Translate

Viser opslag med etiketten Ensemblefilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ensemblefilm. Vis alle opslag

mandag den 12. februar 2024

Robert Altman: Dr. T & the Women (2000)


EN VAKLENDE MAND
Robert Altmans bedste og værste egenskaber

Af BO GREEN JENSEN

NYTÅR 2001: ROBERT Altman er ekspert i brede gruppefilm, som på satirisk vis panorerer hen over det givne miljø, der denne gang skal fungere som scene i instruktørens amerikanske dukketeater. Hans form kombinerer antropologi og satire. Hvor andre filmskabere viger tilbage for en omfattende personkreds og forvirrende plotlinjer, som løber langs med og krydser hinanden, kan Altman slet ikke få nok af støjen på de steder, hvor mennesker færdes i virkeligheden.
   Af samme grund har han altid haft sin styrke i den dokumentarisk tonede kollektivskildring, film som hovedværkerne Nashville (1975) og Short Cuts (1993), der over tre timer væver mange handlingstråde, anekdotiske udtag af enkelte skæbner, sammen til en stærk gobelin. I det mindre format er han ikke så sikker, og han skal helst have afstand nok til at kaste et køligt øje på sine menneskers forfængelighed, hvad enten den er frygtsom eller formastelig.
   Bliver han dybfølt, sætter en livløshed ind, og i genrefilm er han tilbøjelig til at lefle. Nogle film er mekaniske gentagelser af ensembleskabelonen. Fordi antikrigsfarcen M*A*S*H (1970) i sin tid blev en stor succes, har man villet holde Altman fast i rollen som bramfri, absurd entertainer. Snarere er han en blanding af skuffet romantiker og bedrevidende revser; misantropen, som ikke vil rystes i troen. Alligevel finder man virkelig varme hér og dér i værkets hjørner, fra den skæve løvfaldswestern om McCabe & Mrs. Miller (1971) til elegien over hjemstavnen Kansas City (1996), som gennembrændes af guldalderjazz.



DEN sædeskildrende sydstatskomedie om Dr. T & the Women er ligesom Cookie’s Fortune (1999) blevet til i samarbejde med manuskriptforfatteren Anne Rapp. Årets model har dog skarpere tænder og er bag sin besnærende lattermildhed en mere ambitiøs bestræbelse. Når jeg ovenfor opregner Altmans specialiteter, er det fordi den nye film rummer lidt af dem alle.

   Mest har Dr. T til fælles med den sarkastiske Hollywood-farce The Player (1992), der på samme måde brugte en vaklende mand, et panikslagent karrieremenneske, som sin handlingsbærende sonde. I centrum er gynækologen Sullivan Travis, som gennem en lang og lukrativ karriere har undersøgt samtlige neurotiske overklassekvinder i Dallas. Det er en rigtig god rolle til Richard Gere, der ligesom i Joan Chens Autumn in New York (2000) får meget ud af at tage alderen på sig.



DR. T har et godt tag på kvinder. Han forener faglig professionalisme med en forførende flair, som de fleste finder karismatisk. Han er dagens mand i skysovs og har været det så længe, at han vægrer sig ved at erkende de fejl, som dominerer billedet efterhånden. 

   Af dem er adskillige. Hans hustru (som Farrah Fawcett spiller endnu mere anstrengt end sædvanligt) er bogstaveligt ved at gå fra forstanden. Hans voksne døtre tænker kun på sig selv. Den ene (Kate Hudson) er lesbisk, men det er hende, som skal giftes, og svigerinden (Laura Dern) har invaderet huset med sine børn. Hans trofaste klinikassistent (Shelley Long) vælger den værste dag til at erklære chefen sin kærlighed.
   Den trængte mand reagerer i stigende grad ved at gå eller barrikadere sig bag døren på kontoret. I weekenden tager han på jagtture med sine patetiske kammerater, men i en verden af kvidrende kaos bliver golfinstruktøren Bree (Helen Hunt) det modne sidespring, som han villigt og velovervejet vil tage.
   Manuskriptet deler sol og vind lige. Både mænd og kvinder er skildret som karikaturer, men Gere og Hunt får lov at have dybde. De fremstår begge som selviske opportunister, men vi holder af dem, fordi vi genkender dem.



FILMEN bruger sin første, lidt for lange spilletime på at følge Travis i karakteristiske situationer, som giver Altman lejlighed til at ironisere over miljøet. Den kulminerer i en klassisk scene, det store bryllup, hvor alt går galt, af den slags som amerikanerne elsker. Det er imidlertid i en anden lang sekvens, som falder nøjagtig midtvejs, at filmen træder i karakter.
   Scenen skildrer en frokosttime på klinikken, hvor alle stiller så mange krav, at problemerne ikke kan være i skabet, når Dr. T forsøger at mase dem ind. Panikken bygges op i en langsom bevægelse, som Altman orkestrerer sublimt. Alene for den skal man se Dr. T og bære over med det urene trav i andre situationer. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« erklærer Gere med udtryksløst ansigt. Det er en fuldkommen autentisk reaktion.


DA også elskerinden svigter, giver Dr. T omsider slip på sin hang til at kontrollere alting. Han flygter mod en besværgende slutning, som kunne og næsten må være en drøm. Vi forlader ham ved hans bestemmelse, som har at gøre den eneste ting, der giver mening. Her slipper Altman sin voodoodukke, som faktisk ligner mange mænd ret godt. Instruktøren er blevet 75. Har han ikke en sidste Nashville i posen, kan Dr. T & the Women sagtens gå an.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

Dr. T & the Women (Dr. T). Instr.: Robert Altman. Manus: Anne Rapp. Foto: Jan Kiesser. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.01.2001.


Fotos: Artisan Entertainment/ Sandcastle 5 Productions/ UIP/ Alliance Atlantis Video/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 
Filmen streames på Apple TV, Google Play og YouTube Film
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.01.2001.

tirsdag den 14. november 2023

Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]


EN BITTER LILLE IRONI
Robert Altmans næstbedste multiplotfilm

Af BO GREEN JENSEN

KNAP 20 år og 30 film efter Nashville (1975) vender Robert Altman i Short Cuts tilbage til den panoramiske kollektivskildring, som han første gang dyrkede dér. I en lignende episodisk struktur – og med det samme sædeskildrende anslag, som ligner objektiv impressionisme – tager Altman 10 tekster af Raymond Carver, føjer sporene sammen og fylder en dampende, støjende gryde af liv.*
   Det er ikke sædvanlige Hollywoodliv, vel at mærke, med action-orienteret drive og regelret mangel på gråzonetvivl. Der er 22 karakterer i det brede myldrebillede. Alle søger en forfatter og finder ham også i Altmans mix. Det er blevet en californisk livsfrise. Short Cuts – det betyder både »tynde skiver«, »genveje« og »korte klip« – er ingen filmatisering i traditionel forstand. Snarere tager den tværsummen af Carver.
   Resultatet er en bevægende film, som man nødigt giver netop dét klistermærke. Hverken Carver eller Altman vil manipulere. De vil registrere, og de vil beskrive. Når først vi har set, kan vi muligvis nå til at reagere, men vi får ikke følelsen serveret eller dikteret. Det er en strategi, som til tider giver bagslag, fordi den står så stærkt på sin distance, men ofte er det en effektiv stikvej.
   Især er formatet imponerende, såvel i overført som konkret forstand. Hver for sig er historierne og deres billeder små og rodede at se på. Sammen udgør de en kollektivskildring, der er filmet i sjælens cinemascope. Carver ligger godt for Altman. Det er en bedre film end den smarte The Player (1992), den opportunistiske Prêt-à-Porter (1994) og den nostalgiske Kansas City (1996). Man føler sig genkendt og ikke talt ned til. Man føler sig anbragt i midten.



RAYMOND Carver (1938-1988) blev kaldt »Amerikas Tjekhov«, fordi hans noveller besidder en lignende kosmisk stilfærdighed. Han arbejdede hårdt for at opnå det præg af ukunstlet hverdag og menneskelig indsigt, der banker som et roligt hjerte under de bedste af hans historier. Carvers skikkelser er ofte »tabere«, der gør hvad de kan for at rejse sig eller bare holde en skrøbelig balance, som andre mennesker tager for givet.
   Carver kunne til sin død huske dagen, som blev vendepunktet i hans liv, den dag han holdt op med at drikke. Det var den 2. juni 1977. Han kendte kædereaktionen af sejre, kriser, nederlag og genfødsler, der bærer de udsatte skikkelser frem. Ved aldrig at falde for fristelsen til at bruge højt sprog, giver han dem fuld troværdighed. Han blev set som minimalismens digter, men ordet er både goldt og for småt. Snarere var han sin stil.
   Carver blev gift og skilt som ganske ung, havde en række tilfældige småjobs og store problemer med diverse stimulanser, indtil han i sit andet ægteskab, med digteren Tess Gallagher, fandt den fornødne fred til at skrive. Samtidig begyndte hans noveller at få mesterstatus. De fleste står i tre samlinger: Will You Please Be Quiet, Please? (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Cathedral (1983). Før sin død samlede Carver de bedste noveller i de bedste versioner. Where I'm Calling From: New And Selected Stories (1988) rummer 7 nye tekster plus 30 fra de første bøger. 
   Carver skrev også digtsamlingerne Where Water Comes Together With Other Water (1985) og Ultramarine (1987). Efter hans død udkom A New Path To The Waterfall, hvis titel meget godt giver den forklarelse, som fandt og fyldte ham til slut, men kernen i Carvers historier ligger tilbage i hans kritiske tid. Lyrikken er samlet i All of Us: The Complete Poems (1996). Carver vedkendte sig gerne inspirationen fra Tjekhov og sagde tre år før sin død til en interviewer:

Jeg elsker Tjekhov. Men jeg vil samtidig sige, at jeg ikke kender nogen forfatter som ikke gør dét. Jeg elsker også Tolstoj. Han er klar, præcis og samtidig umådeligt vidtrækkende. Han rammer alle de rigtige toner, ligesom Bach. Tjekhov arbejder i en meget mindre målestok. Jeg kan lide måden, han fortæller om almindelige mennesker på. Med et betragtende blik som ikke automatisk udelukker sympati. Og så holder jeg naturligvis meget af Hemingway. Hemingways tidlige noveller har været en kæmpemæssig påvirkning. Deres rytme, deres særlige kadence. Jeg genlæser dem hvert andet eller tredje år, og de kan stadig gøre mig henrykt. Til en vis grad er vi alle Hemingways børn.**




EN sværm af helikoptere hænger i truende formation over Los Angeles, mens titelsekvensens neonbogstaver krediterer de mange celebre medvirkende. På afstand ligner det indflyvningen til en scifi-fortælling, måske Blade Runner 2 eller Escape from L.A., men det apokalyptiske optrin viser sig hurtigt at være prosaisk og samtidigt. Helikopterne sprøjter insektgift ned i et forsøg på at komme de frygtede medflies til livs.
   Den kemiske regn er det første, som forbinder tableauets simrende skæbner. Det andet er det mellemsvære jordskælv, som til slut retfærdiggør filmens mest markante ændring af det litterære forlæg. Carvers noveller udspiller sig ved byerne på den nordlige vestkyst, et mere køligt og mindre støjende hjørne af den amerikanske virkelighed. Det er Altman og medforfatteren Frank Barhydt, der transplanterer dem til Californien. I sit forord til tie-in udgaven af Short Cuts forklarer filmskaberen:

One of the reasons we transposed the settings from the Pacific Northwest to Southern California was that we wanted to place the action in a vast suburban setting so that it would be fortuitous for the characters to meet. There were logistical considerations as well, but we wanted the linkages to be accidental. The setting is untapped Los Angeles, which is also Carver Country, not Hollywood or Beverly Hills - but Downey, Watts, Compton, Pomona, Glendale - American suburbia, the names you hear about on freeway reports. [»Collaborating with Carver«, Short Cuts s. 9] 



STRUKTUREN i Short Cuts er horisontal. De små historier er ikke isolerede episoder, som knyttes sammen af en central begivenhed, en handlingsbærende faktor, et fælles rum eller lignende. Der er tale om mere end forbundne noveller. Altman og Barhydt har en vision. Alt foregår med en samtidighed, der løfter blikket til kosmisk niveau.
   Historierne ånder i hinanden. De enkelte liv griber ind i hinanden som ved en narrativ osmose. I farten bliver de også bestemmende for hinanden, men sjældent så det giver anden mening end symmetrien i den udeltagende skæbne. Det er lidt som at sidde i cockpittet på den forreste Medfly-helikopter. Eller betragte filmen i Guds klippebord.
   Atmosfæren af universel fatalisme er sat på spidsen i den mest bevægende af handlingsklyngerne, baseret på novellen »A Small, Good Thing« (»Lidt Godt«) fra Cathedral. Den demonstrerer samtidig Altmans organiske teknik som fortæller. Han arbejder altid i flere af billedets felter. Det er som at se en skulptur, der tager form. 
   Vi har vænnet os til at følges med Earl og Doreen Piggot (Tom Waits og Lily Tomlin). Han er en alkoholiseret limousinechauffør, som nok er frustreret over aldrig at være nået længere end til at bo i en meget stationær trailer sammen med sin kone, men som især bliver bitter på skæbnen, når han kigger indenfor i cafeteriaet, hvor hun serverer kaffe og burgers, og ser, hvordan andre mænd overbeglor hendes krop. 
   Vist er det noget, han bilder sig ind, men jalousien er stærk og konkret. Det ender altid med, at han bliver olm og begynder at drikke for alvor. Hun kommer hjem, de skændes, han går og smækker hårdt med døren, for så at vende ydmyg tilbage, når det er blevet dag igen. Sådan er det bare med de to. Vi følger dem gennem en af de mest opløftende episoder frem til forsoningen, hvor de drikker sig småfulde sammen og forvandler traileren til det Hawaii, som de aldrig får besøgt. Men i ét nu rører de tre andre liv.



ANN og Howard Finnigan (Andie MacDowell og Bruce Davison) har hjemme på solsiden i Los Angeles. Han er tv-kommentator, hun får hverdagen til at fungere. Sammen har de sønnen Scott, som fylder 8 år næste dag. Derfor bestiller Ann en kage hos konditoren Andy Bitkower (Lyle Lovett), da hun har sendt Scott i skole. Samtidig er Doreen Piggot på vej hjem fra arbejde. Scott løber efter skolebussen, og Doreen kommer til at påkøre ham. 
   Hun er chokeret, springer ud af bilen og vil følge ham hjem til forældrene, men drengen har fået at vide, at han ikke må tale med fremmede. Desuden ser han ud til at være sluppet med forskrækkelsen. Doreen ser drengen humpe af sted og tager hjem og fortæller Earl om, hvor heldigt det var, at han ikke tog skade. Hun bliver aldrig klogere.
   Desværre véd publikum bedre. Scott falder i en komatøs søvn. Ann får kørt ham på hospitalet og hidkalder Howard fra tv-studiet. Deres læge bliver samme Ralph Wyman (Matthew Modine), som i en anden historie er bitter på sin hustru, billedkunstneren Marian (Julianne Moore), fordi hun tre år før havde en affære, hun aldrig har villet fortælle ham om.
   I begyndelsen er prognosen god, og vi følger udviklingen fortrøstningsfuldt, mens ulykken sætter sig små, bitre spor. Den rasende konditor forstår ikke, hvorfor Scotts kage ikke blev hentet. Efter at være blevet affærdiget af Howard, iværksætter han en udførlig telefonterror over for Ann.


SAMTIDIG dukker Howards far (Jack Lemmon), som ingen har hørt fra i 30 år, op på hospitalet. Paul Finnigan venter både forsoning og bifald for sine trætte selskabstricks. Lemmons monolog – som er et riff på digtet »Lemonade« – varer 7 minutter og står som en arie i filmen, der ellers er bygget af recitativer. Det bliver ved og ved, og drengen får det aldrig bedre. Han åbner øjnene, og vore hjerter letter med forældrenes. Så dør han, og vi deler deres afmagt. Sammen konfronterer de den bitre konditor. Et andet sted i byen tror Doreen Piggot stadig, at de slap med skrækken, og alting er godt.
   For Ann og Howards nabo, den depressive cellist Zoe Trainer (Lori Singer) virker drengens død så meningsløs, at hun omsider gør alvor af mange års trusler og tager sit liv i garagen. Filmens kor og bærende muse, jazzsangerinden Tess Trainer (Annie Ross) kommer hjem til sin tilværelses sammenbrud. Hun kunne dog bare have hørt efter, for Zoe forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Tess havde ikke tid at lytte, fordi hun havde travlt med sine prøver. 
   Det er Carvers og Altmans gennemgående strategi. Hvis ikke, hvis bare, sæt nu og mon ikke. Der er aldrig nogen stor morale. Men altid en bitter lille ironi, som intetsteds forløses bedre end i skildringen af den elskede drengs vilkårlige død.




DER er mange flere skæbner i Short Cuts. I regelen løber to-tre historier sammen i én. Det er menneskene, vi følger. Hvad der sker dem, er mindre vigtigt, end hvem de egentlig er. Man får sine favoritter på vejen, og skønt ingen er helt ond ret længe ad gangen, er et sympatisk træk ved filmen, at den ikke under ét skildrer menneskeheden som en stakkels slægt af martrede engle, der alle rummer noget godt på bunden. 
   I stedet giver Altman sig lov til at skildre overfladiske og irriterende personer. Robert Downey Jr. er fortrinlig som den mest øretæveindbydende af disse, flaben Bill Bush (fra novellen »Tell the Women We're Going«), der trækker sin godmodige ven, poolmanden Jerry Kaiser (Chris Penn), med så langt, at ansvarsløsheden får dødeligt udfald.
   Jennifer Jason Leigh er mut og stærk som Lois Kaiser, poolmandens kone, der passer sit telefonsexarbejde, mens hun skifter bleer og giver børnene mad. Anne Archer er åben og varm som Claire Kane, der optræder som professionel klovn ved børnefødselsdage. Hun er storkunde hos Lyle Lovetts konditor og egentlig udmærket gift med Stuart (Fred Ward), som på en fisketur med to kammerater (Buck Henry og Huey Lewis) finder en myrdet kvinde i floden. Mændene ved ikke, hvad de skal stille op, lader liget ligge i tre dage og rapporterer først fundet, da de tager hjem. 
   Stuart fortæller Claire om det, da de har elsket, og hun mister alt, hvad hun havde for ham. De tager dog sammen til middag hos parret, som de traf ved koncerten forrest i filmen (hvor The Trout Quintet optrådte med Lori Singer som solocellist). Det er lægen og kunstneren, Matthew Modine og Julianne Moore, der tvangsindlægger dem til en lang nat med smådruk og ægteskabelig infight. 
   Claire giver dem alle klovnemakeup på, og for billedet af de sminkede ansigter i morgenlyset tilgiver man Altman den mest trivielle historie. Det er næsten som at se en scene fra en af de demonstrativt kunstneriske 70'er-film, Images (1972) eller Three Women (1977) for eksempel. Forbløffende billeder, diffuse historier.



ENDELIG skal fremhæves Tim Robbins som den paranoide, ondskabsfulde og faktisk komisk tykpandede motorcykelbetjent, Gene Shepard, der holder hustruen Sherri (Madeleine Stowe) hen med utrolige historier om narkomissioner og velgørenhedsarbejde, mens han dyrker sit sidespring med Betty Weathers (Frances MacDormand) et andet sted i byen.
   Stowes karakter er søster til Julianne Moores billedkunstner, og MacDormand er skilt fra helikopterpiloten Stormy Weathers (Peter Gallagher). Mens hun er væk for en weekend, tager han motorsaven i egen hånd og foretager uigenkaldelig bodeling. En støvsugersælger afbryder ham, og der venter den strejfende kvinde et svært aflæseligt hjemkosttableau. 
   Vi forlader myldrebilledets historier i et sammensurium af tilstande. Nogle forløses, andre formørkes. Nogle er bitre, andre nyforelskede, gået fra forstanden eller ramt af dyb sorg. Solen i Los Angeles er lige så ligeglad som jordskælvet og den kemiske regn. Og det er sikkert som amen i kirken, at Lois Kaiser genoptager sin telefonlir næste dag, mens Doreen Piggot går på arbejde og begynder at skændes med Earl igen. 
   Sympatien bliver hos ofrene og de efterlevende. Hos den døde dreng og forældrene. Hos poolmanden som det slår klik for. Hos jazzsangerinden der sørger over den datter, hun aldrig lærte at forstå. De andre liv kværner videre. Så planløst og prosaisk som vore egne og med samme mangel på klar dramatik:

Raymond Carver's view of the world, and probably my own, may be termed dark by some. We're connected by similar attitudes about the arbitrary nature of luck in the scheme of things – the Finnegans' child being hit by a car in »A Small, Good Thing«; the Kanes' marriage upheaval resulting from a body being discovered during a fishing trip in »So Much Water So Close to Home.«
   Somebody wins the lottery. The same day, that person's sister gets killed by a brick falling off a building in Seattle. Those are both the same thing. The lottery was won both ways. The odds of either happening are very much against you and yet they both happened. One got killed and the other got rich: it's the same action.[»Collaborating with Carver«, Short Cuts, s. 8-9]



DE tre tætte timer i Altmans filmatisering af den menneskelige komedie føles præcis lige så lange. Men formen kan bære, og alt balancerer. Der klippes og splejses optimalt – Geraldine Peroni og Suzy Elmiger har redigeret. Mark Ishams score bruger natklubbens jazz og byens diegetiske lyde til at skabe en konkret musik. Hal Willner har valgt et blåt sæt sange som lægger en melankolsk puls under de bankende liv.***
    Hvad man savner ved gensynet 30 år efter, er måske den politiske skarphed fra Nashville. Og lidt flere flossede kanter i den narrative sammenføjning. Der er mange løse ender, som slæber og skurrer i Nashville. Det gør de på konstruktiv vis. I Short Cuts bliver puslespillet lagt færdigt. Det hårde lys i Nashville var iskoldt fastholdt af fotografen Paul Lohmann. Walt Lloyds billedside i Short Cuts har en mere møbleret, tilrettelagt kvalitet. 
   Filmen var en stor succes. Altman præsenterede værket på Mostraen i Venedig, hvor Short Cuts delte Guldløven med Krzysztof Kieslowski for Tre farver Blå. Det samlede cast fik en særpris ved årets Golden Globe Awards. Manuskriptet var Oscar-nomineret og blev kun forbigået, fordi Steven Spielbergs Schindler's List tog alle priser. I Danmark fik Short Cuts en Bodil som årets bedste amerikanske film.
    Altman blev forsigtigt kritiseret for sit overforbrug af store navne i små roller, men hvis vi ikke kendte stjernerne, ville vi ikke i længden kunne fokusere på deres skæbner og holde handlingens tråde ude fra hinanden. Dét kunne til gengæld være en markant pointe og meget i mesteren Carvers ånd. 


*) Der er 9 noveller og et langt, fortællende digt. Teksterne er: 
»Neighbors«, »They're Not Your Husband«, »Collectors«, »Jerry and Molly and Sam« og »Will You Please Be Quiet, Please?« fra Will You Please Be Quiet, Please?;  »Tell the Women We're Going« og »So Much Water So Close to Home« fra What We Talk About When We Talk About Love; »A Small, Good Thing« og »Vitamins« fra Cathedral. »Neighbors«, »Collectors«, »A Small, Good Thing«, »So Much Water So Close to Home«, »They're Not Your Husband« og »Vitamins« er optrykt efter Carvers eget udvalg, Where I'm Calling From: New and Selected Stories (1988). Digtet »Lemonade« blev skrevet i 1988 (til The Atlantic Monthly) og er optrykt i samlingen A New Path to the Waterfall. Vintage Books udgav et særtryk af Short Cuts-materialet i 1993, som Robert Altman skrev forordet til. Bogen indgår som ekstramateriale i den første dvd-udgave fra The Criterion Collection – ikke i blu-ray-udgivelsen. Altman og Barhydt har tilføjet flere historier, for egen regning, men i Carvers ånd. Det gælder f.eks. mor/datter-historien om Tess (Annie Ross) og Zoe Trainer (Lori Singer), sangerinden og cellisten. I andre tekster har Altman og Barhydt tilføjet særlige træk. Det var Tim Robbins, som spiller færdselsbetjenten Gene Shepard, der foreslog at lade Claire Kane, Anne Archers karakter, arbejde som professionel klovn. Hun kunne på den måde færdes naturligt i mange miljøer og have flere personlige sider. Ydermere giver klovnefiguren et betydeligt visuelt boost. I dokumentaren Luck, Trust & Ketchup fortæller Altman og Barhydt om deres arbejde med manuskriptet. Tess Gallagher redegør for sin døde ægtefælles forhold til sine tekster og uddyber, hvordan formålet med filmen netop ikke var at lave en respektfuld 1:1-filmatisering. Altman selv kaldte filmen en jazz-rapsodi, der tog afsæt i Carvers motiver og improviserede ud fra hans temaer. I løbet af de 30 år, som er gået, er dét blevet standardbeskrivelsen.

**) Carver er beundret for sin nedbarberede, hyperrealistiske stil, der får forbilledet Ernest Hemingway til at fremstå som et sludrechatol. De minimalistiske noveller blev ikke skrevet ord for ord sådan. De begyndte som gavmilde tekster med flere detaljer og mere håndgribelig baggrund. Efter Carvers død er der i stigende sat fokus på den afgørende rolle, som Gordon Lish (f. 1934), der redigerede Carver på magasinet Esquire og siden på forlaget Knopf, havde i udviklingen af hans signaturstil. Lish redigerede ved at beskære. Endvidere ændrede han Carvers egne novelletitler. Især teksterne i What We Talk About When We Talk About Love er behandlet med hård og næsten forvanskende (eller medskabende) hånd. I flere tekster er mere end halvdelen af Carvers oprindelige tekst udeladt. Carver havde tillid til Lish 
– »If I have any standing in the world, I owe it to you« – men han var ikke altid lykkelig for den færdige tekst. I 2009 udkom Beginners (da. Begyndere) med teksten fra det oprindelige manuskript til What We Talk About When We Talk About Love, som Carver afleverede til Gordon Lish. I Library of America-bindet med Carvers Collected Stories, som William L. Stull og Maureen P. Carroll redigerede i 2010, indgår Beginners på lige fod med de kanoniserede samlinger. På dansk er de første udvalg afløst af Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal, 2010), som samler de 34 noveller, Johannes Riis fik oversat og har forord af Klaus Rifbjerg. I 2012 udkom 50 digte, som Johannes Riis har oversat og udvalgt i samråd med Kim Skotte. Gordon Lish redigerede flere forfattere efter beskæringsmetoden. Paul Bowles sagde fra, og Don DeLillo trak en tekst tilbage fra Esquire, fordi han ikke ville se den trykt med Lishs beskæringer. Til gengæld er romanen Mao II tilegnet Lish. Lish, som stadig lever, var en sjældent kontroversiel skrivelærer, der næppe havde fået lov at undervise i 2020'ernes cancel culture. Se bl.a. Carla Blumenkranz' portræt »Seduce the Whole World: Gordon Lish’s Workshop«, skrevet til antologien MFA vs. NYC: The Two Cultures of American Fiction (2014) og trykt samme år i The New Yorker.

***) Musikken i Short Cuts er forankret i fortællingen om jazzsangerinden Tess (Annie Ross og hendes datter, cellisten Zoe Trainer (Lori Singer), som Altman og Frank Barhydt skabte i ånden fra Carver. Tanken var, at scenerne fra natklubben kunne fungere som musikalske hængsler. Altman bad Hal Willner (1956-2020) være kurator på soundtracket, og Willner betragtede opgaven som et koncept på linje med de albums, han i samme periode producerede som enkeltstående, originale projekter (Amarcord Nino Rota, Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill etc). Willner bad moderne musikere skrive nye sange, der lød som jazz standards. I den færdige film er det især de bidrag, som Doc Pomus og Dr. John leverede sammen, der skiller sig ud, men også Bono og The Edge fra U2 (»Conversation on a Barstool«), Elvis Costello og Cait O'Riordan (»Punishing Kiss«), Gavin Friday og Maurice Seezer (»A Thousand Years«), Roy Nathanson, Marc Ribot og David Cale (»Imitation of a Kiss«) har bidraget. Albummet Music from and Inspired by the Film Short Cuts (Imago, 1993) er næsten et værk i sin egen ret. Indrammet af lydeffekter (»Open On Helicopters« og »Earthquake«) foretager 15 skæringer en rejse gennem filmen, før Doc Pomus og Dr. John (»Prisoner of Life«) møder Peggy Lee og Duke Ellington (»I'm Gonna Go Fishin'«) i »Ending Credit Music Medley«. Filmens cellostykker af Anton Dvorák (Cellokoncert i b-moll, opus 104), Igor Stravinskij (»Berceuse« fra Ildfuglen) og Victor Herbert (Cellokoncert nr. 2, opus 30) er indsat i mosaikken. Den 7. skæring, »Evil California (These Blues)«, som ikke indgår i filmen, tyder på, at konceptet har været mere ekspansivt tænkt på et tidspunkt. Iggy Pop fremfører teksten til kompositionen af Terry Adams med samme lounge singer-flair, som han i samme periode sang duet (»Well, Did You Evah!«) med Debbie Harry på Red, Hot + Blue (1990), et hyldestalbum med moderne Cole Porter-fortolkninger, som er en veritabel guldgrube. Hal Willner døde under COVID-19-pandemien [se i øvrigt den nederste note i artiklen Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021].

Short Cuts. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman, Frank Barhydt. Foto: Walt Lloyd. 188 min. USA 1993. Dansk premiere: 27.05.1994.


Fotos: Short Cuts Productions, Inc./ Fine Line Features/ Spelling Films International/ Avenue Pictures/ CineMaterial (Poster Art: Guy Peellaert), MovieStillsDB/ Filmgrab.com/ Artificial Eye/ The Criterion Collection/ Vintage Books/ Library of America/ Imago Music/ IMDB | Columbia Tristar (25 Year Mashup trailer)/ www.artofthetitle.com (Opening Credits)
Filmen streames ikke p.t.– The Criterion Collection har udgivet Short Cuts på dvd (2004) og 2K Blu-ray (2016) [Spine #265]
Teksten trykt i Øjeblikket – tidsskrift for kunst og visuelle kulturer #20 (1994). En kortere version står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1998). Der er revideret og efterjusteret i november 2023.

tirsdag den 11. januar 2022

Robert Altman: Gosford Park (2001)


DEN LANGE BEGYNDELSE
Altmans britiske ensemblefilm

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle verdensorden har ikke langt igen, da en kreds nært beslægtede aristokrater i 1932 samles for at spise middag og gå på jagt i landskabet ved herresædet Gosford Park.
    Med sig har de en mindre hær af tjenestefolk, som alle bliver indlogeret på det i forvejen svært bemandede landsted. Gosford Park tilhører Sir William McCordle (Michael Gambon), en hård og nu lidt affældig forretningsmand, der blev rig under Den Store Krig, som man i sagens natur endnu ikke kalder Første Verdenskrig.
   Sir William gjorde pigerne på sine fabrikker gravide og fik børnene anbragt på opfostringshjem, når hans sidespring kom i omstændigheder. Mødrene fik plads et sted i hans omfattende husholdning. Disse forhold får betydning denne weekend, hvor skæbnen endelig indhenter den ubehøvlede patriark, som helst vil drikke, fodre sin hund og befamle udvalgte tjenestepiger.


MEN vi foregriber begivenhedernes gang. Først skal gæsterne ankomme, og det er den halve fornøjelse ved Robert Altmans (1925-2006) sublime sædekomedie, der bruger fulde tredive minutter på at samle herskab og tjenestefolk, præsentere hver af figurerne flygtigt og få dem stuvet af vejen i husets utal af værelser, ja overhovedet positioneret i det sindrige sociale apparat, som sådan et jagtselskab udgør. End ikke den legendariske tv-serie Upstairs, Downstairs brugte så megen energi på at skildre logistikken i en herskabelig husholdning.*
   I øvrigt er Herskab og tjenestefolk vel et eller andet sted inspirationen for Gosford Park, som Altman har udtænkt i samarbejde med Bob Balaban, der selv har en rolle i filmen.**



ALLE hader Sir William, og alle er afhængige af ham. Trofæhustruen Lady Sylvia (Kristin Scott Thomas) bedrager ham for adspredelsens skyld og udtrykker åbenlyst sin foragt.
   Hertuginden af Trentham, den fattigfine Constance (Maggie Smith som filmens fru Fernando Møhge med alle de gode oneliners i Julian Fellowes’ velturnerede manuskript), er pinagtigt afhængig af et beløb, som patriarken truer med at lade bortfalde.
   Undermåleren Anthony Meredith (Tom Hollander) prøver stadig mere skingert at få den gamle mand til at skyde penge i et forretningseventyr, som skal stabilisere en kæntrende økonomi, men den gamle mand nyder at se ham drukne. Også Merediths hustru, Lady Lavinia (Natasha Wightman), angler efter kredsens medlidenhed, men alle taler uanfægtet videre, helst om så lidt som muligt.
   Kun den halvdøve Lord Stockbridge (Charles Dance) har værdigheden til at nyde privilegierne, men medgiften fra Louisa (Geraldine Somerville) rakte ikke langt nok. Endelig er Freddie Nesbitt (James Wilby) ved at rive hovedet af hustruen Mabel (Claudie Blakley), mens han bestormer Isobel McCordle (Camilla Rutherford), husets eneste ugifte datter.



