ORAKLET I WASHINGTON
Af BO GREEN JENSEN
DER er øjne alle vegne i Minority Report.
De ser os, når vi ikke ser dem, og iris er blevet vort fingeraftryk i den nære
fremtid, som Steven Spielbergs film beskriver. Øjnene scannes ved hvert
kontrolsted. Man kan derfor snyde scannerne ved at købe nye øjne på det sorte
marked. Her hersker narkosælgere helt uden øjne, og i øvrigt forvaltes lov og
orden efter syner, som tre debile orakler - the pre-cogs - har i deres
dvaletilstand. De ser forbrydelserne, før de sker, og udpeger offer og
gerningsmand. Arresten foretages, dommen afsiges pr. webkamera. Alt har med
vision at gøre. Øjnene er over os.
DETTE livtag med fremtidsgenren er usædvanligt for Spielberg i flere
henseender. Der plejer at ligge et eventyr eller i det mindste et ekko af undren
og glæde gemt i sammenhængen, når Spielberg bevæger sig ind i det fantastiske.
Det gælder i udtalt grad de store fortællinger, der gjorde ham elsket i
begyndelsen, Nærkontakt af tredje grad (1977) og E.T. (1982), men
selv en mørk fabel som den undervurderede A.I. - Artificial Intelligence (2001) får lov at ende grænseoverskridende magisk. Den kunstige dreng, som tror
han er Pinocchio, finder jo faktisk Den Blå Fe og genforenes med sin mor, om det så bare er for en dag, og han må vente i to tusind år.
AF dette udtryk for barnet i Spielberg er der omsider ingen spor i Minority
Report, som fortæller en rendyrket spændingshistorie og forener tænksom
moralsk refleksion med rimelig hård science fiction.
Forlægget er en tidlig
novelle af Philip K. Dick (1928-1982), som skrev »The Minority Report« til
magasinet Fantastic Universe i 1956. Dick havde endnu ikke udviklet den
på én gang paranoide og præcise vision, der gør senere arbejder som novellen
»We Remember It for You Wholesale« (1966, da. »Vi husker det for Dem en gros«)
og romanen Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968, da. Drømmer
androider om elektriske får?) til så oplagte emner for de mest stilskabende fremtidsfilm. Novellen blev til
Paul Verhoevens satiriske Total Recall (1990). Romanen om
replikantjægeren Deckard blev til Ridley Scotts banebrydende Blade Runner (1982).
Spielberg sender begge film en hilsen i Minority Report, som af
manusforfatterne Scott Frank og Jon Cohen er forstørret fra et dystert anslag
til en fremtidsvision i fuld størrelse. De store skærmreklamer, som kalder den
forbipasserende ved navn, hele mediestøjen som præger det offentlige rum, er
meget i Verhoevens ånd. Menneskejagten, de paranoide korporative komplotter og
den halvt simulerede virkelighed er derimod Scott op ad dage. Da oraklerne
udpeger Anderton som mulig dræber, og Tom Cruise må flygte, som kun han kan
flygte, er det ramme for ramme en tro kopi af Blade Runner. For alle tre
instruktører er det lige vigtigt at skildre, hvordan fremtiden føles og hvordan
den ser ud. Scenografien er således stjerne i Minority Report.
DET må nærmest blive en trossag, om man overbevises
af dette Washington i år 2054, hvor vildt avancerede nyskabelser som vertikale
motorveje og svævende biler (alle af mærket Lexus, thi denne film excellerer i product
placement, som også Nokia, Carlsberg og Bugatti nyder godt af) blandes med
en prosaisk dagligdag, der leves stort set som nu.
Flere forbedringer er meget
upraktiske, hvis man tænker logistikken igennem. Det virtuelle rum af
hologrammer, plexiglasskærme og avanceret psykofarmaka, der kan afspille
udvalgt erindring og lade forbrugeren leve sin drøm, virker derimod plausibelt.
Den første hjemmecomputer blev fremstillet i 1985. Tænk hvad det er blevet til 35 år, og tænk hvad der kan ske i løbet af de næste 50.
De
første 40 minutter af filmen har travlt med at vise os fremtidens ansigt. Det
er lige ved at blive ensformigt, skønt Janusz Kaminskis drænede blå-hvide
billeder aldrig bliver ordinære at se på. I sit hjerte er historien dog en
dystopi, en mørk utopi om det samfund vi får, hvis vi fortsætter med at leve
som nu. Minority Report træder derfor i karakter, da vi engagerer os i
John Andertons smerte og begynder at dele hans flugt. Det lykkes overvældende
godt. Max von Sydow er som den ene af orakelprogrammets forældre en tilpas
uudgrundelig modstander.
ORAKLERNE udpeger Anderton. Vantro flygter han, opsøger kvinden som
hjalp von Sydow med at udvikle programmet, hører om de marginalrapporter som
skrinlægges, når oraklerne ikke er enige. Han bortfører Agatha (Samantha
Morton), det vigtigste orakel, fra »Templet«, hvor de tre pre-cogs
ligger nedsunkne i en ursuppe af mælk, neuroner og flydende erindring.
Spændingen er så basal som i Flygtningen, mens filmen reflekterer over
paradokserne i forbindelse med det forudsete og forudbestemte. Kan man
arrestere en morder, som ikke har myrdet endnu? Da Dick skrev, var det dystopisk science
fiction, men efter 11. september 2001 gælder The Patriot Act, som tillader påbegribelsen af formodede terrorister.
SPØRGSMÅLET i denne fremtid bliver da, om det frie valg findes endnu.
Det kommer til en særdeles dramatisk prøve, da Anderton sammen med Agatha ender
i det hotelværelse, som skal være gerningsstedet ifølge profetien. Anderton
blev chef for »førdrabsafdelingen«, fordi hans 6-årige søn blev offer for en
seksualforbrydelse. Han tror fuldt og fast på orakelprogrammet og er derfor en
effektiv ambassadør, da en folkeafstemning skal afgøre, om hele USA skal drives
efter orakelprogrammet. Da han får grund til at tvivle, bliver han farlig, og
filmen kommer mærkbart til live.
MINORITY Report er ikke så dyb og markant som A.I., og den vil givet skuffe
de skarer, som venter på en ny E.T. Men håndværket er førsteklasses,
fortællingen engagerer konstant, og den moralske problemstilling er
tankevækkende på samme måde som de klassiske dystopier, Orwells 1984 og
Huxleys Fagre nye verden, der også kan nydes af genrens fjender.
Spielberg har skildret krigens ofre i Schindler’s List (1993) og Saving
Private Ryan (1998). I Amistad (1997) manede han til forsoning
mellem racemæssige modsætninger, og A.I. færdiggjorde han Stanley Kubricks
Pinocchio-historie. Han har skabt denne hårdføre fremtidsthriller, der i mange
henseender er i Kubricks ånd (scenen hvor Andertons øjne transplanteres kunne
være en pastiche på A Clockwork Orange). Nu må han for min skyld gerne
holde fri og give os en ordentlig opfølger på trilogien om Indiana Jones.*
*) Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull havde premiere i maj 2008. Man kan diskutere, om den indfriede forventningerne. Det vil vi gøre ved lejlighed.
*) Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull havde premiere i maj 2008. Man kan diskutere, om den indfriede forventningerne. Det vil vi gøre ved lejlighed.
Minority Report. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Scott Frank og Jon Cohen. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2002. Dansk premiere: 09.08.2002
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.08.2002
Ingen kommentarer:
Send en kommentar