Store instruktører: Milos Forman 1932-2018

EN MAND AF SIN TID 
Miloš Forman 1932-2018

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Miloš Forman døde på Danbury Hospital i hjembyen Warren, Connecticut. Det skete fredag den 13. april, 2018. Han blev 86 år gammel.

   Forman nåede at leve tre liv i sin tid. Først var han dissidenten, en fri ånd i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. I 1968 kom han til USA som immigranten. Her fik han mesterstatus og skabte stor filmkunst i tre årtier. Efter ni år på tålt ophold blev han amerikansk statsborger i 1977.
   Endelig blev han anakronismen, som ikke kunne få sine projekter realiseret. Den slags sker for de bedste. Det gik Billy Wilder lige sådan.
   Til gengæld nød Forman et rigt otium. I den tjekkiske tid var han gift to gange. I 1964 fik han tvillingesønner med sin anden hustru, Vera Kresadlova, men familien blev i Prag, da Forman tog til Hollywood.
   I USA var han ungkarl i 30 år. Så blev han gift med Martina Zborilova fra Brno. Hun var skuespillerinde, men fungerede som Formans assistent under indspilningen af Folket mod Larry Flynt (1996). Han var 67, da han atter blev far til tvillingedrenge. Jim og Andy Forman blev født i 1999.

HAR disse private ting noget med værket at gøre? Det mente Forman jo selv. Han skildrer det flimrende liv i sin usentimentale selvbiografi, Turnaround (1994). Hverdagen i Connecticut er beskrevet med umådelig varme i Miloš Smidmajers portrætfilm Milos Forman: What Doesn’t Kill You… (2009). 

   Her ser man også Forman tage tilbage til fødebyen Čáslav og præsentere en film i den lokale biograf, som er nyrenoveret og bærer hans navn. Han besøger Terezin (Theresienstadt) med sin familie. Formans forældre døde begge i nazistiske koncentrationslejre. Miloš og hans storebror voksede op hos familie og venner. 

   Formans første kærlighed var teatret. Han ville gerne producere og sætte i scene. Han valgte manuskriptlinien på Akademiet i Prag, hvor både teater, dans, musik og film var repræsenteret. Han fik sine første opgaver i tv og kunne til det sidste tale vredt om idiotiske påbud, som den politiske censor fik gennemført.
   I 60erne var han med til at gøre »den tjekkiske bølge« til et begreb. Efter øjenåbneren Konkurs (1963) fulgte tre hovedværker – Sorte Peter (1964), Blondinens kærlighed (1965) og Brandmænd i fyr og flamme (1967) – der forenede boblende menneskevarme med en subtil og stilfærdig kritik af systemet.

DA sovjetiske tanks indtog Prag i foråret 1968, var Forman på vej til USA. Her landede han i Hollywood og havde optimale vilkår de følgende år, mens filmbyens gamle systemer gav efter.

   Forman allierede sig med modkulturen i sædekomedien Taking Off (1970) og skabte i 1975 en af det Nye Hollywoods største succeser med sin filmatisering af Ken Keseys kultroman One Flew Over the Cuckoo's Nest (da. Gøgereden). Samme år opgav han tanken om »at vende hjem«. Triumfen var total, da Amadeus, en filmudgave af Peter Shaffers skuespil om Mozart og rivalen Salieri, i 1984 blev en verdenssucces. 

IKKE alt var lige godt. Forman var sent og faktisk bagstræberisk ude med sin filmatisering af tidehvervsmusicalen Hair (1979). E.L. Doctorows nyklassiker Ragtime (1981) blev i Formans hænder en glansløs affære, fordi instruktøren valgte at beskære det omfattende myldrebillede af Amerika ved århundredeskiftet, som er hele bogens pointe.

   Forman kunne være stædig. I 1989 insisterede han på at filmatisere Choderlos de Laclos’ Les liaisons dangereuses som en slags blid romantisk komedie, der lod kærligheden blandt mennesker sejre. For det første ville publikum hellere se Dangerous Liaisons (1988), Stephen Frears’ elegante og giftige udgave, som rammer 80ernes tidsånd i flugten. For det andet ville Forman ikke vente med at lancere sit bud. Valmont, en sød og misforstået bagatel med Colin Firth, Meg Tilly og Annette Bening, blev Formans første store fiasko.

   Han var dog en overlever af væsen. I 1992 præsenterede Oliver Stone ham for Scott Alexander og Larry Karaszewski, der havde specialiseret sig i portrætter af amerikanske originaler. Parret skrev Ed Wood (1995) og Big Eyes (2014) til Tim Burton. Forman fik Folket mod Larry Flynt (1996), der blev et comeback for samfundsrevseren, og den endnu mere vellykkede Man on the Moon (1999), hvor Jim Carrey fremstiller komikeren Andy Kaufman. 90er-filmenes farvestærke americana var Formans bedste arbejder siden 70erne. 

EFTER kommunismens fald krøb Forman med små skridt tilbage mod sin baggrund. Sammen med Jean-Claude Carrière begyndte han at skrive en film om Den Spanske Inkvisition. Emnet var en kæphest for Carrière. For Forman var det vigtigt at vise maleren Goya som et vidne til historien. I produceren Saul Zaentz fandt vennerne en risikovillig samarbejdspartner.

   Goyas genfærd blev indspillet i Spanien. Det er en mærkelig skæv ting, skønt alle gør deres bedste. Stellan Skarsgård, Javier Bardem og Natalie Portman synes næsten at medvirke i hver sin film. På et tidspunkt har Portman hænderne lænket på ryggen og hænger i lysekronen over spisebordet. Bardem er en nidkær inkvisator, som brænder af sublimeret begær. Skarsgård har spillet mange gode mennesker, men som Goya er han regulært utroværdig.

