Translate

Viser opslag med etiketten idealisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten idealisme. Vis alle opslag

søndag den 11. juli 2021

Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]



DEN ABSOLUTTE FORDRING
Portræt af den kompromisløse pilgrim

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både sand og utrolig. Christopher McCandless (1968-1998) var 22 år, da han i 1990 realiserede et ønske, som mange unge mennesker deler, skønt de tøver med at udleve drømmen. Han brød med forældrene, gav sine studiepenge til Oxfam, ændrede navn til Alex Supertramp og tog på valsen, opsat på at ende i Alaska, hvor det endnu var muligt at prøve kræfter med vildnisset. Han ville måle sig selv i en ensomhedstilstand, som var ren, kompromisløs og eksistentiel.
   McCandless mødte mange mennesker på sin vandring og gjorde indtryk på de fleste med sit umulige projekt og sin forklarede attitude. I april 1992 nåede han endelig Fairbanks, Alaska, og gik alene ind i vildmarken nord for Mount McKinley. Han krydsede Teklanika-floden, mens der endnu var is på, og indrettede sig i en skolebus, som på »magisk« vis var efterladt i den ufremkommelige tajga.
   Her ville pilgrimmen leve af landet, af vildt som han nedlagde og spiselige vækster. Han var som altid bevæbnet med værker af Tolstoj, Jack London, Pasternak og Thoreau. Sine tanker skrev han ned i en dagbog, han kaldte for Beautiful Blueberries. Fire måneder senere blev hans lig fundet af nogle elgjægere. McCandless døde af sult i august. Han overlevede 112 dage i vildmarken og kunne være vendt tilbage, hvis enkelte forhold havde været anderledes.


FUNDET af liget skabte store overskrifter. Blandt skribenterne var rejsebogsforfatteren Jon Krakauer, som på bestilling afleverede en lang feature om McCandless. Den stod i Outside Magazine i 1993. Krakauer kunne dog ikke slippe historien og brugte siden to år på at rejse i McCandless’ fodspor. Han talte med den unge mands familie og granskede hans dagbog. Endelig skrev han Into the Wild (1995), som belyser både den praktiske og den metafysiske side af McCandless’ projekt. Omslaget viser den strandede bus.
   Dét billede talte klart til Sean Penn, da skuespilleren, som også er en habil instruktør, tilfældigt samlede bogen op i en lufthavn. Som Krakauer blev han betaget af manden, der ville udfordre både tiden og verden med sin absolutte fordring om renhed. Ti år senere lykkedes det Penn at skabe en kongenial filmudgave. Imens var bogen blevet en nyklassiker, som unge mennesker læser igen og igen. På dansk udkom Ind i vildmarken første gang i 1996.


MEGET er stadig til diskussion. Krakauers bog gav McCandless helgenstatus og gjorde den unge mand til en rollemodel. Af samme grund føler stedkendte skovfolk, at det er vigtigt at advare mod hans eksempel. McCandless døde først og fremmest, fordi han havde kasseret sit kort. Han opgav at krydse den skummende flod, men kunne have trukket sig over den få miles længere nede. Han døde 12 kilometer fra en fuldt bemandet jagtstation. For lokale alaskanere svarer det til at dø af sult i Kongelunden.
   Krakuer har svaret igen ved at justere oplysningerne i senere udgaver af Into the Wild. I første omgang mente han, at McCandless pådrog sig en forgiftning, da han spiste de forkerte bær. Han skød en elg, som kunne have holdt ham i live, men forstod ikke at konservere kødet korrekt. McCandless vejede 30 kilo, da han skrev sit sidste dagbogsnotat. Krakauer mener, at der var svampesporer i bærrene. Andre er uenige. Der er med andre ord gået tro i mysteriet.


SEAN Penn vælger meget fornuftigt at se bort fra al denne tvivl. For ham er idealismen, McCandless’ erklærede higen mod NATUR/RENHED, en uimodståelig faktor. Som Krakauer følger han pilgrimmens spor og genskaber rejsen på selve stederne. McCandless’ vandreår bliver derved en road movie, som forankres i en robinsonade. Det er tydeligt, at han identificerer sig stærkt med McCandless’ projekt. Supervagabonden fremstilles af Emile Hirsch. I 1980erne havde det været en oplagt rolle for instruktøren selv.


