Bogen og filmen | Jack Kerouac: On the Road (1957/2012)

NÅR SOLEN GÅR NED I AMERIKA

Formidlet med klarsyn og stor kærlighed

Af BO GREEN JENSEN

DER er efterhånden lavet adskillige film om medlemmerne af den amerikanske Beat Generation, hver for sig og sammen, i ental eller flertal, dokumentarisk stof såvel som fiktion. Som tiden går, bliver legenderne større, og i den yngste del af fælleskulturen er navnene Jack Kerouac (1922-1969), Allen Ginsberg (1926-1997) og William S. Burroughs (1914-1997) ved at fortrænge Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og de øvrige repræsentanter for 1920ernes og 30ernes »Lost Generation«. Hvor ville de have elsket det. Så meget ved the beats er skrevet på forventningens mytologi.

I 1991 fik Burroughs som den første en stor og kongenial filmatisering, da David Cronenberg tog livtag med romanen Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Rob Epstein og Jeffrey Friedman skabte i 2010 en original film om Ginsberg og stordigtet Howl (1956). Ginsberg blev fremstillet af James Franco, og Hyl var levendegjort med psykedelisk animation.

   John Krokidas' Kill Your Darlings (2013) kaster et kritisk blik på de seksuelle relationer (og giver Daniel Radcliffe mulighed for at lægge Harry Potter-udstyret fra sig – han er castet som den helt unge Ginsberg). Jean-Marc Barr spiller Kerouac efter gennembruddet i Michael Polishs enkle Big Sur (2013), hvor forfatteren flytter ud i Lawrence Ferlinghettis sommerhus for at komme til sig selv.

   Der var åndsfæller verden over – herhjemme bl.a. Peter Laugesen, Peter Poulsen og Dan Turell. Í Skotland var Alexander Trocchi et samlingspunkt for digterne. Et godt sted at møde ham er i David Mackenzies filmatisering af romanen Young Adam (2003). Kolonien i Tanger, hvor Paul og Jane Bowles slog sig ned, udgør sin egen galakse. Bernardo Bertoluccis film efter The Sheltering Sky (1990, da. Under himlens dække) er desværre endt i Glemmebogen. Sjælen i tiden er udgangspunktet for Ethan Hawkes' instruktørdebut, Chelsea Walls (2001). 

   On the Road (1957) blev levet og skrevet fra 1947 til 1950. Romanen – som vi nu ville kalde autofiktion – gjorde Kerouac til coverstar og the Beat Generation til et begreb. Jubilæumsudgaven fra 2007 reproducerer Gilbert Mellsteins syngende anmeldelse i The New York Times den 5. september 1957. Især udgivelsen af den lange version, On the Road – The Original Scroll, har genvakt interessen. Bevidsthedsstrømmen står ukorrigeret, der er atter brugt rigtige navne. Det er Vejene – Det oprindelige manuskript, som senest er kommet i Danmark.*

   Alting begynder med On the Road. I 2012 realiserer brasilianeren Walter Salles (f. 1956) en gammel drøm om at filme Kerouacs amerikanske klassiker.

FØRST og fremmest har filmen atmosfære. Salles sætter af med et anslag, der minder om hans måde at skildre den unge Ernesto »Che« Guevara på i The Motorcycle Diaries (2004, da. Motorcykel Dagbog). Igen er en lyrisk bevidsthed i centrum, den unge mand som vil gøre en forskel og ved, at han er i færd med at skabe, skønt han endnu er usikker på, hvor han skal hen. Også filmen om Kerouac og hans kreds har en uklar præmis. Salles følger handlingssporet i Kerouacs bog, men filmen er i lige så høj grad en skildring af romanens tilblivelse. Til denne form passer metoden perfekt.

ENGLÆNDEREN Sam Riley (Ian Curtis i Anton Corbijns Control) er et godt valg som den unge Sal Paradise, Kerouacs alter ego. Garrett Hedlund har naturlig charme og betydelig erotisk karisma som supertricksteren Dean Moriarty (virkelighedens Neal Cassady), der begæres af alle køn. Cassadys kvinder, Marylou (Kristen Stewart) og Camille (Kirsten Dunst), er tegnet lidt mindre misogynt end i bogen.

   Som Carlo Marx (anti-kommunisten Kerouacs navn for Allen Ginsberg) har Tom Sturridge en mere perifer position. Den store præstation leveres af Viggo Mortensen som Old Bull Lee. Portrættet af Burroughs og hustruen Jane (Amy Adams), som senere døde, da hendes mand ville lege Wilhelm Tell, er filmens clou. Man forstår, hvordan en hverdag trods alt har fungeret for den rige junkie, hans kone og sønnen.

DEN flimrende fortælling kunne have udviklet sig til et dukketeater med sminkede figurer, der skulle ligne mest muligt, mens Charlie Parker, Miles Davis eller John Coltrane truttede løs i den røgfulde baggrund. En scene fra en jazzklub, hvor Marylou danser igennem, er faktisk lidt på den måde. Men for det meste har Salles fastholdt lyset og lugten af vinden fra tidlige morgener og solfulde dage ude på vejene eller hjemme i Brooklyn. Adskillige forhold forties. Filmen handler om en forfatter, som kæmper for at debutere og bor hos sin mor. Kerouac havde skrevet The Town and the City (1950) og var gift med Edie Parker, da han og Neal Cassady tog afsted:

»Så når solen går ned i Amerika og jeg sidder på den gamle, smuldrende mole ved floden og ser på den lange, lange himmel over New Jersey og fornemmer hele dette nøgne land, der ruller med én ufattelig vældig bølge over til Vestkysten, og hele denne vej strækker sig frem, og alle de mennesker drømmer i dens umådelige vælde, og jeg ved at aftenstjernen må være ved at gå ned over Iowa nu, og sende sin gnistregn ud over prærien, lige før den totale nat falder på, der velsigner jorden, kaster mørke over alle floder, lægger sig om tinderne i vesten og tildækker den sidste og endelige kyst, er der bare ikke nogen der ved, hvad der sker nogen anden, udover de fortabte pjalter der ligger i at blive gammel, og jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker endda på gamle Neal Cassady, den far vi aldrig fandt, jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker på Neal Cassady.«

KICKS Joy Darkness hedder et hyldestalbum, hvor forfattere og musikere fra Lawrence Ferlinghetti og Hunter S. Thompson til John Cale og Patti Smith fortolker stumper af mesterens værk. Egentlig mangler kun Bob Dylan, der om On the Road har sagt, at bogen »ændrede mit og alle andres liv«.**

   Livskraften – og de kemiske kicks, der sparker glæde fra sig i mørket – er energien, der mangler i Salles’ film, til trods for Eric Gautiers stilrene close-ups af tomme pakker med benzedrin og Camel uden filter. Stoffet er formidlet med klarsyn og stor kærlighed, men fryden og fortabelsen, selve nerven i teksten er ikke at spore.

   Til gengæld synger filmen af ideen om Amerika, det umådelige kontinent, på en måde, der er helt i den unge Jack Kerouacs ånd.

*) Vejene er oversat i flere omgange, først af Elsa Gress (Arena, 1960), siden af Arne Herløv Petersen (forlaget Fremad i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1986). Herløv Petersens oversættelse af Vejene – det oprindelige manuskript udkom på Rosinante i 2008. Lars Movin og Henrik List er de førende danske eksperter i alt, hvad der vedrører beatdigterne. Der er næsten ingen grænser for, hvad de véd om hvorfor, hvordan og hvornår. Især skal anbefales Movins Allen Ginsberg i Danmark (Spring, 2019) og sampleren Beat: på sporet af den amerikanske beatgeneration (Informations Forlag, 2014). List skriver med varme og akkuratesse i Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beatgenerationens fodspor (Tiderne Skifter, 1997; revideret og beriget i Redux-udgaven fra Shooting Gallery Press, 2007).   

**) Kicks Joy Darkness (1997) er produceret af Jim Sampas, nevø til Stella Sampas, der blev Kerouacs tredje hustru i 1966. Boet er notorisk stort og indviklet, præget af stridigheder og søgsmål mellem 27 rettighedshavere. Der var længe en konflikt over testamentet efter Gabrielle Kerouac (1895-1973), forfatterens mor, som blev anfægtet af Jan Kerouac (1952-1996), hans datter fra ægteskabet med Joan Haverty. Jim Sampas er søn af John Sampas, som varetog boet til sin død i 2017. Albummet er fremragende. Det fungerer godt i tandem med Jack Kerouac Reads On the Road (1999), hvor Kerouacs egne optagelser er forankret i nye bidrag fra bl.a. Tom Waits. Waits' take på »On the Road« kan også høres på bokssættet Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (2006), hvor alle slags løse ender er samlet. 

On the Road. Instr.: Walter Salles. Manus: José Rivera. Foto: Eric Gautier. 124 min. Frankrig-USA-UK-Brasilien 2012. Dansk premiere: 04.10.2012.

Jack Kerouac: On the Road. 50th Anniversary Edition. 320 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: On the Road. The Original Scroll. 416 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: Vejene - det oprindelige manuskript. På dansk ved Arne Herløv Petersen. 352 s. København: Rosinante, 2012.

Jack Kerouac: Big Sur. Oversat af Brian Dan Christensen efter Big Sur (1962). Aarhus: Turbine, 2021.

Jack Kerouac: Road Novels 1957-1960. On the Road. The Dharma Bums. The Subterraneans. Tristessa. Lonesome Traveller. From the Journals 1949-1954. Ed. Douglas Brinkley. 870 s. New York: The Library of America, 2007.

Jack Kerouac: Collected Poems. Ed. Marilène Phipps-Kettlewell. 750 s. New York, Library of America, 2012.

Fotos: MK2 Productions/ American Zoetrope/ Jerry Leider Company/ Vanguard Films/ Film4/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Ciné+/ VideoFilmes// K&S Films/ Nomadic Pictures/ SPAD Films/ IFC Films/ UPI.dk/ Penguin Viking Publishers/ Library of America/ The New York Times/ Rykodisc/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af teksten bragt i Weekendavisen Kultur 05.10.2012