SAMSON I BEGYNDELSEN
Leonard Cohen fylder 80
Af BO GREEN JENSEN
Leonard
Cohen har ry for at være en bekender, men den fortrolige form er en venlig
forklædning.
Han har i vid udstrækning levet
sit liv efter devisen, som står i Parasites
of Heaven, en underkendt samling fra 1966: »He had the last line of each
verse of the song but he didn’t have any of the other lines, the last line was
always the same, Don’t call yourself a
secret unless you mean to keep it.«
DET må være mærkeligt at nå Cohens alder i en kultur, der lider af nærsynet retromani. Mærkedagene tårner sig op, og hvert femte år bliver man hyldet som en blanding af Ældre Statsmand og Levende Legende, simpelt hen fordi man er her endnu. Fjender kan pludselig smile, kasserede kærester tilgiver alt. Egentlig venter man blot på at dø, så det omsider får en ende, og nekrologerne kan blive skrevet.
DET må være mærkeligt at nå Cohens alder i en kultur, der lider af nærsynet retromani. Mærkedagene tårner sig op, og hvert femte år bliver man hyldet som en blanding af Ældre Statsmand og Levende Legende, simpelt hen fordi man er her endnu. Fjender kan pludselig smile, kasserede kærester tilgiver alt. Egentlig venter man blot på at dø, så det omsider får en ende, og nekrologerne kan blive skrevet.
De
store fejringer er for længst foretaget. Da Cohen fyldte 60, blev han fejret i
festskriftet Take This Waltz (1994),
hvor bl.a. Allen Ginsberg, Phil Spector, Judy Collins og Kris Kristofferson skriver
hver en lille tekst. De bedste digte og tekster blev samlet på 400 sider i Stranger Music (1993), som udkom over
hele verden.
Der
var sådan set ikke mere, og Cohen gik i kloster for at finde meningen, før det
blev alvor. Hvem kunne vide, at der ventede en fuld tredje akt med helt nye
scener?
Cohens
far, Nathan, var manufakturhandler og jøde af polsk afstamning. Hans bedstefar,
Lyon, blev i 1919 den første præsident for interesseorganisationen Canadian
Jewish Congress. Cohens mor, Masha, var datter af en rabbiner, som flygtede fra
Litauen. Hun døde i 1977 og nåede at se sin dreng få succes. Han har senere
sagt, at de første og bedste sange var hendes bedrift.
.jpg)
FADEREN solgte tungt kvalitetstøj og gik op i at være ulasteligt klædt. I Yndlingslegen skriver Breavman en parodi på familiens lov: »Vi er victorianske gentlemen af hebraisk tro. Vi kan ikke være sikre, men vi har en stærk fornemmelse af, at alle andre jøder, der har penge, har tjent dem på den sorte børs.« Nathan døde, da Leonard var ni (»En kugle trængte ind i hans fars arm, da han rejste sig fra en skyttegrav. Det er en trøst for en mand med coronarthrombose at have et sår, han har fået i kamp.«)
Cohen gik på Westmount High School og blev i 1951 immatrikuleret på
McGill University. Hans første digte stod i magasinet CIV/n, og det var på
McGill, at han mødte digteren Irving Layton, som blev en blanding af storebror
og faderfigur. Cohen læste jura, Layton underviste i politisk videnskab. De
kunne begge forestille sig noget andet. »Hvordan kan I bruge tid på den slags,
når Layton og jeg er i live?« står der i den selvironiske kommentar til »Our
Government-in-Exile« fra Death of a
Lady’s Man (1978).
Cohens
første digtsamling, Let Us Compare
Mythologies, udkom i 1956, da forfatteren var 22 år. Den blev positivt anmeldt
af bl.a. Northrop Frye (Anatomy of
Criticism) og er tilegnet »erindringen om Nathan B. Cohen«. Epigrafen
stammer fra William Faulkners The Bear,
og der er gnidrede kultegninger af Freda Guttman.
Vil man se, hvordan det begyndte for Cohen, skal man investere i dokumentaren
Ladies and Gentlemen ... Mr. Leonard
Cohen (1965). Donald Brittens film følger digteren gennem et snedækket
Montreal, hvor han besøger sine favoritsteder og læser op på forskellige
scener. Cohen ligner i slående grad en ung Dustin Hoffman.
MUSIKKEN var der altid ved siden af poesien. Cohen spillede guitar i countrytrioen The Buckskin Boys, der i hvert fald tog karrieren så alvorligt, at de fik fremstillet matchende frynsejakker af ruskind. Der var studieture til Nashville. Cohen læste Lorca og skiftede westernguitaren ud med en klassisk model, fordi han ville lyde som flamenco-guitaristerne, der optrådte i boulevard Saint-Laurent.
MUSIKKEN var der altid ved siden af poesien. Cohen spillede guitar i countrytrioen The Buckskin Boys, der i hvert fald tog karrieren så alvorligt, at de fik fremstillet matchende frynsejakker af ruskind. Der var studieture til Nashville. Cohen læste Lorca og skiftede westernguitaren ud med en klassisk model, fordi han ville lyde som flamenco-guitaristerne, der optrådte i boulevard Saint-Laurent.
Cohen gik på Columbia University i New York i et år. Han opgav studierne
i 1957 og tog hjem til Montreal for at skrive de digte, der står i The Spice-Box of Earth (1961), som alt
andet lige er den mest klassisk rundede samling. »As the Mist Leaves No Scar«,
det besnærende enkle indledningsdigt, blev 17 år senere til sangen »True Love
Leaves No Traces« fra Death of a Ladies’
Man, et notorisk svært – og fremragende – album, som Phil Spector
producerede i 1977.
I
1959 fik Cohen et arbejdslegat på 2.000 dollars fra Canadian Council. Han
rejste til London og skrev på The
Favourite Game, mens han overvejede sin fremtid. I marts 1960 købte han en rejse
til Jerusalem og tog tilbage til London via Athen. I Athen tog han færgen til
Hydra, som vennen Jakob Rothschild havde fortalt om. Rothschilds mor skulle
giftes med en maler, Nikos Ghikas, der havde et hus på øen. Leonard kendte i
forvejen Hydra fra Henry Millers henrevne beskrivelse i Kolossen på Maroussis.
SÅDAN kom Cohen til Hydra, hvor økonomien
for første gang kunne hænge sammen, og hvor han fik ideen til at kombinere
poesi og musik. »The stony path coiled around me/ and bound me to the night./ A
boat hunted the edge of the sea/ under a hissing light,« står der i digtet
»Hydra, 1963« fra samlingen Flowers for
Hitler (1964).
Cohen var træt ind til benet af grå vinterbyer. At komme til Hydra
føltes som at vende hjem. Blandt alle bøgerne om Cohen, der er kommet de
seneste år, er Kari Hesthamars So Long
Marianne. En kjærleikshistorie (2008) måske den mest interessante. Den
handler ikke direkte om Cohen, men beskriver nordmanden Marianne Ihlens
dannelsesvej.
Hun
kom til Hydra i 1957 med sin første mand, forfatteren Axel Jensen. Da han
forlod hende i 1960, stod hun alene med en nyfødt søn, Axel Joachim, og vidste
hverken ud eller ind. Det var en af de andre fra bordet på havnen, canadieren der
gik med sixpence og spillede guitar, som samlede hende op. I Hesthamars bog
fortæller han om tiden med Marianne i et interview fra Los Angeles i 2005. Der
er også en håndfuld digte og breve, som aldrig har været trykt andre steder.
Cohen siger blandt andet: »Jeg kan huske, at Marianne og jeg tilbragte
natten i Piræus på et eller andet billigt hotel. Vi var begge 25, og vi skulle
med båden tilbage til Hydra. Vi stod op, og vi drak vel en kop kaffe, før vi
fandt en taxi, og jeg har aldrig glemt det hér. Der skete ikke noget særligt, jeg
sad bare bag i taxien sammen med Marianne og tændte en cigaret, en græsk
cigaret med den dybe, delikate smag af græske cigaretter, som er fyldt med en masse
tyrkisk tobak, og jeg tænkte: Jeg har mit
eget liv, jeg er voksen, jeg er sammen med denne smukke kvinde, vi har en smule
penge på lommen og er på vej hjem til Hydra, vi kører langs disse farvede mure.
Jeg har forgæves prøvet at genskabe den følelse hundrede gange. Bare
følelsen af at være blevet voksen, være sammen med en smuk person, som man er
glad for at have ved sin side. Din krop er solbrændt, der er en færge, du skal
nå. Det er en følelse, jeg husker meget, meget tydeligt.«
COHEN og Marianne var sammen på Hydra det meste af årtiet. Han blev en far for Axel Joachim og skrev sine første sange i huset, som han købte for 1.500 dollars i september 1960. Cohen skrev Flowers for Hitler og Parasites of Heaven på Hydra. Det er rammen om sangene på Songs of Leonard Cohen og Songs from a Room. Det var i solen på taget, at han skrev romanen Beautiful Losers, som udkom i 1966.
Hvis
Yndlingslegen er Cohens Catcher in the Rye, må Beautiful Losers være hans Howl, On the Road og Naked Lunch
kombineret. Det er også en stor roman om irokeserkvinden Catherine Tekawitha
(1656-80), »the Lily of the Mohawks«, som konverterede til kristendommen og
blev kanoniseret af den katolske kirke.
I
Cohens version bliver historien flettet sammen med trekantsforholdet mellem fortælleren,
som er antropolog, hans hustru Edith, som begår selvmord, og tricksteren F.,
der er aktiv i seperatistbevægelsen i Quebec. Romanen er fuld af forskellige
stemmer og afprøver alle de tricks og teknikker, der bliver en husstil i Death of a Lady’s Man og Book of Mercy (1984). Her er bønner,
lovprisninger og tirader, side på side af strømmende tekst. Dejlige tabere er bedre end sit rygte og
mere end et »det-kan-jeg-også«-projekt i stil med Dylans Tarantula.
Romanen er bygget af udsigelser som: »I always wanted to be loved by the
Communist Party and the Mother Church. I wanted to live in a folk song like Joe
Hill.« »I want to hammer a beautiful colored bruise on the whole American
monolith … I want History to jump on Canada’s spine with sharp skates.«
.jpg)
Han er dog lige så ofte den anarkistiske patisan, der fantaserer om revolutioner
og ser historien for, hvad den er: »History is a needle/ For putting men
asleep/ Anointed with the poison/ Of all they wish to keep.« Eller præsten, som
skriver en bog fuld af bønner, der blander mange slags tro, men begynder og
ender i jødedommen.
Af
alle Cohens bøger har Book of Mercy den
smukkeste slutning: »Blessed is the one who waits in the traveller’s heart for
his turning.« Og der er næppe skrevet nogen bedre tekst om forbindelsen mellem
kunst og politik, end anvisningen i »Hvordan man læser digte højt« fra Death of a Lady’s Man.
BUFFY Sainte-Marie tonesatte et afsnit fra Beautiful Losers, »God is Alive, Magic is Afoot«, på albummet Illuminations (1969). Det var kvindelige kunstnere som Judy Collins og Joan Baez, der først tog Cohens sange til sig og promoverede ideen om den canadiske Orfeus. Cohen sang »Suzanne« for Judy Collins i telefonen. Hun tog sangen med på albummet In My Life og trak Cohen ind på scenen ved en koncert i New York i februar 1967. Han var selv begyndt at slutte sine oplæsninger med en tidlig version af »The Stranger Song«. Der kom ikke mere prosa efter Beautiful Losers. Til gengæld begyndte floden af sange.
BUFFY Sainte-Marie tonesatte et afsnit fra Beautiful Losers, »God is Alive, Magic is Afoot«, på albummet Illuminations (1969). Det var kvindelige kunstnere som Judy Collins og Joan Baez, der først tog Cohens sange til sig og promoverede ideen om den canadiske Orfeus. Cohen sang »Suzanne« for Judy Collins i telefonen. Hun tog sangen med på albummet In My Life og trak Cohen ind på scenen ved en koncert i New York i februar 1967. Han var selv begyndt at slutte sine oplæsninger med en tidlig version af »The Stranger Song«. Der kom ikke mere prosa efter Beautiful Losers. Til gengæld begyndte floden af sange.
COHEN har udgivet 13 studiealbums, 5 koncertplader og 4 kompilationer, der samler lidt af det løse. Set i forhold til de mange hyldemeter, som Dylan, Neil Young og Bruce Springsteen har præsteret, er der tale om en lille produktion. Dylan var et kvarter om at skrive teksten og musikken til »Knockin’ on Heaven’s Door«. Cohen brugte et år på at skrive 75 alternative vers til »Hallelujah«, en sang som i årenes løb er blevet en slags palimpsest, hvor nyt stof gradvis erstatter det oprindelige indhold.
Det var i lang tid altid sange fra de første tre albums, som enhver
kunne huske, hvis Cohen blev nævnt: »Suzanne«, »The Stranger Song«, »The Master
Song« og »So Long, Marianne« fra Songs of
Leonard Cohen; »Bird on a Wire«, »Story of Isaac« og »Seems so Long Ago,
Nancy« fra Songs from a Room;
»Avalanche«, »Famous Blue Raincoat« og måske »Joan of Arc« fra Songs of Love and Hate.
Imidlertid
var det sange som »Dance me to the End of Love« og »Hallelujah« fra Various Positions, der fastholdt Cohens
navn i de magre år, indtil albummet I’m
Your Man i 1988 ramte tidsånden skævt og helt uventet.
DER er en bittersød ironi i det forhold, at »Hallelujah« stammer fra et album, som Columbia Records – der ellers altid har behandlet Cohen loyalt – i 1984 troede så lidt på, at man slet ikke udgav det i USA. Various Positions udkom kun i Canada, Japan og Europa. Med sin blanding af sigøjnerlyd, salmer og countrymusik er det en af Cohens ypperste plader. Som på mange andre highlights er sangene arrangeret og produceret af John Lissauer, der også var en drivkraft på Cohens turneer.
DER er en bittersød ironi i det forhold, at »Hallelujah« stammer fra et album, som Columbia Records – der ellers altid har behandlet Cohen loyalt – i 1984 troede så lidt på, at man slet ikke udgav det i USA. Various Positions udkom kun i Canada, Japan og Europa. Med sin blanding af sigøjnerlyd, salmer og countrymusik er det en af Cohens ypperste plader. Som på mange andre highlights er sangene arrangeret og produceret af John Lissauer, der også var en drivkraft på Cohens turneer.
»They say there was a secret chord/ That David played and it pleased the
Lord/ But you don’t really care for music, do you?« På Various Positions lykkes det Cohen at føre sporene sammen –
politik, romantik, æstetik, tro og jødisk identitet – så han når en form, der
er frigjort fra jeg’et. Det sker i teksten til »Hallelujah«, men også på
skæringer som »The Night Comes On«, »If It Be Your Will« og »Coming Back to
You«.
»HALLELUJAH« fik for alvor egenliv, da Jeff Buckley samlede sangen op på Grace fra 1994. Det var dog John Cale, Lou Reeds kollega fra tiden i The Velvet Underground, som blev sangens fødselshjælper. Cale valgte at synge »Hallelujah« på hyldestalbummet I’m Your Fan (1991), hvor kunstnere som Nick Cave, Lloyd Cole og R.E.M. fortolker mesterens sange. Det er så langt det bedste hyldestalbum – Tower of Song (1995), hvor navnene er mere celebre, er en flad og meget light affære.
»HALLELUJAH« fik for alvor egenliv, da Jeff Buckley samlede sangen op på Grace fra 1994. Det var dog John Cale, Lou Reeds kollega fra tiden i The Velvet Underground, som blev sangens fødselshjælper. Cale valgte at synge »Hallelujah« på hyldestalbummet I’m Your Fan (1991), hvor kunstnere som Nick Cave, Lloyd Cole og R.E.M. fortolker mesterens sange. Det er så langt det bedste hyldestalbum – Tower of Song (1995), hvor navnene er mere celebre, er en flad og meget light affære.
