mandag den 28. februar 2022

Martin Scorsese: The Aviator (2004)


CITIZEN HUGHES
Et drømmeportræt af den rigeste særling

Af BO GREEN JENSEN

ALENE for sin begyndelse vil The Aviator blive husket i lang tid. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, at en stor amerikansk levnedskildring lægger sin stil og sit anslag efter filmen, der fremdeles har ry for at være verdens bedste, Orson Welles' titaniske Citizen Kane (1941, da. Den store mand), som instruktøren skabte i en alder af 25 grønne år. Dog har få taget springet så dristigt, at de matcher det magiske Rosebud hos Welles.
   Hos Welles giver den døende Kane slip på en sneglobe. Den knuses, og hans mund hvisker »Rosebud« i nærbillede. Først ved filmens slutning begriber vi, at den store mands erindringsbærende Rosenknop var en kælk, som han kørte på i sin barndom. Flammerne får den, da Xanadu tømmes, og ingen af filmens karakterer forstår sammenhængen. Kun publikum deler fortællerens indsigt i en af filmkunstens mest mytologiske scener, der måske ikke rummer nøglen til gåden om Kane, men til gengæld siger meget om erindringens væsen.



I MARTIN Scorseses portræt af millardæren Howard Hughes (1905-76) bliver ordet Karantæne et lignende sentimentalt kryptogram. Den nøgne dreng står med fødderne i en zinkbalje med vand. Han har ryggen til kameraet, som i dunkelt flakkende belysning registrerer et kæmpemæssigt gotisk rum, der sagtens kunne ligge i Xanadu. I hvert fald har kaminen den samme gabende grottemund. Howards mor kommer ind og begynder at vaske ham med omhyggelige bevægelser, som gjaldt det et renselsesritual. Hun spørger, om han ved hvad kolera og tyfus er. Det gør han. »You are not safe,« betoner hun lidenskabeligt.



I SAMME scene lærer hun ham at stave til det svære forløsende ord »Karantæne«. Tyve år senere, da den voksne finansmand i stigende grad bliver styret af sin renhedsfobi, sin berøringsangst og bakterieskræk, er det denne mantra, som han finder frem, når han gribes af særlig akut panik og samtidig må pacificere manien, hvis han vil nå de sociale mål, han har sat sig.
   Howard Hughes finder da et herretoilet, hvor han kan gnubbe sine hænder til blods, gnide medbragt sort sæbe ind i sin hud og dræbe hver mikrobe, før processen begynder forfra. Han trækker vejret så dybt som han kan og begynder stilfærdigt at stave: »Q-U-A-R-A-N-T-I-N-E«.


TRICKET virker næsten hver gang, i det mindste i de tyve år, fra 1927 til 1947, hvor Scorseses film følger det mærkelige menneske, der blev en af verdens rigeste mænd i sin tid.
   Siden fik dæmonerne definitivt bugt med Hughes. I 1958 gav han sit sidste interview. I 1966 solgte han Trans World Airlines for 586 mio. dollars og isolerede sig på en privat etage i Desert Inn Hotel i Las Vegas. Her undgik han fysisk kontakt og kommunikerede via en betroet stab, der viste sig sjældent loyal. Der er mange vandrehistorier om Hughes, som ved sin død i 1976 var så præget af mange års isolation, at retsmedicineren måtte tage ligets fingeraftryk.
   Scorseses film er ikke den første fremstilling, som drager parallellen mellem Hughes’ curriculum vitae og Orson Welles’ debutfilm (der tog afsæt i bladkongen William Randolph Hearsts historie). John Logan har baseret sit manuskript til The Aviator på Michael Drosnins biografi Citizen Hughes (1985), der sammen med Donald Bartletts Empire: The Life, Legend and Madness of Howard Hughes (1979) og Charles Highams Howard Hughes: The Secret Life (1993) hører til standardværkerne.
   Det var netop sin ret som almindelig borger, magnaten påberåbte sig, da han i 1946 konfronterede senator Owen Brewster i en senatshøring, der ville stemple Hughes som svindler og give et monopol på flyvning over Atlanten til Pan-American Airlines, TWA’s konkurrent.



I KLINISK sprog kaldes Hughes’ tilstand OCD, dvs. »obsessive compulsive disorder«, og betegner et spektrum af tvangshandlinger. I filmisk sammenhæng bliver syndromet i regelen blot antydet. Det spiller kun en lille rolle i William Grahams tv-film The Amazing Howard Hughes (1977), hvori Tommy Lee Jones gav en meget plausibel fremstilling. Filmen skildrer Hughes’ Hollywood-projekter og hans samlermani med hensyn til kvinder, men finder sit omdrejningspunkt i ingeniørens drøm om at skabe verdens største fly, en luftbåren husblok ved navn Hercules, som medierne døbte »The Spruced Goose«.
   Under 2. verdenskrig modtog Hughes 17 mio. dollars af forsvarets penge til at tegne og fremstille flyet. Dette beløb var den officielle anledning til senatshøringen i 1946. Hughes forsvarede sig effektivt, afslørede Brewsters interesser i Pan-Am og satte prikken over i’et ved at flyve Hercules over havnen i San Francisco for første og eneste gang. Han udvandrede fra høringen og bestilte en flåde af jetfly til TWA. Men han vendte aldrig rigtigt tilbage til hverken driften af sit firma eller instruktørrollen i Hollywood.




OGSÅ Scorseses film skildrer dette. Vi slår første gang følge med Hughes (Leonardo DiCaprio) i 1927, da han bruger uhørte summer på at producere og instruere krigsflyverfilmen Hell's Angels (1930, da. Giganternes kamp), først som stumfilm, siden med lyd på. Industrien var skeptisk, men filmen tjente sig så meget ind, at Hughes kunne skabe gangsterdramaet Scarface (1932) og den lurvede western om Billy the Kid, The Outlaw (1943, da. Vestens udstødte), der i realiteten havde ét formål: at vise verden Jane Russells bryster.
   Hughes var så betaget af disse, at han personligt tegnede Russells bh og lagde mindst lige så megen omhu i arbejdet, som når det gjaldt hans prototyper til fly. I 1948 købte Hughes RKO-studiet og fortsatte i mange år som producer, også i Las Vegas-tiden. Det er ikke med i Scorseses film.



DENNE finder sin røde tråd i Howards forhold til kvinder, først og fremmest Katharine Hepburn (Cate Blanchett), som han prøvede at bo sammen med, og Ava Gardner (Kate Beckinsale), som han drev til vanvid ved at installere mikrofoner i soveværelset.
      Der er pyntet gevaldigt på disse historier. Til gengæld bliver forholdet til Jane Russell stort set ikke berørt. Russell levede stadig, da The Aviator blev produceret. Hun var 83 år i 2004 og frabad sig mere slibrig opmærksomhed i forbindelse med The Outlaw. Hun blev Hughes’ protege som 19-årig. Få stjerner havde sværere ved at sparke sig fri af debuten.



SCORSESE bruger megen tid på at genskabe Hollywood omkring 1930. Som kontrast ser vi Howard træde i karakter og være i sit element, når han sidder i cockpittet oppe i renheden. En dramatisk nødlanding på golfbanen i Beverly Hills er et sætstykke efter klassisk model. Huse skæres over, haver pløjes i stykker, Hughes er døden nær i flammerne. Da han vender tilbage, er han i højere grad, som man sædvanligvis ser ham.
   Endelig bliver det fysiske sammenfald fuldstændigt. I de første scener tænker man, at den spinkle DiCaprio slet ikke ligner. To timer senere, da han vidner for senatskomiteen, har skægget og hatten gjort deres. DiCaprio ligner nu Hughes så meget, at han kunne være trådt direkte ud af den nyhedsrevy, som findes og dokumenterer processen.



EFTER begyndelsens Hollywood-fabler, den skinnende støj og de spraglede farver, er det i sygdommen og særhederne, at The Aviator finder sin form. Det er ærlig talt ingen stor film, mere et svært diverterende pausesignal fra outsiderinstruktøren, der ikke engang med den lige så kulørte, men vægtigere Gangs of New York (2003) formåede at charmere det amerikanske filmakademi. I 2004 var Scorsese nomineret til 11 Oscars for The Aviator.*
   I de bedste scener er DiCaprio alene med sin angst for moderens trusler om tyfus og kolera. »You are not safe.« Og fordi man i detaljer følger Hughes’ afsindige renlighedsrutine, bliver det forbavsende spændende at se ham trodse dæmonen, stave til »quarantine« og bide kvalmen og panikken i sig.
   Den korrupte senator Brewster (Alan Alda) har hørt rygter om et totalt sammenbrud, da han inviterer Howard til frokost og sætter et fedtet fingeraftryk på hans glas. Han skuffes, da Hughes bare drikker og smiler. I korridoren bryder den store mand sammen, gisper og sveder, men han har stået distancen mod alle odds.




DICAPRIO er overvældende god i rollen. Også Cate Blanchetts Kate Hepburn gør indtryk, men er dog mere som et revynummer. DiCaprio står dér og skælver i blitzlyset. Benene ryster, sved springer frem, men han smiler stort og energisk. Ifølge bøgerne var milliardæren en fuldkommen samvittighedsløs og mildt utilregnelig forretningsmand, der forfulgte sit mål med alle midler. Han skal have haft en andel i Watergate-skandalen og ført omfattende politisk lobbyvirksomhed fra sin bakteriefrie etage.
   Alligevel er der meget ved Scorseses portræt, som virker sandfærdigt og overbeviser, i det mindste på mytologisk niveau. Det er sikkert og vist, at processen mod Howard Hughes blev ført; at han vidnede som i filmen og brugte uger på at konstruere den optimale bh til Jane Russell. Den sære mand var ingen højkulturel McKinley-Møller. Alligevel deler de visse træk. Et projekt som Operaen kunne sagtens være udtænkt i tusmørkesuiten på Desert Inn Hotel.


THE Aviator er i det mindste meget underholdende. Projektet blev påbegyndt af Michael Mann, som hellere ville lave Los Angeles-krimien Collateral (2004), men fungerede som producer på Hughes-filmen. Mann og Scorsese har sammen skabt en slags popcornsudgave af Citizen Kane. Det er slet ingen ringe bedrift.

*) 2002 var Gangs of New York Oscar-nomineret i 10 kategorier, men modtog ikke en eneste pris. The Aviator vandt i 5 kategorier: Best Cinematography (Robert Richardson), Supporting Actress (Cate Blanchett), Film Editing (Thelma Schoonmaker), Art Direction (Dante Ferretti) og Costume Design (Sandy Powell). Først i 2006 lykkedes det for Scorsese at lande de tungeste kategorier. The Departed modtog Academy Awards for Best Picture, Director, Adapted Screnplay og Film Editing. Howard Hughes' Hell's Angels var nomineret for Best Cinematography  (Harry Perry, Tony Gaudio), da The Academy of Motion Picture Arts and Sciences uddelte sine Oscars for tredje gang. Det skete den 5. november 1930 på The Ambassador Hotel i Los Angeles. Hell's Angels tabte til dokumentarfilmen With Byrd at the South Pole, som Joseph T. Rucker og Willard Van der Veer havde fotograferet på stedet. Der var 6 nomineringer til musicalen The Love Parade (1929, da. Prinsgemalen) som Ernst Lubitsch havde instrueret med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald i hovedrollerne. Årets film var dog Lewis Milestones All Is Quiet on The Western Front (da. Intet nyt fra Vestfronten). Filmatiseringen af Erich Maria Remarques (anti)krigsroman vandt for Outstanding Production – som Best Picture-kategorien hed i 1930 – og Best Director.  



Fotos: Forward Pass/ Appian Way/ IMF/ Initial/ Warner Bros./ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Filmaffinity/ Smithsonian Institution/ Wikiwand
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime/ Viaplay/ YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.01.2005

Ingen kommentarer:

Send en kommentar