Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]

EN VANSKELIG DANS
Et interview med filmskaberen Justin Kurzel

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2015: Et af hans yndlingsord er brutal. Et andet er definerer. Og netop en ny brutalitet definerer Justin Kurzels store, blodrøde version af Macbeth.

   Han har bevaret Shakespeares dialog, men fjernet adskillige scener og oversat andre til levende film. I Blodets trone fra 1957 gjorde Akira Kurosawa noget lignende. Japaneren så stort på teksten og brugte klassisk no-teater som klangbund.

   Australske Justin Kurzel (f. 1974) kom til Skotland og så en apokalyptisk western i stykket. Han stammer fra Gawler, en lille by i South Australia, ikke langt fra Adelaide. Han er uddannet som scenograf.

   Kurzel havde instrueret en håndfuld kortfilm, da han fik mulighed for at lave The Snowtown Murders, en autentisk og foruroligende skildring af nogle mord, der fandt sted nær Gawler i 1990erne. En teenager drages ind i de forbrydelser, som hans stedfar begår. Snowtown blev vist i kritikerugen, La Semaine de la Critique, på Cannes Festivalen i 2011. Filmen modtog Juryens Pris.

   Kurzels egen far kom fra Polen. Han ligner selv en højlandskriger med busket, sort skæg og himmelblå øjne. En selvsikker mand, som alligevel ikke har haft en let vej til den store Macbeth. Flere ting gik itu efter Snowtown. Også uden en svaghed for Shakespeare, havde han sikkert sagt ja.

LIGE nu sidder vi i Club d’Albane på toppen af Hotel Marriott. Ved et andet bord bliver Michael Fassbender interviewet til tv. Dagens stjerne er dog stedfødte Marion Cotillard, som er ved at blive stylet til de franske magasiner. Hun smiler stift og ser ud til at fryse.

   – Gik du med en drøm om at filmatisere Macbeth?

   »Nej. Jeg var scenograf på en teateropsætning, da jeg var 20-21 år gammel. Og min kone, Essie Davis, havde spillet Lady Macbeth. Så jeg kendte stykket ret godt. Men der var noget ved det her manuskript, som virkede frisk. Det var meget filmisk, og det fandt en særlig synsvinkel, som jeg aldrig var stødt på.«*

   – Orson Welles, Akira Kurosawa og Roman Polanski har filmatiseret Macbeth. Det kræver sit at matche de versioner. Hvad gav dig lyst til at prøve?

   »For at være ærlig, var det Michael Fassbender. Det havde meget at gøre med, at han blev castet. Vi mødtes, da min første film havde premiere i London. Han havde set den, og vi kom godt ud af det sammen.

   Jeg var tilknyttet en anden film, som ikke blev til noget, og producerne henvendte sig til mig. Jeg har altid holdt af stykket, men jeg har aldrig næret nogen ambition om at fortolke Shakespeare. Slet ikke i min anden film.

   Så kom Michael ombord, og jeg kunne se nogle andre vinkler. Jeg kunne se en særlig tone og en ny, muskuløs kvalitet. Derfra voksede alting naturligt.

   Jeg så først de gamle film, da jeg var færdig med min egen. Jeg prøvede at lægge alt til side og læse teksten som for første gang. Så oplevelsen kunne få en ny ærlighed og være en opdagelse.«

– Naturen i filmen er stor og dramatisk –

   »Vi optog den på Isle of Skye. Som australier har man en stærk følelse for landskabet, for måden det gør mennesker små på. Landskabet er afgørende for, hvem vi er. Og da jeg stod på toppen og så mig omkring, befandt jeg mig i en western. Jeg begyndte at se, hvordan filmen kunne være defineret af naturen. Jeg så en overenstemmelse mellem landskab og karakter.

   Optagelserne var brutale. Det var den værste vinter, de havde haft i lang tid. Marion blev trukket ned i et mosehul, et kæmpehul med hængedynd, hun forsvandt bare i det. Sådan er den verden, hård og uforsonlig. Det giver historien en særlig udsathed og tekstur. Karakterernes desperation bliver forstærket og understreger, hvor små de er.«

   – Og hvordan gik det for Marion Cotillard?

   »Vi fiskede hende op. Det var brutalt, men verden er brutal, og det skuespil er brutalt. Macbeth er en kriger, der har været væk fra sin familie i lang tid. I det 11. århundrede talte de om Mørke Tider, fordi man let kunne blive taget af landet. Eller gå til i krigen. Og der var noget ved den udeltagende natur, som trængte ind i skuespillet, og dét gjorde det interessant.«

– HOLDER du af hele Shakespeare eller kun af Macbeth?
   »Jeg er en fan. Jeg synes, det er noget af det bedste, der er skrevet. Temaerne og historierne føles stadig som nutid. Men der er noget særligt ved Macbeth, ved enkelheden i det. Det er som at se en ulykke ske, og du kan ikke standse den. Det er dét, der fanger én ved stykket. Og gør det så samtidigt.

   Du ser på en mand, der sønderriver sig selv. Jeg bliver altid interesseret i den slags karakterer. Min første film handlede om en mand, der steg ned i mørket og gik derind. Han vidste ikke, hvordan han skulle vende om og komme tilbage. Det er lige sådan med Macbeth.

   I begyndelsen er han meget skrøbelig. Han lider måske af PTSD. Han er træt af krigen, og de har mistet et barn. Hvis de ikke ændrer retning, er det slut. For mig at se bruger de ambitionen om at regere til at redde deres ægteskab og udfylde et tomrum.

   Jeg fandt det motiv meget menneskeligt. Det står i kontrast til den stiliserede måde, det er lavet på tidligere, hvor hun er skamløs og beregnende. Jeg syntes, det var mere interessant, hvis kulden kom fra et skrøbeligt sted.«

   – De store slag er iscenesat meget æstetisk. Nogle er filmet i slowmotion, og hele slutningen er farvet rød. Var det din eller fotografens beslutning?

   »Jeg var mest interesseret i Macbeths sindstilstand. Jeg fik tanken om at lade heksene træde ud af den tilstand, som havde krigen og udmattelsen skabt profetien. Så jeg var mere interesseret i Macbeths oplevelse af at være soldat end af realismen i slagscenerne.«

   – Skoven kommer til Dunsinane på en anden måde, end man plejer at se…

   »Det var en idé, vi udviklede undervejs. Jeg ville tage publikum med ind i Macbeths synsvinkel. Vi undersøger, hvad han ser og føler. Det var mere interessant at vise Birnam Wood, som han ser den.

   Der er en Apocalypse Now-agtig atmosfære over slutningen. Macbeth bliver en slags oberst Kurtz, og jeg var meget optaget af Dantes Inferno. Slutningen ligner et drømmelandskab. Er det virkeligt eller noget, som han ser i sin psykose? Nogle af billederne viser andre ting end de mest åbenlyse.«

   – Hoveder bliver skåret af, børn kastet på ilden. Blev du aldrig spurgt, om du gik for langt?

   »Alle havde respekt for grundtanken. Det er Shakespeares blodigste skuespil. Derfor er det et af de mest populære. For tiden er mennesker optaget af mørket, og Macbeth er et af de store essays om ondskabens væsen.

   Som regel ser man ham blive ødelagt af skyldfølelse. Jeg ville justere motivet. Som soldat har han dræbt mange gange, men det overlagte kongemord er noget andet. Jeg ville vise en mand, som går længere ind i den mørke skov. Han kan ikke vende om. Han vil dybere ind.«

   – Men behøver man at udpensle det?

   »Vi må se, hvad Macbeth ser. Især omkring henrettelsen af Lady Macduff og hendes børn. Det er vigtigt at se den familie blive udslettet. For han ødelægger det, som han ikke selv har, og han gør det for øjnene af Lady Macbeth, der har forført ham til at begå disse mord. Det er filmens point of no return.«

– HVAD var det sværeste ved at skrive?
   »At skabe en balance mellem tekst og film. I skuespillet må de beskrive slaget og tale højt om, hvad de føler. De siger, hvad de tænker. Jeg ville hellere vise de ting. Der er ting, som du ser, og ting, som du får beskrevet. Dét var en vanskelig dans.

   Teksten er egentlig ikke så svær. Der er mange samtaleagtige udsagn. På den måde ligner Macbeth ikke de øvrige stykker. Det er lineært og enkelt fortalt. Så der er plads til at give billederne liv. Dialogen er intim og fortrolig, fuld af pauser. Det er sådan, de fleste mennesker taler.

   Game of Thrones og de øvrige serier er bare kopier af Shakespeare. Jeg tilbyder originalen. Jeg præsenterer manden, der startede det hele. Han skrev disse utrolige historier længe før nogen anden.«

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015).

*) Justin Kurzel er gift med skuespilleren Essie Davis (f. 1970), der blev verdenskendt i kraft af rollen som Phryne Fisher i periodekrimiserien Miss Fisher's Murder Mysteries (2012-2015), som også danske tv-stationer har vist. Fokus er siden flyttet til Phrynes niece, Peregrine Fisher (Geraldine Hakewill), der opklarer sager i 1960ernes Melbourne i Ms Fisher's Modern Murder Mysteries (2019-2022). Davis vendte tilbage til rollen i biograffilmen Miss Fisher & the Crypt of Tears (2020). Davis havde hovedrollen i Jennifer Kents The Babadook (2014). Hun spiller Eliza Scanlons mor i Shannon Murphys Babyteeth (2019, da. Milla) og medvirker i antologifilmen The Turning (2013), baseret på Tim Wintons noveller, hvor Kurzel har bidraget med segmentet »Boner McPharlin's Moll«. Hun er castet i alle Kurzels film efter Macbeth: Assassin's Creed (2016), True Story of the Kelly Gang (2019) og Nitram (2021), der beskriver Port Arthur-mordene i Tasmanien i 1996. Fotoet er fra True Story of the Kelly Gang, en filmatisering af Peter Careys roman om den ikoniske autralske outlaw, som også Mick Jagger og Heath Ledger har fremstillet. Davis spiller matriarken Ellen Kelly. Kurzel og Davis blev gift i 2002 og har tvillingedøtre. De var alle fire i Cannes for at sende Macbeth ud i verden.

Samtalen med Justin Kurzel fandt sted på Hotel Mariott i Cannes den 22. maj 2015.  

Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay.

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 18.12.2015.