Cale fjernede de religiøse vers fra den første version og erstattede dem
med de politiske og apokalyptiske billeder, som Cohen havde udviklet i
koncertversioner af sangen. Den bliver på den måde et statement i stil med »Close Watch«, Cales eget, prunkløse kærlighedsmanifest.
Det var Cales version, som Buckley hørte, og det er dén, der i dag er alle
vegne, endog på soundtracket fra animationsfilmen Shrek, hvor den fremføres af Rufus Wainwright.
Selv
har jeg lyttet til Cohen fra starten. For mig er det hverken de første eller de
seneste albums, der udgør hovedstolen. Det er de fire albums, Cohen skrev og skar
med gammeldags håndkraft i, hvad man opfatter som hans wilderness years, da tidens lyd var et andet sted henne, og 60er-navnene
havde det svært. New Skin for the Old
Ceremony, Death of a Ladies’ Man,
Recent Songs (1979) og Various Positions er så tæt, som man
kommer essensen af Cohen.
DET tog en vis tid at lære at elske de
digitale legetøjsarrangementer på comeback-albummet I’m Your Man. For sangeren var de nye former en mirakuløs medicin.
Stemmen var blevet så ru og dyb, at også humoren kom til sin ret: »I was born
like this, I had no choice, I was born with the gift of a golden voice,« som
det hedder i teksten til »Tower of Song«. Kapitallogikken står mørk og skarp på
»Everybody Knows«, der beskriver, hvordan verden er skruet sammen.
De
ekstreme positioner trækkes hårdere op på The
Future (1992). Her er Cohens sorte humor hevet helt frem til kanten af
scenen: »Give me crack and anal sex/ Take the only tree that’s left/ And stuff
it up the hole in your culture./ Give me back the Berlin Wall/ Give me Stalin
and St. Paul/ I’ve seen the future, brother: It is murder.«
DER er også »Democracy«, en sang der ser USA som det bedste bud, vi har, trods alle fejl i nationen: »It’s here they’ve got the range and the machinery for change«. »Closing Time« er en kærligt makaber sang om at ældes og danse med døden. Endelig har »Anthem« epigrammet, der koncentrerer et livssyn: »There’s a crack in everything/ That’s how the light gets in.«
DER er også »Democracy«, en sang der ser USA som det bedste bud, vi har, trods alle fejl i nationen: »It’s here they’ve got the range and the machinery for change«. »Closing Time« er en kærligt makaber sang om at ældes og danse med døden. Endelig har »Anthem« epigrammet, der koncentrerer et livssyn: »There’s a crack in everything/ That’s how the light gets in.«
Efter afdansningsballet på The
Future - som var ledsaget af massive turneer – forsvandt Cohen fra scenen i
tæt på ti år. De fleste af dem tilbragte han i Mount Baldy Zen Center ved Los
Angeles, hvor han fungerede som assistent for sin lærer og ven, Kyozan Joshu
Sasaki Roshi (1907-2014). Cohen blev zenmunk og tog dharmanavnet Jikan, som betyder »stilhed«. Han skabte
kunst på sin computer og skrev digtene, der står i Book of Longing (2006), en sporadisk inspireret, men også meget ujævn
samling, som formentlig bliver Cohens sidste bog.***
Et
juridisk efterspil fulgte. I 2006 blev Cohen tilkendt en erstatning på 9 mio.
dollars, som Lynch dog var ude af stand til at betale. Til gengæld brød hun et
polititilhold, som forbød hende at kontakte Cohen. I april 2012 blev Lynch idømt
18 måneders fængsel og fem års prøvetid.
Alligevel skylder man Kelley Lynch tak. Det var for at genrejse
økonomien, at Cohen kom tilbage til scenen, kontaktede Sharon Robinson – der
havde designet lyden siden I’m Your Man
– og udsendte Ten New Songs i oktober
2001. Det er Cohens sidste fejlfri album, med højdepunkter som »My Secret
Life«, »A Thousand Kisses Deep« og den for alvor fremragende »Alexandra
Leaving«, der er skrevet oven på en tekst (»Guden forlader Antonius«) af
grækeren Konstantin P. Kavafis.
IKKE at der er noget galt med sangene på de skitseprægede albums, som
Cohen har udsendt, siden han fyldte 70. Dear Heather (2004), Old Ideas (2012)
og Popular Problems (2014) har alle
tre noget at tilbyde. Dear Heather arbejder originalt med sit
patchwork, tonesætter Lord Byrons »We’ll Go No More a-Roving« og har i
titelsangen en pragtfuld tekst om at få et glimt af Heathers ben, der er »fuldkommen
hvide af vinter«. Efter at have fantaseret om terrorisme på Manhattan, skriver
Cohen i »On That Day« mere renfærdigt om, hvad der skete, da flyene »wounded
New York«.
PÅ Old Ideas er »Show Me The Place« en
sang, man kunne dø for, og to af de nye bidrag på Popular Problems - »Almost Like the Blues« og »Did I Ever Leave
You« - har samme skarpslebne valør. Det er luftige albums, som egner sig fint
til at blive hentet på iTunes og hørt på en iPod.
De
har dog ikke håndgribeligheden i sange, der er vokset frem vers for vers i en
årrække og prøvet af i arrangementer på scenen. Cohen spiller ikke selv på sine
albums efter 2001 og har i regelen skrevet sangene sammen med Sharon Robinson
eller kæresten Anjani Thomas. Både Old
Ideas og Popular Problems er skrevet
i samarbejde med Patrick Leonard, der er bedst kendt som Madonnas producer. Han
giver sangeren en tidssvarende lyd, men der er lysår til lidenskaben på The Future, Recent Songs eller Songs of
Love and Hate.
EN enkelt sang på Popular Problems er helt
og holdent Cohens egen. Det er den bibelske »Born in Chains«. »Samson in New
Orleans« kunne have siddet på Various
Positions. Her brugte Cohen første gang billedet af Samson, der bliver
overmandet af hverdag: »She tied you to a kitchen chair/ She broke your throne
and cut your hair/ And from your lips she drew the Hallelujah«.
Vil
man høre historien uden symbolske omskrivninger, skal man zappe tilbage til »I Tried
to Leave You« fra New Skin for the Old
Ceremony: »The years go by/ You lose your pride/ The baby’s crying/ So you
do not go outside/ And all your work is right before your eyes.«
Cohen fik selv sønnen Adam ( f. 1972) og datteren Lorca (f. 1974) med kunstneren
Suzanne Elrod, da han havde taget afsked med Marianne. Adam synger, og Lorca tager
billeder af sin far, der endvidere har delt bolig med fotografen Dominique
Isserman, skuespilleren Rebecca de Mornay og sanger-sangskriveren Anjani
Thomas, som han stadig lever sammen med. Men han er aldrig blevet gift.
Jeg
har elsket Cohens stemme og reageret på hans sange lige siden. Der er dage,
hvor kun Cohen kan beskrive, hvad der foregår. Først og sidst er han digteren,
der kan fastholde verden og se den store sammenhæng i et enkelt billede. Så
mange forbløffende linjer er strøet rundt omkring. I aften tænker jeg af en
eller anden grund især på »Stories of the Street« (fra det første album), som
slutter ved en metrostation i New York: »We are so small between the stars, so large
against the sky/ And lost among the subway crowds, I try to catch your eye.«
Hvem
i alverden skriver ellers den slags? I Death
of a Lady’s Man står til sidst en lille tekst, »Endelig undersøgelse«, der
forestiller sig slutningen: »Jeg er næsten 90/ Alle jeg har kendt er døde/
undtagen Leonard/ Man kan stadig se ham/ humpe af sted med sin kærlighed.«
Det
må have lignet science fiction, da digteren skrev det i 1975. Nu er det snarere
en konstatering. Der skal nok være ti eller tyve år mere i Cohen. Hans lærer,
Roshi, blev 107. Det er det, man kalder slidstærk, og sangene er diamanter. Værket
lever videre. Det er ikke, hvad det var, men det er godt.
Leonard Cohen: Popular Problems. Producer: Patrick Leonard. Sony Music/ Columbia 2014. Alle formater.
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2014
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar