Det lange farvel: You Want It Darker (2016)

DET LANGE FARVEL
En døende sanger tager afsked (igen)

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 2016: DET er ved at være lukketid for den nu 82-årige Leonard Cohen.* Hestene har passeret målstregen, og trafikken ude på Boogie Street når kun ind i stuen som hvisken. Nyhederne er absurde beskeder. Engang var der hemmeligheder. Nu ligger alting på nettet. Privatlivet er for længst eksploderet.
   Før endnu en mismodets vinter, der sandsynligvis bliver en af de sidste, kan modtrækket være at lave en plade som You Want It Darker. Om ikke andet for at drive kulden væk og holde (meta)fysikken i gang.

COHEN er kendt for at arbejde langsomt, men efter 60 år i skrift og 50 i musik er Sangtårnet blevet en knejsende bygning: 10 bøger, 14 studiealbum og 8 koncertplader + talrige lejlighedsarbejder i en uegal vifte af høj popkultur.

   Titelsangen på You Want It Darker er henvendt til Herren og fuld af religiøst billedsprog. Alligevel er den sexet nok til at spille i tredje sæson af tv-serien Peaky Blinders, hvor det ellers er Nick Cave og P.J. Harvey, der lægger lyd til.

   Cohen har fra begyndelsen haft denne evne. Han tiltrækker dedikerede fans fra alle kulturelle distrikter. End ikke årets litterære Nobelprismodtager – Cohen sagde om Dylans pris, at det svarede til at give Mount Everest en medalje – kan prale af så mange og så forskellige fans.

DET er naturligvis den samme stemme, der taler om de samme ting, typisk tro og kærlighed, gennem alle de rasende år. Alligevel er der faser i sangerens virke. Først er der fundamentet med 4 akustisk baserede album: Songs of Leonard Cohen (1967), Songs from a Room (1969), Songs of Love and Hate (1971) og New Skin for the Old Ceremony (1974). Der er flest favoritter på de første, men de sidste to er mest originale.

   Nogle år i vildnisset krystalliseres på Death of a Ladies’ Man (1977), det store oversete album, som livstidsfangen Phil Spector producerede under ekstreme vilkår. Bob Dylan og Allen Ginsberg synger kor på »Don’t Go Home with Your Hard-On«. Titelsangen er det største drama i hele sangværket.

PLADEN kan ses som en outlier – Cohen har aldrig brugt numrene i koncertsammenhæng – eller som et af tre flakkende album, hvor sangeren gradvis skifter terræn. Recent Songs (1979) er højromantisk sigøjnerlyd med sange som »The Guests« og »The Traitor«. Various Positions (1984) – med ur-versionen af »Hallelujah« - er det mest amerikanske af samtlige album, indspillet i Nashville og fyldt med countrytilsmagte sange. Det er ironisk nok den eneste LP, som Columbia ikke udsendte i USA.

EFTER 4 års pause ramte Cohen tiden centralt med I’m Your Man (1988), som i dén grad var heldig med sit hårde snit og de nye tangentinstrumenter, som sangeren selv klimprede på. Det er ikke det tætteste album, men »First We Take Manhattan« var Cohens første ægte hit, og »Everybody Knows« er måske hans bedste politiske sang. På »I’m Your Man« og »Tower of Song« blev selvironien så tyk, at alle forstod den.

   I 1992 fulgte The Future med samme slags lyd og mere vægtige sange. »Democracy« og »The Future« er profetiske panoramaer, der foregriber både 9/11 og en præsident Trump. »Ring The Bells« er en underskøn sang til miraklet. »Closing Time« er den første sang, som tager afsked.

HERPÅ fulgte 9 års tavshed. Cohen tilbragte syv af dem i Mount Baldy-refugiet ved Los Angeles, hvor han blev ordineret som zen-munk. Da han kom ned fra bjerget, havde manageren brugt hans penge. Cohen blev tvunget ud på vejene og indspillede Ten New Songs (2001), et suverænt godt album med tætvævede sange, som Sharon Robinson var med til at skrive. Dear Heather (2004) er en løsere samling, hvor man for første gang fornemmer en stofnød.

   Efter otte år med tæt på 1000 koncerter, men uden nye sange, kom Old Ideas som det første album i en sen trilogi. Popular Problems fulgte i 2014, da sangeren fyldte 80 år. Der er gode sange på begge plader, men ingen af dem har samme substans som You Want It Darker. Det nye album er simpelt hen testamentet.

DER er otte nye sange. Den niende skæring, »String Reprise«, er en instrumental udgave af »Treaty«, arrangeret for to violiner (Luanne Homzy og Etienne Gara), bratsch (Michelle Hasker) og cello (Yoshika Masuda) af Patrick Leonard. Efter 80erne er der få kompositioner, som Cohen har skrevet alene.

   De ordløse islæt har som regel været fyld. Før 1992 er der slet ingen. »Tacoma Trailer« fra The Future var den første i rækken af klirrende, små melodier. »String Reprise« er derimod et strygerværk med sin egen valør. Til slut skitserer Cohen et forlig, som mangler i moderversionen af sangen:

I wish there was a treaty we could sign

It’s over now, the water and the wine

We were broken then, now we’re borderline

I wish there was a treaty

Between your love and mine

Sangeren krediterer sin søn, Adam Cohen, i en note, der går længere end de fleste taksigelser. You Want It Darker blev påbegyndt som et samarbejde med Patrick Leonard, der producerede det meste på Old Ideas og Popular Problems.

   Da både Cohen og Leonard gik ned med rygskader, overtog Adam Cohen projektet, fik anbragt sin far i »the medical chair« og sørgede for de praktiske ting. »Adam kunne mærke, at min helbredelse, hvis ikke min overlevelse, var afhængig af, at jeg kom i arbejde (...) Jeg kan ikke takke ham nok.«

   Adam har også taget portrættet med hatten og cigaretten, der bruges på albummets cover. Adam Cohen (f. 1972) har selv fået fire plader udgivet. Han har mødt den samme velvilje og modstand som Jakob Dylan, Julian Lennon, Harper Simon og andre, der følger i sporet på en berømt forælder, de ovenikøbet lyder lidt som. De må distancere sig eller tage det på sig. Adam Cohen gjorde det sidste på albummet We Go Home (2014), hvor sangen »Fall Apart« koncentrerer en fællesmængde af familietræk.

COHENS nye sange er enkle og alvorlige. Der har altid været god galgenhumor og en imødekommende elskelighed til at neutralisere, hvad mange opfatter som poetisk patos og monoton melankoli. Der er mærkbart mindre gavmildhed på You Want It Darker. Hør bare sangen om at indgå en traktat:

I wish there was a treaty we could sign

I do not care who takes this bloody hill

I’m angry and I’m tired all the time

I wish there was a treaty

Between your love and mine

Ordene bliver fremsagt, snarere end sunget, med en slags snerrende fortrolighed af stemmen, der nu er blevet dybere end graven. Teksten dissekerer og obducerer et parforhold, der lige så godt kan gælde sjælen og troen, digteren og inspirationen, den fælles mening og individet.

   Cohen har skrevet snesevis af denne slags ligsynsrapporter, fra »So Long, Marianne« (på Songs from a Room) til »The Smokey Life« (på Recent Songs) og »Alexandra Leaving« (på Ten New Songs). Han har i snart mange år levet sammen med sangerinden Anjani Thomas. Til hendes album Blue Alert (2006) skrev han »Thanks for the Dance«, som er et af de smukkeste udtryk for genren. Men der er langt fra »Hey, That’s No Way to Say Goodbye« (på Songs of Leonard Cohen) til sange som »Treaty« og »Leaving the Table«:

I don’t need a reason

For what I became

I’ve got these excuses

They’re tired and lame

I don’t need a pardon

There’s no one to blame

I’m leaving the table

I’m out of the game

De henvendte sange er næsten demo-enkle. Cohen mumler sin tekst – men har både sit drive og instinktet i behold. Ordene er iscenesat som høflig rock (»On the Level« er en selvlykønskende sang om at give slip), langsom countryvals (»Leaving the Table«) eller kletzmer blandet med kølig blå jazz.

   Cohen holder - heldigvis - igen med de syntetiske tangentinstrumenter. Moderniteten er markeret i det elektroniske slagtøj, som Patrick Leonard har programmeret til alle numre.  Der er én enkelt ægte kærlighedssang, »If I Didn’t Have Your Love«, som bare siger tak for det hele:

If the sea were sand alone

And the flowers made of stone

And no one that you hurt

Could ever heal

That’s how broken I would be

What my life would seem to me

If I didn’t have your love

To make it real

Kom ikke og sig, at den døende elsker har mistet sin sjælfuldhed undervejs.

FIRE sange er »fuldt« produceret. »You Want It Darker» sætter endda alle skibe i søen med ekstra korsang ved kantor Gideon Y. Zelermyer og de øvrige medlemmer af menigheden ved Shaar Hashomayim Synagoge i Montreal, hvor Cohens familie kom i hans barndom.

   Korlinjen »Hineni, Hineni – I’m ready, my lord« henviser til historien om Abraham og Isak i Første Mosebog. Gud beder Abraham dræbe sin søn, og han vil adlyde for at bevise sin tro. Cirklen er drejet en omgang, siden Cohen i 1969 sang »Story of Isaac« fra sønnens synsvinkel (på Songs from a Room).

   Titelsangen er argumentet, der samler op på bevægelser i tiden og det enkelte liv siden sidst:

If you are the dealer

I’m out of the game

If you are the healer

I’m broken and lame

If thine is the glory

Then mine must be the shame

You want it darker

We kill the flame

Der er sådan en programsang på alle tre plader i den sene trilogi. På Old Ideas hed den »Show Me the Place«. På Popular Problems gjorde »Almost Like the Blues« den samme slags status. Tilbage på The Future var titelsangen hele ideen.

   »Traveling Light« er smagt til med mandoliner, violin og bouzouki, så lyden får den let slentrende middelhavsstemning, der har været en af Cohens musikalske signaturer siden Recent Songs og Various Positions. Der er ekkoer af »Dance Me to the End of Love« og en harmonivokal ved Athena Andreadis.

   Teksten bruger den korteste version af de kupletter, der også på tryk er blevet Cohens foretrukne form. Der skal virkelig skæres helt ind til benet, og han stoler kun på statements, der rimer:

I’m running late

They’ll close the bar

I used to play

One mean guitar

I guess I’m just

Somebody who

Has given up

On the me and you

I’m not alone

I’ve met a few

Traveling light like

We used to do

»It Seemed the Better Way« er 16 korte linier i samme hyperform. Det er en ret præcis beskrivelse af disciplens anfægtelser og kunne være noget, som Judas Iskariot sagde om Jesus Kristus:

It seemed the better way

When first I heard him speak

But now it’s much too late

To turn the other cheek

Sounded like the truth

Seemed the better way

Sounded like the truth

But it’s not the truth today

Dissidenten beslutter dog at gå stille med sin skepsis:

I better hold my tongue

I better take my place

Lift this glass of blood

Try to say the grace

Også denne sang bliver indrammet af stemmer fra synagogekoret i Montreal. For effektens skyld er tilsat en inderlig, smægtende violin.

ALLE otte sange vokser ved genhør, men det er »Steer Your Way«, som først stjæler hjertet. Over en besnærende countryviolin, der hele snor sig lidt forskudt omkring sanglinjerne, og i et småtrippende valsetempo, som selv en gammel mand magter at markere, taler Cohen om at navigere Sjælens Skib i forhold til metafysiske sandheder, der skifter positioner år for år.

   Engang var Cohen faktisk en romantisk troubadur med motiver, der ikke lå milevidt fra hovedstrømmen i tiden. Han brugte bare et rigere sprog. Over tid har formen udviklet sig. Nu er den som en humlebi. Man tvivler på, at den kan flyve, men dyret modbeviser loven hver gang.

   Isoleret set er det jo næsten bizart at høre en sprukken mandstemme tale forklaret om at styre mellem »ruinerne af Alteret og Markedet«, ind gennem »fablerne om Skabelse og Syndefald«, og føre ontologiske diskussioner på en baggrund, som er lige dele dansehal og metafysisk hitparade.

   Du skal forbi de »Sandheder, som du troede på i går, såsom Iboende Godhed og Vejens Visdom«. Du må endelig styre klar af »de kvinder som du køber på din vej – år for år, måned for måned, dag for dag, tanke for tanke«. Sig så det Mea Culpa, du sikkert har glemt efterhånden. Efter alle distraktioner er smerten det eneste vilkår:

Steer your way through the pain

that is far more real than you

That has smashed the Cosmic Model,

that has blinded every View

And please don’t make me go there,

tho’ there be a God or not

Year by year

Month by month

Day by day

Thought by thought -

Imens synger Alison Krause og Dana Glover harmoni. David Davidson trakterer violinen, Bruce Geitsch spiller westernguitar, og sangerens søn triller løs på de bløde nylonstrenge, som Cohens egne fingre er blevet for stive til at anslå. Virkningen er vidunderligt vanedannende – som en tværsum af »Closing Time« fra The Future og »Hallelujah« fra Various Positions.

DET er Cohens relative problem, at han har taget afsked på de sidste mange plader. Men det er hver gang blevet gjort i god tro, med en formodning om, at det næste med stor sikkerhed bliver det sidste. Imens er sangeren bare blevet ældre, og symbolernes værdi har alligevel forskubbet sig.

   Ret beset var Ten New Songs det sidste fuldtonende album, perfekt formateret og skrevet på et overskud af genkomst og forventning. Nu bliver der ikke flere koncerter. Efter et langt, elegisk stemt portrætinterview i The New Yorker har Cohen til gengæld lanceret You Want It Darker med forsikringer om, at han har flere ideer til sange og et album, der følger i sporet på »String Reprise«.

  Uanset, hvad der sker, er de sidste tre album et tæt og unikt hovedværk. Det er sjældent en kunstner siger farvel i så lang tid og med så mange farver.

Leonard Cohen: You Want It Darker. Producer: Adam Cohen. Columbia Records 2016. Alle formater. ****** (6 stjerner)

*) Teksten er skrevet til Mikrozinet, et desværre afviklet lille kultursite, som levede fra december 2015 til august 2017. You Want It Darker udkom den 21. oktober 2016. Anmeldelsen blev lagt ud den 3. november, dvs. fire dage før Cohens død – og en uge før nyheden blev offentliggjort. I teksten gælder altså en anden nutid. Jeg kunne ændre til datid, men det fordrejer perspektivet. Cohen var jo levende, da han sendte de sidste tekster afsted.

Anmeldelsen stod på www.mikrozinet.dk 03.11.2016