tirsdag den 16. november 2021

Steven Spielberg: The Terminal (2004)


MAND UDEN LAND
En sober komedie der lykkes i glimt

Af BO GREEN JENSEN

EN af Steven Spielbergs mindre lykkelige lidenskaber er den kærlighed, som han nærer til klassiske Hollywood-lystspil for voksne.
  Derfor har vi, parallelt med værklistens mange arbejder i genrerne sci-fi, adventure og fantasy, og de selvbevidst seriøse besværgelser i humanistiske epos som The Color Purple (1985), Schindler’s List (1993) og Amistad (1997), en lille gruppe nostalgiske stiløvelser, film som Always (1989), der prøver at bringe navne som Frank Capra, Preston Sturges og Ernst Lubitsch i erindring. Efter svindlerhistorien Catch Me If You Can (2002) er instruktøren tilbage med sådan en stort tænkt, gammeldags sag.
   Ideen er udmærket. Viktor Navorski (Tom Hanks) fra Krokasia, en tidligere sovjetrepublik, strander i Kennedy Airport, da nyheden om et kup i hjemlandet gør ham statsløs med øjeblikkelig virkning. USA anerkender ikke den nye regering, og derfor er Viktors visum ugyldigt. Omvendt kan han ikke søge asyl eller få foreløbig opholdstilladelse. Lufthavnsdirektøren (Stanley Tucci), der gerne vil køre en velsmurt maskine, sender derfor Navorski ind i transithallen med en stak madkuponer og et påbud om ikke at forlade området.


TIMER bliver dage, og døgn bliver til uger. Intet afgørende sker, og ni måneder senere er Viktor stadig tvangsanbragt i transithallens permanente foreløbighed. Han har dog lært sig at navigere og er mere eller mindre blevet adopteret af personalet, som tæller flere illegale indvandrere med hver en hverdag og en historie. De hjælper ham med at gøre kur til den desillusionerede stewardesse (Catherine Zeta-Jones), som midt i endnu en affære med en gift mand er ved at have nok af det hele.
   I filmens bedste scene afvikler rengøringsassistenten Gupta (Kumar Pallana), cateringarbejderen Enrique (Diego Luna) og bagageslæberen Joe (Chi McBride) en romantisk middag for Viktor og Amelia. Gupta underholder med jonglørnumre, mens Tom Hanks vrider sin russiske karikatur helt op på højderne fra Lubitschs Ninotchka (1939).


DET er også fint at følge, hvordan Viktor skaffer sig arbejde, lærer engelsk ved hjælp af en guidebog og generelt gør sig uundværlig, mens ledelsens frustration eskalerer. Ved flere lejligheder lader man døren stå på klem for Viktor. Hvis han flygter, er han stadig »unwanted«, men bliver i det mindste en andens problem.
   Viktor lader sig aldrig narre, og filmen kan slentre videre endnu nogle gode lange kvarter. På den måde blæses en lille idé op til en film på to timer, som den ikke kan bære. Så efterhånden slipper velviljen op, og figurernes manierismer begynder at trætte. Endvidere har filmen en irriterende vane med at etablere rutiner, som den aldrig vender tilbage til, når pointen en gang er anvendt. Endelig udarter sentimentaliteten, der som bekendt er en hjertesag for Spielberg.



DET er med The Terminal som med de »in-flight movies«, man viser for gabende flypassagerer. Man kan se dem for sin adspredelse, men går ikke glip af meget, hvis man vælger at lade være. Der gemmer sig vel et opbyggeligt budskab om hjemløshed, bureaukrati og næstekærlighed i historien, men alt forbliver på bagatelplanet. Terminalen er mest for fans af Tom Hanks, som får rigelig plads til at arbejde med sin originale karakter.



Fotos: Dreamworks Pictures/ Amblin Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og You Tube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2004

kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar