Translate

Viser opslag med etiketten Warwick Thornton. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Warwick Thornton. Vis alle opslag

fredag den 5. marts 2021

Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013)


EN MAND DER HEDDER VIC
Den store australske stafetfilm

Af BO GREEN JENSEN

AUSTRALIEREN Tim Winton (f. 1960) har skrevet romaner, novellesamlinger, adskillige børnebøger og diverse essayistik, som blander naturskildring med personlig erindring. Hertil kommer dramatik og filmmanuskripter. Romanerne The Riders (1994, da. De rejsende) og Dirt Music (2001, da. Mindernes musik) var nomineret til Man Booker-prisen. På dansk findes også romanen Himlen er et øje (That Eye, the Sky).

   Forfatteren er i sit hjemland så højt skattet, at han har status som en af 92 »Australian National Living Treasures«. Han blev født i Karrinyup, voksede op i Albany og bor i Fremantle ved Perth i Western Australia. Alle hans tekster tager form efter dette landskab. Det gælder i særdeleshed novellekredsen The Turning (2005). Produceren Robert Connelly holder så meget af den, at han i 2013 bad 17 instruktører vælge hver en novelle at filmatisere. Fortællingen »Aquifer« tog han sig selv af.


JEG kendte ikke Wintons bog, da jeg så The Turning første gang. Det var i 2014 på Berlinalen, hvor jeg simpelt hen blev lokket af konceptet: en episodefilm, der samler de fleste af Australiens aktuelle talenter, fra instruktører som Warwick Thornton og Claire McCarthy til skuespillere som Rose Byrne, Cate Blanchett og Hugo Weaving. At skuespilleren Mia Wasikowska debuterer som instruktør – i episoden »Long, Clear View« – var også med til at sælge ideen.



FORTÆLLINGERNE varierer stærkt i stil og tone. I flere af dem optræder en mand, der hedder Vic. Der gik alligevel nogen tid, før jeg indså, at Vic Lang var en gennemgående karakter. Han bliver spillet i otte forskellige tider af otte forskellige mænd. I bogen er der 17 noveller. Winton tager sin titel fra T.S. Eliots digt Ash-Wednesday (1930, da. 
Askeonsdag). Det er i filmen opgraderet til en prolog i animationsform. Colin Friels læser hele Eliots tekst.
   Som voksen er Vic gift med Gail, der taler både i »Damaged Goods« og »Reunion«. Den lille forløsning i slutteksten »Defender« er fortalt i en tredje person, som er tættest på Vic. Hans far var politibetjent og forlod familien, da Vic var dreng. Faderen optræder i to, moderen Carol i tre historier. Også de bliver spillet af flere. I »Long, Clear View« er Vic dog alene i huset i Albany, som bogen kalder Angelus.



THE Turning er en krævende film. Den fanger tilskueren med den anden historie, »Big World«, hvor fortælleren er en teenager, der beskriver det frustrerende ved at få sin eksamen, blive fastansat i fritidsjobbet og kun høre rungende tavshed efter den store fejring på stranden. Sammen med kammeraten Biggie, som han altid har følt sig lidt hævet over, flygter han i et folkevognsrugbrød.
   Vennerne samler en pige op. Nu er det Biggie, som vokser med situationen, mens fortælleren hører sig selv blive skinger. Om et år vil Biggie dø. Fortælleren vil tage hjem og få en bedre eksamen. Han vil stifte familie og møde den uopnåelige Briony i supermarkedet, nu med hårde træk og tidlige rynker. Men de ting er i fremtiden. »Jeg er ligeglad med, hvad der sker uden for dette øjeblik. I det varme nordlige tusmørke, bliver verden omkring os pludselig stor, så stor at vi bare giver efter og ser den.«
   Tonen er som i en sang af Bruce Springsteen. Warwick Thornton har instrueret episoden, som bruger novellens fortæller i voice over hele vejen op langs kysten. Perspektivet er typisk for bogen, der springer i 40 års kronologi. Fortællingen ved altid mere end karaktererne, men bliver aldrig klogere på livet, end de er.