PENN
 gør adskilligt for at bryde monotonien og forudsigeligheden, som følger af, at man kender rejsens facit på forhånd. Han bruger scenerne fra Alaska som en narrativ akse og klipper herfra tilbage i kronologien. Vidtløftige overskrifter som »Fødsel«, »Barndom« og »The Getting of Wisdom« er indskudt, hvilket forstærker præget af en hagiografi. McCandless’ søster er opgraderet til en rolle som fortæller, og det er hende, der perspektiverer historien, ligesom hun gør rede for volden og fortielsen i forældrenes forhold.
   For Penn er det oplagt at sætte lighedstegn mellem forældrenes materialisme og Chris’ undsigelse af amerikansk konsumerisme. Han lader dog William Hurt og Marcia Gay Harden spille Walt og Billie McCandless, så ingen kan være i tvivl om, at de sørger. Herved demonstrerer filmen en indsigt, som den unge pilgrim aldrig selv lagde for dagen.


FLERE meningsfulde møder er strøet langs vejen til det sidste vildnis. Chris falder godt til som landarbejder hos Wayne Westerberg (Vince Vaughn) i South Dakota. Han slår følge med hippieparret Rainey og Jan Burres (Brian Dierker og Catherine Keener), der ser ham som en erstatning for Jans fortabte søn. På Colorado River har han et næsten surrealistisk møde med to danske naturbørn, som spilles af Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen. Scenen giver ekstra mening for danske tilskuere, som forstår den interne ad hoc-dialog.
   Ikke alle møderne er gyldne. Der er vagtmænd, som prygler den unge hobo, og på bunden af byerne i Californien har Chris ikke lyst til at kende folks navne, skønt han overvejer at blive for natten. I hippiekolonien Slab City, New Mexico, møder han en 16-årige pige, Tracy (Kristin Stewart), som forelsker sig helt urimeligt i ham. Chris afviser hendes tilnærmelser med samme salvelsesfuldhed som en vordende munk. Til gengæld synger parret sammen en bevægende udgave af John Prines »Angels From Montgomery«.


MEST definitiv er afskeden med den 83-årige Ron Franz (Hal Holbrook). Også enkemanden ser en søn i McCandless. Han vil tale ham fra at spilde sit liv, men ender med at velsigne projektet. Alle ved, at de siger farvel, når pilgrimmen siger på gensyn. Chris bliver i stigende grad som en helgen, en verdslig franciskanermunk, der insisterer på sin ret til at forsvinde. Drømmen om renhed er udtryk for en monumental narcissisme. Filmen undlader ikke at spørge, om man har ret til at volde så megen sorg. Den svarer vist nok, at det har man.
   Into the Wild er næsten lige så lang, som den virker, men scenerne hænger udmærket sammen, og der er brug for denne tid til fordybelse, hvis man som tilskuer skal lære at dele Chris’ naturfølelse. Denne er romantisk i sin higen og fuld af ærefrygt for det sublime. Penn er åbenlyst forelsket i McCandless, da han for sidste gang krydser floden i live. Filmen lader ham dø alene, men ikke uden værdighed.


DER er mange smukke billeder og lyriske passager, som aldrig får lov at blive banaliteter, skønt McCandless gør, hvad han kan med sine meningsfulde markeringer i Når naturen kalder, Doctor Zhivago og Walden. I alle de bedste sekvenser optræder pilgrimmen alene.
   Krakauer nævner et sidste citat, som Penn udelader. Det er en digtstump af Robinson Jeffers, som McCandless føjer til sin samling af Smukke blåbær:

Døden er en rasende solsort: Men at dø efter at have
Skabt noget mere på højde med århundreder 
End muskler og knogler, består mest i at lade svaghed prelle af. 
Bjerge er døde klipper, mennesker 
Beundrer eller hader deres format, deres uforskammede ro, 
Bjerge bli’r ikke blødgjorte eller bekymrede 
Og enkelte døde mænds tanker er af samme art.

I stedet slutter Penn sin film med at glide fra matheden i McCandless’ døde øjne til glimtet i hans blik på det sidste kendte foto, et selvportræt som sad i hans kamera, da man fandt ham. Alex Supertramp sidder i solen med ryggen mod bussen, bærer skovmandssjorte og smiler til tilskueren gennem sit skæg. Han ligner i påfaldende grad Emile Hirsch, og det er tydeligt, at han har et publikum i tankerne. Der er megen stolthed i blikket. Og også en rystende fred.


SOM filmskaber har Penn altid dyrket svære, traumatiske emner som sorgen over døde børn, hævnens manglende evne til at forløse og skyldfølelsen ved at leve videre. Det gælder fra The Indian Runner (1991) og The Crossing Guard (1995) til den næsten wagnerske patos i The Pledge (2001), en filmatisering af Friedrich Dürrenmatts Løftet. Kun The Last Face (2016), et sentimentalt melodrama om kærlighed, krig og nødhjælpsarbejde med Charlize Theron og Javier Bardem, har ramt helt ved siden af skiven og tiden. Penn laver sine særegne film af ren lyst og kan derfor trække på en indre nødvendighed, som er sjælden i Hollywoods arbejdskultur. Det er klart, at han ser et broderbillede i McCandless.
   Tematisk udgør Into the Wild en slags tvilling til Werner Herzogs dokumentarfilm Grizzly Man (2005). Bjørneelskeren Timothy Treadwell fandt lykken i Alaska og døde på samme håbløse måde, dræbt af de dyr, som han ville »beskytte«. Hvor Herzog lagde et ironisk filter mellem sin film og emnet for samme, går Penn linen ud med McCandless. Det bliver Into the Wild ikke ringere af.


DEN ikoniske bus blev stående i Denali National Park og var i årtier et vartegn for andre supervagabonder og pilgrimme. McCandless' forældre og søsteren Carine McCandless (som i 2014 skrev sin version af familiehistorien i The Wild Truth) satte en mindeplade på bussen. I 2020 blev den fjernet af myndighederne, da (for) mange hikers var kommet til skade – og to var omkommet – i forsøget på at krydse Toklat River. Bus 142 er udstillet på Museum of the North ved University of Alaska i Fairbanks, Alaska.
   Hjemmesiden Christopher McCandless har samlet alle oplysninger. 


Into the Wild (Ind i Vildmarken). Instr. og manus: Sean Penn. Foto: Eric Gautier. 149 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.02.2008.

Jon Krakauer: Into the Wild. 224 s. New York: Villard Books, 1996.

Jon Krakauer: Ind i vildmarken. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 232 s. Lindhardt og Ringhof, 1996.


Fotos: Paramount Vantage/ River Road Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Christopher McCandless
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 29.02.2008 - ajourført og revideret juli 2021

onsdag den 16. juni 2021

Robert Guédiguian: Gloria Mundi (2019)


AL VERDENS HERLIGHED
Robert Guédiguian samler atter familien

Af BO GREEN JENSEN

DET hele er sådan set sagt allerede på filmens plakat og med titlen. Al verdens herlighed kommer til udtryk i blikket og smilet, som mor og barn deler. Det er solen, som smelter en gusten kynisme. Her er et nyt liv, som giver mening til de gamle. Her er grunden til at tåle alle trængsler og blive ved.
   Bekræftelsen kommer i sidste øjeblik. For personkredsen i Gloria Mundi er det blevet stadig sværere at holde fast i fællesskabet, som en familie udgør. Engang var der overskud. Matriarken Sylvie var sikkert fagligt engageret, som de gode karakterer i Robert Guédiguians film uvægerligt er. Nu ser hun ned i jorden og nægter at standse rengøringsarbejdet, da forbundet mobiliserer til strejke. Hun har nok i sit eget. Hun vil være i fred og beholde sit job.
   Hjemme i lejligheden går Richard og er bange, fordi alting smuldrer omkring ham. Han og Sylvie har haft et godt ægteskab. Han har næsten glemt, at han ikke er far til begge døtrene, som begår fejl, men er kommet i vej. Nu kommer Daniel ud af fængslet og ringer på efter tyve år. Manden vil være en far for sin datter. Richard mister sit arbejde som buschauffør. Nu har de kun Sylvies penge fra havnen. Hvad skal en gammel mand stille op?



DET er problemerne i segmentet, der har samme alder som filmskaberen. Guédiguian er født i 1953. Faste tilskuere kan se historien for sig, når jeg nævner, at Sylvie, Richard og Daniel bliver spillet af Ariane Ascaride, Jean-Pierre Daroussin og Gérard Meylan. Siden Dernier Été (1981) har de tre båret næsten alle Guédiguians film. Det var Ascaride og Meylan, der forelskede sig i Marius et Jeannette (1997), som blev gennembruddet – også i Danmark.
   Vi befinder os naturligvis i Marseille. Guédiguian er om nogen lokalpatriot. Der har været afstikkere til spænding, erotisk jalousidrama og andre genrer – Le Promeneur du Champ-de-Mars (2005) var en biopic om François Mitterrand – men kernen i værket har været den store livsfrise med hustru og venner.
   I La villa (2017, da. Huset ved havet) kunne Guédiguian lade vennerne tage tilbage til fiskerbyen Méjuan, som de første gang kom til et halvt liv før. I flashbacks kunne han citere Ki lo sa? fra 1985, hvor de tre sad i bilen og sang Bob Dylans »I Want You«. Det var et mageløst filmøjeblik.



I DEN yngre generation er Anaïs Demoustier og Robinson Stévenin blevet børnene, der følger med. I Gloria Mundi er Mathilda (Demoustier) gift med Nicolas (Stévenin), som er Uber-chauffør uden fremdrift. Hun er misundelig på halvsøsteren Aurore (Lola Naymark), som har mere held med den foretagsomme Bruno (Grégoire Leprince-Ringuet).
   Mathilda svigter Nicolas, så det gør ondt. Hun har bestemt ikke brug for at gense sin far. Men ingen ved, hvad de har brug for i Gloria Mundi. Det er svære og nøjsomme tider. Guédiguians perspektiv er det samme som hos briten Ken Loach og de belgiske Dardenne-brødre. Filmskaberne indgår endda i et netværk, som hjælper hinanden med finansiering.


GLORIA Mundi ligger i forlængelse af Kilimanjaros sne fra 2011. Her var Ascaride og Darroussin guldbryllupsparret, som drømte om at rejse, når der blev tid. Tillidsmanden Daroussin lagde sit eget navn i bunken, da der var fyringsrunde på havnen. Og tog konsekvensen uden at blinke. Kolleger og venner samlede ind. Belønningen var et brutalt røveri, der stadig sidder i tilskueren. Trods alt kunne filmen smile til slut.
   Nu er solidariteten tyndslidt. Livsmodet nærmer sig nul, da Gloria kommer. Det smil – og blikket – får så lov at stå, mens de voksne forhold hænger i laser. Heraf også titlens forbehold. Faktisk står der jo [Sic transit] Gloria Mundi. Således forgår verdens herlighed.



JEG så filmen i Venedig i 2019 og talte i januar 2020 – lige før pandemien – med Ariane Ascaride i Paris. Hun og Guédiguian blev gift i 1975.
   »Vi begyndte på den måde, fordi der var en film, som Robert ville lave og som ingen ville producere. Vi var heldige at kunne samle nogle venner og lave de film, simpelt hen fordi vi ville sige noget om verden, vi lever i. Først var vi ikke så mange, men siden blev vi en familie, en flok. Og når vi laver film, er det ikke bare arbejde. Vi taler, vi udveksler synspunkter.
   Jeg havde ikke troet, at vi skulle arbejde sådan i 35 år. I dag er vi blevet en institution. Vi er blevet et begreb, som man henviser til. Jeg elsker at arbejde med andre instruktører og opdage deres verden. Det er som at tage på en rejse. Som at tale et fremmed sprog med accent.«



JANUAR 2020 var en anden tid. Paris var lukket ned, fordi Les Gilles Jaunes demonstrerede hver weekend. Ascaride sagde, at hun og Guédiguian altid har lavet film for mennesker, der ikke går i biografen.
   – Hvad blev der af engagementet?
   »Faktisk er der fagforeninger, som gør sig klar til at demonstrere i gaderne hér, mens vi taler. Først ville De Gule Veste ikke have noget med fagforeningerne at gøre. Nu demonstrerer de hånd i hånd. De vækkede fagforeningerne. De sagde: I ved ikke, hvad der foregår nede på jorden.
   Hvis du vil forstå Guédiguians ideer, må du se hans film i rækkefølge, for de er som en dagbog. Gloria Mundi er et vredt råb. For nu taler de undertrykte undertrykkernes sprog. Det er, hvad der sker, når modkulturen forsvinder. Og den er forsvundet. Det var en gradvis og farlig proces, som fandt sted i det skjulte. Vi så den ikke komme, det var som en tsunami.
   Men der er altid overlevende efter en tsunami. Fascismen tager til i Europa. Der er altid monstre, som vågner, når økonomien er svær. Men i Frankrig er det den 45. strejkedag. I Paris kan folk ikke tage metroen, som de plejer. Man finder ud af det på andre måder. Der er ingen vrede, uanset hvad de siger i tv. Regeringen vil have arbejderne til at kæmpe indbyrdes. Lige nu har de fejlet.«
   – Hvordan er det så at lave film for folk, der ikke ser dem?
   Ascaride kan sagtens smile: »Vi har et familiepublikum, når de bliver sendt i tv. Det er godt nok at tale i ørkenen. Der er altid nogen, som lytter et sted.«
   Jeg synes, du skal se Gloria Mundi. Også (og måske især) hvis du ikke deler den politiske filosofi. For menneskesynet er pragtfuldt. Filmen har ventet et år på at få dansk premiere. Nu er den her endelig og kan få sin tid.

Ariane Ascaride blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 18. januar 2020

Se også Robert Guédiguian: Kilimanjaros sne (2011) og Robert Guédiguian: Huset ved havet (2017).


Gloria Mundi. Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Robert Guédiguian og Serge Valletti. Foto: Pierre Milon. 106 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 27.05.2021


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Camera Film/ Unifrance/ La Biennale di Venezia
Filmen streames på Apple TV og YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 02.06.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.05.2021