Slipstream | Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

VIRKELIGHEDEN BAG VIRKELIGHEDEN

Forelskelsen ifølge Charlie Kaufman og Michel Gondry
 
Af BO GREEN JENSEN
 

DE sværeste forhold gør dybest indtryk og lever videre, når vi har afsluttet dem. Derfor kan man aldrig begynde på en frisk. Man vænner sig måske til tanken, men der vil altid være besværlige rester, one or two hard feelings, at bære med sig i erindringen. Erfaring er selvsagt et dæknavn for disse, og erfaring kan nok være nyttig. Men tænk, hvor enkelt alt ville være, hvis man øjeblikkeligt og fuldkommen smertefrit kunne få slettet sin erindring om den elskede. Alt ville da være ukompliceret som evigt solskin i et pletfrit sind.
   En almindelig morgen et sted i New York vågner ungkarlen Joel Barish (Jim Carrey) med en ubestemmelig længsel i kroppen. Han tager sig sammen, står op og skynder sig til stationen. Ud af det blå beslutter han at pjække og tager et tog i modsat retning, ud til vinterstranden ved Montauk, hvor han går rundt som en slukøret hund. Som altid skriver han ting om sit ikke-liv ned i dagbogen, der rummer en blanding af banale notater og ret gode skitser. Joel spørger, hvad det hele skal til for. Og hvorfor bliver han altid afgrundsdybt forelsket i kvinder, som viser ham bare den mindste interesse?

TAG nu den kønne og frodigt småskøre Clementine Krucynski (Kate Winslet), som han ser flere gange på stranden og siden følges med i toget på vej hjem til trøstesløsheden. Det er hende, der lokker ham ud af kokonen, men Joel stritter strengt taget ikke imod. Hun byder ham på cognac, da de er sammen første gang. »Det gør hele forførelsesprocessen langt mindre ubehagelig,« forklarer hun. De leger i parken, kigger stjerner og laver engle i sneen. Før nogen ved af det, er de et par, og elskeren Joel er atter i omløb, mod bedre vidende, ganske vist, men glad nok og kåd som en hvalp.

   Idyllen tangerer et kejtet og slidt, men samtidig meget sympatisk glansbillede fra det store hovedlager i det fælles ubevidste. Det er det gode sted på kærlighedsfilmen. Vi har sikkert selv prøvet at leve det lidt og under de elskende tiden som venter. Hvorfor sidder Joel så i bilen og græder på næste billede? Hvorfor er der noget vagt bekendt ved Clementines farver allerede første gang han ser hende, og hvorfor mangler der sider i journalen fra den svære tid, som han mærkelig nok ikke husker helt klart? Hvorfor vil hun ikke kendes ved ham og har vendt sig til en anden mand, da han opsøger hende på biblioteket? Hvorfor er erindringen underlig blank?

FOR at give en anelse om, hvad der venter, er man nødt til at røbe den halve præmis. Eternal Sunshine of the Spotless Mind er ingen science fiction-film. Tværtimod foregår den i en genkendelig hverdag, hvor alt er lowtech og meget realistisk i sin mangel på formål. Der er dog strategiske forskelle. For i filmens forstæder tilbyder Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) og hans betroede medarbejdere fra firmaet Lacuna en slags pletrens af hukommelsen. Der er ikke tale om egentligt nedbrud. Man bliver tilbudt en personlig løsning, en nænsomt tilrettet amnesi, som sletter de svære detaljer om, hvad det end er, som man ikke vil huske. Bagefter burde man være som nyfødt.
   Det bliver ret hurtigt klart, at Clementine har fravalgt sine erindringer om Joel. Men hvorfor? Og skal han ikke bare gøre det samme? Vel skal han så, hun fortjener ikke bedre, men hér begynder problemerne for alvor. Noget dybere nede i Joel holder fast, og mens tidsfornemmelsen skrider, bøjer af, trækkes ud og styrter helt sammen, prøver Joel og Clementine – kvinden som han husker hende og som hun inderst inde også må være – at gemme sig i den erindring, der ligger længst nede i hukommelsen. Folkene fra Lacuna, sekretæren Mary (Kirsten Dunst) og teknikerne Stan (Mark Ruffalo) og Patrick (Elijah Wood), zapper løs efter røde pletter på skærmen, men hver gang finder Joel og Clem et nyt sted.

