikerer med ledelsen hjemme eller taler med sin hustru og datter på Jorden. Ved begyndelsen har Sam to uger tilbage i ensomheden, der er af eksistentiel karakter, for at sige det mildt. Da han vil tilse en funktionsfejl, kører månebilen galt og Sam sidder livløs tilbage med en flænge i hovedet.


IGEN bliver der lys. Sam kommer til sig selv i infirmeriet. Computeren beskriver – med Kevin Spaceys elskværdige stemme – hvad der gik galt. Gerty er en tænksom maskine, der overvejer sit direktiv lige så nøje som arbejdsrobotten i Wall-E. Hans reaktioner er markeret med en smiley, som kan græde og undre sig i sit display. Nu må man ikke læse videre, hvis man intet vil vide om filmens præmis. For den atter fokuserede Sam vil undersøge ulykkesstedet. Og så er der pludselig to af den samme.
   Hvem er klonen? Hvem er førsteudgaven? Er der muligvis flere kopier? Moon blander behændigt temaer fra sci-fi-hjørnesten som Solaris (livagtige hallucinationer), Rumrejsen år 2001 (Gerty nedstammer fra Hal) og Blade Runner (kloners smerte ved kunstig erindring, som ikke desto mindre gør ondt). Man husker også 1969-hittet »Space Oddity«. Vist hedder manden i Moon ikke Major Tom, men instruktøren Duncan Jones er ikke for ingenting søn af David Bowie*

   
SAM Rockwell spiller sig selv flere gange med overbevisning, og Kevin Spacey giver computeren Gerty karakter. Eksteriørbillederne fra Månens overflade er forbløffende overbevisende. Filmen rører rigeligt meget sammen i gryden, men den stiller relevante spørgsmål og udforsker på intelligent vis de temaer, som kommer til udtryk i robinsonader. Moon er skarp og stilbevidst science fiction med potentiale til at blive en lille klassiker på linje med Dalton Trumbos Silent Running (1972), hvor Bruce Dern på samme måde var alene i rummet.

Moon. Instr.: Duncan Jones. Manus: Nathan Parker. Foto: Gary Shaw. 97 min. UK 2009. Dansk premiere: 18.02.2010

* Duncan Zowie Haywood Jones (f. 1971) er søn af Angela Barnett og David Bowie (1947-2016), som egentlig hed David Robert Jones. Han tog scenenavnet Bowie for ikke at blive forvekslet med Davey Jones fra The Monkees. Sangen »Kooks« fra Hunky Dory (1971) er forældrenes gave til drengen: »Will you stay in a lovers' story?/ If you stay you won't be sorry/ 'Cos we believe in you// Soon you'll grow, so take a chance/ With a couple of kooks/ Hung up on romancing.«
   Da Zowie Bowie blev døbt, var der bekymrede klummer i pressen. Stakkels dreng. Kun Dweezil Zappa var genstand for mere omsorg. Duncan Jones blev skuffende mainstreamet i Source Code (2011) og rigeligt pulpy i Warcraft (2016), men Netflix-produktionen Mute (2018) var et comeback (og en tematisk toer til Moon). Duncan Jones og Rodene Ronquillo blev gift i 2012. De har en søn og en datter. Pigen fik fornavnet Zowie (»About time SOMEONE made use of my middle name, even if I wasn't ready to!«) Fotoet af far og søn er taget på Tribeca Festivalen i 2009, da Moon fik amerikansk premiere.


Fotos: Cinematerial/ FilmAffinty/ David Shankbone/ Sony Pictures
Filmen streames ikke i DK - i UK på Apple TV, Amazon Store, Rakuten TV, Sky Store og Virgin Media Store
4K Ultra HD + Blu-ray + Digital 4K [10the Anniversary Edition] Sony Pictures 2019
Trykt som filmrevy i Weekendavisen Kultur 19.02.2010