Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973)

DEN DYBESTE SKÆRING

Sangen om Dronning Victoria (og mig)

Af BO GREEN JENSEN

HER et lille indstik midt i store overflyvninger. Kald det mellemlægspapir. Jeg glemmer altid Live Songs fra 1973, når de bestemmende Leonard Cohen-album skal nævnes. På de fleste koncertplader – også dem, som Cohen udsendte siden – prøver kunstnerne at reproducere studieversionen af deres sange. De kopierer sig selv, så at sige.

   Der er undtagelser, og der er – især i jazz- og guitarrockgenren – en tradition for langstrakt improvisering. Der kan også være variationer i teksten til velkendte sange. Cohens »Hallelujah« blev næsten en anden sang over de 30 år, der gik mellem førsteudgaven på Various Positions og den verdslige salme fra de sidste koncerter.

   Enkelte album – som Absolutely Live med The Doors - bliver ikoniske i kraft af nyt materiale, som første gang høres dér. Men generelt er live-plader bare aftryk. De løftes, hvis sangeren har en særlig kontakt med sit publikum – som Bruce Springsteen på Bruce Springsteen & The E-Street Live eller Gasolin' på Live sådan – eller når koncerten bliver en begivenhed i sig selv. Woodstock og The Wall Live er klenodier. Pulse er bare en fotokopi. Sådan var det ikke helt (endnu) i 70erne. Og slet ikke på Leonard Cohens Live Songs.

LIVE Songs er optaget på turneer i Europa i 1970 og 1972. Især koncerterne fra 1972 er effektive musikalsk. Ron Cornelius, Bob Johnston (som også har produceret), David O’Conner og Peter Marshall spiller bag Cohen med navnet The Army, og Jennifer Warnes og Donna Washburn leverer de himmelske harmonier, der sætter Cohens sprukne, endnu ikke så dybe stemme i relief.

   Men guldet er på optagelserne fra 1970. Digteren optræder helt uden sikkerhedsnet og improviserer så meget og vi(l)dt, det er muligt. Cornelius og Johnston er også her tonale ankermænd. Charlie Daniels og Elkin Fowler giver klangen countrypræg. Vokalisterne er Aileen Fowler og Corlynn Hanney. På Isle of Wight-festivalen 1970 spiller bandet en tæt version af »Tonight Will Be Fine« fra Songs from a Room. Sangen er vokset med to nye vers siden studiealbummet fra 1969.* 

FOR alvor opsigtsvækkende er den 12 minutter lange »Please Don't Pass Me By (A Disgrace)«. Cohen taler med publikum, fortæller, reciterer, anråber, beder tilskuerne gå hjem med en anden end kæresten, de kom sammen med, og skruer sig stadig højere op i en tekst om ensomhed i byerne, der også kommer rundt om folkemordet på jøder, romaer og homoseksuelle under nazisternes holocaust. Optagelsen er fra London 1970. I Berlin to år efter er det generationssangen »Story of Isaac«, et klart digt i klassisk forsiring, som Cohen og The Army fremfører, men i en høflig version, som følger studieudgaven.**

    Cohens ikoniske coverversion af folkesangen »Passing Thru« (som Dick Blakeslee skrev i 1948) stammer fra koncerten i London i 1972.*** »Improvisation« fra Paris 1970 og »Minute Prologue« fra London 1972 er korte, men sande improvisationer. Cohen taler til publikum over forsøgsvise akkordanslag. Balladen »Seems So Long Ago, Nancy«, om kvinden der tog sit liv i Montreal, bliver kærligt og værdigt introduceret, så man formelig ser hende for sig i rummet.

  »Bird on a Wire« har variationer i teksten, »You Know Who I Am« lyder stort set som i studiet. Det er en stor kvalitet, at man høre publikum på hele pladen. Det ikoniske foto på omslaget er taget af Suzanne Elrod, som i samme periode blev mor til Adam og Lorca Cohen. Også derfor kan det egentlig undre, at »So Long, Marianne« ikke indgår.