ALLIGEVEL har jeg en svaghed for filmen. Det var i forbindelse med den, at jeg i 2007 fløj til Göteborg for at møde Milos Forman. Han var atypisk vrissen. I korridorerne blev der hvisket om, hvordan han bed hovedet af journalister. Det viste sig at være på grund af tobakken. Rygeloven var relativt ny, og Forman kunne ikke vænne sig til, at han ikke måtte fyre op. Vi vendte problemet så længe, at der blev givet kompensation. Forman kunne endelig tænde cigaren.

   Stemmen blev blød, og kinderne fik farve. Det var en dramatisk forvandling. Det var også en menneskelig situation af den slags, som er stukket ind flere steder i Formans store billedtæpper. Han fokuserer på detaljer med samme fantastiske omhu som Breugel og Bosch. Den eftermiddag blev jeg for alvor en fan.

   

VI talte om Goyas genfærd, men Forman svarede lige så gerne på generelle spørgsmål om livet og kunsten. Han kom til USA samtidig med Roman Polanski, som dengang ikke figurerede på kønspolitiske dødslister. Tværtimod havde helten vundet i Cannes og fået en Oscar for Pianisten (2002). Jeg spurgte Forman, om han nogen sinde tænkte på, hvordan hans karriere havde formet sig, hvis han var blevet i Prag.

   Svaret gjorde stort indtryk: »Vi vidste jo, at vi ikke kunne vende tilbage. Der var så mange, som kom til Amerika for at arbejde dengang. De fleste rejste igen, når problemerne begyndte. Truffaut og Resnais havde noget at tage hjem til. De rejste, når Hollywood ikke ville som de. Roman og jeg kunne ikke tage hjem. Vi var nødt til at lære at svømme.« 

FORMANS kompromisløshed forklarer til dels, hvorfor han fik svært ved at arbejde. Han cirkulerede på festivaler. Sidst jeg så ham, var i Reykjavik, hvor han præsenterede en nyrestaureret kopi af Gøgereden. Han bar hvide træsko og var meget rødmosset. Han talte ufortrødent om alle de store ting, som skulle ske.

   Der kom ikke flere film efter Goyas genfærd. Forman optrådte i små signaturroller hos yngre kolleger. I Cannes i 2011 dukkede han op som Catherine Deneuves mand i Christophe Honorés Les Bien-Aimés, en nostalgisk jukebox-musical, som skylder 1960ernes nye bølge en del. 

   Forman var den sidste fra den tjekkiske aflægger. Af de tolv film husker jeg fire med varme: Blondinens kærlighed, Brandmænd i fyr og flamme, Gøgereden og Amadeus. Jeg husker også Folket mod Larry Flynt og Man on the Moon, som er potente, moderne vanitasbilleder.

   De første film har sort-hvid sanselighed og et lyrisk hverdagsanslag, som Forman aldrig genfandt i Amerika. Gøgereden er og bliver et definitivt statement fra 1968-generationen og hippiekulturen, som ville melde sig ud af magthavernes verden.

FILMEN bliver ofte set som en protest mod kapitalismen og krigen i Vietnam, der sluttede samme år, som filmen fik premiere. Faktisk var Forman ikke modstander af den amerikanske aktivitet i Sydøstasien. Enhver, som bekæmpede kommunismen, var en heltefigur i hans bog.

   Kirk Douglas købte rettighederne til Gøgereden, fordi han havde spillet McMurphy i teaterudgaven. Sønnen Michael producerede filmen sammen med Saul Zaentz. Manuskriptforfatteren Laurence Hauben havde set Brandmænd i fyr og flamme. Han foreslog Forman som instruktør.

   Det var naturligvis blevet en anden film uden Jack Nicholson, Louise Fletcher og Will Sampson. Så meget i filmen er mesterligt tænkt. Her gik alle ting op i en højere enhed, og Forman skabte sin stærkeste film.

   »Venner kom til mig og sagde: Hold dig fra den film, du ødelægger din karriere, for det er sådan et amerikansk emne. Jeg sagde: Hvad snakker I om? Det er en tjekkisk film. For jer er det amerikansk litteratur, for mig er det virkelighed. Jeg levede den. Kommunistpartiet var min Store Sygeplejerske. Jeg ved præcis, hvad det handler om.«* 

   Vi ville gerne have set Formans filmatisering af Sandor Maráis roman Lysene brænder ned. Det var drømmeprojektet, som aldrig blev realiseret. Ellers nåede han vist nok det meste. Miloš Forman var en mønsterbryder, men også en mand af sin tid. Et stort europæisk liv i det 20. århundrede. Som endte i Amerika i foråret 2018.

*) »Big Nurse« Ratched får sin forhistorie fortalt i Netflix-serien Ratched (2020), hvor hun bliver spillet af Sarah Paulson. Karakteren har fået et egenliv, som hverken Kesey eller Forman kunne have forestillet sig. Nurse Ratched optræder også i ABC-serien Once Upon a Time (2011-18), hvor eventyrskikkelser har fået virkelige liv (men viderefører mytens konflikter) i lillebyen Storybrooke. Nurse Ratched bliver spillet af Ingrid Torrance. Hun er naturligt nok leder af institutionen Storybrooke Sanitorium. Hun er nr. 5 på listen over de vigtigste skurke (og helte), som American Film Institute udarbejdede i 2003.    

Fotos: Google/ Wikimedia/ The Criterion Collection/ BGJ/ RIFF/ Karlovy Vary International Film Festival

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.04.2018