Translate

Viser opslag med etiketten hybridfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hybridfilm. Vis alle opslag

fredag den 24. juni 2022

Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]


MØRKE RITUALER
Sandfærdig fiktion mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN


BRIDGEND ligger i det sydlige Wales mellem Cardiff og Swansea. Byen har ca. 50.000 indbyggere. Den har bestemt kendt bedre dage. I sin tid lå Storbritanniens største ammunitionsfabrik, Arsenalet, i Bridgend. Omvendt er det ikke en nedlukket mineby. Der er intet, som forklarer, hvorfor 29 unge mennesker i alderen 13-17 år har taget deres liv i Bridgend Forest mellem 2007 og 2012.

   Dokumentaristen Jeppe Rønde blev interesseret i Bridgend-selvmordene, da han læste en artikel i en britisk avis. Dem har der været utallige af, for de unge døde taler til tidens tabloid-instinkt. Filmskaberen rejste til Bridgend for at få en fornemmelse af stedet. Denne researchform havde fungeret, da Rønde skabte Jerusalem, min elskede (2004) og den meget roste The Swenkas (2005), om zulu-mænd fra Johannesburg, som lever for at klæde sig fint på og danse lørdag aften.
   Han gik frejdigt ind som en åben outsider. Rønde kunne ikke forestillle sig, at der skulle gå 6-7 år af hans liv med at skildre de gådefulde og stadig ikke forklarede selvmord blandt unge i Bridgend.


FRUGTEN af anstrengelserne er en spillefilm, som bruger den konkrete baggrund, men lægger en fiktiv ramme om Bridgend. Måske for bedre at kunne fabulere, måske fordi englænderen John Michael Williams lavede en dokumentar om Bridgend i 2013. Er man interesseret i årsager, skal man se dokumentaren. Vil man have et bud på, hvad de unge føler, og hvad der muligvis driver den kultiske adfærd, er Røndes mørke drømmespil et fascinerende stemningsstykke.



HANDLINGEN er mest til pynt. Teenageren Sara (Hannah Murrray) og hendes far, Dave (Steven Wadddington), som er kriminalinspektør, flytter tilbage til Bridgend, fordi Dave skal prøve at komme til bunds i selvmordssagerne. De unge hænger sig i skoven, næsten altid på steder, hvor de bliver fundet af deres forældre. Det lykkes Dave at få adgang til et chatroom, hvor de unge hylder kammerater, der er krydset over. Så går efterforskningen i stå.
   Man fornemmer, at far og datter har deres egen historie. Dave indleder et forhold til en veninde fra gamle dage, mens Sara drages ind i den tribalistiske adfærd. Byens unge samles på steder, hvor en kammerat er fløjet væk. Man hælder vin på de interimistiske grave og råber den dødes navn op til himlen.


DER er stoffer, alkohol, gotisk musik og fester, som kulminerer i hærværk. Men det er der jo alle vegne. Også dødsromantik hører med til en ungdom og har gjort det siden Werthers dage. De unge læner sig ind i døden, som en lokal kriminalbetjent udtrykker det. Blot bliver fantasien sjældent gennemført. Så hvorfor i Bridgend?
   Røndes film giver ingen kategoriske svar og er ikke interesseret i prosaiske årsager. Snarere vil Bridgend skildre atmosfæren og undersøge de ritualer, som ungdommen deler i skoven. Det gør den på fængslende vis. Også derfor generer den klichebelagte rammehistorie, som ligner en ordinær tv-krimi.



SARA er sammen med en af de unge mænd, som næsten kvæler hende, før han tager sit liv. Så forelsker hun sig i hans ven, der faktisk overvejer Saras forslag om at flygte til normaliteten i Swansea, hvor det må være muligt at give lyset en chance. I Bridgend trækker mørket alt med sig ned.
   Bridgend er bedst på de steder, hvor Rønde vil skildre utydelige drømme. Han skaber smukke, mørkt funklende billeder sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck, som kan tage den halve ære for Bridgend. Pigerne flyder i det sorte vand som hvide åkander og ligner nymfer på et maleri af John William Waterhouse.*


RØNDE bruger sit antropologiske blik til at skildre byens fælles ritualer. I skolen læser eleverne et digt, som besværgende fastslår, at døden ikke vil sejre, den »skal ikke have noget herredømme«. Mærkværdigvis krediterer Rønde ikke sin kilde. Det er Dylan Thomas' »And Death shall have no Dominion«, som lægger en helt ny vinkel på sagen. Måske de unge vinder over døden ved at vælge den?
   Da det store spørgsmål bliver, om Sara vil dø eller leve, sælger filmen alle sine aktier for et mytologisk slutbillede, der står lige så stærkt og uforklaret som sekvensen med hekse, der lukker Lars von Triers Antichrist. Der er i øvrigt ikke langt fra selvmordskulten i Forbrydelsens element til de unge, som leger med døden i Bridgend. Begge steder giver handlingen udmærket mening, hvis man har en bestemt alder og læser verden i et særligt lys.



»SOME are born to sweet delight/ Some are born to Endless Night,« skrev William Blake. Nogle fødes til frydefuld sødme, nogle fødes til Endeløs Nat. Og nogle ting kan ikke forklares med lyset i sproget, men man kan skildre dem i billeder.**
   Lige dét lykkes ret godt for Rønde i Bridgend. Desværre reducerer formen det hele til noget i retning af en opdateret The Wicker Man. Det er højbrynet horror og meget mørk art rock.
   De unge tager stadig deres liv i skoven, som Saras far forsøger at brænde. Som dokumentarist var Jeppe Rønde med til at grundlægge hybridfilmen. Han kunne med fordel have skabt én om Bridgend.


*) John William Waterhouse (1849-1917) var en sen, men særdeles aktiv og produktiv eksponent for ideerne og idealerne i The Pre-Raphaelite Brotherhood. Han var yngre end de øvrige prærafaelitter, og en række af hans værker (Ophelia, Miranda m.fl.) står i skyggen af de mere markante fremstillinger, som John Everett Millais (1829-1896) havde givet motiverne. Ligesom Millais var Waterhouse en bedre tekniker end Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) og William Holman Hunt (1827-1910), de store idébærere fra det oprindelige PRB (som var aktivt 1848-1855), og modsat William Morris (1834-1896), som også kom senere til, var han ikke interesseret i social helhedstænkning. Waterhouse begyndte som klassicist i den akademiske tradition fra Frederic Leighton (1830-1896) og delte den affinitet for seksuel subtekst, som man finder hos Lawrence Alma-Tadema (1836-1912), der for victorianerne repræsenterede en slags anerkendt eroticisme. Waterhouse fandt sin særlige niche, ikke i arthurianske og Shakespeare-inspirerede emner, som andre havde fortolket mere markant, men i personlige fortolkninger af episoder fra Odysseen og Æneiden. Hans billeder var blandt de mest populære, da det i 1970erne blev almindeligt at dække væggene med masseproducerede kunstplakater. Især Echo and Narcissus (1903) og
Hylas and the Nymphs (1896) var alle vegne. Jeg ved ikke, om sidstnævnte var en erkendt reference for Jeppe Rønde og Magnus Nordenhof Jønck, da de formgav sekvensen i Bridgend, men at se den var næsten som at være i det billede.   

**) »Every night and every morn,/ Some to misery are born,/ Every morn and every night,/ Some are born to sweet delight./ Some are born to sweet delight, some are born to endless night.« Linjerne er nogle af de oftest citerede fra William Blake (1757-1827). De kunne stå som et af »The Proverbs of Hell« i The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) men de stammer fra fragmentet »Auguries of Innocence«, som Blake skrev ned i 1803, men aldrig arbejdede videre med. Først da det såkaldte Pickering Manuskript blev offentliggjort i 1863, kom teksten på tryk. Det skete, da Alexander Gilchrist udgav Life of William Blake, "Pictor Ignotus", som er en af de første monografier om Blake. Bogen er i to bind, det første med biografisk tekst, det andet med Blakes egne arbejder. Jim Jarmusch citerer skriftstedet i Dead Man (1995), en metafysisk hippiewestern, der ligesom Bridgend undersøger, hvordan det kunne være »
at krydse over«.  Agatha Christie citerede strofen og brugte Endless Night som titel på en sen (meta)krimi fra 1967. Mest kongenialt er linierne brugt af Jim Morrison, som vender og drejer dem flere gange i teksten til »End of the Night« fra The Doors (1967): »Take the highway to the end of night/ Take a journey to the bright midnight/ Realms of bliss, realms of light/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night...«

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Manus: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 95 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 25.06.2015.


Fotos: Blenkov & Schønnemann Pictures/ Four Sons Pictures/ New Europe Film Sales/ DFI/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

lørdag den 4. september 2021

Richard Linklater: Boyhood (2014)


DE MINDSTE TING
En opvækst forløber i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

I 90erne fik man begrebet hybridfilm. Det dækker i regelen dokumentariske fortællinger, der intensiverer deres skildring af virkeligheden ved at bruge narrative tricks og strategier, som man er vant til at arbejde med i fiktionen.
   Trafikken kan dog også gå den anden vej. I Richard Linklaters stilfærdigt nyskabende Boyhood forstærkes troværdighedspræget, fordi fortælleformen inddrager træk, man forbinder med dokumentaren. En helaftensfilm, der beskriver tolv år af et almindeligt amerikansk drengeliv, lyder næppe særligt spændende. Imidlertid er det lykkedes Linklater at skabe noget skært og dyrebart.
   Boyhood begynder i 2002, da drengen Mason (Ellar Coltrane) er otte år gammel. Han og søsteren Samantha (Lorelei Linklater) bor hos deres mor (Patricia Arquette), som er separeret fra børnenes far (Ethan Hawke), der netop dén dag er på besøg.
   Da filmen slutter i 2013, er Mason fyldt 18 og flytter hjemmefra for at studere. Forskellige udvalgte dage på vejen er skildret i semi-dokumentarisk atmosfære. Forældrene har nye forhold. Masons far begynder forfra i et nyt ægteskab med en ny lille søn. Mor er gift med en fordrukken professor og en bitter Irak-veteran. Miljøerne veksler fra country i Austin til kristen skydeglæde hos Fars nye svigerforældre.



BOYHOOD varer to timer og tre kvarter. Der sker sådan set ikke andet, end at Mason vokser op. Det særlige er, at Linklater har filmet de medvirkende over 12 år. De ældes derfor i virkelig tid, og filmen lagrer hvert øjeblik, som det var. Boyhood bliver på den måde en blanding af sort boks og tilbageskuende Amerika-skildring.
   Linklater brugte en lignende metode i trilogien om Jesse og Céline (Ethan Hawke og Julie Delpy), der mødes som unge turister i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2006) og er blevet et træt par med tvillingedøtre i Before Midnight (2013). Også her bliver karaktererne ældre sammen med tiden. Der er dog tale om struktureret fiktion, et afrundet værk for hvert møde.
   Boyhood er derimod bygget som en tidskapsel fra begyndelsen. Fra 2002 til 2013 har Linklater samlet de medvirkende i cirka tre uger hvert år. Fortællingen er ajourført og har til en vis grad taget form efter Coltranes personlige udvikling, men der er ikke biografisk sammenfald. Det er en film, det har taget ti år at indspille.



STYRKEN er især, at Linklater afholder sig fra at tydeliggøre. De bestemmende øjeblikke bliver ikke gjort større, end de er. Dramatikken skabes snarere ved nænsom redigering. Gentagelserne er fjernet fra forløbet. Summen af trivielle hverdage er blot markeret. På den måde friskrabes de nødvendige erfaringer.
   Et eksempel er scenen, hvor den så godt som flyvefærdige Mason får en opsang af sin fotolærer, der kan se, at han har evner, men må lære at bruge dem ydmygt. Mason synes ikke om blot at reproducere. På reportageopgaver kommer han altid hjem med kunstfærdige fortolkninger af virkeligheden.
   Læreren forklarer, at man først må mestre faget og beskrive tingene, som de er. Han sender Mason til en fodboldkamp og beder ham komme hjem med en færdig serie udvalgte og redigerede fotos. Det er både et lynkursus i journalistisk metode og en variation af mødet med Den Gode Lærer, som gør en forskel.


HER er hverken føleri eller kulde. Da Mason vinker farvel og kører væk, føles det virkelig, som om Coltrane og Arquette var mor og søn i virkeligheden. Der er ingen stor musik til at booste det heftige følelsesstof. Et liv tager form, en barndom forlades. Boyhood er blevet en åbenbaring af hverdag, et billeddigt om dybden i de mindste og mest almindelige ting.



Boyhood. Instr. og manus: Richard Linklater. Foto: Lee Daniel, Shane F. Kelly. 165 min. USA 2014. Dansk premiere: 04.09.2014.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC Productions
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video 02.12.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014