lørdag den 5. februar 2022

Mikkel Serup: Den bedste mand/Pound for Pound (2017)


HR. & FRU HANSEN
En dansk boksefilm i nostalgiske farver

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILM er en distinkt minigenre. Især USA har skabt en bred vifte, ofte efter autentisk model og altid med en moralsk dimension: fra The Harder They Fall (1956, da. Jo hårdere falder de) og Somebody Up There Likes Me (1956, da. Kampen mod fortiden) til Raging Bull (1980) og Ali (2001); fra Fat City (1972) til Rocky (1976), The Fighter (2010) og Southpaw (2015).
   Den pressede mester snubler og falder i unåde – for netop nåde er genrens nøglebegreb – men rejser sig, træner og kommer igen. Der skal være modgang og en kamp, hvor alt kulminerer. Det er vigtigt, at de fingerede slag bliver virkelige for tilskueren. Publikum må kunne mærke fysikken. Ellers giver øvelsen ingen mening.
   Der har mig bekendt kun været én dansk film, hvor boksning blev en hovedsag. Klaus Rifbjerg skrev manus, og Baard Owe havde en af sit livs bedste roller i Dariusz Steiness’ poetiske jazzfabel om Charlie Butterfly (2002).
   Filmen blev set af så få, at man knapt kan tale om en fiasko. Snarere om et hemmeligt hit. Der var mange finesser. For eksempel blev en kamp mellem Hans Henrik Palm og Jørgen »Gamle« Hansen (1943-2018) genskabt med bokserne selv i den mytologiske ring.*
   Den bedste mand er filmen, som bygger på Hansens egen historie. Det gør den langt mere traditionelt og med en åbenlys ambition om nå de samme højder som genrens amerikanske forbilleder.


DER er i udgangspunktet tale om et kærligt og solidarisk portræt af bokseren og hans hustru, Hanne. De bor med børn og hund i en forstad til Aalborg, hvor Jørgen arbejder på værftet. Han har fortsat Mogens Palle, dansk boksnings eminence, som manager, men der er langt mellem kampene nu. Jørgen er fyldt 36. Heraf kælenavnet »Gamle«. Han har tyve års boksning bag sig og er langt over gængs udløbsdato.
   Jørgen nægter at give sig, og Hanne vil ikke lade ham. For det første er der æren, for det andet den økonomiske nødvendighed. Flere scener er henlagt til banken. Bokseren siger, at han vil koncentrere sig om sporten. Der er en lang pause. »Er du blevet fyret? Er det, hvad jeg hører dig sige?« spørger bestyreren. Dialogen springer tre trin over. Det er typisk for tonen i filmen, som på én gang bevæger sig smidigt og støt.


ÅRET er 1979, og Jørgen ser skævt til Ayub Kalule, det nye håb, som Mogens Palle har hentet til landet. Men Hanne lejer et værelse ud til Kalule, og de to mænd kommer tæt på hinanden. Jørgen får chancer, han taber på gulvet. Amerikaneren Mike Everett knockouter ham i første omgang. Han er ved at blive en vittighed for danske sportsjournalister.
   Da alt ser mørkest ud, får Hansen sin titelkamp mod englænderen Dave »Boy« Green. Green er ti år yngre og har kun tabt én kamp ud af 32. Den kamp – som blev bokset i Randers den 28. juni 1979 – er både karrierens crescendo og stedet, hvor Mikkel Serups film sætter tænderne i.
   DR vil ikke købe kampen, som alle forventer, at Hansen vil tabe. Huset skal på tvang, og han bruger lang tid på at grave et dybt hul i haven, så Hanne kan få sin swimmingpool. Hun forklæder sig som Venus i pels for at højne humøret. Imens sidder Jørgen i stuen og bliver syg. Han falder om med meningitis. Så går han i koma. Hvad skal det ikke ende med?


FILMEN trækker i de samme nostalgiske tråde som Sommeren '92, Kasper Barfoeds fodboldhit fra 2015. Der er mindre kollektiv selvfølelse, men Jørgen Hansen er en folkelig helt og en af vor egne.
   Det er dog gjort uden antydning af bagstræberi. Noget af det bedste i filmen er skildringen af forholdet mellem Hansen og Kalule, der begynder i irritation, men ender som et venskab. Også racismen, som møder Kalule, »den sorte dansker«, er meget fint ramt.
   En væsentlig faktor er Søren Schwarzbergs produktionsdesign, som virkelig rammer 70ernes look. Sådan så der ud hos hr. og fru Hakkebøf: væg-til-væg tæpper, mursten i stuen, en orange brødkasse og et grønt køleskab i køkkenet med »varme« farver. En tv-samtale mellem Hansen og Svend Gehrs (Martin Greis) er rekonstrueret. Det er præcis så grimt, som det virkelig var – når man ser det på 40 års afstand.


MIKKEL Boe Følsgaard har et godt greb om Hansens »lune« facon og en rimelig del af fysikken. Som hustruen Hanne er Lene Maria Christensen næsten en dead ringer for Birgit Sadolin i de år, hvor filmen foregår. Arnold Oceng er ikke udfordret som Ayub Kalule, men fremstiller den ugandiske hædersmand solidarisk.
   Filmens trumf er dog Søren Malling i rollen som Mogens Palle, den evigt uudgrundelige promoter, der havde store stjerner i stalden og holdt nervepirrende pauser, når han blev spurgt om de mest enkle ting. Malling overtager Palles manierismer, skubber brillerne op på helt samme måde og har en lidt for kort hals, så hovedet ikke kan dreje alene.


PÅ minussiden er der pynt og historiske unøjagtigheder. Jeg ved ikke meget om boksning og husker kun Hansen, fordi jeg har alderen til det. Man kunne ikke undgå at høre om Hansen, Kalule og Mogens Palle, hvis man ejede et tv. Stregen var altid sat under Gamle. Hansen blev set som bokseren, der definerer et ringvrag, mens Tom Bogs var aristokraten.
   Meget er ændret. Især er mange detaljer udeladt i fremstillingen af karrieren. Det er dog gjort for at skabe en narrativ kurve, som giver publikum det nødvendige gys, da sandhedens øjeblik indfinder sig.
   EM-dysten mod Dave Green – som ligger på YouTube og kan eftercheckes – er levendegjort med virkelig flair. Der går atter et sug gennem salen, da Hansen begynder at slå igen.
   Nakkehårene rejser sig lifligt. Det gør de kun i en god boksefilm.


*) Jørgen Hansen døde den 15. marts 2018. Han blev 74 år og levede stadig, da Den bedste mand fik premiere. Birgitte Lorentzen har skrevet biografien Gamle Hansen, som udkom på forlaget People's Press i 2012. Hansen led i sine sidste år af demens. Han poserer beredvilligt sammen med Mikkel Boe Følsgaard på fotos fra gallapremieren, som han deltog i sammen med sin familie. Han ser ud til at synes om filmen. Mogens Palle var stærkt utilfreds og sagde til pressen, at Den bedste mand var »lavet af dilettanter«. I YouTube-klippet, som reklamerer for Lorentzens bog, sidder han sammen med Hanne Hansen og bladrer i gamle papirer og fotos. Han siger ikke noget, men synes at huske det hele. Birgitte Lorentzen er ikke krediteret på filmen. Der var en del diskussion i den anledning. Forfatteren Michael Enggaard, som stadig var journalist på Jyllands-Posten i 2017, skrev indgående og kompetent om forløbet. 

Den bedste mand. Instr.: Mikkel Serup. Manus: Søren Felbo, Linn-Jeanethe Kyed, Mikkel Serup. Foto: Adam Wallensten. 97 min. Danmark 2017. Dansk premiere: 15.06.2017.


Fotos: Nimbus Film (Rolf Konow [spisestuefoto] + Nikola Predovic [øvrige stills])/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ DR/ People's Press
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.06.2017.
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar