lørdag den 19. marts 2022

Pedro Almodóvar: Alt om min mor/Todo sobre mi madre (1999)


SMÅ BEFRIELSER
Med suveræn selvfølgelighed

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1999: DET var brødrene Luc og Jean-Pierre Dardennes Rosa, en lille belgisk dogmefilm, som modtog Guldpalmen, og det var franske Bruno Dumonts L’Humanité, som imponerede juryformanden David Cronenberg mest ved årets Cannes Festival.
   Havde det stået til publikum – og det vil i Cannes sige kritikerne – ville Pedro Almodóvars Alt om min mor have fået stemplet som årets suverænt bedste film. Nu blev det »kun« til et palmeblad for bedste instruktion, men ved det pressemøde med les palmarès, som afvikles efter afslutningsceremonien, var der ingen tvivl om, hvem vinderen var. Almodóvar blev modtaget med stående bifald. Og gav sig i øvrigt til at sige en masse pæne ting om de andre film.


NÅR det skulle være sådan, var anerkendelsen til instruktøren velanbragt. Almodóvar har altid skrevet højspændt melodramatiske historier, som lever i og med en grad af stilisering, der gør det muligt for ham at blande humor og tragedie, kitschet sex og stærke, klare kulører i en sprængform, som ligger lige på kanten af, hvad man kan tillade sig. Han begyndte karrieren med ekstreme film som Passionens labyrint (1982), Dunkle drifter (1983) og Kærlighedens matadorer (1985), der er svær at finde en smilerynke i, men fandt sin form og fik sit gennembrud med Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud (1988), hvor Almodóvars uforlignelige tone klinger for første gang.


EFTER de stadig mere karikerede burlesker Bind mig, elsk mig (1990), Høje hæle (1993) og Kika (1993) kom Min hemmeligheds blomst (1995) som en lille befrielse. Det var et lavmælt, næsten Douglas Sirk'sk melodrama, som tog sine personer alvorligt og holdt sig til kvindernes synsvinkel, for en gangs skyld uden den neurotiske sex og den gæve transkønnethed, der siden instruktørens litterære debut med novellekredsen om Patty Diffusa havde været Almodóvars varemærke. I Kødet skælver (1997), en meget fri filmatisering af Ruth Rendells tætte thriller Live Flesh, var der endog blevet plads til at udvikle en slags politisk bevidsthed, og tonen nærmede sig ren realisme.
   Derfor kommer også Alt om min mor som en lille befrielse. Her er begyndelsens frodige unoder nemlig tilbage, og Almodóvar har alle billedkortene fremme: transvestitterne, det høje melodrama, de fortrolige kvinder og den neurotiske sex. Men også den modne alvor og livlinen til virkeligheden er bibeholdt. Det handler om store, rene følelser, som gør sig gældende på tværs af hensyn og fordomme, og strengt taget er det jo sådan.


DET er atter to af sine modne kvinder, Cecilia Roth og Marisa Paredes, som Almodóvar betror den kringlede historie. Lægen Manuela (Roth) har opdraget sønnen Esteban alene. De lever i en slags søskendeforhold, deler en kærlighed til gamle film som Joseph Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), der også hører til Almodóvars favoritter, og nyder generelt hinandens selskab. Esteban vil gerne skrive. Hans helt er Truman Capote, men det er Tennessee Wiliiams' klassiker A Streetcar Named Desire (da. Omstigning til Paradis), som de fejrer hans 17-års fødselsdag med at se. Esteban er nemlig meget optaget af skuespillerinden Humo Roja (Paredes), som spiller Blanche DuBois i den opsætning, der gæster Madrid.


EFTER forestillingen venter de i regnen ved teatret, fordi Esteban vil bede Roja om hendes autograf. Divaen skændes med sin kæreste, den stimulansafhængige og kronisk kværulerende Nina (Candela Pena), og har ikke overskud til til fans. Drengen løber efter bilen og bliver påkørt af en taxi. Ligesom Kødet skælver er filmen i scopeformat, og Almodóvars fotograf Affonso Beato lader kameraet tilte 180 grader. Med den døendes øjne ser vi Manuela komme løbende i en verden, der bogstaveligt er knækket og væltet.



PÅ denne ubærlighed er filmen bygget. Det er savnet af Esteban, som styrer Manuelas handlinger, men nu investerer Almodóvar for alvor sin kærlige humor i skæbnekabalen. Manuela tager til Barcelona for at finde Estebans far, den transseksuelle Lola, som hun ikke har set i alle årene. I stedet finder hun en anden ven fra dengang, den ukueligt charmerende Agrado (Antonia San Juan), der »fik sine bryster« sammen med Lola. Manuela bliver også en reservemor for den gravide Søster Rosa (Penélope Cruz), er påklæderske for Huma og Nina, ja kommer endog selv til at stå på scenen i Omstigning til Paradis.


DET hele slutter stort, tragisk og meget livsbekræftende, men undervejs er det jo ikke dette skæbnemønster, som ligger os mest på sinde. Almodóvar tager sine mennesker alvorligt og gør os oprigtigt engageret i historien på en måde, som man ikke var i Bind mig, elsk mig og Kika, men det er tonen i de situationer som opstår, der er filmens største kvalitet. En eftermiddag drikker den sørgende Manuela champagne med en neorotisk diva, en hiv-positiv nonne og en prostitueret transseksuel. De fire lér og snakker så ubesværet, at den gode stemning breder sig udelt til salen.


OVERHOVEDET er det længe siden, at en film har inddraget tilskuerne så stærkt. Almodóvar er hinsides gisnen om, hvad hans publikum synes om og forventer. Han meddeler sig fuldkommen ubesværet og har med årene udviklet en sjette sans for at lave perfekte billeder. Det var publikum, der ville give ham prisen i Cannes, og i dét er der poetisk refærdighed. Alt om min mor er nemlig publikums film, og den er fuld af små befrielser.


Alt om min mor (Todo sobre mi madre). Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: Affonso Beato. 101 min. Spanien 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.


Fotos: El Deseo/ France 2 Cinéma/ Canal +/ Renn Productions/ Via Digital/ Sony Pictures Classics/ The Hollywood Reporter/ Variety/ Festival de Cannes
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max,SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999.
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar