Translate

Viser opslag med etiketten paranoia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten paranoia. Vis alle opslag

lørdag den 12. februar 2022

Slipstream | Brad Anderson: The Machinist (2004)


TERRAIN VAGUE

K er for Kafka, D for Dostojevskij

Af BO GREEN JENSEN

HAN vejer 49 kilo og har ikke sovet i et år. Allerede første gang kameraet finder maskinarbejderen Trevor Reznik (Christian Bale) kan man se, at noget er galt. Indtrykket bekræftes, da vi næste gang ser ham ved havet, i færd med at slæbe et gulvtæppe ned.
   To fødder stikker ud. En vagt nærmer sig. Panik sætter ind. Reznik skubber tæppet ned og vender sig i lyskeglen. Vi ser hverken manden med lygten eller kroppen, som må have været i tæppet. Kun Rezniks forskræmte, udtærede ansigt.
   Der er en særlig undergenre, den paranoide identitetsfabel, som udspiller sig i en enkelt bevidsthed og solidariserer sig så fuldkomment med den subjektive synsvinkel, at publikum må gøre det samme. Et eksempel – og en forløber for The Machinist – er Christopher Nolans Memento (2000), om en mand med beskadiget korttidshukommelse.
   Hvad der er virkeligt for den centrale person – lad os kalde ham »helten« i mangel af bedre – bliver også sandt for publikum. Vi har ikke andet at holde os til, og kampen mod vrangforestillinger er under alle omstændigheder heroisk. Det er altid sundt at se disse film, fordi man får en akut fornemmelse af, hvad det vil sige at leve på kanten af virkeligheden.



SELV en mand, som er ude at svømme, må have nogle anduvningsmærker. Reznik fungerer i rutinen på fabrikken, bogstavelig talt som en søvngænger. Han betjener maskinerne, omgås sine kolleger, bevarer de patetiske rester af en social berøringsflade.
   Hjemme i lejligheden skriver han sedler til sig selv og skurer hænderne med blegemiddel. Det er ikke godt, men det kunne have været værre. Egentlig skræmmende er kun de sedler, han ikke selv har skrevet. Dén med galgen, for eksempel, som sidder på køleskabsdøren og for hver dag bliver mere udførlig.




HAN har nærkontakt med to individer, to kvinder, som begge vil ham det bedste, men som måske ikke, når det kommer til stykket, er gjort af lige håndgribeligt stof.
   Den prostituerede Stevie (Jennifer Jason Leigh) ville gerne lægge arbejdet fra sig og tage chancen sammen med sin stamkunde. »Hvis du bliver tyndere, vil du slet ikke eksistere,« siger hun til Trevor, hvis taljemål efterhånden er nede i str. 26.
   Præcis det samme siger Marie (Aitana Sánchez-Gijón), der serverer i cafeteriet, hvor Trevor tager hen når han ikke kan sove. Sådan er der i hans bevidsthed. Ordstumper flyder frem og tilbage, billeder bliver gentaget, ting sker og sker så alligevel ikke.



HVORDAN kan man vågne, når man ikke kan sove? Den tynde mand har sine allierede. Han læser Dostojevskijs Idioten, når han ikke bleger hænder eller råber ad spejlet. Den skelsættende arbejdsulykke, som Trevor er skyld i og som koster kollegaen Miller en arm, ligner de pertentlige kausalitetsskitser, som Franz Kafka udfærdigede i sin egenskab af forsikringstaksator.
   Det er i den slags erkendelse, at The Machinist udspiller sig. Sproget er engelsk, men Brad Andersons film er optaget i Spanien, i en forstad til Barcelona. Der er en stedløshed og en gennemgribende usikkerhed over alt i denne verden. Et terrain vague forstørret til at fylde et menneskes virkelighed.




DER går lang tid, før Trevors vinkel bliver så skæv, at vi som publikum må træde tilbage. Da er man kommet til at holde så meget af ham, blive medlidende i konkret forstand, at spændingen om sammenhængen bliver ubærlig.
   Trevor fantaserer om et komplot. Vi forstår, at det ikke kan være sådan, men hvem er den grinende djævel med læderjakke, solbriller og groteske deformiteter? Hvad er det med flugtbilisten i vognen, der har samme nummerplade som Trevors gamle bil? Med servitricen Maria og hendes epileptiske søn, som Trevor tager med i Route 666, en ualmindeligt djævelsk forlystelse? Med fotografierne, hvor ansigter ændres, kommer og går?




VED et gensyn vil man se, at mange interne spor er lagt ud, men virkningen er stærkest første gang, man følger Trevor Reznik frem til den ubønhørligt logiske slutning, som venter i hjertet af labyrinten.
   Her skal intet røbes, men der er grund til at formulere en forsikring: der er i denne film ingen dæmoner, ingen lyssky regeringsagenter, ingen aliens eller andre paranormale fænomener på spil. Alt ved mysteriet er psykologisk betinget, og det er i psykologien, at gåden finder sin løsning. Undervejs vil du føle dig lige så drænet, febrilsk og desorienteret, som Reznik lever meget af tiden.



CHRISTIAN Bale har tabt sig – 28 kilo – til ukendelighed for at spille Trevor. Det er en af hans bedste roller til dato, men hverken sultekunsten eller søvnløsheden er det mest bemærkelsesværdige ved denne film. Styrken sidder i selve historien, som ikke bliver mindre forfærdende konkret, fordi døden til sidst får en årsag. Man følger filmen med alle sanser, for intet er sikkert i denne mands verden. The Machinist må være en af årets bedste film.

The Machinist. Instr.: Brad Anderson. Manus: Scott Kosar. Foto: Xavi Giménez. 90 min. Spanien 2004. Dansk premiere: 21.08.2004 (CIFF); 03.12.2004 (biodistr.).


Fotos: Filmax Group/ Castelao Pictures/ Paramount Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames ikke i DK - i Spanien på NETFLIX, i Frankrig på MAX og Rakuten TV, i UK på Apple TV og YouTube Film
2K Blu-ray fra Palisades Tartan (UK) 16.08.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.12.2004.

lørdag den 19. juni 2021

Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]



PASSAGE GENNEM SMERTEN
Den svære treer fra NWR

Af BO GREEN JENSEN

APRIL 2003: DER står kvalitet på næsten hver brede indstilling i denne dansk-canadiske nyhed. Efter Pusher (1996) og Bleeder (1999), to markante og meget vellykkede undtagelser fra hovedstrømmen i dansk film p.t., melder også Nicolas Winding Refn sig i rækken af instruktører, der prøver kræfter med en engelsksproget produktion. Det sker i en tæt erkendelsesfabel, der bryder lige så kategorisk med grundskabelonen i tidens amerikanske thriller, som den lægger afstand til lurmærket dansk mainstream. Winding Refn har altid været lidt af en odd man out blandt de yngste filmskabere. Det indtryk forstærkes blot i Fear X.



STAMTAVLEN er frygtindgydende. Instruktøren har skrevet manuskriptet i samarbejde med amerikaneren Hubert Selby Jr. (1928-2004), forfatter til kultbøger som Last Exit to Brooklyn (1964) og Requiem for a Dream (1978). Musikken er komponeret/programmeret  af englænderen Brian Eno, der fremfører den sammen med sin tyske tvilling J. Peter Schwalm. Filmen er klippet af Anna Østerrud, som også Pusher og Bleeder var det, og for skams skyld har Larry Smith, tekniker og fotograf på Stanley Kubrick-klenodier som Barry Lyndon, The Shining og Eyes Wide Shut, stået bag kameraet. I hovedrollen ses John Turturro, og handlingen er henlagt til Wisconsin i det amerikanske Midtvesten. Eneste danske islæt er faktisk Liv Corfixen i en minirolle som servitrice på et hotel i Montana.
   Disse uegale kræfter har i skøn forening frembragt et helstøbt og stærkt underdrejet genrestykke, der hører hjemme i thrillergenrens metafysisk tonede periferi. Fear X er demonstrativt uudgrundelig, spændingsmæssigt uforløst og næsten asketisk konsekvent i kunstnerisk henseende. En frustrerende erkendelsesfabel, hvis hele og svære pointe er, at mysteriet ikke har nogen bund. Intet bliver sagt særlig højt i Fear X. Ej heller bliver det bøjet i neon. Filmen ville være endnu mere bemærkelsesværdig, hvis der ikke gik lovlig megen David Lynch i den effektfulde klimaks.



HARRY Caine (John Turturro) lever alene et sted i delstaten Wisconsin, hvor han arbejder som sikkerhedsvagt i forstadens store indkøbscenter. Det gjorde han også to år tidligere, da hans hustru og en ukendt mand blev skudt ned i parkeringsanlægget. Politiet fandt aldrig nogen tilfredssstillende løsning på gåden. Caine søger stadig hvert vågent øjeblik. I huset, som han har vænnet sig til at dele med hustruens genfærd, bruger han sin tid på at gennemse gamle overvågningsbånd. På væggen hænger en labyrintisk mosaik af ansigter, som går igen på båndene. Han er en mand med en mission og ikke så lidt af en prøvelse for sine omgivelser. Men »who knows what you may find if you keep looking?«.



HVEM ved, hvad man kan finde, hvis man leder længe nok? Det er hele sagen i Fear X. Harry vil med alle midler til bunds i mysteriet om hustruens død. Det er ikke så afgørende at få at vide, hvem der affyrede våbenet. Det har det måske været, men det er det ikke mere. Det vigtige er at vide hvorfor. På dét får publikum faktisk en halv forklaring cirka midtvejs, men for Harry gives der ingen lindring. Han får ganske vist lov at tage kvælertegn på sin kones morder, men om årsagen vil han altid være usikker. Sætstykket er en nærdødsoplevelse, der koger og bruser og knitrer i rødt gennem flere minutter. Hvad der venter på den anden side af passagen gennem smerten, må tilskueren selv ind at se.



FOR værd at se er filmen afgjort. Det er den dog snarere for detaljerigdommen i de tætte miljøer og den fotografisk præcise gengivelse af, hvordan der må være i sådan en mands verden på sådan et sted.
    Filmen er ikke indspillet i Wisconsin. Interiørerne er genskabt i Riisby-studierne i Jylland, mens en canadisk lilleby dublerer for forstaden i Wisconsin.
   Ikke desto mindre er Midtvestens livsfarve sjældent ramt bedre. Butikscentret og de stille veje med ens små huse, som ligger side om side i sneen, ligner på ét hår. Mere problematisk er monotonien og det anonyme præg, som dominerer på hotellet, hvor Harry indlogeres, da han følger et spor til Montana. Her tiltager både dæmonien og forklarelsen i et sindrigt system af kinesiske æsker. Det er med andre ord David Lynch op ad dage.
   Fear X er en fabel om sorgens og smertens væsen, et identitetsmysterium uden nogen nem og sikker løsning, en labyrint som man ikke nødvendigvis finder ind til midten eller ud af igen. Det hele kan sagtens virke preciøst og frustrerende på den bogstaveligt inklinerede tilskuer. Dybest set er det dog ikke Harrys svar, som er vigtige. Det er måden, som han stiller sine svære spørgsmål på.



FILMEN lever stærkt i kraft af sin atmosfære og sine anelser. Som sneen på de overvågningsbånd, man vænner sig til at scanne igennem og granske sammen med Harry, fortættes mystikken af og til, så man kan ane en kontur og bliver opmærksom. Men måske var det hele blot statisk støj. Det spiller ingen rolle, da Harry sættes af ved statsgrænsen. Både han og vi kan tage hjem i fred, og Nicolas Winding Refn har signeret sin hidtil bedste og klareste film.


*) Forfatter, digter og kulturjournalist Henrik List (f. 1965) fulgte NWRs forarbejde og var med hele vejen på produktionen af Fear X. Han skrev en kærlig, grundig og indlevet bog om processen. List var fluen på væggen i Riisby og Winnipeg; han talte i dybden med alle på holdet, han besøgte Hubert Selby i West Hollywood. Kameraet i hovedet: Fear X og Nicolas Winding Refn (230 s. København: People's Press, 2003) blev desværre ikke en bestseller. De fleste danske litteraturfolk er analfabeter i forhold til filmkritik, og i akademisk kontekst vil man kun have teori. List er den eneste, som går i dybden med NWRs baggrund og kulturelle referencer. Han kender og deler filmskaberens glæde ved det kulørte og makabre. Kameraet i hovedet er guld værd, hvis man kan finde den nu. Alene for Fredrik Nilsens portrætfoto af Hubert Selby som døende, men ufortrøden desperado skal den være varmt anbefalet.       

Fear X. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Hubert Selby, Jr. og Nicolas Winding Refn. Foto: Larry Smith. 90 min. Canada-UK-Danmark 2003. Dansk premiere: 04.04.2003.


Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Screengrabsaz

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
2K Blu-ray fra Sunfilm Entertainment 05.07.2012
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.04.2003