Jessica Hausner: Jeg bruger dette landskab [2010]

JEG BRUGER DETTE LANDSKAB
Et interview med filmskaberen Jessica Hausner

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2010: Det er mildest talt ikke candyflossfilm, som den østrigske filmskaber Jessica Hausner (f. 1972) leverer. Vist beskrev Lovely Rita (2001) en 15-årig piges forsøg på at navigere mellem tugt, fortrængning og seksualitet, men der var ikke antydning af sværmeri eller længsel i skildringen af hendes forhold til en yngre dreng og en ældre mand. Tværtimod eksploderede volden til slut i en hverdag præget af kulde og pligt.

   I Hotel (2004) fik en ung kvinde arbejde på et hotel i en moderne version af den mørke eventyrskov. Den nye Rødhætte blev draget dybt ind i skyggerne og for vild i mysteriet på hotellet, hvor et uudgrundeligt mønster aldrig helt lod sig granske.

   I Lourdes (2009) når Hausner endelig til at anskue troen, som fik skyld for adskilligt i Lovely Rita. Filmen iagttager samtidig hverdagen i den hellige by, som Malcolm Muggeridge engang kaldte »et katolsk Disneyland«. Sklerosepatienten Christine (Sylvie Testud) håber som alle pilgrimme at blive helbredt. Hun sidder i kørestol og plejes af nonnerne, der har svært ved at betragte patienterne som mennesker. Christine begynder også at interessere sig for en ung gendarm, som faktisk ser hende bag sygdommen. Ellers er dagene svære og ens.

DA indtræffer miraklet. Christine bliver rask. Hun får følelsen og førligheden tilbage. Hun rejser sig, blomstrer op og begynder forsigtigt at se på den unge mand, Kuno, som er usikker på, hvordan han skal reagere. Hverken søstrene eller de øvrige pilgrimme er henrykte over miraklet. For hvorfor netop Christine? Og kan man overhovedet tale om et mirakel? Er der snarere tale om en midlertidig bedring?

   Til slut træder Christine ud på dansegulvet sammen med Kuno. Denne hybris er bekræftelsen på hendes helbredelse, men i samme øjeblik vakler hun og træder forkert. Hun rejser sig, men nu er tvivlen værre end før. Miraklet har ikke bragt lykke. Der er en atmosfære af hvad-sagde-jeg i lokalet, da musikken spiller videre. Det er ikke en éntydig slutning. For Christine kan det fremover gå begge veje.

KERNEN i Hausners film er næsten altid selvbiografisk, men man tror hende, når hun siger, at der er tale om et landskab, som filmene tager afsæt i. Hendes styrke ligger i selvdisciplinen, den analytiske klarhed, hvormed hun undersøger følelsesmaterialet i sine karakterer, de sociale konstellationer og dybereliggende mønstre i de formelle, men ofte frapperende billeder, som fotografen Martin Geschlact maner frem.

   Ikke for ingenting blev Hausner undervist af Michael Haneke, da hun studerede på Filmakademiet i Wien. Det er næsten som at møde en kusine eller lillesøster. Lovely Rita var Hausners Bennys Video. Hotel kunne være hendes Ulvetider, men med Lourdes gør hun sig fri af faderskikkelsen. Hun er i øvrigt en seriøs kvinde, der forklarer sine motiver grundigt. Man fornemmer en ægte venlighed bag den korrekte facon.

– »Miraklet i Lourdes« er en film om tro – om et muligt, men også tvivlsomt mirakel. Hvordan blev du optaget af det tema nu?

   »Jeg tror, at det var tvetydigheden, som tiltrak mig. Min første idé var helt åben og meget generel. Jeg ville lave en film om et mirakel. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Et mirakel er noget, man håber vil ske. Det er en metafor for en forandring, som vi alle bærer med os. Det er et håb mod alt håb om, at alt vil ende godt. Og alligevel er det tvivlsomt, om tingene virkelig bliver bedre, om problemerne forsvinder, hvis man får sine ønsker opfyldt.

   Ingenting bliver nogen sinde så perfekt, som man har drømt om. Faktisk er det filmens idé at sætte spørgsmålstegn ved begrebet håb i almindelighed. Det er en grundlæggende menneskelig egenskab at have en forestilling om, at alting kan blive godt og være fuldendt. Skønt vi ved, at vi skal dø, tænker man: Måske er jeg en undtagelse, måske kan jeg finde et smuthul.«

– Et andet tema er reaktionerne på miraklet, da Christine får det bedre. De andre patienter og nonnerne spørger, velsagtens meget naturligt: Hvorfor netop hende? Der er skepsis, men især er der misundelse. Man er ikke så lykkelig på hendes vegne, da det kommer til stykket. Er det en del af menneskets natur?

   »Det handler vel om, at man altid tænker først på sig selv. På et sted som Lourdes er det svært at bevare en altruistisk, kristen grundholdning. Dér er alle i den grad sig selv nærmest. Men jeg dømmer ikke nogen. I filmen fremstiller jeg det som en del af den menneskelige natur, men der er ingen bebrejdelse. Spørgsmålet om retfærdighed er i sig selv meget vigtigt. Jeg tror, at scenerne i sig selv viser, hvor uretfærdigt det er, at netop denne person bliver helbredt, i stedet for den eller den. Det er snarere vilkårligheden, jeg undersøger. Hvorfor helbredes denne pige og ikke én, som er endnu mere troende?«

   – Der er også en medicinsk forklaring på sygdommen, dissemineret sklerose. I perioder synes tilstanden at være i bedring, eller den står stille. Dette kunne være en forbigående bedring. Vi bliver i tvivlen til slut, da hun vakler. Det samme gør hun vel selv. Ved du selv, om hun virkelig er blevet rask?

   »Det var meget vigtigt for mig at finde det rigtige tidspunkt at slutte filmen på. Et øjeblik, hvor man indser, at det ikke betyder noget, om hun er helbredt eller ej. For tvivlen er der allerede. Selv hvis hun er blevet rask, vil hendes problemer ikke være løst. Det var egentlig den pointe, jeg ville have frem. Selv hvis der er sket et mirakel, bliver alting ikke harmoni og idyl.«

   – Det er dét, som præsten siger til hende på tidspunkt. Om hun virkelig tror, at en person er mere lykkelig, bare fordi han kan bruge sine ben...

   »Og det lyder vel sarkastisk, men hvis man tænker nærmere over det, har han en vigtig pointe.«

– Er du selv religiøs?

   »Nej, men jeg er katolsk opdraget, og jeg gik i en katolsk skole. Mine forældre var ikke stærkt troende, men de ønskede, at jeg gik i den skole, for den tilbød en god uddannelse. Så jeg er fortrolig med katolicismen. Som barn var jeg religiøs. Efterhånden som jeg voksede op, mistede jeg troen. Grunden var især, at jeg spurgte mig selv, hvordan Gud kunne eksistere, hvis han tillod alle de dårlige ting at ske.

   Da jeg lavede filmen, var jeg også interesseret i at se tilbage på min barnetro fra lang afstand. Jeg stillede det samme spørgsmål til præster og patienter, som jeg interviewede i forbindelse med filmen. Hvordan kan Gud lade ondskaben eksistere? Og jeg fik et godt svar fra en af præsterne. Jeg spurgte, hvordan Gud kunne tillade, at tsunamien dræbte så mange. Og gjorde det uden at skelne. Han sagde: Før eller senere bliver vi alle slettet ud. Jeg fandt svaret interessant. Og klogt. Det betyder ikke så meget, om man dør i en tsunami, af cancer eller i en trafikulykke...«

– Det gælder også i krige. Hvordan kan Gud være på begge sider? Hvorfor skulle han vælge side? Men jeg spørger, fordi flere europæiske filmskabere drages mod traditionelle trossystemer som katolicismen. Bruno Dumont lavede »Hadewijch« om en ministerdatter, som har en tro, der er for stærk for nonnerne. Hans film har den samme seriøse tilgang til stoffet. Der er den samme blanding af lidenskab og distance. Amerikanske instruktører er interesseret i andre aspekter, i ekstasen og vidunderligheden. Har du nogle tanker i den forbindelse?

   »For et par år siden var der en bestseller, en bog som alle skulle læse, af Hape Kerkeling. Den hed Ich bin dann mal weg eller sådan noget. Den handlede om hans pilgrimsfærd til Santiago de Compostela. Det var en forfærdelig bog, for den lovpriste denne indre oplysning. Hvis man går Jakobsvejen, Caminoen, som pilgrim, kan man få en slags indre forløsning igennem sine anstrengelser.«

   – Netop dén pilgrimsfærd er moderne for tiden. Emilio Estevez lavede en film om Caminoen, »The Way«, som blev vist på filmfestivalen i Toronto. En søn begynder pilgrimsfærden, og hans far går turen til ende. Faderen bliver spillet af Martin Sheen, som er Emilio Estevez’ far. Den er radikalt forskellig fra din film.

   »Jeg har ikke set den. Måske er den fremragende. Men jeg synes ikke om de mystiske og romantiske sider af troen. Tiden er fuld af en falsk spiritualitet, som jeg afskyer. Jeg foretrækker at stille mine spørgsmål og foretage mine undersøgelser i et køligere, mere filosofisk perspektiv.

   For mig er dét mere interessant. For den anden slags spiritualitet vil bare gøre dig mere forvirret. Du ender med at sige: Åh, det er stort at være pilgrim, og Gud eksisterer. Jeg foretrækker at analysere de forskellige synsvinkler og prøver på den måde at komme tættere på de kontroversielle steder i tilværelsen. Hvor der ikke hersker konsensus. Hvor mange forskellige sandheder er i spil på én gang.«

– Det er din første film efter »Lovely Rita« og »Hotel«. Du må have brugt fem år at lave den. Hvorfor tog det så længe, og var det de fem år værd?

   »Der var et andet projekt, som jeg lagde til side, da jeg begyndte at koncentrere mig om Lourdes. Jeg var ikke klar til at lave filmen dengang, men jeg brugte et år på at udvikle manuskriptet. Så standsede jeg og tænkte, jeg må finde noget andet. På den måde kom jeg til ideen om Lourdes.

   Jeg tror, jeg besøgte Lourdes første gang i september 2005. Så filmen har vel taget mig fire år. Jeg tror, at den tid var nødvendig, for jeg kan huske, at det var svært for mig at finde den rigtige indstilling, den rigtige tilgang til filmen. Det skulle ikke være en katolsk film, men det skulle heller ikke være en film, som lavede sjov med Lourdes og afskrev religionen. Jeg ville finde en position midt imellem Jeg vidste, at det var vigtigt, hvis filmen skulle have nogen relevans.«

– Opholdt du dig længe i Lourdes?

   »Jeg var der fire eller fem gange. Første gang kom jeg sammen med pilgrimme, der alle havde cancer. Det var en forfærdelig rejse. Jeg havde aldrig set så mange syge mennesker på ét sted på én gang, og jeg var chokeret og overvældet og tænkte: Jeg kan ikke lave denne film, det er for rædselsfuldt. Den bliver bare kedelig og tragisk.

   Så kom jeg igen på en anden pilgrimsfærd. Jeg valgte at rejse sammen med søstre fra Malteserordenen, som er nonnerne, man ser i filmen. Og dét var interessant, for medlemmerne af Malteserordenen er fortrinsvis overklassemennesker. Det er en tradition, at familierne tilhører aristokratiet eller har en betydningsfuld stilling i samfundet. Som udfører velgørenhedsarbejde i deres fritid.

   Så dét er et underligt syn. Det er rige folk, de har guldringe og diamantsmykker på, og de skubber kørestole med disse pilgrimme fra de nederste samfundslag. Der er social kontrast i det billede. Da jeg så det, vidste jeg, at dét skulle være et tema i filmen. Også for ikke at gøre det til en film om Lourdes alene. Jeg bruger Lourdes som en metafor. Det er et psykologisk landskab, som jeg skildrer for at fortælle en mere generel historie.«

– Du optog en række scener i selve Lourdes?

   »Alle udendørsscenerne er optaget i Lourdes på de rigtige steder. Det var ganske vanskeligt i logistisk henseende, for de hellige steder er booket konstant. Vi måtte finde små bidder tid for at optage dér. Det var svært at få i stand, men jeg forhandlede med autoriteterne i Lourdes. De var meget skeptiske i begyndelsen. De ønskede ikke, at en spillefilm blev optaget, for de mente ikke, at det ville være godt for Lourdes. Filmen ville være for kritisk. Så jeg fortalte dem helt åbent om den film, jeg forsøgte at lave. Jeg talte med biskoppen. Han forstod, at jeg ville lave en film om et tvivlsomt mirakel. Han finder selv mirakler ambivalente. Så det var fint. De blandede sig ikke i indhodet af filmen.«

   – Det var mit næste spørgsmål, hvad de gejstlige i Lourdes selv mente. Og har de set den færdige film?

   »Ja. Vi sendte dem en dvd og fik en meget positiv reaktion. De sagde, at de syntes godt om filmen.«

   – Hvor mange mirakler eller helbredelser er der i Lourdes på et år?

   »Der er sket 67 autoriserede mirakler. De har et medicinsk kontor i Lourdes, og lægen sidder der for at vurdere miraklerne. Hver dag kommer nogen forbi og siger: Min hovedpine er forsvundet. Eller: Jeg har ikke længere ondt i ryggen. Så han ser små mirakler hele tiden. Større helbredelser er sjældne.

   Jeg spurgte ham, hvordan man konstaterer og definerer et mirakel. Han gav en interessant forklaring. Han sagde, at medicin ikke er en eksakt videnskab. Der er sygdomme, vi ikke kender særlig godt, og somme tider er diagnoserne stillet forkert. Der er sygdomme, som bliver kureret, ikke bare i Lourdes, også uden for religiøse sammenhænge. Kræftpatienter bliver raske. Det sker. Den officielle betegnelse er »uforklarlige mirakler«. De sker over hele verden i mange kulturer. Om man vil tale om mirakler i åndelig forstand, er op til hver enkelts overbevisning.

   – Er det sådan et sted, hvor alle hele tiden leder efter tegn på mirakler?

   »Ja. Det er mest syge mennesker, som tager dertil, og selv om de måske ikke indrømmer det – man siger, at det virker mod hensigten, hvis man optræder for interesseret – så håber de på at blive helbredt. I interviews forsøger de at nedtone deres forventning, for der er denne overtro om, at så bliver ens bøn ikke hørt. Men de fleste håber i hemmelighed, at de bliver helbredt.«

– Udendørscenerne er optaget i Lourdes. Interiørscener er derimod optaget på den samme måde som hotellet i »Hotel«. De har meget formel kvalitet. Man ser på et tidspunkt en bue af lys i en bestemt slags objektiv beskæring. Er det en stil, som du bevidst leder efter? Igen giver det filmen et køligt, analytisk præg.

   »Det er helt bevidst. Jeg tror, det handler om at lede efter systemet og den skjulte sammenhæng i tingene. Jeg prøver også at arbejde med skuespillerne på en måde, så de ikke blot agerer individuelt, men også i henhold til karakterens funktion i det samlede billede. Som den rolle et menneske må spille inden for samfundet. Hvis jeg er medlem af Malteserordenen, forventes det, at jeg har en bestemt adfærd. Og hvis min karakter sidder i kørestol, har jeg en anden rolle at spille. Som filmskaber spiller jeg også min rolle. Det er noget, jeg altid prøver at understrege og tydeliggøre. Også ved at strukturere billedet. At finde mønstret i kaos, om du vil.«

   – Også dét giver filmen en streng kvalitet, som man forbinder med østrigske filmskabere som Michael Haneke og Ulrich Seidl. Er det et nationalt karaktertræk?

   »Jeg ved det ikke. Jeg hører tit det spørgsmål. Det er svært for mig at svare på, for jeg er selv en del af billedet, jeg kan ikke se det udefra. Jeg føler mig også beslægtet med instruktører, som ikke er østrigske, men har den samme tilgang til arbejdet. For eksempel er Buñuel en instruktør, som får mig til at le og som jeg føler et slægtskab med. Og Manoel de Oliveira. Så det er ikke eksklusivt østrigsk. Det er en måde at anskue tingene på, som man kan finde i mange europæiske filmlande.«

– Det er måske, fordi man i udlandet kun ser en særlig slags østrigske film. Skulle jeg nævne tre markante instruktører fra Østrig, ville det være Jessica Hausner, Michael Haneke og Ulrich Seidl. Er der andre film, som ikke når uden for landet?

   »Der er en folkelig filmtradition, som er meget komisk, meget østrigsk, men der er også en filmskaber som Barbara Albert. Hun laver film, som er mere socialrealistiske. Som er meget forskellige fra mine film.«

   – Lægger man i Østrig vægt på ikke at være tysk? Ligesom man i Canada prøver ikke at blive opfattet som amerikansk?

   »Ja, der er en forskel. Somme tider er den så stor, at man har brug for undertekster. Ulrich Seidl har fortalt mig, at hans film bliver tekstet i Tyskland. Det talte sprog er et andet. Men det gælder naturligvis også hele mentaliteten og æstetikken. Man kan vel ikke sige sort humor, for Hanekes film har ingen humor – «

   – Der var lidt i »Funny Games«, på en grusom måde –

   »Ja. Og strengheden og stivheden er karakteristiske træk. Som er hårdere i østrigsk film.«

– Du lagde en anden film væk for at lave »Lourdes«. Hvad handler den næste film om?

   »Det bliver mit tredje forsøg med ideen, for jeg prøvede også efter Lovely Rita. Det er en skildring af et dobbelt selvmord. Nu skal det være. Det var svært at finde ind til kernen, for jeg vil ikke skabe en film, som er tragisk, kedelig eller deprimerende. Der skal være humor og et twist af noget andet. Nu nærmer jeg mig. Det bliver en periodefilm. Kender du den tyske digter Heinrich von Kleist? Filmen er inspireret af hans liv og selvmord sammen med denne kvinde, Henriette Vogel.«

   – Han skrev den lille skitse om marionetter. Genkender du dig selv i hans tekster?

   »Hm. Egentlig ikke. Det er lidt som med Lourdes. Jeg bruger dette landskab, en faktisk biografi, til at fortælle min egen historie. De første version af filmen havde ikke noget at gøre med Kleist. Det var samtidshistorier. Kernen i det er at tage sit liv i en pagt med anden person. Ved at undersøge temaet, fik jeg ideen om at bruge Kleist. Ikke omvendt. Men naturligvis smelter tingene sammen, nu jeg er inde i hans historie. Der er mange interessante ting i hans liv og værk, som har noget at gøre med det, jeg vil fortælle.«

   – Måske kan vi tale videre når du har lavet filmen?

   »Ja. Meget gerne.«

Jessica Hausner blev interviewet i Grand Teatret i København den 11. november 2010. Amour Fou, filmen om pagten mellem Henriette Vogel og Heinrich von Kleist, blev vist på CPH:PIX i 2015 og havde dansk biografpremiere den 30. juli 2015. Efter Little Joe (2019) er Jessica Hausner på vej med Club Zero (2023). Hovedrollen spilles af Mia Wasikowska.

Se også Jessica Hausner: Miraklet i Lourdes (2009) [Future is Female] og Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100].

Fotos: Allocine/ Unifrance/ Magdalena Chemielewska Archives (Petro Domenigg)/ The Irish Times/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Lourdes streames på SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.12.2010.