SIDST på side to sidder den skæring, som er grunden til, at jeg skriver alt dette. »Queen Victoria« kommer hverken fra et studie eller en koncertsal. Sangen – eller hvad man vil kalde den halvt talte, halvt messende form – er optaget på et hotelværelse i Tennessee i 1972. Formentlig på en kassettebåndoptager af den slags, som lige dér var state of the arts. Rammen er egentlig ikke så vigtig. Det er teksten, jeg vil tale om.

   »Queen Victoria« er Cohens forsøg på at sætte musik til digtet »Queen Victoria and Me«, som står i samlingen Flowers for Hitler (1964). De fleste af os fandt det først i udvalget Poems 1956-1968 – omslaget med øret er ikonisk – som var en forkortet britisk version af den langt større amerikanske udgave. Rigtigt mange europæere lærte digteren Cohen at kende i kraft af den bog. Og kæmpede med det poetiske stof, som først var lyrisk-modernistisk og hen ad vejen blev nærmest proto-psykedelisk.

TEKSTEN om Victoria-tiden var til at gå til, fordi man kendte billederne af den gamle dronning i det forsvindende imperium. Og man forstod henvisningerne til tobak og verdensudstilling, Crystal Palace og de lyserøde pletter på kortet, der markerede det britiske imperium. Er man født i 1955, er man vokset op med gode britiske tv- serier, Sherlock Holmes-mytologien og Ray Davies’ store Kinks-album om at være engelsk og fra krigsgenerationen. Både klassikeren The Village Green Preservation Society  (1968) og Arthur or the Decline and Fall of the British Empire (1969) er gode genveje, hvis digtet om dronning Victoria skal forstås og forklares og sættes i en slags mentalitetshistorisk kontekst.   

HER er så Cohen alene på rummet i countrymusikkens nationalstat. Digtet er vist nok skrevet på Hydra, hvor Cohen blev færdig med Flowers for Hitler. Jeg ville nu mene i London, hvor han gik og længtes efter solen, før han tog derned. I hvert fald taler protagonisten fra en erindring om Montreal i generalguvernørtiden, udløst af vinterlig arkitektur og lyset på togstationer med glastag og støbejernsgitre.

   Så handler det ellers om asynkron tidsånd, om Cohens far og Westmount, om ikke at føle sig hjemme i det moderne. På sin måde undsiger teksten generationens værdier. Den solidariserer sig med majestæten som en urokkelig outsider, der ikke ville med ind i det nye: »Let us be two severe giants, not less lonely for our partnership«.

DET er et fantastisk tæt digt, og demooptagelsen har uforlignelig atmosfære. Jeg kan komme i tanker om to På vejen-optagelser, der er lige så fine og uden for nummer. Martin Mull (1943-2024) får stewardesserne til at synge kor på »In The Eyes of My Dog I'm a Man«, da han er på vej hjem fra turne (på comedy-albummet Martin Mull and His Fabulous Furniture in Your Living Room, 1973, hvor man også hører »Duellin' Tubas« fremføre musikken fra Deliverance/Udflugt med døden). Det er for sjov, men betyder alligevel noget mere.

   Den anden sang er med en akustisk Neil Young, der forstår Richard Nixon på samme måde, som Cohen ser en fælle i Victoria Regina, da han ser tv på motellet under en amerikansk valgkampagne. »Campaigner«, som i lang tid kun fandtes på sampleren Decade (1977), er en sang i den samme genstridigt empatiske ånd. Mere sang end digt, men formidabelt billedskabende:

The podium rocks in the crowded waves
The speaker talks of the beautiful saves
That went down long before he played his role
For the hotel queens and the magazines
Test tube genes and slot machines
Where even Richard Nixon has got soul
Even Richard Nixon has got it - Soul

JEG har oversat to af Cohens bøger til dansk, En dameelskers endeligt og Barmhjertighedens bog, og ti (tror jeg nok) af teksterne i Længslens bog. Men der var aldrig nogen anledning til at inddrage »Queen Victoria«-digtet. Det er stort, det er kult, det er tidløst. Og jeg kender det ene og alene på grund af sangen til slut på Live Songs. Jeg må have hørt Cohens sang tæt på 1000 gange i løbet af de sidste 47 år. »Queen Victoria and Me« er det dybeste deep cut i hele sangværket. Her er teksten, først på engelsk, så på dansk i en rugbrødversion. Hele Live Songs kan streames på Spotify.

QUEEN VICTORIA AND ME

Queen Victoria
my father and all his tobacco loved you
I love you too in all your forms
the slim unlovely virgin floating among German beards
the mean governess of the huge pink maps
the solitary mourner of a prince
Queen Victoria
I am cold and rainy,
I am dirty as a glass roof in a train station,
I feel like an empty cast-iron exhibition
I want ornaments on everything,
because my love she gone with other boys
Queen Victoria,
do you have a punishment under the white lace
will you be short with her
and make her read little Bibles
will you spank her with a mechanical corset
I want her pure as power
I want her skin slightly musty with petticoats
will you wash the easy bidets out of her head
Queen Victoria,
I'm not much nourished by modern love,
will you come into my life
with your sorrow and your black carriages
and your perfect memory
Queen Victoria
the 20th Century belongs to you and me
let us be two severe giants
(not less lonely for our partnership)
who discolour test tubes in the halls of science
who turn up unwelcome at every World’s Fair
heavy with proverb and correction
confusing the star-dazed tourists
with our incomparable sense of loss

DRONNING VICTORIA OG MIG

Dronning Victoria
min far og al hans tobak elskede dig
jeg elsker dig også i alle dine skikkelser
den slanke uskønne jomfru der flyder mellem tyske skæg
den strenge guvernante fra de store lyserøde landkort
den ensomme berøvede der sørger over en prins
Dronning Victoria
jeg er kold og regnfuld
jeg er snavset som glastaget over en jernbanestation
jeg føler mig som en tom støbejernsudstilling
jeg vil have ornamenter på alting
fordi min elskede hun gik hjem med andre drenge
Dronning Victoria
har du en straf til mig under de hvide kniplinger
vil du være kort for hovedet
og tvinge hende til at læse små bibeler
vil du give hende smæk med et mekanisk korset
jeg vil have hende ren som elektricitet
med huden lidt fugtig af underskørter
vil du vaske de nemme bidet’er ud af hendes hoved
Dronning Victoria
Jeg bliver ikke rigtigt mæt af moderne kærlighed
vil du komme ind i mit liv
med din sorg og dine sorte kareter
og din perfekte hukommelse
Dronning Victoria
det tyvende århundrede tilhører dig og mig
lad os være to strenge kæmper
(ikke mindre ensomme trods vort partnerskab)
som misfarver reagensglas i videnskabens sale
som dukker op uvelkomment ved hver verdensudstilling
tunge af ordsprog og irettesættelser
og forvirrer de stjerneblændede turister
med vor uforlignelige sans for at miste

*) Hele koncerten fra Isle of Wight blev udgivet i 2009. Leonard Cohen: Live at the Isle of Wight 1970 indeholder også en blu-ray med den filmede optræden.

**) Men med én væsentlig variation i sin slutning. Studieoptagelsens »the peacock spreads its fan« bliver til »the peacock spreads its deadly fan«.

***) Den definitive version af »Passing Thru'« findes dog på The Earl Scruggs Revue Two (1976), hvor gæster optræder sammen med den legendariske banjospiller. Joan Baez, Cohen, Buffy Sainte-Marie og Ramblin Jack Elliott synger hver for sig og sammen. The Pointers Sisters fungerer som kor, og Baez leverer sin varemærke-parodi på Bob Dylan. En forbløffende sang fra et mageløst album.

Se også Leonard Cohen: A Crack in Everything [Expo 2019]; Marianne & Leonard: Words of Love (2019); Det canadiske album: Dear Heather (2004) [Leonard Cohen fylder 70]; Samson i begyndelsen: Leonard Cohen fylder 80 [Popular Problems, 2014]; Det lange farvel: You Want It Darker (2016); Tilbage til virkeligheden: Ten New Songs (2001); Det efterladte album: Thanks for the Dance (2019); Når den rejsende vender sig om: Leonard Cohen 1934-2016. 

Teksten er skrevet 15.02.2020