Translate

Viser opslag med etiketten Ungdomsfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ungdomsfilm. Vis alle opslag

søndag den 10. juli 2022

Ken Loach: Sweet Sixteen (2002)


FRIHEDEN FLYVER
En »Kes« for ny ungdom og kommende tider

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bliver født med en sølvske i munden, andre må kæmpe sig vej ud af natten. Den skotske teenager Liam hører til i sidstnævnte kategori. Sweet Sixteen præsenterer ham for tilskueren, da det ugentlige besøg hos moderen skal aflægges. Liams mor er narkoman og sidder inde, enten for prostitution eller handel med stoffer.
   Kæresten Stan, som i den grad ikke er Liams far eller bonusfar, har derfor gang i en god fidus. Drengen skal bare give mor et knus og stikke hende den lille kuvert. Liams morfar er med på det hele. Du kan tro, du får tæsk, hvis du trodser os, knægt!
   Men Liams mellemnavn er trods. Han trives med at stritte imod, og det giver ham en særlig udsøgt tilfredsstillelse at snyde Stan og sin morfar, stjæle deres lager af stoffer og arrangere sagerne, så det ser ud, som om de har snydt den lokale gangsterhøvding. Liams trofaste væbner er kammeraten Pinball (William Ruane), en mere frejdig udgave af naturens muntre søn fra den forkerte side af livet i Glasgow.
   Liam er ikke frejdig. Han er hunden, der bider sig fast og nægter at slippe. Nogle ældre bøller vil stjæle hans stoffer. Liam kommer igen og igen, for hver gang at bide i støvet. Så kommer han sammen med Pinball og væbnet til tænderne. Drengene får deres varer igen.


KVARTERETS godfather er imponeret, da han når til at kalde drengene ind. Pinball bliver sendt ud i mørket, men Liam får hvad han betragter som sin hidtil største chance. Sin egen rute, en lejlighed i et pænt kvarter, løn for sin lyssky kurervirksomhed. Han bor hos sin søster, der alt for ung er blevet mor til Calum. Han bliver selv lidt kæreste med søsterens veninde, og han lægger alle de sorte penge tilside for at købe et fristed til moderen, så hun kan gå fra Stan efter løsladelsen. For en gangs skyld ligner det lykken, og drengen på 15 tør næsten slappe af. For en gangs skyld går det op, op, op og bliver en lille smule bedre hver dag.



NU er dette ikke et amerikansk teenagedrama, hvor gode bestræbelser straks bærer frugt. Sweet Sixteen er en socialrealistisk menneskeskildring af Ken Loach, der tre årtier efter Poor Cow (1967), Kes (1969) og Family Life (1971) er ufortrøden i sin skildring af grå britisk virkelighed og sin kritik af inertien i et system, der hylder princippet om at give de rige endnu mere og tage det sidste fra dem, som har mindst.
   For Loach er klassekampen ikke forbi. Han fører den dog i fuld åbenhed med det enkelte menneske som målestok, ikke parolerne og pamperiet. Amatøren Martin Compston, der yder en overrumplende troværdig indsats som Liam, kunne være en nutidig Billy Casper fra Kes.
   Ligesom Carla’s Song (1996), My Name is Joe (1998) og Bread and Roses (2000) har Sweet Sixteen manuskript af Paul Laverty, en Glasgow-baseret sagfører, der deler Loachs menneskesyn. I Carla’s Song og Bread and Roses blev det moralske korrektiv for bastant, mens en snert af sentimentalitet satte ind, men i My Name is Joe ramte tandemet plet.*


DRENGEN Liam foregriber den mand, som Peter Mullan fremstillede i My Name Is Joe. Begge er anstændige mennesker i en gennemført kompromitteret omverden. Der er ingen violiner, men nok en stille humor til at følge dem lidt hen ad gangen.
   Frem for alt bliver en virkelighed skildret, her et regntynget Glasgow, hvor det repræsenterer et socialt kvantespring at rykke fra bymidten ud til en ny lejlighed i de småborgerlige forstæder. Samtlige karakterer taler klingende skotsk. I Cannes blev filmen vist med franske undertekster. Især englænderne følte sig helt hægtet af.
   Sweet Sixteen er ingen spændingsfilm. Alligevel ville det være forkert at røbe, hvad der sker og hvorfor det går galt. Men det er klart, at det går galt. Det gør det som regel i virkeligheden, og hvor megen sympati man end nærer for enspænderen Liams projekt, kan det i længden ikke nægtes, at han oparbejder en moralsk skattegæld. Moderen kommer ud. Man kan ikke bare slippe og udnytte sine venner. Det nye liv har sin særlige pris. Den smukke drøm er, om ikke et rent luftkastel, så i hvert fald en udbrændt husvogn ved vandet.


FILMEN hører til Loachs allerbedste. Her formår han på én gang at ramme nerven i samtidens sprog og bevare sin umiskendelige tone. Alt er fremstillet neutralt og sobert registrerende, men indignationen anes i bunden, og gennem hele historien løber en fuldkommen solidaritet med de gode karakterer i et miljø, der sædvanligvis belønner de gemene og grådige instinkter. Liam på 15 tager skæbnen i egne hænder og prøver på at skabe et liv for sig selv og de tre-fire mennesker han elsker. Resten af verden kan gå ad helvede til. Det er muligvis derfor, at drømmen kuldsejler.


I EN sælsom tid, hvor det sociale fællesskab stadig mere uhæmmet raser mod sine unge kriminelle, er Sweet Sixteen en nyttig nuancering af en lang række stærkt forenklede problemstillinger. Det er Loachs film altid. Han er manden, der ikke vil gå sin vej, når det gælder om at sætte ansigt på konsekvenserne af en abstrakt politik.
   Atter ser man det hele gå galt for manden i midten, men man sidder helt ude på kanten af stolen. Den sociale filmskaber taler igen, og nu er han en af de eneste stemmer. For tiden pønser tiden på at fængsle sine store børn. Er det mon Liam hér, der skal ofres sådan?

*) Kerneholdet er faktisk en trio. Siden Hidden Agenda (1990) har Loach realiseret sine film – 19 stykker til og med Sorry We Missed You (2019) og efternøleren The Old Oak (2023) – i samarbejde med produceren Rebecca O’Brien (f. 1957). O'Brien er for Loach i 90erne, 00erne og 10erne, hvad Tony Garnett (1936-2020) var i 60erne og 70erne. 80erne blev en slags wilderness years, hvor Loach primært arbejdede i tv-mediet, fra film til film og ofte af nød som sin egen producer. I 2002 etablerede Loach og O’Brien produktionsselskabet Sixteen Films, specifikt for at realisere Sweet Sixteen, som de og Paul Laverty (som mødte Loach i 1995, da han medvirkede i Land and Freedom) ville have den. Sixteen Films har produceret Loachs film efter 2002 og en håndfuld andre projekter, bl.a. Lynne Ramsays You Were Never Really Here (2017).
  



Fotos: Sixteen Films/ Alta Films/ BBC Films/ Road Movies Filmproduktion/ Scottish Screen/ The Works/ Tornasol Films/ NonStop Entertainment/ Festival de Cannes/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Laverty-Loach-O'Brien photo)
Sweet Sixteen streames på FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2003 [her let ajourført og revideret]

tirsdag den 16. marts 2021

Amat Escalante: Heli (2013)


FORUDSIGELIGE DØDSFALD
Metafor og realisme i den mexicanske narkokrig 

Af BO GREEN JENSEN

HELI er en retskaffen ung mand på 17. Han har længe været voksen, for i dagens Mexico er barndommen hurtigt forbi. Heli arbejder på bilfabrikken i Guanajuato. Han har en hustru og en lille datter og er fast besluttet på ikke at blive inddraget i narkoopgøret, som de fleste ender i skudlinjen af. Miljøet er fattigt og ærligt.
   Heli holder sig ude af den verserende krig mellem politi og narkokarteller. Begge sider dræber vilkårligt og er fantastisk brutale. Alle er stråmænd for højere magter. De er samtidig kærlige fædre. To bødler tager Heli med hjem og lader ham hænge i hjørnet af stuen, før de torturerer ham. Familien ser tv imens. Kun kokain har værdi. Menneskeliv er noget, man fodrer svin med.


DER sker ikke meget i Heli. Forråelsen i det hårde miljø bliver vist frem, men også hverdagens bløde steder og familielivets varme relationer. Heli når længere end de fleste, før han træder forkert. Han garderer sig ellers fornuftigt. Det er bare ikke muligt at stå uden for narkokrigen, som ætser strukturerne op indefra.
   Heli kunne have klaret sig, hvis ikke Estela, hans søster på 12, var forelsket i Beto, en af de unge soldater. Til ære for medierne foregår en større afbrænding af konfiskeret kokain. Selvsagt bliver varer henlagt, så man kan hente dem, når pressen er rejst. Beto finder to pakker og skjuler dem i vandtanken på taget hos Helis familie. Han vil flygte med Estela, som er en pubertær femme fatale i hvide knæstrømper.
   Da Heli opdager pakkerne, er hans skæbne beseglet. Det spiller i og for sig ingen rolle, hvad han gør, for nu er han kompromitteret. Han hælder giften i et vandhul, hvor en melankolsk bøffel står og ser op, lige så fanget i hængedyndet som han. Også ørkenlandskabet synes at være et billede på hans situation.


FLERE undrede sig, da Amat Escalante modtog instruktørprisen på Festival de Cannes i 2013. Den 35-årige filmskaber, som blandt andet har været assistent for Carlos Reygadas, der er medproducer på Heli, har før fortalt den samme historie med flere effekter i både Sangre (2005) og Los Bastardos (2008).
   Heli lignede derfor en film, man har set mange gange, og flertallet følte, at Escalante kom for let til sine semi-dokumentariske pointer. Man savnede vel også nogle af de æstetiske kvaliteter – Heli kan betegnes som landlig mexicansk film noir – som f.eks Carlos Reygadas’ film mere eller mindre er bygget af.
   Escalante havde selv nogle relevante kommentarer i den forbindelse. Den første gik på troværdighedspræget: »Jeg brugte egentlig ikke megen tid på research, for det der sker i filmen, er noget alle kender til. Fortællingen skulle blot give handlinger og konsekvenser et ansigt, karaktertræk og familie. Ideen var at se problemerne påvirke denne specifikke familie.«
   Man ville tale ned til publikum, hvis man gav sig til at forklare. Instruktørens andet argument er derfor selve kernen i Heli: »Folk i Mexico er så vant til volden, at det ikke ville have samme gennemslagskraft, at en mand på 40 med hat og skæg torturerede nogle andre. Men det er meget anderledes at se de unge mænd – Mexicos fremtid – gøre det. De er ungdommen og på én gang den mest skrøbelige del af situationen og det eneste håb. Derfor er børn vidner til disse handlinger i filmen.«



FATALISMEN i Heli kan minde om de skildringer af kriminelle miljøer, som man finder i f.eks. Matteo Garrones italienske Gomorra (2008), et sociologisk myldrebillede af forretningsgange og arbejdsmetoder i dagens napolitanske camorra, og Mikkel Noers Nordvest (2013), der i mindre målestok undersøger den samme struktur i Københavns NV-kvarter.
   I alle tre film bliver unge mænd kværnet i stykker mellem absolutte kræfter i et stivnet hierarki, som (vi) alle er inddraget i. Drengene i Gomorra er dopede opportunister, som vil narre inertien i systemet. Casper i Nordvest er mere som Helí. Han prøver at holde sig fri af fraktioner og være uafhængig af miljøets æreskoder.



STILEN i disse og lignende film udgør næsten en ny realisme, som nægter at stille sig an med effekter. Pointen er i alle tilfælde determinismen. Det er ballader om forudsigelige dødsfald, trivielle, tragiske og banale. De unge mænd er offerdyr, som tror, de kan holde sig frie. Tilskueren tvivler aldrig på udfaldet.
   På den måde bliver publikum konspiratorisk, og dét kan være faren ved den æstetiske distance. De iagttagne liv bliver sociale eksempler i stedet for distinkte skæbner, der fordrer og fremelsker den empati, som er grundstenen i selv et svagt melodrama. Den nøgne form kræver sikker beskæring for ikke at blive til stilstand.
   Heli har problemer med at prioritere, og brugen af udpenslet vold bliver nu og da mere nonchalent, end godt er. Benzin brændes af på indsmurte kønsdele, kadetterne træner i søer af opkast. Escalante holder afstand for at vise manglen på hensyn, men bliver på den måde selv en del af følelsesløsheden.



TIL gengæld mestrer han indramningen. Scenerne med Beto og Estela er suveræne surrealistiske skud, som udnytter ørkenlandskabet. Filmen begynder og slutter med billedet af en henrettet mand, som hænger under en motorvejsbro. Synsvinklen er den samme, som bødlerne har fra den ladvogn, de kører væk i. Fordi kameraet er monteret på bilen, ryster billedet af den hængte mand.
   Der er ikke gjort forsøg på at fjerne denne skælven, som sætter anførselstegn om fortællingen. Hvis Escalante har en signatur, er det denne æstetiske interferens. Ved at anerkende fiktionen, føles Heli paradoksalt mere ægte. Omsider bliver kunsten til virkelighed.

Se også Amat Escalante: The Untamed/La región salvaje (2016)


Heli. Instr.: Amat Escalante. Manus: Gabriel Reyes & Amat Escalante. Foto: Lorenzo Hagerman. 105 min. Mexico 2013. Dansk premiere: 08.05.2014


Fotos: Mantarraya Productions/ CineMaterial/ Øst for Paradis Distribution/ DFI/Festival de Cannes 
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Network UK (regionsfri) 25.08.2014
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.05.2014