torsdag den 17. marts 2022

Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021)


NÅR GRAVENE BLIVER ÅBNET
Sanselig soning og fin feminisme

Af BO GREEN JENSEN

FORBINDELSEN knyttes tilfældigt, men det får vidtrækkende konsekvenser, da to spanske kvinder mødes på barselsgangen. Janis (Penélope Cruz) på 40 og Ana (Milena Smit) på 18 skal begge føde for første gang. De deler stue og falder naturligt i snak. Begge får velskabte døtre.
   Fotografen Janis ser frem til at blive mor. Det er sent, men det skal nok blive godt. Barnets far er Arturo (Israel Elejalde), som er retsmediciner og antropolog. De mødes i første scene af Pedro Almodóvars film nr. 22, som markerer et 40 års-jubilæum for instruktøren. Janis tager fotos til et interview, men bagefter har hun en personlig forespørgsel. Arturo arbejder for den historiske komité, der åbner massegravene fra Den Spanske Borgerkrig.


JANIS voksede op hos sin mormor. Alle i landsbyen ved, hvor graven med mændene er. Janis tilbyder Arturo opgaven, og de fatter sympati for hinanden. Der er måske et anstrøg af sex som valuta i transaktionen. I hvert fald lover Arturo, som har en kræftsyg hustru, at han vil arbejde for at få graven åbnet.
   Janis vil gerne være en god mor alene. Det har kvinderne i familien altid været, og hun nærmer sig livsfasen, hvor kontinuitet får betydning.
   For Ana er graviditeten én ulykke mere i tilværelsen, der hidtil har været en stor skuffelse. Pigens mor er skuespiller. Hos Almodóvar bliver der altid citeret. Her er det en monolog fra Federico García Lorcas Frøken Rosita (1935), som Aitana Sánchez-Gijón fremsiger. Hun har igen ikke tid til sin kvæstede datter.
   Parallelle mødre foregår nu, men de historiske lag og markører er altid i billedet: 1930rnes borgerkrig, udrensningen af dissidenter og de 40 år med diktaturet. Almodóvar tilhører den første generation efter Franco-epoken. Han var forrest i feltet, da strømningen »La Movida Madrileña« begyndte. De satiriske tekster om Patty Diffusa og film som Pepi, Luci, Bom og de andre (1981) var centrale for frihedskulturen.


PEDRO Almodóvar (f. 1949) bliver stadig forbundet med de stiliserede genrestykker – han kalder dem »popfilm« – der gav ham et stort navn i 1980erne. Han var tidligt ude med queer cinema og en kønstematik, som nu forekommer profetisk. Dengang blev det set som manerer og stilgreb.
   I de første værker castede han Victoria Abril som en erotisk spøg-og-skæmt effekt. Et lille ensemble tog form. Fra og med Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud (1988) var Almodóvar et verdensnavn. Penélope Cruz og Antonio Banderas begyndte i hans film. Det var naturligt, at begge vendte tilbage i den selvbiografiske Smerte og ære fra 2019.
   Med Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999) kom Almodóvar til det modne melodrama. Herefter aftog satiren. Med den svimle farce om De elskende passagerer (2013) som undtagelsen, der bekræfter en regel, er det faktisk tyve år og ti film siden, at instruktøren har dyrket den selvironiske, kønspolitiske camp, som mange stadig kender ham for.
   Der har været psykologiske genrestykker – Tal til hende (2002) og Huden jeg bor i (2011) – og to melankolske autofiktioner: Dårlig dannelse (2004) og Smerte og ære. Ellers er værkerne efter 2000 en serie af feministiske kvindeportrætter: Volver (2006), Brudte favntag (2009), Julieta (2016).


ALLEREDE i Brudte favntag ser man en plakat for Parallelle mødre. Den hænger på væggen hos Lena, som er Cruz’ karakter i den film. Almodóvar siger, at han gik i årevis med ideen. Han ville fejre kvindernes bånd og lade generationerne mødes. Det var vigtigt at give dem hemmeligheder.
   Parallelle mødre handler om sandheder, der graves fri. Der er mere undertekst end sædvanligt, og især er der mere realpolitik. Jeg skal ikke afsløre vilkåret, som besegler kvindernes skæbne. Men fortielsen har betydning. Først da en hemmelighed er røbet, kan reaktionerne på det fortrængte begynde. Her bliver filmen stille og klar.


FILMENS bærende drift er dog trangen til at tale ud. 140.000 personer forsvandt under Franco. Som ung ville Almodóvar bare videre. Til det britiske filmtidsskrift Sight and Sound siger han: »Vi havde for travlt med at fejre vores frihed til at tænke på massegravene. I 1978 ville jeg bare have det sjovt og tale om det nye Spanien, som slet ikke lignede det gamle.«*
   Nu er instruktøren 72, og der skal tales om gravene, uanset hvad det koster. Det lægger ganske vist en hinde af dogme og plan over det menneskelige drama i Parallelle mødre. Omvendt er filmens sidste kvarter en mesterlig og befriende udredning af de koncentrerede traumer. Slutbilledet er blandt de smukkeste, som husfotografen José Luis Alcaine har skabt til Almodóvars film.


ELLERS er alt ved det gamle: den farverige bolig; lange samtaler i det varme spanske køkken; naturlig og sanselig elskov. Atmosfæren af affolkethed har med filmens tilblivelse at gøre: Parallelle mødre blev optaget i 2021, da COVID-19-restriktionerne stod ved magt. Scenerne fra marken, hvor der graves, får af samme grund en særlig taktil kvalitet. Man mærker endelig solen og vinden.
   De glemte grave er åbne igen. Fortiden kan måske ikke sones, men den kan heller ikke ties ihjel. Almodóvar slutter filmen med et citat fra Eduardo Galeano: »Ingen historie er stum. Uanset hvor meget de brænder den, knuser den og lyver om den, nægter menneskets historie at holde mund.«**
   Tiden, som var, bliver ved med at tikke inden i tiden, som er. For Almodóvar er denne film noget så sjældent som et politisk værk med et budskab. Som melodramatiker har han af og til lignet et uægte barn af Luis Buñuel og Douglas Sirk. Her er han endelig mesteren selv.



*) I Sight and Sound March 2022, Volume 32, Issue 2 ss.38-47 har Maria Delgado en lang samtale med Almodóvar, der taler åbent om arven efter Franco-tiden og hele filmværket. Det er aldrig lykkedes mig at få et interview med instruktøren. Tættest på kom jeg i Cannes i 2009, da Brudte favntag blev præsenteret. Almodóvar beklagede og sagde, at han ikke selv styrede dagsplanen. Jeg var i stedet en af 17 journalister, som interviewede Penélope Cruz ved, hvad der skulle have været en rundbordssamtale på 20 minutter. Hun kom for sent og sad midt i virakken i 12 minutter. Hun svarede yderst henholdende på en styrtregn af fremråbte spørgsmål, som kun havde lidt med filmen at gøre. Vi sad på Hotel Carltons strandrestaurant. På vej tilbage til hotellet blev Cruz jaget af fotografer og fans. Hun var sammen med sin datter og snublede på vej over La Croisette. Det kan ikke have været morsomt. Efterfølgende gik alle hjem og skrev, at de havde talt med Penélope Cruz i Cannes. Journalistik er somme tider et cirkus. Især når det gælder topstyrede junkets, der alene handler om lancering. 

**) Uruguyaneren Eduardo Galeano (1940-2015) udviklede et dokumentarisk format, som kombinerer historisk praktis og journalistisk metode med filosofisk eftertanke og fiktionens virkemidler. Trebindsværket Memoria del fuego (1982-1986, da. Ildens erindring) fortæller i almanakform historien om de amerikanske kontinenter før, under og efter den europæiske kolonisering. Galeano blev eksileret i 1973, da hæren tog magten i Uruguay. I Argentina skrev han Las venas abiertas de América Latina (1971, da. Latinamerikas åreladning), som kortlægger baggrunden for de fascistiske statskup i Chile og Uruguay. Da militæret i 1976 tog magten i Argentina, kom Galeano også på dødslisten hér. Han skrev Ildens erindring i det nye spanske demokrati. Senere i forfatterskabet udvides perspektivet, så almanakformen omfatter hele planeten og menneskeheden. Almodóvar citerer fra Patas arriba: Escuela del mundo al revés (1998, da. Med fødderne opad: den omvendte verdens skole). Forlaget Klim har udgivet mange af Galeanos bøger på dansk.
 



Parallelle mødre (Madres paralelas). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 123 min. Spanien 2021. Dansk premiere: 03.03.2022.


Fotos: El Deseo/ Pathé/ Radio Televisión Española/ Remotamente Films/ Sony Pictures Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sight & Sound (aerial shot of opened grave), Atticus Review (Galeano portrait)
Filmen er stadig i biografdistribution
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022

Ingen kommentarer:

Send en kommentar