lørdag den 29. januar 2022

Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016)


NÅR BESATTE MÆND FORELSKER SIG
En blid lille film om den hårdeste sport

Af BO GREEN JENSEN

OLLI Mäki (1936-2019) var en lille finsk bokser, som skabte store overskrifter, da han mødte amerikaneren Davey Moore i en kamp om verdensmesterskabet i fjervægt.
   Det skete den 17. august 1962 på det olympiske stadion i Helsinki, og kampen var en fjer i hatten, både for Finland som boksenation og for Mäkis energiske promoter, Elis Ask, der var tidens finske svar på Mogens Palle.
   Mäki vandt ikke kampen. Han blev tværtimod slået ud i anden omgang og måtte høre for det gennem resten af en karriere, som i øvrigt var lang og agtværdig. Alligevel var det »den bedste dag i Olli Mäkis liv«. Her valgte han én gang for alle at sætte nærværet over sine sejre i ringen og træningens krav om splendid isolation.
   Jeg anede intet om Olli Mäki, da jeg så Juho Kuosmanens herlige film første gang. Det var på Cannes Festivalen 2016, hvor den blev vist i Un Certain Regard-programmet. The Happiest Day in the Life of Olli Mäki fik både UCR-prisen og et Camera d’Or for årets bedste debut.
   Filmpriser ligner boksetrofæer: Forgyldte figurer, der står på en hylde og samler støv; bizarre små skulpturer med en relativ symbolværdi. Det er sådan en film, man skal se, før postyret giver mening. I referat er den bare en lille finsk ting.


KUOSMANEN tegner et varmt portræt af bokseren og hans svundne tid, der ligner Danmarks 50ere ikke så lidt. Det sker i fine sort-hvide billeder og med Jarkko Lahti i rollen som Mäki. Eero Milonoff er Elis Ask, som har et sønderslidt familieliv og satser alt på VM-kampen, men filmens livgivende sol er Oona Airohla, som spiller kvinden, der blev bokserens skæbne.
   Olli havde muligvis tabt, også hvis han ikke var blevet forelsket i Raija Jänkä. Efter at have bokset som amatør og vundet EM-titlen i letvægt, måtte Mäki sulte sig og træne ekstremt for at nå ned på de 57 kilo, som er den øvre grænse i fjervægt. Man har set de scener mange gange i amerikanske boksefilm, hvor det aldrig kommer på tale at træde ned og gå sin vej.


DEN rituelle træning findes også hos Kuosmanen, men hans film er gjort af et helt andet stof. Ikke at den underkender sporten eller tager noget fra bokseren, men den har sit hjerte i livet uden for ringen.
   Det meste af titelkampen foregår off screen, og på vej hjem efter nederlaget – der objektivt set er en ydmygelse – passerer Olli og Raija et gammelt par, som støtter sig til hinanden og smiler og hilser. Olli og Raija smiler også. De har endelig fred til at dyrke hinanden.
   Fordi jeg blev siddende og læste de tekniske credits til slut, fik jeg hele rollelisten med. Nederst er anført »et gammelt og lykkeligt par«, som bliver spillet af Olli og Raija Mäki. Jeg forstod for det første, at kampen i Finland faktisk fandt sted. For det andet fik jeg en stor klump i halsen, fordi parret havde fulgtes ad lige siden.


DER er nok en vis nostalgi på spil i skildringen af de spæde 1960ere, som stadig lugter indeklemt af nøjsomhed og efterkrig. Fremtiden ligger langt fra Helsinki – for de fleste at se i et USA, hvor konsumerismen er ved at tage fart.
   Der er pragtfulde scener, hvor Olli bliver gjort til en kejtet talsmand for tvivlsomme og vilkårlige varer. Olli Mäki er ingen James Bond. Den lille mand må stå på en skammel – ganske som filmstjernen i Sofia Coppolas Somewhere – for at virke tilpas viril og dominerende. Noget som bokseren slet ikke er.
   60erne er en historisk provins. De fremstår med en patina, der får én til at huske onklernes tid, seksdagsløb i Forum, tyk cerutrøg, Hudibras, knallertolie, Gunnar »Nu« Hansen og gamle numre af Populær Mekanik. Selv store sportsfolk var halvamatører. Verdenspressen talte fem-seks tykke mænd.


BOKSEREN stammer fra landet, og filmen følger ham hjem med kærlige øjne, da han når et dødt punkt i sin træning. Olli kommer i mål, skønt han vakler. Det er en smuk beskrivelse af, hvad der sker, når besatte mænd forelsker sig, og den handler ikke alene om boksning. Olli Mäki kunne for den sags skyld være kunstner, forretningsmand eller forfatter.
   Vil man dyrke sin disciplin og blive mester eller leve livet til fulde hver dag? Det er, som englænderne siger, et conundrum, et nærved uløseligt paradoks. Kunstneren kan isolere sig og male mesterværket, der måske-måske ikke er værdsat. Eller gå ind i nærværet med sine kære. Olli Mäki og filmen vælger det sidste. Det er en ren fornøjelse at se.


Den bedste dag i Olli Mäkis liv (Hymyilevä mies - Den lyckligaste dagen i Olli Mäkis liv). Instr.: Juho Kuosmanen. Manus: Mikko Myllylahti, Juho Kuosmanen. Foto: Janni-Petteri Passi. 92 min. Finland-Sverige-Tyskland 2016. Dansk premiere: 02.02.2017.
Fotos: Aamu Filmcompany/ MUBI/ Wikimedia (Olli Mäki portrait)/ CineMaterial/ Cineuropa/ Festival de Cannes/ 41Shadows
Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.02.2017

Ingen kommentarer:

Send en kommentar