I »Damaged Goods« fortæller Gail Lang, at hendes mand har en svaghed for sårede mennesker. I gymnasiet var han besat af Allison, som havde et blussende modermærke på kinden. Hun skrev et digt til skolebladet, og Vic fik sagt, at han elskede det. Siden sprang Allison ud som lesbisk. De sås ved en fest, og Vic sagde igen, at han elskede digtet. Hun sagde, at hun elskede ham for at elske det. På vej hjem kørte hun galt og døde.
   Der er en evig uopfyldthed i Vics liv. Set udefra er han og Gail et ordinært og vagt komisk forstadsægtepar. I »Reunion« kommer Vics mor til julemiddag. Alle ender med at få for meget at drikke. Det er Cate Blanchett, der hopper i poolen som Gail.



VI kender Vics mor fra episoden »On Her Knees«, hvor hun gør rent hos fremmede og får skyld for at have stjålet. Vic iscenesætter en hævn. Overhovedet er der mere i Vic som ung mand. Han leger med faderens tjenestevåben i den isnende »Long, Clear View«. Han sigter på naboer, som passerer, og føler en seksuel ophidselse. Samme træk slår ud i den sidste novelle, »Defender«, hvor Gail har været ham utro.

   I »Commission« opsøger Vic sin far, der er blevet eneboer i skoven. Han fortæller, at Carol ligger for døden, men Den Gamle vil ikke tilbage. I »Fog« er det 30 år før. Bob Lang har problemer i sit arbejde, fordi han ikke vil være korrupt. Politibetjenten begynder at drikke og bliver gjort til syndebuk.



DE narrative tråde omkring Vic giver fornemmelsen af en stor sammenhæng, liv der leves uden at falde på plads, løfter der aldrig bliver indfriet. De bedste episoder er dog isolerede fortællinger. I »Small Mercies« er en enkemand og alenefar kommet til kysten for at være i fred. En gammel kæreste byder sig til, og han beder hende gå.

   I »Big World« begynder verden at vokse. I titelhistorien er Raelene (Rose Byrne) ved at gro til i sit ægteskab med fiskeren Max. Begge drikker, manden slår. De bor i en trailerpark. Raelene møder et nykristent par, som prøver at vinde hende for Herren. Hun bliver sikkert ikke i troen, men får alligevel mod på at gøre sig fri.



VIC bliver spillet af Joseph Pedley, Dougie Baldwin, Harrison Gilbertson, Matthew Shanley, Richard Roxburgh, Josh McConville, Casey Douglas og Dan Wylie. Som Gail ses Libby Tanner, Cate Blanchett og Kate Mulvany. Vics mor bliver spillet af Susie Porter, Di Adams og Robyn Nevin, hans far af Hugo Weaving og Dean Daley-Jones. Det giver filmen et shapeshifter-præg, som matcher bogens mange synsvinkler.
   Der er fyld, som tangerer det prætentiøse. Vic kører i bus med en forelsket pige, som ser ham på afstand. Det fortælles i danseform i episoden »Immunity«. Max og hans bror dræber næsten hinanden som drenge. Det fortælles i fabelform i vignetten »Sand«, for der skal være noget med indfødte song lines.
   Det er ikke desto mindre en unik filmatisering. Efterbilledet ligner det aftryk, som Robert Altman satte med Short Cuts (1993), der på samme måde brugte ni noveller og et digt af Raymond Carver. Hos Altman var bestræbelsen panoramisk: historierne kulminerede i Los Angeles på én gang. I The Turning er tiden en tunnel. Det svimler for manden, som ser sig tilbage, men for tilskueren giver bevægelsen mening.


De 18 instruktører er: Jonathan auf der Heide, Tony Ayres, Jub Clerc, Robert Connolly, Shaun Gladwell, Rhys Graham, Justin Kurzel, Yaron Lifschitz, Anthony Lucas, Claire McCarthy, Ian Meadows, Ashlee Page, Stephen Page, Simon Stone, Warwick Thornton, Marieka Walsh, Mia Wasikowska, David Wenham.


The Turning. Instr.: Robert Connolly + 17. Manus: Justin Monjo, Andrew Upton m.fl. Foto: Denson Baker, Jeremy Rouse, Warwick Thornton. 180 min. Australien 2013. Dansk premiere: 19.11.2014 (Månedens film i Cinemateket).


Fotos: Arenamedia/ MIFF/ CineMaterial/ Screen Australia/ Penguin Australia, Picador/ YouTube (Madman Entertainment Trailer) 
Filmen streames ikke i DK (men i UK på AMAZON STORE og CHILI)
2K Blu-ray fra Madman Entertainment (region B) 24.02.2014
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.11.2014

torsdag den 4. marts 2021

Warwick Thornton: Sweet Country (2017) [Westerns 100]


AUSTRALIEN I BEGYNDELSEN
En lille film om oprindelighed

Af BO GREEN JENSEN

AUSTRALSKE westerns har deres egen tradition, som er mindre end den nordamerikanske, men mindst lige så stærk og mytologisk bevidst. Begge steder når man beskæmmende sent til at skildre fordrivelsen af den oprindelige befolkning, som myten om pionererne er skrevet ovenpå.
   I 1970erne så man den samme skyldbetonede romantisering af amerikanske indianere og australske aboriginals. En forståelse for drømmespor hørte med til at være på englenes side. Nicolas Roeg satte fokus på den seksuelle mystik i sin psykedeliske udgave af Walkabout (1971). Peter Weir gjorde vandrehistorien om urban aboriginals til et sindbillede på hvid fremmedgørelse i The Last Wave (1975, da. Den sidste bølge).
   Thomas Kenneally, forfatteren til Schindlers liste, skrev i 1972 The Chant of Jimmie Blacksmith, som var inspireret af aboriginal-desperadoen Jimmy Governor, der blev henrettet i 1901. Fred Schepisi filmatiserede bogen i 1978. Nyligt afdøde Tommy Lewis spillede Jimmie. Nick Cave og John Hillcoat vidste, hvad de gjorde, da de castede Lewis i The Proposition (2005), som må være prototypen på den nye hallucinatoriske western.
   Alle disse ikoniske titler er moderne hovedværker, men ingen af filmskaberne var aboriginals. Roeg var til og med englænder. Også derfor er Sweet Country noget særligt. For første gang bliver perioden skildret af en instruktør, som selv er aboriginal.


SOM mange gode westerns er Sweet Country en enkel skæbnefortælling. I 1929 er nye tider nok nået til Sydney, men der er langt til moderniteten i the outback oppe nordpå. Landmænd dyrker jorden, opdrætter kvæg og lever stort set som amerikanske nybyggere 50 år før.

   Arbejdsstyrken består af indfødte familier, som bliver betalt i naturalier og lever i en art stavnsbånd. Ingen interesserer sig for, hvem de var og hvem landet tilhørte, før kolonisterne kom. Kun Fred Smith (Sam Neill) insisterer på, at alle er lige og behandler sine arbejdere med respekt.
   Smith kan ikke sige nej, da tilflytteren Harry March (Ewen Leslie) beder om hjælp. March er aldrig kommet helt hjem fra Den store Krig i Europa. Han drikker for at holde dæmonerne nede. Den indfødte Sam Kelly (Hamilton Morris) skal arbejde for ham. March behandler Sam med foragt og voldtager hustruen Lizzie (Natassia Furber). Alligevel er det i selvforsvar, at Sam Kelly dræber den rablende March.


HVAD der følger, er et hadefuldt hævndrama i ånden fra John Fords The Searchers (1946, da. Forfølgeren). For hinsides al snak om skyld, kan det ikke nytte, at brune undermennesker slipper godt fra at dræbe hvide herrefolk. Politisergent Fletcher (Bryan Brown) samler en posse, der følger efter Sam og Lizzie ind i ørkenen. Smith tager med for at holde gemytterne nede.

   I vildnisset venter erfaringsoverskridende oplevelser, både for forfølgerne og for Sam og hans hustru, der ved lige så lidt om ægte aboriginals. Possen falder fra hinanden. Kun Fletcher holder ud. Da han er ved at dø af tørst, er det Sam, som kommer gående ud af luftspejlingen og kaster en feltflaske til ham.
   Der er ikke den store spænding i filmen, snarere en rituel forudsigelighed. Al musik er fravalgt. De store landskaber er gjort fuldkommen åbne og nærværende. Warwick Thompson kommer selv fra området ved Alice Springs. Han har også selv ført kameraet.
   Fletcher er intet uhyre. Også han var med i krigen i Europa. Han drømmer om at slå pjalterne sammen med barværtinden Nell (Anni Finsterer) og hendes datter. Snart ankommer en idealistisk dommer (Matt Day), som gerne vil ind til kernen i sagen. Alligevel tegner slutningen mørk.



EN af de første australske film, The Story of the Kelly Gang (1906), var et helteportræt af Ned Kelly, den fredløse bushranger, som i landets populærkultur svarer til skikkelser som Jesse James og Billy the Kid. På film er Kelly blevet spillet af bl.a. Mick Jagger (i 1970) og Heath Ledger (2003).
   Det er netop The Story of the Kelly Gang, som Warwick Thornton citerer. Det sker, da sergent Fletcher kommer ridende ind fra sin surrealistiske nærdødsoplevelse i saltørkenen. Hele byen er ude på gaden, hvor en rejsebiograf viser filmen. Han raser, da publikum jubler. Thorntons pointe er vist nok, at der ingen film var om de fortrængte stammefolk.*


THORNTON er ny i genren, men gammel i gårde. Han fortalte i Samson & Delilah (2009) en tragisk kærlighedshistorie om moderne aboriginals, der lå midt mellem myte og realisme. Som (næsten) alle væsentlige australske filmskabere bidrog han til The Turning (2013), et stafetværk efter Tim Wintons roman, der kun blev vist i Cinemateket herhjemme.
   »Jeg så en masse frisk land,« – sweet country – siger Fletcher til slut, da han er hjemme hos Nell. »Godt kvægterritorium,« tilføjer han. Det er cirka den samlede lære, som fremtidens mand drager af episoden.
   Sweet Country er en majestætisk film, rolig, klar og livsalig. Thornton fravælger romantik og mystik. Han fravælger også effekter og blodtørst. Filmen kommer inde fra sjælen i landet. Den er alt, som Netflix-føljetoner ikke er, og lige nu kan man se den i danske biografer.

*) Charles Taits The Story of the Kelly Gang (1906) var ikke blot den første australske spillefilm, men den første i fiktionsfilm i historien med en spilletid på over en time. Kun tyve minutter overlever og er restaureret. UNESCO har givet filmen status som umisteligt kulturdokument i sit Memory of the World Programme. Ned Kelly (1854-1880), hans lillebror Dan og resten af Kelly-banden svarer fuldkommen til James-brødrene, som var aktive på samme tid i USA. Kelly var søn af en irsk straffefange, der blev deporteret til Victoria. Jesse og Frank James red med Quantrills paramilitære guerilla i Den amerikanske Borgerkrig. Ned og Dan Kelly stod i lære hos bushrangeren Harry Power. Kelly fik folkeheltestatus i kraft af en række dristige røverier og ildkampe med ordensmagten. I den sidste træfning bar han en hjemmelavet rustning, hvis hjelm er blevet ikonisk. I et 56 sider langt brev, dikteret til bandemedlemmet Joe Byrne, giver Kelly sin version af historien, undsiger de korrupte lokale myndigheder og taler om »myternes tradition for irsk oprør« mod »Englands tyranniske åg«. Kelly begik adskillige drab og blev hængt i 1880. I eftertiden er han blevet indbegrebet af den australske frihedskæmper. Der er skrevet sange og teaterstykker, rejst statuer og malet billeder. Adskillige bøger er skrevet om Kelly. Mick Jagger havde titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly fra 1971. Heath Ledger bar en kopi af den legendariske rustning i Gregor Jordans Ned Kelly (2003). Justin Kurzels True History of the Kelly Gang (2019) er baseret på Peter Careys roman, som modtog Man Booker-prisen i 2001.

 


Sweet Country. Instr.: Warwick Thornton. Manus: Steven McGregor og David Tranter. Foto: Dylan River og Warwick Thornton. 113 min. Australien 2017. Dansk premiere: 09.08.2018


Fotos: Angel Films/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film
2K Blu-ray fra Thunderbird Releasing (region B) 09.07.2018
Anmeldelsen trykt (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 10.08.2018