INGEN af de nævnte ville sørge over Sir William eller fælde andet end krokodilletårer for hinanden, hvis døden tog deres sidemand. Det er dog below stairs, nede i kælderen og oppe på kvisten, hvor tjenestefolkene arbejder, at der virkelig sladres og næres stærke sym- og antipatier. 
   Det er også her, at filmen overgår sig selv med hensyn til kreativ casting: Husbestyrersken Helen Mirren og kokken Eileen Atkins (som for øvrigt fik ideen til den oprindelige Upstairs, Downstairs-serie sammen med Jean Marsh) er de bærende piller i en husholdning, som endvidere omfatter Alan Bates, Derek Jacobi, Richard H. Grant og andre navne fra den faste stok af britiske karakterskuepillere. I alt 60 roller er udsøgt besat.



DET er via de udenforstående, at tilskueren orienterer sig. Blandt tjenestefolkene er Mary Macreachran (Kelly McDonald) ny i huset hos Maggie Smith. Stuepigen Elsie (Emily Watson), som yder Sir William seksuelle tjenester og inderligt foragter Lady Sylvia, forklarer relationerne for Mary og sætter samtidig publikum ind i sagen. Over sengen hænger fotos fra tidens filmmagasiner. Et af dem viser Greta Garbo i selskab med Ivor Novello.
   Elsie har det hængende for Garbos skyld, men den feterede Novello (1893-1951), en walisisk født sangskriver og skuespiller, der også i virkeligheden blev Hollywood-stjerne, var en rollemodel for den lidt yngre Noel Coward og spillede titelrollen i Alfred Hitchcocks The Lodger (1926), er netop en af de gæster, som herskabet har inviteret for underholdningens skyld. Han spilles med panache af Jeremy Northam, der også lægger stemme til de sange, som Novello diverterer med i løbet af den grufulde weekend.
   Idolet Novello, som man både ser ned på og tolererer for berømmelsens skyld, ankommer i selskab med Hollywood-produceren Morris Weissmann (Bob Balaban), der er i England for at lave research til Charlie Chan in London. Denne titel i den endeløse serie efter Earl Derr Biggers’ romaner blev faktisk produceret i 1934. Den kredser netop om et jagtselskab og et meget britisk mord, som finder sted på et landsted. I virkeligheden blev den dog ikke produceret af Morris Weissman, men af en vis John Stone.



MAN er godt og vel en time inde i filmen, før man ved så meget, som jeg har skildret ovenfor. Nu følger en patetisk jagt, en langstrakt middag, et forudsigeligt dødsfald, ordensmagtens parodisk inkompetente forsøg på at opklare samme og en endelig kommen til bunds i den sandhed, som har lagt tragisk bund under kluklatteren fra de første karikerede ordvekslinger i begyndelsen af filmen.
   På amerikansk spillerslang kunne sige, at Robert Altman bruger loaded dice – falske terninger – i denne mangfoldige himmelhvælving af en film, der synes at handle om alt mulig andet end dét, som karaktererne tror. Vi følger nogle intriger og får indsigt i en kompliceret hakkeorden, men opmærksomheden ligger andetsteds i fortællingen, der bruger karakterernes relationer som afsæt for en personlig dagsorden.



LIGE siden M*A*S*H (1970) og Nashville (1979) har den amerikanske instruktør excelleret i kollektivfilm med stort ensemblespil og lange fællesscener. Karaktererne taler i munden på hinanden, mens kameraet går på opdagelse i miljøet og blander de kaotiske indtryk i en langsomt akkumulerende livsfarve, som er filmens »mening«, hvis man vil koge det ned.
   Altman har gjort det i genrefilmens sprog, som i The Player (1992), i semi-dokumentarisk form, som i nævnte Nashville og Prêt-à-Porter (1994), eller i bunden form med stram episk styring og alle facetter fastlagt fra starten, som det skete i storværket Short Cuts (1993).
   Det nye ved Gosford Park, der i dén henseende kan betragtes som kronen på værket, for aldrig har den lange begyndelse ligget bedre, er først og fremmest miljøet. Altmans typer er evige, men det gør noget særligt for formen, at han genfinder dem i et vaklende klassesamfund, hvor man ikke længere kan opretholde det knivskarpe skel mellem folk under trappen og de udvalgte få, som er to the manor born.
   Det bliver stadig sværere for tjenestefolkene at holde masken, når herskabet bides og ter sig. Omvendt står de tjenende ånder fast på etiketten, fordi den giver deres liv struktur og fordi de lever deres liv gennem herskabet.



EMILY Watsons Elsie indser dette og kører frejdigt mod London i selskab med filmproducenten, da alt til slut går i opløsning. Og først ved afrejsen kommer solen frem og skinner ned på Gosford Park. Ellers falder regnen tungt på både jokeren Ivor Novello og den professionelle snob Lady Constance, som erklærer, at hun ikke har »en snobbet knogle i hele sin krop«, men lever sit halve liv gennem sladder. Der er ikke ét gran latent nostalgi à la Brideshead Revisited over Gosford Park. Dette er hverken en romantisk erindring af Evelyn Waugh eller Resten af dagen ifølge James Ivory. Imperiet er i praksis gået under, da Gosford Park tager sin begyndelse.


DET er en fremragende film, fuld af stort spil, bidende vid og fine detaljer, som i næsten alle tilfælde bruges til at finde et vist mål af godhed i menneskene. Altman er i denne film venligere ved menneskene, end han har været i de sidste mange af sine amerikanske arbejder.

   Når Gosford Park alligevel snyder på vægten, skyldes det knækket som den lægger midtvejs, hvor den potente optakt lader sig fortynde af en excentrisk pastiche på den britiske puslespilskrimi. Da Stephen Fry ankommer til gerningsstedet som den hyggeligt fumlende Inspector Thompson, der ikke kan få lov at tale ud, er vi med ét placeret i anden akt af en Agatha Christie-dramatisering eller noget, der minder om Fawlty Towers. Det er sjovt, så længe det varer, men da alvoren vender tilbage, føles den lige så manipulerende anbragt, og man tror ikke rigtigt på løsningen.
   Men man tror på typerne i den lange begyndelse og glæder sig som et barn over filmen, også ved gentagne gennemsyn, hvor man kender relationerne og bedre kan værdsætte spillets nuancer og dukkeførerens håndelag. Det er Altmans bedste film siden Short Cuts, en triumf for hans kollektive form og den næsten antropologiske måde, han udforsker sine miljøer på. Gosford Park er allerede en af årets bedste film. Måske bliver den også en af årtiets.

RIP Michael Gambon 1940-2023
RIP Maggie Smith 1934-2024


*) De fem sæsoner af Upstairs, Downstairs (1971-1975, da. Herskab og tjenestefolk), som John Hawkesworth og John Whitney producerede for London Weekend Television (ITV) er stadig mor, far og forløber for alle periodeserier. Der ville ikke være en dansk Matador uden den britiske inspiration. Jean Marsh (som selv spiller stuepigen Rose Buck) og Eileen Atkins fik ideen og udviklede den sammen med Hawkesworth og Alfred Shaughnessy, der var, hvad vi nu kalder showrunners. Serien har Belgravia-huset på 165 Eaton Place i centrum og skildrer livet over og under trapperne fra 1903 til 1930, da Rose tager afsked med huset, som sættes til salg. En lang række gode forfattere skildrede tre årtiers social historie med 1970ernes nye og lidt skarpere politiske blik.
   Seriens eget forbillede var The Forsyte Saga (1967, da. Forsyte-sagaen), pioner-dramatiseringen af John Galsworthys slægtsromaner, som BBC eksporterede til hele verden. De 68 episoder af Upstairs, Downstairs er restaureret, sendt igen og igen, bliver streamet og kan købes i mange formater. Desværre er og bliver det gammelt tv. Jeg har prøvet at formidle seriens kvaliteter til yngre tilskuere. De kan måske lige se, hvad jeg ser og synes, at de skal dele, men de kan ikke føle det samme for serien. Det var dén kronologiske barriere, der fik ITV til at producere en ny The Forsyte Saga i 2002. BBC lod Heidi Thomas skabe en ny Upstairs, Downstairs 2010-2012. Her fortsætter familiehistorien ind i 1930erne og optakten til Anden Verdenskrig. Kun Jean Marsh fra den gamle serie medvirker. 

**) Anmeldelsen demonstrerer i hvert fald, hvordan kritikere altid for nemhedens skyld giver instruktøren/ dirigenten/ hovednavnet hele æren. Altman gør dit, Altman gør dat. Altman havde intet forhold til den britiske form eller noget særligt ønske om at skildre overklassen. Han kom til projektet for pengenes skyld og medbragte sin antropologiske varemærkemetode, der kunne bruges i alle miljøer. Dén distance er naturligvis en styrke i filmen. Men Gosford Park er først og fremmest stedet, hvor forfatteren og skuespilleren Julian Fellowes (f. 1949), første gang samler og bruger sin fascination af det britiske adelsmiljø.
   Gosford Park kan ses som skitsen til tv-serien om Downton Abbey (2010-2015), som blev et af 2010ernes kulturfænomener (den diametrale og komplementære modsætning til samme årtis betagelse af fantasysagaenThe Game of Thrones) og spillefilmene, som fulgte. Lord Fellowes kommer selv fra miljøet, er gift med hofdamen Emma Joy Kitchener-Fellowes og har en slægtshistorie, der ligner den hos familierne, han skildrer igen og igen.
   Fellowes' forsøg på at skabe en ny periodeserie med samme succes har ikke haft held til at sætte sig fast: Doctor Thorne (2016), The English Game (2020), Belgravia (2020). Måske vil det lykkes for The Gilded Age (2022), som stadig er i produktion. Der er ti episoder i første sæson, som får premiere på HBO MAX. Fellowes er endvidere forfatter til romanerne Snobs (2004, da. Fine fornemmelser) og Belgravia (2016).

Gosford Park. Instr.: Robert Altman. Manus: Julian Fellowes. Foto: Andrew Dunn. 137 min. USA-Tyskland-UK 2001. Dansk premiere: 08.02.2002.


Fotos: USA Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ framegrab

Gosford Park streames ikke i Skandinavien - i UK på Netflix og i EU på Amazon Instant, Google Play, iTunes og YouTube Movies. Arrow Academy udgav filmen på blu-ray i 2018.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2002.