onsdag den 16. marts 2022

Pedro Almodóvar: Julieta (2016)


TREDIVE ÅR EFTER
Almodóvar omplanter Alice Munro

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder i Madrid. Julieta, en velaflagt lærer på ca. 60 år, er ved at flytte til Portugal sammen med kunstneren Lorenzo. På gaden møder hun tilfældigt en af sin datters veninder. De taler om Antía. Tonen er henkastet og desperat. Veninden så hende fornyligt. I Schweiz og med tre børn i hånden.
   Julieta er rystet. Som tilskuer ved man ikke hvorfor og ser frem til en nærmere udredning. Den kommer i glimt og ad mange omveje, mens filmen rejser langt tilbage og dykker dybt ned i Julietas historie. Der er dog aldrig en fuld, forkromet version af sandheden, som ikke findes.
   Men nu skal hun ikke til Portugal. Tværtimod pakker hun om og flytter tilbage til lejligheden, hvor hun boede med sin datter. Julieta begynder at skrive, først om Antía, så til Antía. Der klippes til den firsernat, hvor hun mødte fiskeren Xoan i toget. Et bestemmende møde i sandhed. Nu er det 30 år efter.


JULIETA bygger på et forlæg af Alice Munro, den canadiske nobelpristager, som i novellesamlingen Runaway (2004, da. Væk) lader tre tekster skildre kvinden Juliet Henderson på kritiske tidspunkter i hendes liv. Det er novellerne »Chance«, »Soon« og »Silence«, som i Gudrun og Ida Jessens oversættelse bliver til »En chance«, »Snart« og »Tavshed«.
   Pedro Almodóvar væver teksterne sammen i en sindrig kronologisk struktur, der følger erindringens mekanismer. Samtidig bliver det muligt for ham at grave i flere stilistiske lag. Æstetisk er filmen en delikatesse. Scenografen Antxon Gómez og komponisten Alberto Iglesias føjer atter mange alen til instruktørens karakteristiske misè-en-scene.


FORMEN er gennemført elegant. Til gengæld knager den narrative konstruktion. Der er aldrig nogen oplagt forbindelse mellem Julietas valg i fortiden og hendes handlinger nu. At den yngre og ældre kvinde bliver spillet af to skuespillerinder, Adriana Ugarte og Emma Suárez, forstærker blot inkongruensen. De ligner og er forskellige kvinder.
   En del af filmens usikkerhed kan skyldes den tøvende tilblivelse. I 2005 forberedte Almodóvar en film med titlen Silence. Den skulle være hans første engelsksprogede produktion, og Meryl Streep sagde ja til at spille Julie Henderson både som ung og som ældre. Så fik instruktøren betænkeligheder med hensyn til sproget. I stedet blev han hjemme og instruerede Penélope Cruz i den fremragende Volver (2006).


ALMODÓVAR bliver ofte og med rette hyldet for sin evne til at fremstille kvinder. Han færdes ubesværet i et feminint univers og er virkelig interesseret i, hvad kvinder taler om, når de er sammen. Han har skildret dem humoristisk og erotisk, sentimentalt og hysterisk, varmt og koldt, satirisk, sarkastisk og nu og da rent realistisk - i en kulørt centrifuge af genrer, der spænder fra farce til film noir. Især nærer Almodóvar en kærlighed til melodramaet, og den høje form har ofte belønnet sin elsker.
   Det skal siges, at filmen vinder ved gensyn. Det første lange flashback er perfekt realiseret. Jeg kunne huske stemningen i nattoget, hvor Julieta bærer blåt 80er-tøj og møder sin datters far, mens snelandskabet passerer. Men jeg havde glemt, hvor magisk det virker, da en kronhjort løber ved siden af toget. Samlejet i kupeen er en af de bedste sexscener hos Almodóvar.


PROBLEMERNE kommer i fiskerbyen, hvor kvinderne i Xoans liv er lige karikerede og irriterende tegnet, både den intrigante husholderske (Rossy de Palma), som aldrig giver Julieta en chance, og den anstrengt frigjorte kunster (Imma Cuesta), der bliver ved med at tage, hvad hun vil. Det store twist er en gimmick, og datterens tavshed bliver aldrig vigtig. Eller særligt troværdig.



JULIETA demonstrerer en uheldig tendens hos den sene Almodóvar. Jo mere han gør for at være klar, jo mindre medrivende er han. Julieta skal være en skæbnefortælling på linie med Brudte favntag fra 2009. Og vist går den ned i en enkelt person og viser, hvordan karakteren blev formet. Men det sker med en næsten banal pseudodybde, der slet ikke matcher de stormfulde højder i Alt om min mor og Tal til hende.



Fotos: El Deseo/ Echo Lake Entertainment/ Canal+/ Ciné+/ FilmNation Entertainment/ Televisión Española/ Sony Pictures Classics/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultuyr 09.09.2016

kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar