Translate

Viser opslag med etiketten Dostojevskij. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dostojevskij. Vis alle opslag

lørdag den 12. februar 2022

Slipstream | Brad Anderson: The Machinist (2004)


TERRAIN VAGUE

K er for Kafka, D for Dostojevskij

Af BO GREEN JENSEN

HAN vejer 49 kilo og har ikke sovet i et år. Allerede første gang kameraet finder maskinarbejderen Trevor Reznik (Christian Bale) kan man se, at noget er galt. Indtrykket bekræftes, da vi næste gang ser ham ved havet, i færd med at slæbe et gulvtæppe ned.
   To fødder stikker ud. En vagt nærmer sig. Panik sætter ind. Reznik skubber tæppet ned og vender sig i lyskeglen. Vi ser hverken manden med lygten eller kroppen, som må have været i tæppet. Kun Rezniks forskræmte, udtærede ansigt.
   Der er en særlig undergenre, den paranoide identitetsfabel, som udspiller sig i en enkelt bevidsthed og solidariserer sig så fuldkomment med den subjektive synsvinkel, at publikum må gøre det samme. Et eksempel – og en forløber for The Machinist – er Christopher Nolans Memento (2000), om en mand med beskadiget korttidshukommelse.
   Hvad der er virkeligt for den centrale person – lad os kalde ham »helten« i mangel af bedre – bliver også sandt for publikum. Vi har ikke andet at holde os til, og kampen mod vrangforestillinger er under alle omstændigheder heroisk. Det er altid sundt at se disse film, fordi man får en akut fornemmelse af, hvad det vil sige at leve på kanten af virkeligheden.



SELV en mand, som er ude at svømme, må have nogle anduvningsmærker. Reznik fungerer i rutinen på fabrikken, bogstavelig talt som en søvngænger. Han betjener maskinerne, omgås sine kolleger, bevarer de patetiske rester af en social berøringsflade.
   Hjemme i lejligheden skriver han sedler til sig selv og skurer hænderne med blegemiddel. Det er ikke godt, men det kunne have været værre. Egentlig skræmmende er kun de sedler, han ikke selv har skrevet. Dén med galgen, for eksempel, som sidder på køleskabsdøren og for hver dag bliver mere udførlig.




HAN har nærkontakt med to individer, to kvinder, som begge vil ham det bedste, men som måske ikke, når det kommer til stykket, er gjort af lige håndgribeligt stof.
   Den prostituerede Stevie (Jennifer Jason Leigh) ville gerne lægge arbejdet fra sig og tage chancen sammen med sin stamkunde. »Hvis du bliver tyndere, vil du slet ikke eksistere,« siger hun til Trevor, hvis taljemål efterhånden er nede i str. 26.
   Præcis det samme siger Marie (Aitana Sánchez-Gijón), der serverer i cafeteriet, hvor Trevor tager hen når han ikke kan sove. Sådan er der i hans bevidsthed. Ordstumper flyder frem og tilbage, billeder bliver gentaget, ting sker og sker så alligevel ikke.



HVORDAN kan man vågne, når man ikke kan sove? Den tynde mand har sine allierede. Han læser Dostojevskijs Idioten, når han ikke bleger hænder eller råber ad spejlet. Den skelsættende arbejdsulykke, som Trevor er skyld i og som koster kollegaen Miller en arm, ligner de pertentlige kausalitetsskitser, som Franz Kafka udfærdigede i sin egenskab af forsikringstaksator.
   Det er i den slags erkendelse, at The Machinist udspiller sig. Sproget er engelsk, men Brad Andersons film er optaget i Spanien, i en forstad til Barcelona. Der er en stedløshed og en gennemgribende usikkerhed over alt i denne verden. Et terrain vague forstørret til at fylde et menneskes virkelighed.




DER går lang tid, før Trevors vinkel bliver så skæv, at vi som publikum må træde tilbage. Da er man kommet til at holde så meget af ham, blive medlidende i konkret forstand, at spændingen om sammenhængen bliver ubærlig.
   Trevor fantaserer om et komplot. Vi forstår, at det ikke kan være sådan, men hvem er den grinende djævel med læderjakke, solbriller og groteske deformiteter? Hvad er det med flugtbilisten i vognen, der har samme nummerplade som Trevors gamle bil? Med servitricen Maria og hendes epileptiske søn, som Trevor tager med i Route 666, en ualmindeligt djævelsk forlystelse? Med fotografierne, hvor ansigter ændres, kommer og går?




VED et gensyn vil man se, at mange interne spor er lagt ud, men virkningen er stærkest første gang, man følger Trevor Reznik frem til den ubønhørligt logiske slutning, som venter i hjertet af labyrinten.
   Her skal intet røbes, men der er grund til at formulere en forsikring: der er i denne film ingen dæmoner, ingen lyssky regeringsagenter, ingen aliens eller andre paranormale fænomener på spil. Alt ved mysteriet er psykologisk betinget, og det er i psykologien, at gåden finder sin løsning. Undervejs vil du føle dig lige så drænet, febrilsk og desorienteret, som Reznik lever meget af tiden.



CHRISTIAN Bale har tabt sig – 28 kilo – til ukendelighed for at spille Trevor. Det er en af hans bedste roller til dato, men hverken sultekunsten eller søvnløsheden er det mest bemærkelsesværdige ved denne film. Styrken sidder i selve historien, som ikke bliver mindre forfærdende konkret, fordi døden til sidst får en årsag. Man følger filmen med alle sanser, for intet er sikkert i denne mands verden. The Machinist må være en af årets bedste film.

The Machinist. Instr.: Brad Anderson. Manus: Scott Kosar. Foto: Xavi Giménez. 90 min. Spanien 2004. Dansk premiere: 21.08.2004 (CIFF); 03.12.2004 (biodistr.).


Fotos: Filmax Group/ Castelao Pictures/ Paramount Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames ikke i DK - i Spanien på NETFLIX, i Frankrig på MAX og Rakuten TV, i UK på Apple TV og YouTube Film
2K Blu-ray fra Palisades Tartan (UK) 16.08.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.12.2004.

mandag den 14. juni 2021

Gaspar Noé: Lux Æterna (2019)


GUDS HÅNDVÆRK
Hekseafbrænding som metafiktion

Af BO GREEN JENSEN

GASPAR Noé har altid haft flair for at frappere og chokere. Det er dét, som han har satset på fra begyndelsen, og strategien har både haft fortrin og fejl. Somme tider fungerer den efter hensigten og lokker the restless consumer ind til arbejder, som har dybere lag; andre gange står sensationslysten i vejen for noget blødere, finere og mere sårbart.
   Hovedværket er fremdeles Irréversible (2002), der viser en ubønhørlig voldtægt (og hævnen for overgrebet) i virkelig tid. Irréversible vender kronologien, så vi først til slut begriber, hvilken skønhed tiden har ødelagt. Noé vendte tilbage til filmen i et Straight Cut i 2019. I den nye version er kronologien igen rettet ud.
   Mindst opmærksomhedsjagende er vandringen gennem et neonfarvet Limbo i Enter the Void (2009), der er lavet uden klip og kun viser protagonistens ansigt én enkelt gang.
   Skamløsheden var anderledes udtalt i LOVE (2015), som indeholdt filmhistoriens første ejakulation i 3D, men som uden for sexscenerne faktisk var en ganske indtrængende dannelsesskildring. Filmen fik bare ikke fik et ben til jorden hos det kritiske publikum, fordi alt gik op i at diskutere det spektakulære cumshot, som sidder cirka midtvejs.
   Noés taktik har altså ikke altid fungeret i praksis. Han er ikke bedre til at læse markedet end så mange andre. Det kom som en stor overraskelse, især for instruktøren selv, at publikum pludselig syntes om Climax (2018), hvor en gruppe dansere går fra forstanden og river hinanden i stykker, fordi nogen har blandet LSD i sangriaen, der bliver serveret til afslutningsfesten. Noé medvirker selv som den lounge-klædte dj, der vender plader, mens orgiet udarter. 20 år efter Seul contre tous (1998) er han lean og stadig fit for fight.



NOVELLEFILMEN Lux Æterna (2019) vil forholde sig til og levere på det hele. Der er for det første et metertykt metalag. Lux Æterna er næsten en metalagkage. Charlotte Gainsbourg og Béatrice Dalle spiller »Charlotte« og »Béatrice«, som ved begyndelsen sidder og taler om hekse på film (og om at lave film), mens en film om hekse gennem tiden bliver indspillet. Det fremgår, at Béatrice instruerer en presset produktion. Charlotte har sagt ja til at medvirke i en enkelt scene for at gøre veninden en tjeneste.
   Kvinderne taler i ti minutter om fagets fortrædeligheder, kiksede kærester, indbildske auteur-instruktører og om at blive udnyttet på film. Formentlig improviserer de over et givent tema. Tonen er god og helt nede på jorden, men anekdoterne er svage i sig selv. De kunne være strammet i et gennemskrevent manuskript.
   Imens forbebereder filmholdet en scene (der står GOD’S CRAFT 43A på klaptræet), hvor tre hekse – Charlotte Gainsbourg, Abbey Lee og Clara 3000 (Clara Deshayes) - bliver brændt på bålet. God’s Craft synes at være et postmoderne, lavt budgetteret riff på Carl Th. Dreyers Vredens dag (1943). Det sker i et tæt mørkt studie foran en green screen. Der er fuld bemanding og mange statister. Noget går galt. Da ilden tager fat, bliver den virkelig ved.



DEN tekniske gimmick er denne gang brugen af split screen, som er noget nær konsekvent – som brugen af vendt tid var i Irréversible, som one take-metoden var i Enter the Void, som 3D-optagelserne i LOVE; som escape room-atmosfæren og den kollektive indespærrethed i Climax. Man har den samme oplevelse af en fælles proces, som eskalerer og kører af sporet.
   Der bliver citeret fra både Dreyers Jeanne d’Arc (1928) og Benjamin Christensens Häxan (1922). Béatrice Dalle (f. 1964) er med årene blevet en special effect i sig selv. Charlotte Gainsbourg (f. 1971) medbringer al sin autoritet fra rollerne i Lars von Triers Antichrist (2009) og Nymphomaniac (2013). Trier hører til heltene i Gaspar Noés panteon.
   Noé melder klart ud i sin hensigtserklæring: Lux Æterna er et essay om film, om kærligheden til film og om hysteriet på et filmset. Hele indramningen er så interessant, at filmen gør et positivt indtryk, selv om der ikke rigtigt kommer noget ud af metafiktionen. Det bliver ved markeringer. Kun hekseafbrændingen er helt gennemført – og visuelt noget af det spektakulære, Noé har udført. Filmen er nærmest hans 8½.
   Lux Æterna har karakter af et arbejdspapir, en skitse til noget større, som sikrer, at ideerne er sat fast. Faktisk begyndte projektet som en bestillingsopgave, en 15 minutter lang reklamefilm for modehuset Yves Saint Laurent. Eneste produktionsvilkår var, at karaktererne bar tøj fra YSL. Noé overtalte sponsoren til at finansiere en film med en spilletid på en time, der kunne vises f.eks. i Cannes.
   Netop hér fik Lux Æterna premiere – uden for konkurrence, men med galla på les marches og officielt pressemøde dagen derpå – ved en midnight screening den 18. maj 2019. En bemandet ambulance holdt klar ved festivalpalæet. Det var det samme trick, som William Castle (1914-1977), manden der opfandt shock cinema, benyttede, når monsterfilm som The Tingler (1959, da. Gyseren) skulle lanceres.



KONFLIKTERNE på optagelsen er i hvert fald ikke tonet ned. Det er martret metafilm i ånden fra Federico Fellini (mere 8½ end Intervista), Woody Allens Stardust Memories (og Hollywood Ending), Tom DiCillos Living in Oblivion, Dennis Hoppers The Last Movie, FrançoisTruffauts La nuit americaine, Orson Welles' The Other Side of the Wind. Der er til lejligheden garneret med citater fra Godard, Fassbinder, Dreyer og Buñuel, som Noé alle kalder ved broderligt inkluderende fornavn: »Jean-Luc«, »Rainer W.« osv. Det kunne være interessant at høre, hvad »Carl Th.« sagde til det hele.
   Produceren og fotografen har en plan om at fjerne Beatrice Dallé fra projektet. Fotografen Max bliver spillet af Maxime Ruiz – selvsagt ikke af Benoît Debie, der har tilrettelagt billedsiden på alle Noés film. Når man skriver kritik, er det fristende at give instruktøren ære og skyld for det hele. Han/hun er dirigenten, den ansvarshavende udgiver. Noé gør dit, Noé gør dat. Film er et Gesammtwerk, og snittet bliver lagt i et samarbejde mellem instruktør og fotograf. Noés stil og interessen for neon og strofobobisk lys, som kendetegner det samlede misè-en-scene, er lige så meget Debie som Noé.* 
   En kritiker går omkring på settet og stiller spørgsmål til de medvirkende. Som en nyttig idiot (på tålt ophold) er han måske det mest konsekvente islæt i film, der beskriver et filmset.  Béatrice Dalle er ved at bukke under. Gainsbourg får bekymrende nyt fra sin datters nanny: drengene i skolen har skrevet noget med en kniv på datterens foo-foo. Hele settet koger op. Der er flere, som ønsker det værste vil ske.



FORREST i filmen har Noé sat et skilt med et citat fra Dostojevskij. Forfatteren taler om den mystiske forventing, som epilektikeren føler, når et anfald er på vej: »You all, healthy people, cannot imagine the happiness which we epileptics feel during the second before our fit.«**
   Dostojevskijs ekstatiske epilepsi bliver endelig omsat til blinkende farver og pulserende lys i en fem minutter lang, bogstaveligt psykedelisk slutsekvens, hvor den stroboskopiske slutning på Irréversible møder neonfarverne fra Enter the Void. Musikken bliver en kværnende drone af industrial metal, som lyden på indersiden af en turbine. Det er spektakulært og fantastisk effektfuldt. Kvinderne vrider sig i flammerne. Splitscreen er delt i tre som på en altertavle. Der er ikke længere forskel på filmen og filmen-i-filmen. Det er meget fascinerende. Samtidig får det panikken frem i enhver, der har læst de sædvanlige advarsler til epileptikere.
   Endelig er vi ved kernen: mænd der brænder kvinder på film; kvinder der ofrer sig (og lader sig ofre) for karrierens skyld og af kærlighed til filmen; filmen som en erfaringsoverskridende kunstart, der er større end alle de enkelte dele. I Cannes blev filmen også læst som Noés kommentar til #MeToo-bevægelsen. I kønspolitisk henseende er der intet, som bliver pakket ind. Noé er en paradoksal feminist på samme måde, som Lars von Trier er i Dogville, Antichrist og Nymphomaniac. Der er ingenting at komme efter for tankepolitiet. Det bliver i hvert fald en svær sag at føre ved standret.


NOE har brugt det skærende hvide, rytmisk blinkende lærred med stor effekt i flere film: mest konstruktivt og kompromisløst ved slutningen af Irréversible. Han er næsten blevet en ambassadør for avantgardefilmens flicker cinema, en strukturbaseret form, som voksede ud af 60ernes eksperimentelle kunstscene. Pionerværket er Tony Conrads The Flicker (1965). Noé nævner også Paul Sharits, Jordan Belson og Kenneth Anger blandt filmens inspirationskilder.
   Ved pressemødet i Cannes blev der naturligvis spurgt til filmens virkemidler og til citaterne fra Godard, Fassbinder, Dreyer. Om Dostojevskij sagde Noé: »He says that he never met a higher pleasure than having an epileptic fit. So I felt we could offer an epileptic fit to the audience.«*** 


NOTER

*) Debie er for Noé, hvad Dick Pope er for Mike Leigh. Han har samme nære forhold til én anden filmskaber: Harmony Korine. Debie var fotograf på Korines Spring Breakers (2012). Det er derfor særligt interessant at se dokumentaren Into the Night with Harmony Korine and Gaspar Noé, som Bruce La Bruce lavede til Arte TVs tyske serie Durch die Nacht mit... i 2010.  Noé var heller ikke nået langt uden sin hustru, Lucile Hadzihalilovic, som har klippet og produceret de fleste af hans film.

**) »I mennesker, som er ved godt helbred, gør jer ikke begreb om den glæde, vi epileptikere føler i sekundet, før vores anfald begynder.«
   Jeg har brugt lang tid på at finde kilden, for jeg ville gerne citere fra Ejnar Thomassens ikoniske udgave af Dostojevskijs Samlede værker (København: Stig Vendelkærs forlag, 1965-66) i 24 bind, når jeg nu har den stående. Eller fra Jan Hansens (København: Rosinante, 2006) mere tidssvarende oversættelse af Idioten (1868), hvis det viste sig at være dén roman. Fyrst Mysjkin er en af litteraturens mest gennemskrevne epileptikere. Jeg kunne læse mig frem til, at Dostojevskij talte om sig selv og i særdeleshed en oplevelse, han havde ved Påske under sit fangenskab i Sibirien.
   Det er let nok at google sig til citatet, men svært at finde selve skriftstedet. Jeg læste endda de to bind med breve i udvalg, som Thomassens udgave afsluttes med. I sin helhed lyder teksten på engelsk:
   »The air was filled with a big noise and I tried to move. I felt the heaven was going down upon the earth and that it engulfed me. I have really touched God. He came into me myself, yes God exits, I cried, and I don't remember anything else. You all, healthy people ... can't imagine the happiness which we epilectics feel during the second before our fit ... I don't know if this felicity lasts for seconds, hours or months, but believe me, for all the joys that life may bring, I would not exchange this one.«
   Eller sådan er det citeret af neurologen Oliver Sacks (1933-2015) i en artikel om forbindelsen mellem biologi og religiøse epifanier (»Seeing God in the Third Millennium«, The Atlantic, December 12, 2012). Sacks bliver så citeret rundt omkring, men der er stadig ingen oprindelig kilde.
   Jeg blev endelig klogere af at læse en PhD-afhandling, Dostoevsky and the Epileptic Mode of Being, hvor forfatteren, Kai-Yeung Fung fra University of Manchester, English and American Studies, citerer hele afsnittet. Det viser sig at være noget, som Dostojevskij sagde til matematikeren Sophie Kovalevskij mens han kurtiserede hendes storesøster. Kovalevskij refererer samtalen i sine erindringer:
   »I felt«, said F.M., »that heaven descended to earth and swallowed me. I really attained God, and was imbued by him. »Yes, God exits!« I cried. And I recall no more. »All you people«, he continued, »don't even suspect what happiness is, that happiness which we epileptics experience for a second before an attack. Muhammad avows in his Koran that he saw Paradise and was in it. All the wise fools are convinced that he is simply a liar and a deceiver. But no! He does not lie! He actually was in Paradise during an attack of epilepsy, from which he suffered just as I do. I don't know whether that blessedness lasts seconds or hours or months, but trust my word, all the joys which life can give I would not take in exchange for it.«
   Heller ikke Kai-Yeung Fung har dog været ved kilden. Han citerer Kovalevskij efter James Rice: Dostoevsky and the Healing Art: An Essay in Literary and Medical History (Ann Arbor, Michigan: Sardis, 1985).
   Dostojevskij skabte seks centrale karakterer med epilepsi som et definerende træk. Fyrst Mysjkin er den mest grundigt beskrevne og den, som ligger tættest på hans egne oplevelser. Dostojevskij forbandt epilepsi med religion. Motivet fylder forbavsende lidt i den danske Dostojevskij-forskning, hvor ludomani konkurrerer med Løgstrups etiske fordring om at være det dominerende tema. Der er masser af litteratur om motivet på engelsk og fransk.

***) Der er naturligvis mere end muligheden for epileptisk indsigt og åbenbaring i flicker cinema, som generelt eksperimenterer med trancelignende tilstande, hvor bevidstheden på samme tid sætter ud og er åben.
   I romanen Flicker (1991) lader Theodore Roszak fortælleren være en filmhistoriker, som leder efter en forsvunden tysk filmskaber, Max Castle, der sidst blev set under optagelserne til en antropologisk naturfilm et sted i Det Indiske Ocean. Roszak bruger elementer fra (især) F.W. Murnaus biografi – den sidste film kunne være Murnaus Tabu.
   Præmissen er, at Castle kendte til den okkulte lære om sublimative budskaber, der klippes ind blandt filmens 24 billeder i sekundet. Ideen vokser ud af myten om khatarerne, de kætterske kristne, som siges at have eksperimenteret med en primitiv form for flicker cinema. Også tantrisk sex, generel gnosticisme og masser af Hollywood-mytologi indgår i bogen.
   Theodore Roszak (1933-2011) var sociologen, som skrev The Making of a Counter Culture (1969) og Where the Wasteland Ends (1972), der var nøgletekster i yippie- og hippietiden. Han skrev endvidere seks romaner. Flicker er så langt den mest originale, men både The Memoirs of Elizabeth Frankenstein 1995) og The Devil and Daniel Silverman (2003) er solide litterære pasticher, den ene på Mary Shelley, den anden på Stephen Vincent Benét. Darren Aronofsky har været tilknyttet en mulig filmatisering af Flicker, som fik kultstatus straks ved udgivelsen.


Fotos: Les Cinémas de la Zone/ YSL/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Modernista/ Bantam Books
Filmen streames ikke i DK - den kan købes/lejes på (tysk) Amazon Instant og er udgivet på blu-ray/dvd
Teksten er nyskrevet 14.06.2021