Translate

Viser opslag med etiketten Belleville. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Belleville. Vis alle opslag

mandag den 7. november 2022

Animation | Sylvain Chomet: L'illusionniste/ The Illusionist (2010)


DER FINDES INGEN TROLDMÆND
Jacques Tatis vemodige afskedsbrev

Af BO GREEN JENSEN

JACQUES Tati (1907-82) skrev i 1956 et brev til sin ældste datter, Helga Marie-Jeanne, som han fik med danserinden Herta Schiel i 1942. Han forlod familien og anerkendte ikke faderskabet, da han to år senere giftede sig med Micheline Winter, som han fik datteren Sophie og sønnen Pierre sammen med.
   Brevet begyndte som en forklaring, men fik endelig form som et filmmanuskript. Tati arbejdede på det sammen med Henri Marquest i årene mellem Mon Oncle (1958) og Play Time (1967), da hans Monsieur Hulot-karakter var mest populær. Han sendte aldrig brevet, og manuskriptet blev ikke produceret. Ved hans død blev det arkiveret i Centre National de la Cinématographie som »Film Tati No 4«.



AD omveje og efter megen kontrovers, som endnu ikke er afklaret, blev manuskriptet i 2003 afleveret til tegneserieskaberen Sylvain Chomet, som samme år brød stort igennem – også herhjemme – med animationsfilmen Les Triplettes de Belleville. Trillingerne fra Belleville er en grotesk, så godt som dialogløs hyldest til cykelsport, jazz og andre urfranske fænomener.
   Man kan sagtens se, hvorfor Tati-boet tænkte på Sylvain Chomet. Sammen med japaneren Hayao Miyazaki og briten Nick Park er han en af de meget få animatorer, som skaber film for alle aldersgrupper og bryder med den runde stil fra Pixar, Dreamworks, Disney og Blue Sky. Denne har mange nuancer og kvaliteter, men ingen af de amerikanske studier ville vide, hvordan man skulle tackle Tati.



CHOMET gør det med en stille, sirligt detaljeret og meget melankolsk fortælling om en slidt tryllekunstner, der rejser fra Frankrig til Skotland, hvor han møder pigen Alice på en ø, der er som skåret ud af Whisky Galore. Året er 1956, og rock ‘n’ roll fortrænger den klassiske varietékunst. Illusionisten er Tati op ad dage. Alice tror, at han faktisk kan trylle og følger med til Edinburgh, hvor de skaber en hverdag.
   En tid lang er parret som datter og far. Så møder hun en ung mand og bliver forelsket, mens tryllekunstneren forgæves prøver andre karrieremuligheder. Hans afskedsord står på en seddel: »Der findes ikke troldmænd i virkeligheden«. Forløbet er både bedrøvet og komisk, ganske som Tati kunne være. Man går ud med en stor klump i halsen, for sjældent er en animationsfilm blevet lukket så sørgmodigt.



CHOMET dedikerer filmen til Sophie Tatischeff, Tatis yngste datter, som døde i 2001. Det har udløst en hård reaktion fra komikerens ældste barn, som føler sig skrevet ud af historien. Flere Tati-kendere nægter at forholde sig til filmen. Så forståelig denne stejlhed nu er, bør man se L’Illusionniste uden fordomme. Den er modgift i en tid, hvor man tror, at tegnefilm for enhver pris skal være hvinende søde.






L’Illusionniste (Illusionisten). Instr.: Sylvain Chomet. Manus: Jacques Tati, Sylvain Chomet. 90 min. Frankrig-UK 2010. Dansk premiere: 07.04.2010.


Fotos: Pathé/ Django Films/ Ciné B/ France 3 Cinéma/ Canal+/ CinéCinéma/ France Télévisions/ Allied Filmmakers/ Ink.Digital/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film Distribution
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 08.04.2010.

søndag den 6. november 2022

Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003)


BELLEVILLE MON AMOUR
En animeret kultfilm af Sylvain Chomet

Af BO GREEN JENSEN

DET handler mest om cykelsport, nærmere bestemt Tour de France i de klassiske tidlige 60ere. Men også om hekse og gangstere. Og om Bruno, en neurotisk hund med svær togfobi, som i barndommen nok var en væver hvalp, men med tiden er blevet en stor sæk kartofler, der lægger sig tungt på sine mennesker.
   Disse to hedder Champion og Madame Souza. Champion er den forældreløse dreng, muligvis et hittebarn, som Madame Souza, en portugisisk kvinde med klumpfod og gallisk moustache, prøver at trænge ind til med jazz. Ved et tilfælde opdager hun hans passion for at cykle. I næste billede er drengen blevet et krumt sugerør, et siv af en mand med enorme lægmuskler, som træner til det store løb i byens stejle gader.



DEN lille kvinde følger ham uden problemer på sin kassecykel, bevæbnet med en skarp trænerfløjte. Hjemme i det skæve hus ved jernbanen deler Bruno sin tid mellem saftige drømme om mad og tvangsbetonede udfald mod ansigterne i de forbipasserende tog. Som en Sisyfos på fire ben slæber Bruno sig op til tårnværelset. Han gør som en rasende helvedeshund og er farlig at se på i tyve sekunder. Så falder trækkene sammen igen.
   Bagefter vakler han hele vejen ned, lidt bange, lidt gammel, kronisk forpint og som regel slukøret. I en time venter han stille på gulvet. Så er tiden inde til endnu et tograid, og Bruno slæber sig atter op. Da handlingen senere flyttes til Belleville, filmens på én gang nostalgiske og futuristiske drøm om en grænseløs storby, kan Bruno slet ikke styre sin fobi. Togene svirrer forbi hele tiden. Hunden er ved at gø sig i graven, men alligevel bliver vognene ved.
   Der er meget at se på i Sylvain Chomets med rette berømmede skrøne om Trillingerne fra Belleville. Man skal have hurtige øjne for at få det hele med i første omgang. Alt andet lige er det dog Bruno, som gør det største og dybeste indtryk. For er vi ikke alle lidt som den stakkels hund, når dagene bare bliver ved med at komme?



LOGOS er et hjertets Frankrig, hvor snart sagt alt kan lade sig gøre. Madame Souza masserer Champions muskler med en støvsuger og en plæneklipper. Bruno drømmer i sort-hvid om mareridtsrejser med toget i hjernen. Også tv viser monokrom jazz, og Charles de Gaulle holder taler på fransk kaudervælsk. Allerede indledningen er grænseoverskridende grotesk, men det bliver endnu mere mærkeligt og forbløffende detaljeret.
   For Champion når til at deltage i Tour’en. Madama Souza sidder på taget af bilen og strikker. Bruno bliver brugt som reservehjul, da en punktering forliser dem fra hovedfeltet. Snart udarter sødmen til rent mareridt. Champion bortføres af frygtindgydende franske gangstere, som sejler ham og to andre ryttere væk gennem stormen til Belleville.


BELLEVILLE ligner både Belleville i Paris og New York, som en nostalgisk stemt franskmand ville karikere dette sted. Sylvain Chomets finurlige animationsfilm er ikke mindst en parade af kulturelle stereotypier, alle arketyperne, som vi hunde og mennesker opfatter dem.
   Les Triplettes de Belleville ligner ikke nogen anden tegnet fabel, jeg har set. Den fik premiere på Cannes Festivalen i maj og kunne senere på året charmere en enstemmig jury på Copenhagen International Film Festival. »Det er en pragtfuld film,« sagde formanden Theo Angelopoulos, da han motiverede juryens særpris.
   I dét havde han ret, men ordene kommer hurtigt til kort, når Chomets idéoverskud skal beskrives. En del af hele styrken ved filmen ligger netop i lydsporets mangel på sprog. Der synges og pludres og summes konstant, men der er ingen reel dialog som blokerer for forståelsen hos et ikke-fransktalende publikum.



SOM bekendt har vi i Danmark et blindt punkt med hensyn til animationsfilm. Overhovedet var Skandinavien et af de sidste territorier, hvor japanske animé-film slog igennem. Det hænger sammen med, at vi tænker på tegnede strimler som noget med børn. Ikke nødvendigvis for børn alene, men hvad skal man med tegnede virkeligheder, hvis de mindste i familien ikke kan se med? Kun Disneyfilm forstår vi, de minder os om vores barndom. Men de nye Disneyfilm er nu sjældent helt så kære som dem fra vor egen guldalder.
   Man skal naturligvis gå ind i de tegnede virkeligheder og udforske det midlertidige univers, der når som helst kan strækkes, forvandles og åbne nye rum og sider. Den runde amerikanske stil har brugt alt for megen energi på at få verden til »at ligne«. Japanske animationsfilm, både de voldsomme blodofre og de næsten sødladent overdådige prinsesseeventyr, har derimod gjort en dyd af at minimere troværdighedspræget.



SOM en tredje vej står eller ligger den varme europæiske stil, der simpelt hen leger med virkeligheden og lader historien komme i anden række. De belgisk-franske animationsfilm gør for formen, hvad belgisk-franske serier altid har gjort for de tegnede striber. De forstår sig ikke på superhelte, som fremdeles er amerikanernes force, men fra Tintin og Michel Vaillant til Asterix og Corto Maltese formår de at digte med genren og fabulere.
   I De Fem Benspænd (2003), Jørgen Leth og Lars von Triers inspirerede leg med selvpåførte spilleregler, beder Trier Leth om genskabe en sekvens fra Det perfekte menneske (1967) som tegnefilm. »Det kan jeg ikke. Jeg hader tegnefilm,« siger Leth. »Det gør jeg også. Det kan jeg heller ikke,« svarer Trier. »Og derfor skal du lave en tegnefilm, Jørgen. En af dem som vi begge to hader.«
   De skulle skamme sig, disse æggehoveder, men ordvekslingen siger desværre en del om arrogancen hos voksne novicer, der ikke har været tilbage i genren, siden Metropol Biografen på Strøget kørte Disneys Juleshow for de mindste. Leth retter sig i øvrigt og reagerer positivt på udfordringen. Hos amerikaneren Bob Sabiston (som også formgav Richard Linklaters Waking Life, en kreds af voksenvignetter fra hjemstavnen Austin i Texas) får han lynanimeret et stilfuldt afsnit af barberingssekvensen i Det perfekte menneske.




DET må næsten blive et obligatorisk projekt at give Trillingerne fra Belleville en chance. Men overvej oplevelsen i forhold til de yngste. Trillingerne kan sagtens ses af store børn, som dog sikkert vil være forvirrede. Chomet afstedkommer mange effekter ved hele tiden at henvise til en fællessum af fransk og amerikansk kultur, Josephine Baker, Django Reinhardt, De Gaulle, Fred Astaire osv., som danske børn ikke umiddelbart er ajour med.
   De mindste kan godt blive bange. Trillingerne Violette, Rose og Blanche optræder med et varieténummer, hvor de frembringer rytmiske lyde med alt forhåndenværende materiale. I filmens første tv-stump var de unge sild. Siden bliver de rynkede søstre, seje men samtidig semi-debile. De kommer Madame Souza til undsætning som excentriske Macbeth-hekse, der udelukkende lever af frøer. Violette kaster en håndgranat i mosen, og dagens middag er reddet. Samt dagens haletudse-popcorn og de lækre ispinde med spiddede frøer.



HUNDEN Bruno står helt af diæten, da maden forsøger at flygte. Madame Souza er frygtløs og konfronterer uden at blinke den forenede mafia, som holder Tour de France-rytterne fanget og spiller hasard om deres dopede turneringer på en avanceret trædemølle. En biljagt gennem Belleville følger, og da Madame Souza kæntrer en forvokset 2CV med sin klumpfod, har man omsider fået rigeligt af Chomets finurligheder.
   Filmen blander så mange stilarter, at den næsten udgør et katalog. Her er computergenerede billeder og nostalgisk flade sekvenser, som lader håndtegnede figurer bevæge sig på malede baggrunde. Trillingerne fra Belleville er et overflødighedshorn, men i længden bliver humoren rigeligt sort, og man får sværere ved at engagere sig. Den del af filmen fungerer kun, når Chomet stiller skarpt på sin lille familie, hunden, kvinden og den melankolske cykelrytter.


Les Triplettes de Belleville (Trillingerne fra Belleville). Instr., manus og grafisk design: Sylvain Chomet. 81 min. Frankrig-Belgien-Canada-Letland-UK-USA 2003. Dansk premiere: 19.09.2003.


Fotos: Les Armateurs/ Productiion Champion/ Vivi Film/ France 3 Cinéma/ RG Prince Films/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2003