Translate

Viser opslag med etiketten kannibalisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kannibalisme. Vis alle opslag

onsdag den 26. januar 2022

Bruno Dumont: Ma Loute | Mysteriet ved Slack Bay (2016)


SAND I SNØRESTØVLERNE
Om klasseforskel og kannibalisme

Af BO GREEN JENSEN

DENNE cocktail af krimi og surrealistisk sædekomedie ligner ikke andre film, jeg har set. Skønt den trækker på velkendte typer, er kombinationen af form og register unik. Fra dyb diskurs til tindrende nonsens. Fra Den kære familie til Undskyld, vi flygter.
   Året er 1910, og den excentrisk indavlede Van Petaghem-slægt ferierer som altid i Normandiet. Hr. André (Fabrice Luchini) går pukkelryggede ture, mens fru Isabelle (Valeria Bruni Tedeschi) klipper roser. Skyggetanten Aude (Juliette Binoche) er en eksalteret og arrogant skabning.
   Denne sommer kommer også Audes datter, teenageren Billie (Raph), på besøg. Hun er en naturfisk i det dekadente akvarium, har en sund appetit og forstiller sig ikke. Hun ser ungersvenden Ma Loute og vil have ham.


   
MA Loute har flyveører, filipenser og masser af selvtillid. Den karismatiske knøs bor i landsbyen, hvor familien Brufort – også excentrisk og indavlet, men uden de rige naboers midler – lever af muslingefangst og tuskhandel.
   Patriarken Brufort – med tilnavnet »Den Evige« – har en lukrativ sidegesjæft. I sæsonen skal borgerskabets frøkener fragtes over den søvnige flod. Brufort tager hårdt fat og bærer dem over.
   Somme tider hjælper sønnen til. Det giver gode drikkepenge. Det er pikant for alle parter. Der er sand i snørestøvlerne og blafren i hvert stivet underskørt.



INDTIL nu har Mysteriet ved Slack Bay været en løbsk komedie, der kan minde om 1960ernes danske herregårdsfilm (eller 2020ernes Badehotellet). Farcen viser tænder, da Ma Loute når hjem til muddergrøften hos Mutter Brufort.
   Her er et mylder af små søskende. Rygtet siger, at familien er kannibaler. Rygtet taler sandt. De sidder netop og gnaver af afskårne lemmer fra den senest forsvundne sommerturist. Der er blod og snot i alle de trodsige børneansigter.
   Helt dadaistisk bliver farcen, da ordensmagten kommer på banen. Kommissær Machin (Didier Després) og assistenten Malfoy (Cyril Regaux) er en grotesk version af Den Tykke og Den Tynde. De er Gøg & Gokke som opdagerpar.
   Den korpulente Machin er så kolossal, at han må lade sig falde og trille, hvis han vil hurtigt fra klitterne ned til stranden. Manden ligner en spærreballon – og leviterer faktisk til slut.
   Machin har en uudgrundelig visdom. Malfoy er tynd som en tændstik og dum som en dør. Begge mænd bærer sort tøj og derbyhatte. De ligner noget, Hergé kunne have tegnet.



SAGEN er, at turister forsvinder. Publikum ved allerede, hvad der bliver af dem, og Machin har en fornemmelse. Van Petaghem-klanen vil helst intet vide om noget.
   Hvis Brufort & Søn frygter en straf, får det dem ikke til at ændre adfærd. Borgerskabets frøkener og unge mænd bliver nakket. De fattige spiser de rige. Og er lige så snu, som de andre er dumme.
   Sådan er tingenes orden på egnen – indtil Ma Loute bliver forelsket i Billie, som både vil ham og noget andet end sin klasses lediggang og forfald. Det er Håbløse Slægter som fransk tegneserie. Selvsagt er begge perverse familier imod den naturlige alliance.



BRUNO Dumont (f. 1958) har altid blandet professionelle og amatører. I Mysteriet ved Slack Bay bliver de lokale typer fremstillet af amatører, mens de fine i huset ved stranden er stjerner.
   Luchini, Tedeschi og Binoche spiller deres karakterer så stort og så overdrevent som muligt. Især Binoche leverer en arie af kvidrende idioti, fremført så hårene rejser sig stejlt, om det nu er af skræk eller undren.
   Dumont brugte også Binoche i den tragiske Camille Claudel 1915 (2013). »Den Evige« og Ma Loute bliver spillet af Thierry og Brandon Lavieville, som er far og søn i virkeligheden. Kontrasten er frugtbar og interessant. Metoden giver fuldkommen mening.



DE stiliserede billeder er realistiske nok, når kannibalerne mæsker sig i døde turister. Det ligner ofte en tæt tegneserie – Tintin ifølge Fellini eller Rohmer som tegnet af Moebius. Den enorme Machin er et knivskarpt fatamorgana. »La ligne claire« forstærker blot en fuldendt og vild absurdisme.
   Fra L’Humanité (1999) og Flandres (2006) til Hors Satan (2011) og Camille Claudel 1915 har den filosofisk skolede Dumont været en stor billedskaber. Han var indbegrebet af alvor, næsten lige så bondsk og intens som kommissæren i L’Humanité. Man troede knap sine øjne, da Dumont i tv-serien P’tit Quinquin (2014) sprang ud som grotesk humorist.



STILEN er en smagssag, men originaliteten må respekteres. Ma Loute havde premiere på Cannes Festivalen 2016. Nogle elskede den. Andre sukkede og spurgte, hvad der var blevet af alvorsmanden.
   Som han selv siger, er der nok ikke så langt fra L’Humanité til Ma Loute. Vort liv er en tragisk komedie, vort liv er en komisk tragedie. Det er rigtigt, at latteren stikker i halsen. Det er vigtigt, at begge masker bliver set.


Ma Loute (Mysteriet ved Slack Bay). Instr. og manus: Bruno Dumont. Foto: Guillaume Defontaines. 122 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 06.07.2017.


Fotos: 3B Productions/ Memento Films/  Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube (MUBI Trailer]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 12.09.2017
2K Blu-ray fra Indigo (region B) 08.09.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.07.2017 [henvisninger ajourført marts 2025]

søndag den 13. juni 2021

Gaspar Noé: Climax (2018)


ENE MOD ALT
Kunstfilmens bad boy leverer igen

Af BO GREEN JENSEN

EN flok dansere går fra forstanden og river hinanden i stykker. Det er sådan set hele sagen i Climax.
   Gaspar Noés karakteristisk ekstreme opus 5 er baseret på virkelige hændelser. Det er alle film vel i en vis forstand, men dette skete for real i 90ernes Frankrig. Tyve dansere isolerede sig for at øve. Da de bagefter fejrede friheden, havde nogen kommet LSD i skålen med sangria.
   Climax har alle Noés signaturer – en forskudt tidsstruktur; filosofiske statements, der skrives på lærredet med versaler; et lydspor med kværnende techno, et inferno af farver og meget få klip. 
   Filmen begynder med slutteksterne og kravler baglæns. Billedet vender stadig på hovedet, da orgiets eneste overlevende kommer ud. Så falder kameraet ned fra den himmelske hvidhed og lander i horisontal position.
   Det kunne være Irréversible (2002), Noés bedste film, som sluttede med sin begyndelse, der umærkeligt glider over i Climax, som begynder med at vise sin slutning. Noé holder meget af evighedstegn.


DER er først et langt sammenklip af videooptagelser, hvor danserne præsenterer sig selv. Vi ser det på et tv, som står på en reol. Den er pakket tæt med Noés favoritfilm og bøger. Her er hele nøglebundtet lagt frem.
   Så følger tyve minutter med stærk, fysisk dans, som tangerer det forvredne og er filmet oppefra i én uafbrudt bevægelse. Aphex Twin, Chris Carter og Gary Numan dunker igennem. Det er uden tvivl en teknisk tour de force.
   Endelig er der fest. Kun en muslimsk mand vil ikke drikke. Som den første får han skylden for alt. Koreografen har taget sin lille søn med. Hun låser ham inde i elskabet for at beskytte. Snart efter taber hun nøglen.
   En højgravid danser bliver sparket i maven. Man tager kokain med øjnene. Tal om at være en visuel junkie. Alle vil have sex med alle andre end den villige. Solisterne klarer sig bedst, de forsvinder ind i rusen og kravler helt op i sig selv.
   Hedonismen muterer til kannibalisme. Redningsmandskabet finder kun rester. Det er en grusom og triviel kavalkade. Noé nævner selv disse inspiratorer: Markis de Sade og Pasolini, Luis Buñuel, Rainer Werner Fassbinder, Todd Solondz og Lars von Trier.


NOÉ synes om at chokere. Han gjorde det med incestmonstret i Seul contre tous (1998); med den ubønhørligt langstrakte voldtægt, som Monica Bellucci udsættes for i Irréversible; med den rejste fallos, som ejakulerer i 3D i LOVE (2015). Han vil sikkert overgå sig selv i det næste frapperende eksperiment. 
   Noé er og bliver en original filmskaber. Han kan ikke skrive dialog, men han kan lave de smukkeste billeder af mørket i et menneskesind. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor disse ting er så vigtige for ham. Kun i Irréversible, hvor der står LE TEMPS DETRUIT TOUS – »Tiden ødelægger alt« – på lærredet med store bogstaver.
   Climax minder om Irréversible og er Noés bedste film i en årrække. Fans skal naturligvis se den, men næste gang springer jeg muligvis over. Selv en stilfuld ubønhørlighed er trættende i længden.



Climax. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 95 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 08.11.2018


Fotos: Rectangle Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Arrow Films (UK) 11.02.2019
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.11.2018