Idi Amin: The Last King of Scotland (2006)

DEN KARISMATISKE DIKTATOR

Nærbillede af en narcissistisk despot

Af BO GREEN JENSEN

SKOTLAND 1970. En fremtid med kronisk udsigt til regn virker lige så klam som forældrene, der begge ligner syltede agurker, men beslutter at slå gækken løs og skænke spiritus til middagen, fordi husets søn har taget sin embedseksamen. Herfra kan han følge i faderens spor og blive læge, hvor kragerne vender.

   Det er ikke den slags liv, som Nicholas Garrigan (James McAvoy) har i tankerne. Han vil skrige – og gør det bogstavelig talt, da han senere ligger og funderer på sengen i sit gamle værelse. Nicholas er beruset, stjernerne tindrer og lokker. Han sender da den lysende globus i spin og beslutter – efter prosaiske nedslag som ikke kan bruges – at fæste sin lid til Uganda.

   Allerede i titelsekvensen er den unge mand da på vej mod eventyret, i en overfyldt bus, som rumler og giver sig, mens det farvestærke landskab passerer. Prologen er mere end pittoresk atmosfære. Manuskriptforfatterne Peter Morgan (The Queen, The Crown) og Jeremy Brock (Mrs. Brown) har ændret fortællerens væsen i forhold til det litterære forlæg. I Giles Fodens roman fra 1998 er Nicholas mindre fandenivoldsk. Han er faktisk så bleg, at han næsten forsvinder.

I KEVIN Macdonalds film er han glubende sulten, en fribytter som æder alle slags oplevelser, ikke mindst når de er af seksuel karakter. I bussen får han og en yngre kvinde et godt øje til hinanden. Hun vækker ham, da de når hendes landsby, og Nicholas går med ind i seng. Vist er The Last King of Scotland en hvid film, der betragter den sorte livsvarme med en blanding af forfærdelse og længsel, men her er ingen overtoner af bedrevidende resignation. I Nicholas’ øjne er den afrikanske måde mindst lige så god som den europæiske.

   At Nicholas drives af eventyrlyst, gør ham ikke til en dårligere læge. Han installeres i den hårdt trængte praksis, som missionærparret Merrit (Adam Kotz og Gillian Anderson) driver for meget små midler. Skotten tager hårdt fat, vinder anerkendelse i området og arbejder på at forføre Sarah Merrit, der modsat sin mand ofte tvivler på projektet. Alt forløber planmæssigt, indtil Nicholas møder Idi Amin.

HER bliver filmen for alvor sin egen og noget i stil med det portræt af en karismatisk diktator, som man sædvanligvis finder i kulørte historiske rekonstruktioner.

   General Idi Amin Dada (1925-2003) er kejser Nero, Hermann Göring og Josef Stalin i ét: en farlig dreng, som leger i haven; en hæmningsløs pragmatiker, der fjerner sine fjender; en despot, som har grund til at være paranoid. Sarah og Nicholas overværer talen, som markerer hans magtovertagelse. Folkehavet syder af begejstring. Også Nicholas er imponeret, mens Sarah ser til uden glæde. Hun ved, hvad der venter Uganda.

   Fordi synsvinklen er Nicholas’, kan filmen forsvare at forelske sig i Amin. Illusionen fungerer i kraft af Forest Whitakers formidabelt livagtige indsats som den utilregnelige og af og til også hjerteskærende menneskelige diktator, der kan måle sig med de største og værste, når det gælder politisk udrensning, magtmisbrug og forbruget af mennesker generelt. Han ligner sådan set ikke Amin, men i løbet af filmen bliver han Amin.

THE Last King of Scotland er ikke den første dans om tyrannen, som var fast gæst i 1970ernes tv-nyheder. Amin selv stillede beredvilligt op til Barbet Schroeders portrætfilm General Idi Amin Dada (1978), hvor han viste sin verden og sit væsen frem på samme gavmilde måde, som Nicholas i Macdonalds film bliver introduceret til excessernes hof.

   Schroeder klippede to versioner. Den autoriserede udgave var pensum i Uganda, mens det længere director’s cut, som fik premiere i USA og Europa, viste mindre flatterende sider af statslederen. Som selvportræt er filmen både klassisk, grotesk og fantastisk. 

   I fiktionssammenhæng er Amin blevet fremstillet af Julius Harris i tv-filmen Victory at Entebbe (1976); af Yaphet Kotto i Irvin Kershners Raid on Entebbe (1977) og af Mark Heath i Menahem Golans israelske Mivtsa Yonathan (1977, eng. Operation Thunderbolt).

   Sidstnævnte er især mindeværdig for Klaus Kinskis maniske indsats som flykaprer. Et regulært fabelvæsen blev diktatoren i Sharad Patels britisk-kenyanske spekulationsfilm Rise and Fall of Idi Amin (1980), hvor han spilles af Joseph Olita. Olita repeterede rollen i periferien af Mira Nairs hjertevarme Mississippi Massala (1991), som følger en indisk familie på flugt for Amin.

   Det er ikke umuligt, at Amin var smigret over respekten, som man viste hans grusomhed i de nævnte titler. Amin er langsomt – endelig – ved at blive glemt, i hvert fald i vores del af historien, hvor nye rædsler trænger sig på hele tiden. Han bliver spillet af Nonso Anozie i José Padilhas 7 Days in Entebbe, som konkurrerede på Berlinalen i 2018. Også her er fokus på psykologien og den interne konflikt hos de palæstinensiske og tyske terrorister, som bliver spillet af bl.a. Daniel Brühl og Rosamund Pike.

DEN skotske læge er vidne til diktatorens liv i et afgrænset tidsrum, fra magtovertagelsen i 1971, hvor Amin med britisk bistand styrtede den korrupte Milton Obote, til sommeren før mørket i juni 1976, da Amin lod et kapret Air France-fly med israelske passagerer lande i Entebbe og købslå om gidslernes liv med den ugandiske lufthavn som base.

   Aktionen var resultatet af et samarbejde mellem PLO og Rote Armee Fraktion. Den sluttede natten til den 4. juli, da israelske specialstyrker befriede gidslerne. Uganda forsøgte at få FN til at fordømme israelernes angreb, men mødte ikke forståelse for sit synspunkt. Amin tabte ansigt og mistede megen af den goodwill, som han fortsat nød i verdenspressen for sin karisma, sit lejlighedsvise politiske klarsyn og sin høje underholdningsværdi.

   Efter Entebbe regerede Amin yderligere tre år, stadig mere blodtørstig og verdensfjern. Med hjælp fra libiske tropper prøvede han at annektere Kagera-provinsen i Tanzania. Uganda tabte krigen mod Tanzania, og i april 1979 måtte Amin forlade Kampala. Han søgte ly hos sin soul brother, oberst Khadafi, og gik siden i eksil i Saudi-Arabien, hvor han havde status som »regeringens gæst« til sin død. Amin blev aldrig sigtet for sine forbrydelser. Man anslår, at han fjernede henved 300.000 politiske modstandere.

VED et meningsfuldt tilfælde bliver Nicholas diktatorens betroede favorit. Han forbinder statsmandens håndled og tager livet af en klagende ko. Lægens skotske baggrund er dog den udslagsgivende faktor. Amin er produkt af et Commonwealth, der hader imperiet i midten. To af hans sønner med hustruen Kay bærer navnene Campbell og Mackenzie.

   Amin har flere hustruer og praler af at være far til 18 børn. Det er imidlertid noget særligt med Kay. En af drengene er epileptiker, og Amin prøver gerne at gemme ham væk. Hans skotske fetichisme er ikke fri for en vis ironi. Diktatoren bærer kilt, hævder at være »King of Scotland« og mobiliserer en surrealistisk koropførsel af »Loch Lomond« til ære for lægen.

NICHOLAS flytter ind i paladset. Han tror, at han gør en betydelig forskel, men tager ofte fejl, når han aflæser magtstrukturen. Gode mænd dør som en direkte følge af Nicholas' misforståede omsorg. At få sat ansigt på sine svigt gør ham blot mere afvisende over for de væselagtige britiske diplomater, som håber at kunne styre den dræberklovn, de har givet magten. Amin tror, at dommens time er kommet, da hans mave svulmer op og gør ondt. Nicholas kurerer hans trommesyge på stedet. Fra da af er de to mænd som brødre.

   Begyndelsen til enden kommer, da Nicholas forelsker sig i Kay Amin (Kerry Washington). Flere har fundet det usandsynligt, at et så udsat og umage par ville give efter for nok så megen lidenskab, når de kendte diktatorens flair for tortur. Måske netop derfor, i kraft af en afmagt, er forbindelsen ikke helt utroværdig. Mere fantastisk virker Nicholas’ evne til at se bort fra, hvad der foregår i landet. Han tror til det sidste, at han er med til at rejse et afrikansk Jerusalem. Han betaler for sit forræderi. Kay Amin betaler dog mere.

The Last King of Scotland er værd at se for Whitakers tour de force, men også for det fandenivoldske fundament, hvor portrættet af diktatoren er forankret. Kevin Macdonald, som instruerede One Day in September, den fine dokumentarfilm om terroraktionen ved OL i München i 1972, har sans for ironierne i manuskriptet. Anthony Dod Mantle, tidligere husfotograf for Lars von Trier, får både farverne og frygten, fryden i selve bevægelsen med.

   Afrika-billedet er mere vitalt end i mange velmenende problemfilm. Bagefter spørger man måske en passant, hvad vi egentlig lærer af filmen. Sikkert ikke meget og sikkert ikke nok. At magt korrumperer? At moralske grænser altid flyder? At vi ikke er, hvad vi føler os som, men hvad vi gør og hvad vi ligner for alverden. Det er sikkert sagt før og bedre, men man hører det gerne igen.

Forest Whitaker modtog en Oscar for Best Performance by an Actor in a Leading Role ved Academy Awards-ceremonien i 2007. Han fik Best Actor-prisen ved de britiske BAFTA Awards. 

Se også Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006). 

The Last King of Scotland. Instr.: Kevin Macdonald. Manus: Peter Morgan og Jeremy Brock. Foto: Anthony Dod Mantle. 123 min. USA-UK 2006. Dansk premiere: 02.02.2007.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ DNA Films/ FilmFour/ UK Film Council/ Scottish Screen/  The Criterion Collection/ Faber and Faber

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.02.2007