Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006)

DRONNINGENS VAGTMESTER

Kimen til The Crown bliver lagt

Af BO GREEN JENSEN

DEN 31. august 1997 døde Diana Spencer i Paris. Hun omkom sammen med kæresten Dodi Al-Fayed og chaufføren Henri Paul, da deres bil blev jaget gennem gaderne langs Seinen af grådige paparazzi, som ville gøre alt for at skaffe det næste slibrige foto til Chi, Vogue, People, Se & Hør og verdens øvrige sladderblade.

   Prinsessen af Wales var netop fyldt 36. Efter fire års separation var hun og eksmanden, den britiske tronfølger, blevet skilt i august 1996. Diana brugte sit sidste år på at arbejde for humanitære sager og være jaget vildt i pressen, som hun skiftevis elskede med og flygtede fra. Hun førte en effektiv mediekrig mod sin forhenværende svigerfamilie. Det var ingen hemmelighed, at dronning Elizabeth II havde mere end nok af den engelske rose.

VI husker vel alle den bizarre reaktion, en global grådkvalthed, som Dianas død udløste. Mellem Murens fald og 9/11 blev det begivenheden, som man brugte mest spalteplads og sendetid på i det internationale nærsamfund. To store drenge havde mistet deres mor, og verden rev sig i håret af skyldbevidst sorg. For vist dræbte pressen Diana, men sladderbladene var jo købt og fortæret af ivrige læsere. I en vis forstand dræbte vi alle Diana. Dét forstod og følte man meget akut. Derfor blev reaktionen så intens og langvarig.

   Pressen kastede sig ud i en omfattende selvransagelse, og i hjemlandet rettede en voldsom modvilje sig mod kongehuset. Familien Windsor havde kastet den besværlige kvinde af folket på porten, da hun havde sikret arvefølgen. At man modtog nyheden om hendes død med demonstrativ tavshed, gjorde ikke stemningen mildere. I denne prekære situation gik premierminister Tony Blair ind og formulerede på nationens vegne en sorg over tabet af »The People’s Princess«. Bag linierne arbejdede han på at få The Queen til at reagere.

STEPHEN Frears' formidable film skildrer ugen, som gik mellem Dianas død og den officielle bisættelse i Westminster Abbey den 6. september 1997. Den afvisende majestæt ville i første omgang overlade begravelsen til Spencer-familien og satsede på, at alt kunne forløbe i stilhed. Det endte med en statsbegravelse, som blev satellittransmitteret til 1 milliard seere.

   Bernie Taupin reviderede teksten til »Candle in the Wind«, så Sir Elton kunne synge »Goodbye England’s Rose/ May you ever grow in our hearts« til sin døde veninde. Dianas bror holdt en følelsesladet tale, som varede otte et halvt minut. Bagefter klappede alle i kirken. Lydsporet med »The BBC Recording of the Funeral Service« lå på den canadiske hitliste i over et år, og Dianas begravelse er til dato den eneste bisættelse, som foreligger på dvd.

FOR dronning Elizabeth var denne virak både usmagelig og uforståelig. Hun havde ikke holdt af Diana og mente, at den utilregnelige eks-kronprinsesse bar det meste af skylden for sine problemer. Eftersom Diana ikke længere var medlem af den kongelige familie, så hun ingen grund til at kommentere dødsfaldet. Tværtimod. Gennem 50 ofte svære og omskiftelige år på tronen havde hun holdt sammen på nationen, netop ved at inkarnere det modsatte af omskiftelighed. Hun mente, at hun havde folket bag sig eller med sig, og at reaktionen på Dianas død var et popfænomen, som skulle leve sig ud. Landet ville atter komme til fornuft og erkende, at dets dronning havde gjort sin pligt.

TONY Blair var indbegrebet af nye vinde og ung lederstil, da han overtog statslederposten i maj 1997. Den karismatiske Labour-politiker fyldte 44 år samme uge, som han erstattede en stadig mere ansigtsløs John Major, der aldrig kom ud af slagskyggen efter den forkætrede Margaret Thatcher.

   Modsat sin hustru, juristen Cherie Booth, var den nye premierminister ikke aktiv modstander af monarkiet, men han tillagde det ingen større politisk betydning. Blair forventede ikke at møde hverken medspil eller modstand, da han efter valget indfandt sig på Buckingham Palace for at føre den første af de foreskrevne ugentlige samtaler med dronningen. Blair var lidt benovet, og Booth fniste over det antikverede ceremoniel.

DET er hér, den 2. maj 1997, at The Queen tager sin begyndelse. Efter skildringen af ugen, hvor alt er oppe at vende i luften og har forrykket sig, da det lander igen, ligger en tilsvarende epilog. Ved den første audiens kan Elizabeth more sig over Blairs rådvildhed og sætte ham på plads med en bemærkning om, at han er den tiende premierminister, som sidder i den varme stol over for hende. Den første var »Winston«, som venligt bar over med en pige, der ud af det blå var blevet dronning.

   Da de mødes igen efter Dianas sommer, er Blair ikke længere usikker, og Elizabeth er hverken afvisende eller overbærende. Han roser hende for at have udvist takt, konduite og ydmyghed. Hun korrigerer ham og siger, at han tager fejl af »humility and humiliation«, ydmyghed og ydmygelse. Begge ved, at de har gjort, hvad der skulle gøres. Landet stander ikke i våde. Elizabeth beder sin minister gå med ud i haven, så de kan tale om fremtidens England. Hun lader en bemærkning falde om, at det både kan og vil gå ham lige sådan en dag, når folkestemningen vender. Som bekendt kom turen med tiden til Blair.

SKØNT Frears bærer filmen i kraft af sit navn, skal man fæste sig ved manuskriptforfatteren Peter Morgan (f. 1963). Morgan har efter 2000 fornyet den dramadokumentariske genre og gjort et autentisk baseret politisk teater til en af de skarpeste fiktive udtryksmåder.

   Morgan og Frears havde tidligere arbejdet sammen på tv-filmen The Deal (2003) om det interne Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown. Michael Sheen, der spillede Blair i The Deal, repeterer og varierer figuren i The Queen, som dog især bæres af Helen Mirrens fuldkommen overbevisende fremstilling af Elizabeth.*

   Morgan var medforfatter på Kevin Macdonalds The Last King of Scotland (2006), med amerikaneren Forest Whitaker som det politiske uhyre Idi Amin. Da The Queen fik britisk premiere, kunne man stadig se teaterforestillingen Frost/Nixon, og Morgans version af de skelsættende samtaler mellem David Frost og Richard Nixon – en forløber for alle Hard Talk-programmer – var undervejs i en filmudgave. Det samme gjaldt The Other Boleyn Girl, en udløber af Morgans arbejde med tv-filmen Henry VIII (2003).

MORGAN kan naturligvis ikke vide, hvad Blair og dronningen sagde til hinanden; hvad Philip og Elizabeth talte om, mens tv-billederne kørte i de kongelige gemakker; hvordan Charles og Elizabeth så på hinanden, da beskeden om Dianas død skulle gives til hendes sønner.

   Elizabeth vil i første omgang ikke have, at Charles tager kongeligt fly til Paris. Det er den slags unødvendige omkostninger, som pressen altid slår ned på, mener dronningen. Charles får sin sekretær til at booke en tilbudsbillet med mellemlanding i Manchester. Da han henter Diana, må Charles trods alt godt tage det private fly, men han er glad for, at transporten er organiseret af ambassaden. Hoffets bedemænd ville sikkert »sende hende hjem i en trækasse,« siger han bittert til sin sekretær.

   Denne er en af adskillige sekundære personer, alle dronningens heste og mænd, der tegnes som vignetter med to-tre skarpe træk, mens Mirren og Sheen som de eneste får lov at folde karaktererne ud. Der er i øvrigt mange morsomme scener, hvor hoffets procedurer på akavet vis kolliderer med dagens politiske normer og krav.

   Som regel bliver de brat noget andet, eftertænksom satire, forsigtig tragedie. Dianas død afvikles som en tætklippet mediemontage. The Queen er ikke en snagende eller sensationslysten film. Den vil finde et punkt, hvor balancen i magtstrukturen forrykkes. Det sker i forskellige tempi.

BÅDE for Blair og Elizabeth bliver der tale om bestemmende øjeblikke, hvor de rokkes i deres inderste væsen. I udgangspunktet mener Blair ligesom dronningen, at Diana opførte sig uheldigt efter skilsmissen, og han er ligesom sin hustru tilbøjelig til at mene, at kongehuset er et redundant fortidslevn. Som en født opportunist – og ordet kan have positive konnotationer – reagerer han på folkets behov for at sørge og for at have et mål at rette smerten mod.

   På den måde redder han kongehuset. Han når også til at respektere majestæten, for hvem stoicismen repræsenterer et livssyn snarere end selvtilstrækkelig følelseskulde. Det afgørende øjeblik kommer, da Blair overfuser sin spindoktor Alastair Campbell. Kynikeren Campbell har skrevet talen om »Folkets Prinsesse« og forsømmer ingen lejlighed til at håne dronningen for hendes mangel på situationsfornemmelse. Blair tager Elizabeth i forsvar og sætter Campbell på plads i mange vidners påhør. »When you get it wrong, Alastair, you really do get it wrong!«

DRONNINGEN har på dette tidspunkt kapituleret. Familien har afbrudt sin sommer på Balmoral og er rejst hjem til Buckingham Palace. Elizabeth går ud til folket og ser på de bjerge af blomster, som sørgende har lagt ved porten. Hun går på tv og taler pænt, om end uhyre afmålt om sin døde svigerdatter. Hun inviterer Steven Spielberg og Bob Geldof til begravelsen. Der er ikke sten på sten tilbage af den majestætiske utilnærmelighed.

   Længe diskuteres det, hvorfor Buckingham Palace ikke flager på halv. Det skyldes, at dronningens flag ikke er et nationalflag, men en fane som markerer, at majestæten er i residens. Blair får hoffet til at indse, at dette er en undtagelsestilstand, hvor standing on ceremony ikke nytter. Som den eneste lytter Elizabeth. Hun indser, hvad hun er ved at miste, og hun erkender, at 50ernes værdier ikke gælder i 90ernes England. Noget har flyttet sig. Det får være usagt, om det er til det bedre eller værre, men dronningen lytter til folket og ignorerer sine nærmestes råd om ikke at give sig en tomme.

FOR Elizabeth falder erkendelsen i en af de få scener, hvor hun er alene. Det er derfor også en af de scener, hvor Peter Morgan skriver ren fiktion, men der er tale om empatisk og troværdig digtning. På godset i Skotland har Elizabeth lånt en landrover for at køre ud til sin mand, Prins Philip, der er overbevist om, at børnebørnene William og Harry har brug for at jage kronvildt, hvis de skal distraheres fra tabet af deres mor. Prins Charles er hele ugen i panik, fordi han frygter at blive offer for et attentat. Skønt ikke usympatisk, er han (som fremstillet af Alex Jennings) det mest karikerede medlem af familien i The Queen.**

   Elizabeths bil bryder sammen, da hun krydser et vandløb. Hun sætter sig i højlandssolen og venter på undsætning fra slottet. Da kommer den kronhjort, som Philip har jagtet hele sommeren, hen og står og vejrer i nærheden af hende. Dronningen beundrer dyrets skønhed og prøver at jage det væk, i modsat retning af jægerne. Senere, da hjorten dræbes af en lystjæger fra et nabogods, tager Elizabeth hen og betragter det fældede dyr. Det er efter alt at dømme det eneste, som når hendes inderste væsen den uge.

FREARS og Morgan har skabt en nuanceret film, som ikke gør det i karikaturer eller symboler, men satser på at nå sine pointer med følelsesmæssig genkendelse og realistisk medmenneskelighed.

   Kronhjorten er dog et tårnhøjt symbol. Det er klart, at den ene jagede majestæt identificerer sig med den anden. Der er næppe heller tvivl om, at Elizabeth i et glimt ser Diana og for første gang føler en vag empati. I hvert fald er det efter hjorten, at hun fører en søgende samtale om værdier og tidernes skiften med den gin-drikkende dronningemoder, for hvem det mest chokerende ved hele affæren er, at man anvender scenariet for hendes begravelse – kodenavnet er »Tay Bridge« – som blåtryk for bisættelsen af Diana.

   The Queen er en overvældende vellykket film. Den er indholdsrig, formelt elegant, følelsesmæssigt anfægtende og spændende på et plan som forbløffer, eftersom alting er givet på forhånd. Hver scene balancerer, og Mirren og Sheen er ypperlige som dronningen og hendes vagtmester. Ved konsekvent at gå efter menneskeligheden, finder Morgans manuskript ind til den politiske kerne af hændelsesforløbet og gør kongehusets krise til et vedkommende lærestykke. The Queen er ganske enkelt en fremragende filmoplevelse.

Se også Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013); Stephen Frears/Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010). 

*) I 2010 fulgte tv-filmen The Special Relationship, som BBC og HBO finansierede sammen. Her undersøger Morgan det særlige forhold mellem UK og USA og statslederne Tony Blair og Bill Clinton i perioden 1994 til 1999, da krigene i Eks-Jugoslavien bliver bragt til ende. Dennis Quaid og Hope Davis spiller det amerikanske præsidentpar. Michael Sheen og Helen McCrory (1968-2021) gentager rollerne som Tony Blair og Cherie Booth. Richard Loncraine har instrueret The Special Relationship. Stephen Frears sagde nej til opgaven, da han havde rigeligt af Blair efter The Deal og The Queen. 

   The Queen er på den måde flere ting på én gang. Filmen rummer kimen til The Crown, men den er samtidig mellemste del af en Tony Blair-trilogi. Hængslet, som knytter projekterne sammen, er skuespillet The Audience (»Audiens«), som Morgan skrev til Helen Mirren i 2013. Forestillingen beskriver de ugentlige audienssamtaler mellem dronning Elizabeth og otte af de 14 premierministre, fra Winston Churchill til Boris Johnson, som hun har arbejdet med i sin regeringstid. Audiensscenerne fra The Queen er, kan man sige, forstørret til en helaftensforestilling. The Audience er samtidig en rejse gennem 60 års britisk historie.

   Stephen Daldry instruerede den første britiske produktion på Gielgud Theatre i 2013. Fire ministre var udeladt i originalversionen: Harold Macmillan, Alec Douglas-Home, Edward Heath og Tony Blair. Blair blev skrevet ind, da The Audience flyttede fra West End i London til Broadway i New York, stadig med Helen Mirren i hovedrollen. Til gengæld blev James Callaghan taget ud. Der findes en filmet udgave af forestillingen (instr. Stephen Daldry & Robin Lough, UK 2013), som varer 173 min. Da The Audience vendte tilbage til London i 2015, blev rollen som Elizabeth II spillet af Kristin Scott Thomas. Flere scener fra The Audience er genbrugt med variationer i The Crown. 

**) I The Crown bliver den voksne kronprins spillet af Josh O'Connor. Emma Corin spiller Lady Diana, og Camilla Parker-Bowles bliver spillet af Emerald Fennell. Det er spændende at følge nuancer og faser i fremstillingen af majestæten, der spilles som ung af Clare Foy, som voksen og midaldrende af Olivia Colman og som ældre og gammel af Imelda Staunton. Det er dog lige så interessant at iagttage, hvordan der er justeret i fremstillingen af hendes nærmeste. Portrættet af Charles tangerer en regulær karikatur. Især episoden »Favourites« [S04, E04], hvor dronningen besøger hvert af sine voksne børn og taler med dem på tomandshånd, da hun og Prins Philip har diskuteret fænomenet »Favoritter«, lader Elizabeth være aktivt sarkastisk i sin bedømmelse af Charles' plan om at skabe sit »eget Xanadu«, mens hans ulykkelige hustru er ved at gå i stykker. Dronningens mildere syn på Diana er måske en af de mest markante forskelle mellem The Queen og The Crown. Generelt er Colmans Elizabeth mere tolerant og jordnær end Mirrens skarpe skikkelse. 

The Queen. Instr.: Stephen Frears. Manus: Peter Morgan. Foto: Alfonso Beato. 97 min. UK 2006. Dansk premiere: 03.11.2006.

Fotos: Pathé Pictures International/ Pathé/ Granada Films/ BIM Production/ France 3 Cinéma/ Canal+/ Future Films/ Scott Rudin Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.11.2006.