Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]

TRUSLEN FRA DET UKENDTE

Et fanbrev til Pampinea

Af BO GREEN JENSEN

LAD mig begynde med Dekameron fra 1353. Bogen er (i vestlig tradition) en af de første moderne prosafiktioner, og den hører til de ældste autentiske pestskildringer. Det er også en af de få epidemihistorier, som løfter sindet og udtrykker tillid til menneskers livsglæde.*

   Giovanni Boccaccios kreds af (overvejende) skælmske fortællinger er i 650 år blevet læst for deres erotiske indhold, men anledningen til, at syv adelsfrøkener og tre unge mænd – som altså overholder forsamlingsforbudet på 10 personer – søger op i bakkerne over Firenze, er jo, at pesten hærger nede i byen.

   Prologen er en øjenvidneberetning fra Den store europæiske Pest, den oprindelige Sorte Død, som kom til Marseille med ægyptiske rotter i 1347 og bredte sig efter coronaprincippet. Forløbet er skildret i mange historiske værker, sjældent mere virkningsfuldt end hos amerikaneren Barbara Tuchman, som følger processen i A Distant Mirror: The Calamitous 14th Century (1978, da. I et fjernt spejl).

   På fire år døde et sted mellem 75 og 200 millioner mennesker. Tal og udregningsmetoder varierer, men Europa og Lilleasien mistede mellem 30 og 60 procent af sin befolkning. Det er stadig et ubegribeligt forhold, og chokket sidder dybt i den fælles erindring. Vi forstår kalkmaleriernes danse macabre uden forklaring. »Som I er nu, var vi engang – som vi er nu, skal I blive«. I hvert fald er soten en demokratisk udjævner, som ikke gør forskel på fattig og rig.

BOCCACCIO skildrer det pestramte samfund, hvor fromhed og fråsen, selviskhed og altruisme, drift og civilisation konkurrerer:

   »Med de laveste lag af befolkningen og måske til dels også med mellemklasserne stod det imidlertid meget værre til. De holdt sig nemlig hjemme i husene sammen med deres naboer, enten det nu var på grund af håb eller fatttigdom, og blev dagligt syge i tusindvis, og blottet for hjælp som de var, døde de så godt som alle. Mange af dem kreperede på offentlig gade både ved dag og ved nat, og dem, der døde i husene, blev først bemærket af naboerne ved stanken af deres lig. I så fald plejede naboerne, mere af frygt for smitte fra ligene end af kristenkærlighed, enten selv eller ved pestdragernes hjælp, når de da kunne få fat på disse, at slæbe de døde ud af husene og anbringe dem foran dørene, hvor de forbipasserende da kunne se dem i stor mængde næste morgen.«

   Da er det, at adelsfrøkenen Pampinea tager bladet fra munden og taler døden og håbløsheden imod: »Efter min mening bliver vi kun herinde for at være øjenvidner til, hvor mange lig der bringes til gravene, eller for at høre, om de få tilbageblevne munke passer tiden til bønner og messe, eller for ved vor dragt at vise dem, der møder os, hvor stor vor elendighed er (…) Aldrig hører vi andet, end at den og den er død, og den og den drages med døden, og hvis der var nogen til at synge, ville vi høre klagesange overalt.«**

PAMPINEA foreslår, at man fortrækker til et af familiens »talrige godser på landet«. I moderne tid ville hun foreslå sommerhuset: »Der ville vi da uden at overskride de grænser, fornuften sætter os, søge at finde al den munterhed, glæde og fryd, som vi formår. Der kan vi høre fuglene synge og se høje og dale grønnes og markernes afgrøde bølge som havets vover. Der finder vi mangfoldige slags træer, og der viser himlen trods al sin fortørnelse os dog sin evige skønhed, der er langt herligere at betragte end vor bys tomme mure.«

   Man sagde om sygdommen, at den »smittede gennem lyset«, dvs. at Yersinia pestis-bakterien var luftbåren. Også derfor giver Pampineas forslag god mening: »Der er luften desuden langt friskere og overfloden på livets fornødenheder større, som forholdene nu er, mens antallet af ubehageligheder til gengæld er mindre.«

DER er modargumenter, især fra veninden Filomena, men Pampinea fremturer: »Ingen dadel kan derfor ramme os, hvis vi tager en sådan beslutning, medens smerte og ubehageligheder, ja måske døden i modsat fald kan indhente os. Hvis I synes det, vil vi da med vore piger og med alt, hvad vi trænger til, søge at finde den glæde og munterhed, som denne tid kan forunde os, ved snart at opholde os her og snart der og fortsætte hermed, indtil himlen gør en ende på den nuværende tilstand. Og husk vel på, at vi ikke har større skam af at drage bort i tugt og ære end de andre af at blive tilbage i et forargeligt levned.«

   Sådan bliver det. Pampinea, Fiammetta, Filomena, Emilia, Lauretta, Neifile og den yngste, jomfruen Elisa, slår følge med Pafilo, Filostrato og Dioneo, som alle tre er »meget elskværdige og høviske«. De smukke unge mennesker tager op til herresædet og fortæller og udlever over ti dage det verdslige, vestlige svar på 1001 nats eventyr. Der er endelig også et liv efter Pesten. Det vidner hele værket om.

DEN sorte død – ur-pandemien – er bagtæppet for en lang række historiske fiktioner i film, teater og litteratur. Barbara Tuchman følger i A Distant Mirror ridderen Enguerrand VII de Coucy (1340-1397) gennem det afsvedne middelalderlandskab. Han er en privilegeret kosmopolit, som naturen har velsignet med biologisk immunitet.

   De Coucy kommer lige så vidt omkring som korsfareren Antonius Block (Max von Sydow), der spiller skak med Døden (Bengt Ekerot) i den ikoniske scene fra Ingmar Bergmans Det syvende segl (1957). I Lars von Triers Epidemic (1987) er der ægte beredvillighed og idealisme hos pestlægen Dr. Mesmer (spillet af instruktøren selv), som tager ud i opløsningstiden for at gøre nytte.

   Det sker dog i en fiktion i fiktionen, for Epidemic handler egentlig om to danske filmfolk, der undersøger deres tid og verden og forsøger at få et projekt finansieret. Det flotte pestafsnit er en formfuldendt episode, som tangerer pastiche og satire. På samme måde er Bergmans mesterlige film dybest set en dramatisering af kunstnerens personlige eksistentielle krise. Begge filmskabere taler på vegne af tiden og det moderne menneske. De opleves derfor bedst, når tiden ikke selv er i undtagelsestilstand.

JEG skal i det følgende beskrive en håndfuld sagsorienterede virusfiktioner, der har fået ny aktualitet i den nuværende krise, som ingen havde forestillet sig omfanget af for blot en uge siden, da Weekendavisen sidst kom på gaden. De tager alle denne brathed op og taler til vores konkrete angst for, hvad Donald Trump kalder »en usynlig fjende«.

   Emnet er meget omfattende. Hele zombiegenren er viruslitteratur, og science fiction-feltet flyder over af historier om invasion fra fremmede, ofte virale livsformer. Nogle er relevante, men i de fleste bliver truslen kropsliggjort metaforisk. Især koldkrigsårenes forfattere og filmskabere brugte smitte og infektion som ideologiske fjende- og gådebilleder.

   Det er ikke tilfældigt, at Jack Finneys The Bodysnatchers (1955, da. Mennesker uden sjæl) er filmatiseret tre gange – af Don Siegel (1956), Philip Kaufman (1978) og Abel Ferrara (1993) – hver gang med ny betoning. Alien-serien er horror i rummet. De film handler ikke om epidemier, men om at blive overtaget af noget andet.

   Jeg koncentrer mig om fremstillinger af selve det første virusforløb. Jeg gør det uden megen lyst til at dykke ned i emnet. Jeg har lige nu set rigeligt. Min pension er forringet 20 procent i værdi, mens jeg skriver. Familien er under belejring, og i næste billede kommer der udgangsforbud og rationering. Jeg er fuldt og helt på Pampineas side.

SOM regel er selve sygdommen, der spredes gennem viral infektion, af mere voldsom, visuelt slående karakter. Ellers må man sige, at fiktionen følger virkeligheden forstemmende nøje.

   Der er den samme strøm af løsrevne nyheder om blodbad på børsen, militære tiltag, grænser der lukkes, politisk afmagt. Der er den samme flod af fake news, propaganda og konspirationsparanoia. Der er hamstring og plyndring og meget hurtigt en mangel på hensyntagen og empati. Hospitalsrøverier af håndsprit og mundbind er bare et blidt forvarsel. Hvis infrastrukturen går ned, bliver vi primitive stammefolk på to sekunder.

   Sygdommen handler typisk om kramper, bylder, brat høj feber, åndenød, blodforgiftning, konfusion og andre pestsymptomer – eller den er simpelt hen zombietilstanden, som smitter ved bid. Vi bliver mennesker med rabies. De fleste virusfilm er ikke interesserede i sotens væsen, men i de sociale forandringer, som følger med samfundets nedbrud.

TO film taler særligt til den aktuelle angst for coronavirus. De bliver begge streamet med kolossal iver efter at have ligget hen i rodekassen.

   Steven Soderberghs Contagion (2011) er bemærkelsesværdig, fordi forløbet i filmen svarer ret nøje til måden, som covid-19 har bredt sig på. Endvidere har Contagion lidt af den klassiske katastrofefilms DNA. Store navne spiller små og egentlig anonyme roller, men de kendte ansigter gør det muligt for tilskueren at orientere og identificere sig i myldrebilledet af den eskalerende panik.

   En amerikansk forretningskvinde (Gwyneth Paltrow) har en affære i Hong Kong, hoster i lufthavnen og tager smitten med hjem til sin søn og sin mand i Minnesota. Hun og sønnen dør efter få dage. Manden (Matt Damon) er immun. Han får kontakt med sin datter fra det første ægteskab. Far og datter bliver parret, vi følger i helvedesbilledet.

   På CDC (Center for Disease Coltrol) i Atlanta begynder direktøren (Laurence Fishburne) at høre om nationale og internationale tilfælde. Han sender en virolog (Kate Winslet) til Minnesota. Samtidig følges der op på sidehistorier fra Hongkong. I Schweiz begynder en WHO-læge (Marion Cotillard) at danne sig et overblik. Hun ser, at Paltrow var Patient Nul.

   Nu breder smitten sig eksponentielt. Myndighederne vil berolige offentligheden, ofte mod bedre vidende, men for at begrænse panikken, mens der arbejdes på at inddæmme smitten. Den nye virus får et navn (MEV-1). Efter en uge er 80.000 smittede. Man regner med at nå en kvart million, før epidemien er under kontrol.

   En ny social type i billedet er journalisten (Jude Law), som borer i forbindelsen mellem regering og medicinalindustri. Han blogger live om situationen, men gør mere skade end gavn. Han iscenesætter en homøopatisk selvbehandling, misinformerer for egen vinding og bliver på nettet betragtet som en profet. For så vidt, som filmen har skurke, er det ham.

   Filmen tæller frem dag for dag. En vaccine bliver udviklet efter 29 dage og kan være i produktion inden for tre måneder. Dødstallet på verdensplan er 26 miillioner. Kronologien springer fire måneder frem. Matt Damon ser sin datter danse. Journalisten lusker stadig omkring.

   Til allersidst viser Contagion Dag 1. Vi ser, at smitten kom fra den skov i Kina, som Paltrows selskab var ved at fælde. En flagermus napper et stykke banan, som falder ned i en svinesti. Grisen bliver slagtet. Kokken går ind i restauranten og poserer til foto sammen med Paltrow.

CONTAGION blev skrevet – af Scott Z. Burns og uden forlæg – da frygten for svinepest og fugleinfluenza var på sit højeste. Den har ofte karakter af en oplysningsfilm, og samfundet, som næsten går ned, ligner vores.

   Øjeblikkets anden yndlingsthriller er mere dystopisk i tonen. Det er Outbreak fra 1995, som tyskeren Wolfgang Petersen (Das Boot) instruerede på et tidspunkt, hvor man for det første frygtede den afrikanske Ebola-virus og for det andet stadig led af en kulturel berøringsangst efter årene med AIDS og HIV.

   Contagion er på sin måde en imponerende film. Den formidler megen konkret information, og den skildrer krisesituationen med realisme og kompleksitet. Outbreak er derimod kulørt og forenklet, men den har nogle scener, man virkelig husker. Jeg glemmer sent chokket, jeg fik ved den første pressevisning i 1995.

   Det sker allerede i filmens prolog. I 1967 bliver en Ebola-lignende virus, Motaba, opdaget, da den bryder ud i Zaire. To amerikanske militærlæger (Donald Sutherland og Morgan Freeman) tager blodprøver på felthospitalet og beroliger personalet. Der er derfor glæde, da en helikopter nærmer sig. Man jubler og ser op mod himlen. En kapsel hænger i et kabel. Den må være fuld af forsyninger.

