Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017)

EN SEPARAT FRED

Bokserens rejse fra kaos til klarhed

Af BO GREEN JENSEN

DER er en håndfuld hårde film om turister, som havner i asiatiske fængsler. Og der er surrealistisk neo-noir, som følger vesterlændinge gennem eksotiske kampsportsmiljøer. Det gælder fra Midnight Express (1978) til Nicolas Winding Refns Only God Forgives (2013). Den udbrændte anglo har været en trope, siden Christopher Walken blev i Vietnam for at spille russisk roulette i The Deer Hunter.

   Alligevel har der aldrig været en film som A Prayer Before Dawn. Englænderen Billy Moore er på stoffer og lever fra hånden til munden i Bangkok, hvor han bokser i ulovlige kampe. Man bruger ikke handsker, men har reb snoet om de blødende hænder. Gevinsten bliver konverteret til rygeheroin, som han også handler med, når han kan overskue det.

DA politiet banker døren ind, lander Billy på ubestemt tid i en blanding af krigsfangelejr og straffeanstalt. Han forstår ikke sproget, kender ikke ritualerne og er ved at gå til af abstinenser. Først i isolationscellen trækker han vejret mere roligt. Det sker vel en halv time inde i filmen, som Jean-Stéphane Sauvoir (der lavede Johnny Mad Dog om dopede børnesoldater) har instrueret i hypersubjektiv form.

   Efter den første times tumult følger en fin akt med stoisk genrejsning. For Billy falder til, forelsker sig i en blid ladyboy og stiger op i hierarkiet, da han får plads på fængslets boksehold. Han lærer kampsportens raffinementer og bliver god til at krænge sin rå vrede ud. A Prayer Before Dawn bygger på bokseren Billy Moores erindringsbog om sin ungdom.

DET er en klog og næsten filosofisk actionfilm om en mand, der slutter sin egen separate fred med verden. Mod slutningen kommer Billy på hospitalet og har en mulighed for at flygte ud i gaderne og forsvinde. Han vælger da at vende om og gå tilbage til fællesskabet i fængslet. Det føles endda som en fornuftig beslutning.

   John Cole er eminent i rollen som Billy. Da den unge bokser besøger sin far, dvæler kameraet ved den ældre mands ansigt. Man tænker, at der er gjort meget ud af en lille scene, som er atypisk sentimental. Tiøren falder i titelsekvensen. Det er Billy Moore, der spiller sig selv.

DET er en film, der går i blodet og sætter sig i kroppen. Det er ikke, fordi fængselslivet på nogen måde bliver tillokkende. Man får ikke appetit på at slå og blive slået. Men i gode boksefilm er der altid en mand, som rejser sig op og får klarhed. Det sker med stor æstetisk konsekvens og fysisk troværdighed i A Prayer Before Dawn.

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage i ringen: Grudge Match (2013); Antoine Fuqua: Southpaw (2015); Mikkel Serup: Den bedste mand/Pound for Pound (2017).

A Prayer Before Dawn. Instr.: Jean-Stéphane Sauvaire. Manus: Jonathan Hirschbein & Nick Saltrese. Foto: David Ungaro. 116 min. UK-Frankrig-Kina-Cambodia-USA 2017. Dansk premiere: 13.06.2019 [Månedens Film i Cinemateket].

Fotos: Senorita Films/ Indochina Productions/ HanWay Films/ Canal+/ Meridian Entertainment/ A28/ Cinemateket/ DFI/ Filmaffinity/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 14.06.2019