fredag den 18. marts 2022

François Ozon: Alt gik godt/Tout s'est bien passé (2021)


EN VÆRDIG DØD
Assisteret selvmord i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

PROBLEMATIKKEN omkring aktiv dødshjælp – eutanasi – er et af de evige emner, som vi fortrænger så længe som muligt. Man kan sagtens have principielle anskuelser, men sagen bliver først virkelig, når og hvis valget er aktuelt.
   En af dine kære beder dig om at få lov til at dø. Eksistensen er blevet ubærlig. I alle lande har etiske råd og organer diskuteret spørgsmålet. Filosofisk set er det glødende kul. Har vi ret til at slette et menneskeliv?
   François Ozons nye film er et sobert case study. Den franske auteur går til emnet med samme takt og distance, som gjorde Grâce à Dieu (2018, da. Gud være lovet) til en stor film om overgrebene i den katolske kirke. Hvor andre ville skrue op for følelsesstyrken, holder Ozon igen og doserer sit stof.


FORFATTEREN Emmanuèle (Sophie Marceau) er uforberedt – som raske mennesker altid er – da der bliver ringet fra hospitalet om, at hendes far har fået et slagtilfælde. Første gang vi ser André Bernheim (André Dussolier), er han så medtaget, at vi ikke kan fortænke ham i at nære et dødsønske.
   Emmanuèle er ældste datter. Også søsteren Pascale (Géraldine Pailhas) er med, da hjernen bliver scannet, og det står klart, hvor alvorlig tilstanden er. Senere, da André har mere overskud, kan man diskutere. Men han holder ved sin beslutning: »Du skal hjælpe mig med at dø.«
   De fleste film om emnet er faktuelt baserede konstruktioner. Det gør meget for denne, at her er tale om en autentisk fremstilling. Forlægget er Emmanuèle Bernheims selvbiografiske roman om, hvordan hun assisterede sin far. »Alt gik godt« – »Tout s’est bien passé« – er den sidste replik.
   André er 85 år, en rig pensionist og betydningsfuld kunstsamler. Mens døtrene overvejer og selv har en hverdag, får Emmanuèlle kontakt med den schweiziske organisation, som arrangerer dødshjælp. »Hvor meget vil det stå os i?« spørger André. »Cirka 70.000 euro.« »Hvad gør de fattige mon?« »De venter på at dø.« »Stakler,« er den privilegerede kommentar.



ALT gik godt er på overfladen en procedural. Vi ser, hvordan man bærer sig ad med at omgå den franske lovgivning; hvordan det helt lavpraktisk er med transport og metode. Målet er og bliver en værdig død, som individet har valgt.
   Under overfladen er fokus på døtrenes reaktioner. Emmanuèle husker i glimt, hvordan hendes far altid kritiserede hendes udseende. Hun husker sin mor – billedhuggeren Claude de Soria – da kvinden endnu kunne smile. Pascale er jaloux, fordi André igen har favoriseret den ældste. »På en måde har han vel givet dig en gave. Har du ikke altid ønsket ham død?«
   Det har hun engang, når hun skal være ærlig. I et næsten sublimativt indklip står hun som ung kvinde med en pistol og likviderer den gamle André. Det lykkes Ozon at forstørre Emmanuèles synsvinkel til hele filmens virkelighed.


DET er især en film om forgængelighed. Hanna Schygulla (77) har rollen som den schweiziske kvinde, en pensioneret dommer, der koordinerer missionen. Charlotte Rampling (75) er søstrenes mor, som har sin egen tragedie.
   Det er kun i Schweiz, at loven tillader dødshjælp. Hvis den uhelbredeligt syge vil væk, kan det lade sig gøre. Filmen ender på faciliteten, vi har set i mere dramatiske konstruktioner som Samanou Sahlstrøms I dine hænder (2015) og Jonas Arnbys Selvmordsturisten (2019).
   Ozons film er tør, præcis og neutral. Man følger proceduren og har fred til at reagere. For hver enkelt tilskuer bliver det muligt – og nødvendigt – at træffe et valg.



Alt gik godt (Tout s’est bien passé). Instr. & manus: François Ozon. Foto: Hichame Alaouie. 113 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.11.2021.


Fotos: Mandarin Films/ FOZ/ France 2 Cinéma/ Playtime Production/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cohen Media Group/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial
Filmen er stadig i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.11.2021 
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar