søndag den 7. januar 2024

Roman Polanski: J'accuse | Officer og spion (2019)


MÆND AF PLIGT OG ÆRE
Polanskis prunkløse apologi

Af BO GREEN JENSEN

DREYFUS-affæren rystede 1890ernes Frankrig og blev først lagt væk i 1906, da hovedpersonen var rehabiliteret. Vendepunktet kom i 1898, da Émile Zola skrev en banebrydende artikel med rubrikken »J’accuse…!« – »Jeg anklager!«.

   Reportagen stod på forsiden af L’Aurore og var stilet som et åbent brev til præsident Felix Fauré. Zola satte navn på de ansvarlige personer og udstillede den systemiske antisemitisme. Det var klassisk graverjournalistik.
   Alfred Dreyfus (1859-1935) blev stemplet som spion og dømt for landsforræderi. Han var jødisk, havde formue og var en perfekt syndebuk, som offentligheden nød at udskamme. Officeren blev degraderet ved en stor ceremoni. Systemet sendte ham til Djævleøen og lukkede sagen.


SKANDALEN var et politisk Watergate for sin tid. Militærets efterretningstjeneste kunne pr. definition ikke tage fejl. Man ville hellere fabrikere beviser end indrømme sine fejltagelser. Sandheden var ilde hørt til det sidste. Også Zola blev trukket i retten. Avisen med den belastende reportage blev brændt på gaderne i Paris.
   Disse ting er lærebogsstof. Mindre kendt er historien om kilden, som satte Zola i stand til at skrive. Georges Picquart (1854-1914) var den nyudnævnte efterretningschef, som blev rystet over arbejdsgangen og nægtede at tie. Picquart fandt den rigtige læk i systemet, som modarbejdede ham til det sidste. Hvis historien har en helt, er det ham.
   Englænderen Robert Harris skrev om Picquart i romanen An Officer and a Spy (2013). Bogen er forlægget for Roman Polanskis film nr. 40, der former sig som en blanding af systemkritik og historisk krimi. Harris fornyede den kontrafaktiske genre med thrilleren Fatherland (1992, da. Fædrelandet), som foregår i et Tyskland, der har vundet 2. verdenskrig. Polanski har tidligere filmatiseret Harris' The Ghost (2007) med titlen The Ghost Writer. Der var dansk premiere på Skyggen i marts 2010.



SAGENS hovedperson, Alfred Dreyfus (Louis Garrel), optræder kun i få scener. Han har en studs og reserveret facon, som ikke giver ham venner i etaten. Picquart har undervist Dreyfus på officerskolen. Han har selv erkendte fordomme, men prioriterer pligt og sandhed som en selvfølge. Picquart bliver whistleblower i moderne forstand, da han går til pressen med sin historie. Han bliver også et talerør for instruktøren.
   J’Accuse er en knastør og pletfri fremstilling. Filmens styrke er dens faktuelle metode. Polanski skildrer en mørnende verden, hvor spionage var noget med ringbind, rygter og tæt mandsopdækning. Motiverne var dog de samme som nu.


DER er kun én kvinderolle af betydning. Picquarts elskerinde, Pauline Monnier, bliver spillet af Emmanuelle Seigner, som i virkeligheden bag kameraet er gift med Roman Polanski. Den [i 2020] 87-årige filmskaber siger i pressematerialet, at han naturligvis ser lighedspunkter mellem Dreyfus-affæren og sin egen historie.
   Som bekendt er Polanski det ene af #MeToo-bevægelsens to store dyr. Han har sin egen sag og belastede fortid, som ikke vil dø eller bare gå væk. Officer og spion fik Juryens Grand Prix i Venedig. Der var kontrovers og debat hele vejen. Adèle Haenel udvandrede fra César-ceremonien, da man ikke ville ekskludere instruktøren, men tværtimod belønnede ham. Polanskis modstandere hverken kan eller vil se hans film. J’accuse har ingen amerikansk distributør. Og får det næppe heller.
   Det er dog for let at betragte J’accuse som en apologi for Polanski personligt. Og det er trist for alle parter, at den polskfødte overlever er endt som en mand, de fleste håber vil dø eller tie. For så går hans sag vel i glemmebogen. Som Dreyfus-skandalen gjorde i sin tid. Det er dén mekanisme, som filmen ikke vil lade ligge.


RENEST og skarpest står scenen, hvor Picquart besøger den døende Sandherr (Éric Ruf), hvis skrantende tjeneste han har overtaget. Han får overdraget de hemmelige reserver, som generalen har liggende i klædeskabet. Den skælvende gamle mand raser mod jøder og anarkister. Han ser ikke selv paradokset i at tale om dyd fra en syfilisbefængt ægteseng.
   Over for dét ironiske optrin står scenen, hvor Dreyfus og Picquart taler sammen til slut. Ad omveje får officeren sagt tak, og Picquart, som nu er minister i Georges Clemenceaus radikale og mindre korrupte regering, siger undskyld og tilkendegiver sin respekt. De er mænd af pligt og ære. Det er en studie i forløsende understament.


JEAN Dujardin spiller Picqart med stil og elegance. Det er endelig en dramatisk rolle til karakterskuespilleren fra The Artist (2011) og La French (2014), som ofte bliver gemt væk i farcer og folkekomedier. Stemningen sættes med regnlys og kulde. Skal et helt regiment overvære Dreyfus’ degradering, er et helt regiment udkommanderet. Malerier af Manet og Renoir bliver iscenesat for sporten. Filmen lever især af sit mise-en-scène.
   Jeg vil fortsat se Kniven i vandet, RepulsionRosemary’s Baby, Chinatown, Tess og Pianisten. Og jeg vil anbefale J’accuse meget varmt. Det er ikke et spørgsmål om at tage Polanski »til nåde«. Det må stadig være muligt at skelne mellem mennesket og kunsten. At se værket for, hvad det er i sin tid, og for hvad det siger om tiden. Hvis ikke er vi for alvor i færd med at miste historien.


J'accuse (Officer og spion). Instr.: Roman Polanski. Manus: Robert Harris, Roman Polanski. Foto: Pawel Edelman. 132 min. Frankrig-Italien 2019. Dansk premiere: 17.09.2020.



Fotos:Légende Films/ R.P. Productions/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Eliseo Entertainment/ Rai Cinema/ France Télévisions/ Orange Cinéma Séries/ Canal+/ La Région Île-de-France/ CNC/ Entourage Pictures/ Palatine Etoile 16/ Optimum Développement/ L'Arbre Holding/ Horus Movies/ Kenosis Productions/ Kinoprime/ RatPac Entertainment/ Gaumont Distribution/ YouTube (Unifrance trailer)/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ 
Poster Art: Guy Ferrandis | Le Cercle Noir
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.09.2020.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar