Translate

Viser opslag med etiketten Jennifer Jason Leigh. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jennifer Jason Leigh. Vis alle opslag

lørdag den 12. februar 2022

Slipstream | Brad Anderson: The Machinist (2004)


TERRAIN VAGUE

K er for Kafka, D for Dostojevskij

Af BO GREEN JENSEN

HAN vejer 49 kilo og har ikke sovet i et år. Allerede første gang kameraet finder maskinarbejderen Trevor Reznik (Christian Bale) kan man se, at noget er galt. Indtrykket bekræftes, da vi næste gang ser ham ved havet, i færd med at slæbe et gulvtæppe ned.
   To fødder stikker ud. En vagt nærmer sig. Panik sætter ind. Reznik skubber tæppet ned og vender sig i lyskeglen. Vi ser hverken manden med lygten eller kroppen, som må have været i tæppet. Kun Rezniks forskræmte, udtærede ansigt.
   Der er en særlig undergenre, den paranoide identitetsfabel, som udspiller sig i en enkelt bevidsthed og solidariserer sig så fuldkomment med den subjektive synsvinkel, at publikum må gøre det samme. Et eksempel – og en forløber for The Machinist – er Christopher Nolans Memento (2000), om en mand med beskadiget korttidshukommelse.
   Hvad der er virkeligt for den centrale person – lad os kalde ham »helten« i mangel af bedre – bliver også sandt for publikum. Vi har ikke andet at holde os til, og kampen mod vrangforestillinger er under alle omstændigheder heroisk. Det er altid sundt at se disse film, fordi man får en akut fornemmelse af, hvad det vil sige at leve på kanten af virkeligheden.



SELV en mand, som er ude at svømme, må have nogle anduvningsmærker. Reznik fungerer i rutinen på fabrikken, bogstavelig talt som en søvngænger. Han betjener maskinerne, omgås sine kolleger, bevarer de patetiske rester af en social berøringsflade.
   Hjemme i lejligheden skriver han sedler til sig selv og skurer hænderne med blegemiddel. Det er ikke godt, men det kunne have været værre. Egentlig skræmmende er kun de sedler, han ikke selv har skrevet. Dén med galgen, for eksempel, som sidder på køleskabsdøren og for hver dag bliver mere udførlig.




HAN har nærkontakt med to individer, to kvinder, som begge vil ham det bedste, men som måske ikke, når det kommer til stykket, er gjort af lige håndgribeligt stof.
   Den prostituerede Stevie (Jennifer Jason Leigh) ville gerne lægge arbejdet fra sig og tage chancen sammen med sin stamkunde. »Hvis du bliver tyndere, vil du slet ikke eksistere,« siger hun til Trevor, hvis taljemål efterhånden er nede i str. 26.
   Præcis det samme siger Marie (Aitana Sánchez-Gijón), der serverer i cafeteriet, hvor Trevor tager hen når han ikke kan sove. Sådan er der i hans bevidsthed. Ordstumper flyder frem og tilbage, billeder bliver gentaget, ting sker og sker så alligevel ikke.



HVORDAN kan man vågne, når man ikke kan sove? Den tynde mand har sine allierede. Han læser Dostojevskijs Idioten, når han ikke bleger hænder eller råber ad spejlet. Den skelsættende arbejdsulykke, som Trevor er skyld i og som koster kollegaen Miller en arm, ligner de pertentlige kausalitetsskitser, som Franz Kafka udfærdigede i sin egenskab af forsikringstaksator.
   Det er i den slags erkendelse, at The Machinist udspiller sig. Sproget er engelsk, men Brad Andersons film er optaget i Spanien, i en forstad til Barcelona. Der er en stedløshed og en gennemgribende usikkerhed over alt i denne verden. Et terrain vague forstørret til at fylde et menneskes virkelighed.




DER går lang tid, før Trevors vinkel bliver så skæv, at vi som publikum må træde tilbage. Da er man kommet til at holde så meget af ham, blive medlidende i konkret forstand, at spændingen om sammenhængen bliver ubærlig.
   Trevor fantaserer om et komplot. Vi forstår, at det ikke kan være sådan, men hvem er den grinende djævel med læderjakke, solbriller og groteske deformiteter? Hvad er det med flugtbilisten i vognen, der har samme nummerplade som Trevors gamle bil? Med servitricen Maria og hendes epileptiske søn, som Trevor tager med i Route 666, en ualmindeligt djævelsk forlystelse? Med fotografierne, hvor ansigter ændres, kommer og går?




VED et gensyn vil man se, at mange interne spor er lagt ud, men virkningen er stærkest første gang, man følger Trevor Reznik frem til den ubønhørligt logiske slutning, som venter i hjertet af labyrinten.
   Her skal intet røbes, men der er grund til at formulere en forsikring: der er i denne film ingen dæmoner, ingen lyssky regeringsagenter, ingen aliens eller andre paranormale fænomener på spil. Alt ved mysteriet er psykologisk betinget, og det er i psykologien, at gåden finder sin løsning. Undervejs vil du føle dig lige så drænet, febrilsk og desorienteret, som Reznik lever meget af tiden.



CHRISTIAN Bale har tabt sig – 28 kilo – til ukendelighed for at spille Trevor. Det er en af hans bedste roller til dato, men hverken sultekunsten eller søvnløsheden er det mest bemærkelsesværdige ved denne film. Styrken sidder i selve historien, som ikke bliver mindre forfærdende konkret, fordi døden til sidst får en årsag. Man følger filmen med alle sanser, for intet er sikkert i denne mands verden. The Machinist må være en af årets bedste film.

The Machinist. Instr.: Brad Anderson. Manus: Scott Kosar. Foto: Xavi Giménez. 90 min. Spanien 2004. Dansk premiere: 21.08.2004 (CIFF); 03.12.2004 (biodistr.).


Fotos: Filmax Group/ Castelao Pictures/ Paramount Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames ikke i DK - i Spanien på NETFLIX, i Frankrig på MAX og Rakuten TV, i UK på Apple TV og YouTube Film
2K Blu-ray fra Palisades Tartan (UK) 16.08.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.12.2004.

tirsdag den 29. juni 2021

Robert Altman: Kansas City (1996)


ERINDRINGENS JAZZ
Altmans ode til barndommens by

Af BO GREEN JENSEN

UNDER 1930ernes økonomiske depression i USA var Kansas City et fristed. »Præriens Paris,« blev den kaldt, for byen midt i det store land var knudepunktet, hvor jernbanelinierne mødtes, og det stadig halvvilde Vesten begyndte.
   Det var en by, som ikke holdt lukket om natten. »Kansas City var den store korsvej,« sagde filmskaberen Robert Altman (1925-2006), da han præsenterede sin hyldest til byens vilde år på Cannes Festivalen. »Under Forbudstiden blev værtshusene ved med at servere. De tog ikke engang deres skilte ind.«
   I suveræne kollektivskildringer som Nashville (1975) og Short Cuts (1993) havde Altman demonstreret, at han kunne noget særligt med byer, små skæbner i den store sammenhæng og et steds atmosfære. Kansas City adskiller sig dog fra de objektivt sete og ironisk styrede billedfriser. Denne film handler nemlig om stedet, hvor instruktøren var dreng.
   Altman blev født i Kansas City og boede i byen, indtil han var 16. Den på en gang særdeles kærlige og umådeligt barske skildring af en lovløs boomtown midt på prærien er derfor også båret af en stille nostalgi, som løber lige under kynismen. Kansas City er i den henseende a sentimental journey, en nostalgisk rejse tilbage.


RESULTATET blev knap nok bemærket i hjemlandet. Heller ikke Altmans fanskare blandt europæiske cineaster kunne se det store lys i filmen, som er fransk finansieret. Men faktisk er Kansas City meget bedre end sit rygte. Især ved et gensyn sætter man pris på den fine sammenfletning af tre-fire små historier og den sorte guldalderjazz, som pulserer under filmen fra først til sidst og helt klart er tænkt som dens livsblod. Altman sagde det selv i Cannes:
   »Jeg er sikker på, at mit billede af byen i dag er meget romantiseret. På den anden side var hele min idé med Kansas City, at den skulle være som et stykke musik, en jazz-erindring. Jeg prøvede at skrive filmen som jazz, og jeg prøvede at optage den sådan. Med andre ord, der er replikker, og der er et meget fast plot med en meget håndgribelig spænding. Der er en begyndelse, en midte med nogle vendepunkter og en slutning, men i mellemrummene lod jeg skuespillerne improvisere nogle soli, fuldkommen som i et stykke jazz.«*



FILMEN udspiller sig over et døgn i foråret 1934, nærmere bestemt valgdagen den 27. marts. Gangsteren Seldom Seen – fremragende fremstillet af Harry Belafonte, som burde lave flere film – sidder i The Hey-Hey Club og tæller sine penge. Musikere som Coleman Hawkins og Lester Young diverterer hasardspillerne, der strømmer fra nær og fjern.
   Imens får Tom Pendergast, den demokratiske spidskandidat, kørt stemmekvæg til Kansas City. Arbejdsløse mænd vil gerne sætte deres kryds tolv gange på en dag, hvis de får deres drinks betalt. I periferien piler en foretagsom knægt rundt og gør store øjne, mens han lytter til sine helte. Det er den 12-årige Charlie »Bird« Parker, hvis mor Addie i øvrigt spiller en lille, men væsentlig rolle i plottet.



EGENTLIG er det en film om to kvinder. Den skarpladte Blondie (Jennifer Jason Leigh) er en hårdkogt fantast, født på den forkerte side af jernbanesporet og gift med plattenslageren Johnny (Dermot Mulroney). Hun har baseret sit liv på at efterligne idolet Jean Harlow, men heldet følger aldrig Blondie, og verden er ikke en film. Hun har kort hår, brunt og krøllet, første gang vi møder hende. Ved sidste indfarvning kom hun så meget brintoverilte i, at Harlow-parykken knækkede af. Blondie er en drømmer, men hun handler hurtigt, når det gælder.
   Det samme kan man ikke sige om politikerhustruen Carolyn Stilton (Miranda Richardson), der i stigende grad har mistet grebet om sin tilværelse, efterhånden som hendes mand avancerede i partihierarkiet. Henry Stilton (Michael Murphy) fungerer nu som rådgiver for præsident Roosevelt og er ofte i Washington i forretninger.
   Så lukker Carolyn sig inde i soveværelset og søger livsindhold i den ekstremt vanedannende laudanum, dvs. opium opløst i alkohol, som i 1930erne endnu blev anvendt som medicin. Carolyn Stilton har klasse. Hun er rødhåret, dannet og taler perfekt, skønt hun ofte taler i vildelse. Blondie giver hende tilnavnet Red.



BLONDIE bortfører Red i filmens første scene. Hendes Johnny har sminket sig sort som minstrel-figurerne Amos 'n' Andy og stjålet penge fra en spiller, der var på vej til Seldom Seens klub. Den slags gør man ikke mod byens ukronede konge. Johnny bliver hentet af Seldoms soldater og slæbt hen i den jazz-emmende Hey-Hey Club.
   Blondie opsøger Seldom Seen og beder om at få sin mand tilbage, nu hvor pengene er tilvejebragt. »Hvordan vil du have ham? I en æske eller i en sæk?« spørger Belafonte og byder Blondie et glas brandy. Hun nipper, og han tømmer glasset på gulvet, før han fylder det til sig selv. Hans positive følelser for det hvide Amerika kan ligge på et meget lille sted.
   Så Blondie kidnapper Carolyn i håb om, at hendes mand kan udnytte sine forbindelser og presse Seldom Seen til at lade Johnny gå. Uheldigvis er Stilton på vej til Washington og må først vende om og tage toget tilbage til Kansas, før han kan foretage sig noget i sagen.
   Blondie og den uklare Red skal have et døgn til at gå, mens de venter. Det er dén tid, vi følger i filmen, som ikke flytter sig meget i midten, hvor jazzen pulserer og den politiske brutalitet tager til. Endelig er der en hård, klar slutning, der føles som bitter forløsning.



STEPHEN Altman, instruktørens søn, har som produktionsdesigner gjort meget for at huske alle detaljer i det rekonstruerede Kansas City. Produceren og musikhistorikeren Hal Willner har samlet nogle af dagens førende jazzmusikere i sessions, som af og til truer med at sætte handlingen i stå, snarere end at akkompagnere og kommentere den, som det vel egentlig var tanken.
   Denne baggrund var dog intet uden spillernes soli. Jennifer Jason Leigh er præcis så irriterende, som hun skal være for at yde figuren Blondie retfærdighed. Miranda Richardson er en omtåget drøm i den mere taknemlige rolle som opiumsdrankeren Red. Over for disse sidder Belafonte og forlener gangsterkongen med næsten guddommelig tyngde. En brutal Steve Buscemi går rundt og prygler stemmekvæg, mens Jeff Feringa som Charlie Parkers mor erklærer, at hun skam ikke røber noget, for hun bliver alligevel aldrig spurgt.
   Grove racistiske vittigheder blandes op med sarte stemninger mellem de to kvinder, der ikke kan lade være med at holde lidt af hinanden. Umiddelbart kan filmen synes rigelig synkoperet og løs. I anden omgang sætter man pris på den stærke fletning, som Altman har skabt med erindringens jazz.

RIP Hal Willner 1956-2020
RIP Harry Belafonte 1927-2023



*) I 1997 blev jazzoptagelserne anvendt i Robert Altman's Jazz 34: Remembrances of Kansas City Swing, en enkeltstående tv-koncert/dokumentar, som blev vist i antologiserien Great Performances på WNET/PBS. Filmen turnerede på jazz- og filmfestivaler og udkom på VHS. Den er desværre ikke samlet op på den ellers veludstyrede HD blu-ray-kopi af Kansas City, som britiske Arrow Academy udgav i 2020. Dokumentaren har Harry Belafonte som fortæller og ligger i udtag på YouTube (og i fuld længde under dæknavnet Jazz Jazz Session in Hey Hey Club).

Kansas City. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman & Frank Barhydt. Foto: Oliver Stapleton. 118 min. USA-Frankrig 1996. Dansk premiere: 23.08.1996


Fotos: CiBy 2000/ Sandcastle 5 Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime
2K Blu-ray fra Arrow Academy 02.03.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.08.1996