   Det er den så ikke. Cylinderen er en fuel air-bombe, det stærkeste konventionelle våben, som hæren råder over. Lejren og virus bliver jævnet med jorden og slettet af historien. Man glemmer ikke eksplosionen og den totale mangel på medmenneskelighed.

27 år senere – på lærredet står der: Vor tid – er Donald Sutherlands karakter blevet general i hærens beredskab. Den congolesiske virus kommer til Californien med en abe, der bliver smuglet ind som kæledyr. Et virusudbrud i fuld skala følger, men smitten er begrænset til lillebyen Cedar Creek.

   En idealistisk læge (Dustin Hoffman) kæmper for at hjælpe de syge, mens Sutherland forbereder Operation Clean Sweep. Han vil atter jævne alt med jorden og kan argumentere for rimeligheden i at ofre 2.600 mennesker frem for at sprede smitten til 260 millioner amerikanere.

   Sutherland er skildret med gnæggende kulde. Da man finder en kur, er virus muteret. Militæret har en dobbelt dagsorden, fordi man vil isolere og kontrollere virussen med henblik på biologisk krigsførelse. Outbreak er en thriller i konspirationsgenren – men skildringen af smitten og det sociale nedbrud er realistisk. Man må forberede sig på det værste. For eksempel medvirker Kevin Spacey i en slags helterolle.

DER er et dansk bonustilbud til filmfans, som har svært ved at forholde sig til de amerikanske skræmmeeksempler. I Bo Mikkelsens Sorgenfri (2015) bliver den fredelige forstad inficeret af en ekstremt smittefarlig influenza. Men de syge dør ikke. De bliver forvandlet til noget andet.

   Som tiden går, bryder tingene sammen, og anarkiet griber om sig. De raske lærer at dræbe de syge, før det er for sent. Sorgenfri forvandles til et katastrofeområde med hærgende horder af grådige døde og et brutalt, totalitært militær. Til sidst lukker samfundet simpelt hen ned. Det samme gør menneske(lig)heden. Spørgsmålet er, hvad vi skal med det hele.

   Eller sådan skrev jeg for fem år siden, da filmen var ny. Set lige nu, har den gode detaljer og virker ikke så usandsynlig. Bedst fungerer første akt, hvor normaliteten inficeres, og strukturen i hverdagen vakler. Empatien dør i etaper. Ingen på lærredet har fantasi til at forestille sig det værste. Alle i salen ved, hvad der venter.

   Sygdommen tager de fleste med tiden. Myndighederne misinformerer, og maskerede stormtropper tvinger borgerne til at blive i deres huse. Nødrationer sættes ved døren. Hver husstand skal bevise, at alle i familien er smittefri.

   I den fingerede tv-avis taler Reimer Bo og Trine Sick om en virus, som snart er under kontrol. Så holder panserkøretøjerne og helikopterne op med at komme. Koncentrationslejren på den lokale skole bliver rømmet, og myndighederne rejser en mur. Sorgenfri og Virum bliver lukket af. Nu er kernefamilien – der har Troels Lyby som Far og Mille Dinesen som Mor – næsten alene. Det hele er sket på et par skæve døgn.

   Hvis man fjerner zombierne, giver filmen et billede på, hvad der kunne ske, hvis de smittede bliver til de andre. Det sociale nedbrud er effektivt skildret. I udlandet hedder filmen ikke Sorgenfri. Den hedder What We Become.

TO litterære nyklassikere har fået en renæssance, der matcher interessen for Contagion og Outbreak. Det er Pesten (1947) af algiersk-franske Albert Camus og En fortælling om blindhed (1995) af portugiseren José Saramago. Begge forfattere modtog Nobelprisen.

   Begge fabler interesserer sig både for epidemien som social proces; for de magtforhold og mekanismer, som strukturernes nedbrud klarlægger, og endelig for psykologi og værdier hos karaktererne i smittezonen. Også her bliver sygdommen mere metafor end virkelighed. De deler respekten for individer, som bevarer deres menneskelighed.

   For Camus er byen Oran et allegorisk, fascistisk inficeret Frankrig. For Saramago er der værdier i blindheden og de nye relationer, som opstår i undtagelsestilstanden. Det er rige og givende tekster, som samtidig virker abstrakte i nuet.

   Begge er filmatiseret med hjerte af gode instruktører, som ville det bedste. Argentineren Luis Puenzo (som i 1989 fik en god film ud af Carlos Fuentes’ Den gamle gringo, hvor Gregory Peck spiller Ambrose Bierce under den mexicanske revolution) filmatiserede La Peste i 1992. William Hurt spiller lægen Bernard Rieux, Raul Julia spiller smugleren Cottard.

   Puenzo flytter handlingen til Latinamerika i 1990erne. Det er en af de produktioner, som bliver stort lanceret på filmfestivaler og typisk aldrig når videre. The Plague – som er engelsksproget – åbnede Mar del Plata Festivalen i Argentina i 1992. Den nåede aldrig til Danmark.

BRASILIANEREN Fernando Meirelles havde fået et internationalt gennembrud med den patetisk spraglede City of God (2002), en Rich Man, Poor Man-historie fra Rios favela, og leveret en lydefri filmatisering af John le Carrés Den standhaftige gartner (2005), da han instruerede Blindness efter Saramagos episodiske fortælling. Den var åbningsfilm på Cannes Festivalen i 2008, og jeg husker stadig, hvor lidt jeg holdt af den, skønt forudsætningerne var de bedste.

   Mark Ruffalo og Julianne Moore spiller lægen og hans hustru. Danny Glover og Alice Braga er særligt anstrengende som »Manden med en klap for øjet« og »Kvinden med de mørke briller«. Heller ikke Blindness nåede danske biografer, men man ser den af og til rost rundt omkring.

   I Cannes kunne vi slet ikke have den. 2008 var finanskriseåret, SARS var sikkert lagt bag os. Med sit internationale skrabsammen af stjerner virkede Blindness selvsmagende inderlig og opportunistisk. Det kan være, at jeg skulle se den igen.

DER er én virusskildring, jeg aldrig har glemt. Det er BBC-serien Survivors (1975-1977), som blev sendt i dansk tv i kriseårtiet, der ligner vort eget i mentaliteten (økologisk bevidsthed, ny feminisme og ønsket om udligning af økonomisk ubalance var også dengang i plus).

   De overlevende var skabt og skrevet af Terry Nation. Serien begynder i en søvnig britisk hverdag. Så dør størstedelen af verdens befolkning brat efter en pandemi (som kommer fra Kina). En kvinde fra forstaden leder efter sin søn. En kvinde fra London strejfer omkring. En lille gruppe begynder forfra. Der er andre intakte enklaver. Man ser de sædvanlige politiske og religiøse tiltag. Der er udkast til mulige mikrosamfund, men altid med paradisslanger. Serien – som er på 38 episoder – er på kanten af den post-apokalyptiske genre, men virusaspektet bliver ved med at spille en rolle i det kontaminerede England.

   Survivors er forsøgt genoplivet flere gange, senest i 2008, men uden den samme sårbare balance af noget på én gang nyt og virkeligt. Jeg ved ikke, om Survivors bliver streamet, men Amazon tilbyder stadig væk serien.

MARY Shelley (1797-1851) var kun 18 år, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Byshe Shelley, og halvsøsteren Claire Clairmont tilbragte sommeren 1816 hos Lord Byron og hans læge, James Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.

   De konkurrerede om at få den bedste idé til en gyserfortælling, og Mary begyndte på Frankenstein; or, The Modern Prometheus, der udkom to år senere og blev revideret i i 1831. Percy og Byron fik ikke meget på blokken, men Polidori skrev ved samme lejlighed The Vampyre (1819), som er en anden grundsten i horrorgenren.

   Det er en af litteraturens bedste genesis-historier, og den bliver fortalt med undren og kærlig respekt, hver gang Frankenstein har rund fødselsdag. Den myteskabende debutroman har skygget for resten af forfatterskabet, som er omfattende og interessant.

   Da Mary skrev The Last Man (1826) var hun blevet ti år ældre. Shelley, Byron og Polidori var døde. De blev 29, 36 og 25. Af alle i den romantiske kreds var det kun Claire Clairmont, som blev gammel. Hun var 80, da hun døde i 1879. Mary Shelley selv blev kun 53 år. 

   The Last Man har lige så meget på hjerte som debutbogen, men er mindre klart konstrueret. Det er en politisk traktat om republik over for monarki; social retfærdighed ved centralstyret økonomi; revolution og demokrati i Europa. Ikke mindst er det en fremtidsroman, hvor en virus lægger verden øde, indtil der kun er ét menneske tilbage, og årstallet er 2100.

   Mary Shelley har castet sig selv som Lionel Verney, der fortæller. De øvrige karakterer er inspireret af døde venner og kære fra ti år før. Percy er Adrian, Earl of Windsor og søn af den sidste britiske konge. Byron er Lord Raymond, som går i krig på græsk side mod tyrkerne. Det samme gjorde Byron. Her når han at blive Lord Protector i den nye republik, før han rejser. 

   Romanen er fuld af store ideer. Da pesten breder sig i Europa, tror briterne først, at de er i sikkerhed på den anden side af Kanalen. Men alt bliver lagt øde. Shelley gør ikke noget forsøg på at fremskrive sæder og skikke, teknik og videnskab til år 2073, hvor bogen begynder. Men hun bruger den sidste mands ensomhed til at skildre sin følelse af at være forladt og alene i en tid, der ikke længere er hendes og de døde romantiske fællers.

   The Last Man er ved at blive genopdaget. Jeg læste den i 1970erne, fordi jeg skrev en opgave om romantiske romaner. Dengang var der kun én udgave. Nu er der mange. Da The Folio Society udgav The Last Man i 2012, blev den illustreret med malerier af Caspar David Friedrich. Her vender mennesket altid ryggen til betragteren. Det er gribende læsning. Men virusmotivet er mere idé end prognose. Frankenstein er utallige ting, både hård science fiction og gotisk roman. The Last Man er en panoramisk fremtidsroman i den dystopiske genre. Thomas Mores Utopia (1516) var et af Shelleys inspirationssteder.

SOM nævnt er fremtidsgenren fuld af virus og smittebærende livsformer. Niels E. Nielsen (1924-1993), den danske science fiction-forfatter, som ville have været et verdensnavn, hvis han skrev på engelsk, fik sin bedste tid i 70erne med romaner som Vagabondernes planet og By i flammer, men gennembruddet kom allerede i 1953 med Der meldes fra Sahara…

   Året er 1978, da en forsøgsraket styrter ned i Sahara og har en virus med tilbage. Milliarder er døde, da bogen begynder in medias res. Leigh Flinders fra F.N.’s Europacenter sidder i New York og er ved at segne af udmattelse efter tre døgn uden søvn. Der er den obligatoriske beskrivelse af, hvor hurtigt smitten bredte sig; hvor hurtigt alt var forandret. Det begyndte med et telegram fra Sahara. Alt forløber i en vågen drøm. Så vågner Leigh faktisk, og et øjeblik er alting godt. Netop da meldes der nyt fra Sahara…

AMERIKANEREN Michael Crichton (1942-2008) – som siden skrev Westworld og Jurassic Park – begyndte sin karriere som forfatter til The Andromeda Strain (1971). Mogens Boisen gav sin oversættelse af romanen en mere billedskabende titel: Truslen fra det ukendte.

   Crichton havde læst medicin og antropologi og var god til at bruge hård videnskab i en populær sammenhæng. I The Andromeda Strain lander en miltær satellit i ørkenen i Arizona og har en virus med tilbage. Dengang kom sygdommen oftest ude fra rummet.

   Som i Outbreak vil militæret bruge organismen til biologisk krigsførelse. Den fremmede virus dræber på to minutter. Bakteriologen Jeremy Stone og hans kolleger arbejder nat og dag på at finde et serum. Truslen fra det ukendte stod i 100.000 danske hjem, fordi romanen udkom i Bogklubben Union. Den går sjældent grundigt ind i den konkrete biologi. Crichtons egen rollemodel var Len Deighton. Sproget er hypertørt og nøjagtigt.

   The Andromeda Strain blev filmatiseret af Robert Wise i 1971. En serie til streaming er forsøgt (uden held) i 2008. Det er stadig en spændende fortælling, som belyser informationsveje og sociale mekanismer, men atmosfæren er for klinisk til at virke realistisk, når man liver midt i en coronapanik. Måske er dét i virkeligheden lakmusprøven for fiktive skildringer af et virusudbrud.

DET forklarer, hvorfor en lagkageproduktion som The Cassandra Crossing (1976, da. Cassandra-broen) med ét virker som en relevant skrøne. Lew Grade og Carlo Ponti gik sammen om at producere katastrofefilmen, som George Pan Cosmatos instruerede. Den er – som Contagion – befolket med stjerner, der spiller passagerer på toget fra Geneve til Stockholm.

   Terrorister har udført et attentat hos epidemilaboratoriet i Schweiz (der ligner skurkens rede i en James Bond-film). Der er pest ombord på toget, hvor stjernerne falder én efter én: Sophia Loren, Ava Gardner, Richard Harris, Richard Burton, Martin Sheen, Burt Lancaster, Ingrid Thulin. Der er koldkrig, terror og hård 70er-spænding. Selv O.J. Simpson er ombord.

   Ava Gardner skal have udtalt: »The real reason I’m in this picture is money, baby, pure and simple.« Gid alle fiktionens virusskildringer havde så lidt med virkeligheden at gøre.

DER er uden tvivl stof, jeg ikke kender; bøger jeg har glemt; film jeg springer over.** Men dette er lige nu koncentratet af kaos. Jeg synes ikke, vi bliver klogere eller stærkere af at se de værste mareridt udlevet. Jeg tror i dén grad heller ikke, at kriser og sygdom renser strukturen, som nogle fiktioner og adskillige filosoffer har hævdet.

   Jeg tror til gengæld, at der ligger en stor værdi i at genkende noget, som Giovanni Boccaccio skrev for 650 år siden. Og i at føle nøjagtigt den samme trods og ansvarlige uansvarlighed, som Pampinea formulerer i prologen til Dekameron. Jeg vil gerne om på den anden side af epidemien, dér hvor tingene og mennesket begynder igen.

   Det kommer jeg i dystopier, som viser sig at være lyse trods alt: P.D. James’ Menneskebørn (1992; fremragende filmatiseret af Alfonso Cuarón som Children of Men i 2006) og Cormac McCarthys næsten bibelsk tonede Vejen (2006; filmatiseret af John Hillcoat som The Road i 2009). Her bliver der endelig atter født børn. Her er der atter en tro på fremtiden. Ude ved stranden. Inde i lyset. Efter at virus og kaos har raset.

   Pas godt på hinanden og tro på det hele. Vi bliver aldrig bedre, hvis mennesket dør.

*) For præcis ét år siden, den 11. marts 2020, bekendtgjorde statsminister Mette Frederiksen, at Danmark ville lukke ned på grund af Covid-19. Alle sagde: Fint. Det gør vi i 14 dage, og så åbner verden igen. På en uge fik vi skrevet alle de dybe essays, baggrundsartikler, historiske redegørelser, think pieces, moralske sonderinger osv. Ingen vidste, hvordan nedlukningen ville forløbe; ingen drømte om, hvor lang den blev. De uger forløb i en blanding af angst og svimmel opstemthed. Det var vel lidt spændende alt sammen. Vi havde set det så mange gange på film. Også Weekendavisen blev dedikeret til Covid-19. Jeg skrev dette stykke om virus i fiktionen, som blev bragt den 20. marts. Ugen efter kom klummen om den nye hverdag med hjemmeskole og selvisolering, som kan læses på min hjemmeside. Jeg bringer virusartiklen i dagens anledning. Den står, som den stod i avisen.

**) Il Decamerone er citeret efter J.V. Linds oversættelse (1960). I Store Fortællere-udgaven fra Lademanns Forlag (1970) er den genoptrykt med en ny efterskrift af Jens Kruuse. Arne Ungermanns illustrationer er de samme som i Nyt Nordisk Forlags 1939-udgave af Samuel Prahls bearbejdede oversættelse (1907). Adskillige andre verserer. Dekameron blev nyoversat af Thomas Harder i 2019. Tobindsudgaven fra forlaget Hoff & Poulsen er redigeret af Pia Schwarz Lauridsen og Anders Toftgaard. Vil man vide mere om den litterære tradition og kulturelle kontekst, som Boccaccios tekst indgår i, kan jeg anbefale Toftgaards monografi om Novellegenrens fødsel: Fra il Novellino til Decameron (2005) i serien Rænæssancestudier fra Københavns Universitet/Museum Tusculanums Forlag.

**) Allermest iøjnefaldende mangler Daniel Defoes A Journal of the Plague (1722), som foregiver at være en personlig beretning fra pesten i London 1665, men er dokumentarisk fiktion i den form, Defoe så godt som grundlagde. Også Robinson Crusoe og Moll Flanders blev trykt som autentiske tekster. Hoff & Poulsen udgav Pestens år i Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse i 2019. Jeg har tilladt mig at bruge titlen som overskrift til dette blogindlæg.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 20.03.2020 (afsnittet om Mary Shelley var udeladt af pladshensyn)