DET lyder velsagtens vagt thrilleragtigt, men heller ikke denne genres krav bliver honoreret. Evigt solskin i et pletfrit sind er i bund og grund en ener, sin egen film og sin egen genre. Scener gentages og skifter væsen. Somme tider savner karaktererne ansigtstræk og ligner posefolk på René Magrittes maleri.* Intet er sikkert i erindringen eller drømmen om erindringen, men jagten på et sted at være menneske giver filmen lejlighed til at anbringe sine emblematiske elskende i surrealistiske drømmesekvenser, som ofte er besnærende smukke. I en dobbeltseng i sneen på stranden. I stuen hos Joel, hvor regnen falder tæt indendørs. På isen under stjernerne og til selskabet, hvor de mødte hinanden.

   Noget af teknikken er for snurrig, lidt for meget som Storm P. på stoffer eller Terry Gilliam til økonomipris, men ellers har man kun ganske lidt at udsætte på filmen. Selv spillelængden er tilpas. Jim Carrey er uden sine sædvanlige manerer og har sin bedste rolle siden Peter Weirs The Truman Show (1998), der byggede på en beslægtet præmis om virkeligheden bag virkeligheden. Kate Winslet har endnu aldrig trådt helt forkert, når hun valgte sine roller.
   Pointen er naturligvis, at kærligheden ikke kan slettes, når den er dyb nok og hvis den ikke selv vil. Også internt på Lacuna er der romantiske forviklinger. Flere end man tror har taget kuren. Flere end man tror har fundet sammen igen. Som Joel og Clem. Eller måske som du og jeg? De fleste tanker er erindringer, og hukommelsen bedrager. Hvem kan sige om noget har været? Det findes jo kun i erindringens fluxus.

CHARLIE Kaufmans filmmanuskripter er modangreb på den glatte mainstream, som foretrækker regelrette computerudskrifter, der er kemisk renset for paradoksale indfald og andre løse ender. Kaufmans arbejder nærmest består af løse ender. De er sære, labyrintiske skuffedarier med masser af marginalia, gule huskesedler og krøllede beskeder i plettede kuverter, som er stukket ind allerbagerst i genbrugte ringbind. Sådan noget man typisk finder i døde mænds arbejdsværelser og kasserer mere eller mindre en bloc. Der er ofte en masse excentrisk pynt, men på bunden af den kinesiske æske er der altid en hård, original idé, som ingen andre for alvor har fået.
   Derfor er der rift om den kontrære amerikaner, som første gang gjorde sig bemærket med Being John Malkovich fra 1999. Spike Jonze instruerede den svært beskrivelige identitetsfabel, hvori man mod betaling kunne få adgang til John Malkovichs bevidsthed. Man kom ind ad en underlig halvdør på en hemmelig mellemetage og blev bagefter spyttet ud i græsset ved motorvejen. Inden længe stod alle, bl.a. skuespilleren selv, i kø for at få én på opleveren. Malkovich blev så forskrækket, at han lagde sit liv om, blev marionetfører og modtog Nobels Fredspris. Imens var kønne stjerner som John Cusack og Cameron Diaz forvandlet til almindelige mennesker. Det hele gav en absurd form for mening.

VIA Being John Malkovich kom Kaufman i kontakt med franskmanden Michel Gondry, som instruerede den skuffende kultursatire Human Nature (2001). Patricia Arquette led af ekstrem behåring og barberede sig nat og dag for at tækkes adfærdsforskeren Tim Robbins, som prøvede at pille aben ud af manden Rhys Ifans, der var vokset op hos dyrene. Til slut tog alle tøjet af og vendte tilbage til junglen, men Monty Python-holdet havde været der før og gjort det bedre. George Clooneys instruktørdebut, Confessions of a Dangerous Mind (2002) var baseret på desperadoen Chuck Barris’ erindringsbog af samme navn. TV-produceren Barris udtænkte quizshows og reality-programmer, som endnu hærger den globale sendeflade, men i sin selvbiografi hævder han endvidere at have været lejemorder for CIA.**

   Den paranoide anretning var ikke oplagt stof for Kaufman, som har svært ved at løse bestillingsopgaver, da det volder ham problemer at holde sig til sagen. Det blev der gjort en dyd af i Spike Jonzes Adaptation (da. Orkidé-tyven) fra 2002. Kaufman skulle omplante New Yorker-journalisten Susan Orleans bog om orkidéjægeren John Laroche fra trykte sider til levende billeder, men afleverede i stedet en fabel om en skriveblokeret forfatter, der ingen vegne kommer, mens hans frejdigt debuterende tvillingebror går på kursus hos guruen Robert McKee og får Hollywood til at savle over et skabelonmanuskript. Nicolas Cage spiller begge svedige brødre – ham med blokeringen hedder Charlie Kaufman – mens Meryl Streep er journalisten i resterne af den oprindelige historie. Resultatet ligner ikke meget andet, man har set.

FILMENS stærkt billeddannende titel er ikke et psykedelisk påfund fra i forgårs. Strofen stammer fra en tekst af englænderen Alexander Pope (1688-1744). Følelsen er for så vidt den samme. Klassicisten, som skrev hele verden om til mekanisk rimede, såkaldt »heroiske kupletter«, vidste godt, at drømmen om blank fred er farlig. I digtet »Eloisa to Abelard« (fra Works, 1717) lader han Héloïse skrive til den elskede Pierre Abelard. Hun misunder Antikkens vestalinder, som ikke kendte til fysisk begær. Hun ved dog selv, at følelsen er illusorisk. Der er tale om et futilt hjertesuk:

How happy is the blameless vestal’s lot!

The world forgetting, by the world forgot.

Eternal sunshine of the spotless mind!

Each pray’r accepted, and each wish resign’d.

(Hvor lykkelig er ikke den ulastelige vestalinde!/ At glemme verden, at være glemt af den som hende./ Evigt solskin i et pletfrit sind!/ Hver bøn anerkendt, hver længsels pibe stukket ind.)

   

Både Confessions og Adaptation gjorde indtryk. I Evigt solskin har Gondry og Kaufman derfor haft et betydeligt budget og en håndfuld rigtige stjerner til deres rådighed. De kvitterer for den viste tillid med en tankevækkende kærlighedsfilm, som både besidder fortrolig sødme og et ganske skarpt perspektiv. Erindringsforskydning forekommer typisk i spændingsfilm med mareridtskygger og dystre utopiske fremtidslegender. Her er kærligheden som i virkeligheden, lille og stor, besværlig og nødvendig på én gang. Som bekendt er livet a pain in the ass. Men vi har kun det samme og hinanden at leve det med.

*) René Magritte malede to billeder med titlen Les Amants i 1928. De har samme format (54 x 73 cm) og datering. Det er som regel Les Amants 2 - hvor skikkelserne kysser gennem stoffet, som kan være lagen eller ligslør - som reproduceres i diverse billedværker. Det var vist også dét, jeg tænkte på, da jeg anmeldte Eternal Sunshine of the Spotless Mind for 16 år siden (og det var helt sikkert dét, som jeg tænkte på for 35 år siden, da jeg skrev digtet »Sandspillet« til samlingen Stedernes mening (1985). Les Amants hænger på National Gallery of Australia i Canberra; Les Amants (2) tilhørte samleren Richard S. Zeisler. Zeisler opbyggede en samling på 110 værker af moderne mestre som Francis Bacon, Max Beckmann, Vassily Kandinsky, Magritte, Juan Miró og Pablo Picasso. Ved Zeislers død i 2007 var samlingen vurderet til 100+ millioner dollars. Han fordelte den på 16 amerikanske museer. Les Amants 2 endte på Museum of Modern Art i New York City.,  

**) Charles Hirsch Barris (1929-2017) var vært på The Gong Show og udviklede konceptet til The Dating Game og The Newlywed Game. Han begyndte som assistent for Dick Clark på musikprogrammet American Bandstand. I sin formentlig autofiktive erindringsbog fra 1984 hævder Barris, at han samtidig var agent og hitman for CIA. Det svarer til, at Erling Bundgaard eller Jarl Friis-Mikkelsen stod frem og erkendte at være spioner. I Clooneys film bliver han spillet af Sam Rockwell, mens instruktøren selv har rollen som hans CIA-kontakt. Det er til det sidste uklart, om Barris fantaserer eller fortæller det, som det var.    

Evigt solskin i et pletfrit sind (Eternal Sunshine of the Spotless Mind). Instr.: Michel Gondry. Manus: Charlie Kaufman. Foto: Ellen Kuras. 108 min. USA 2004. Dansk premiere: 30.04.2004

Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ NGA/ MoMA

Filmen findes på blu-ray og streames på Viaplay

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.04.2004