Frihedskæmperen Max Manus (2008) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]

DØ OM SÅ DET GÆLDER

Norges svar på Flammen & Citronen  

Af BO GREEN JENSEN

SOLDATEN og sabotøren Max Manus (1914-96) var en af de fremtrædende skikkelser i den norske modstandsbevægelse, som gik mere militært til værks end den danske. Sammen med Gregers Gram (1917-44), en våbenfælle fra Oslogjengen, blev han trænet af de allieredes Special Operations Executive-enhed i Skotland, som han kom til via Sverige og Holland efter en spektakulær flugt fra hjemlandet.

   Manus vendte stærkt tilbage og koordinerede flere aktioner, bl.a. Operasjon Mardonius på Oslo Havn i oktober 1943, hvor adskillige tyske skibe blev sprængt i luften, sabotagen på troppetransportskibet Monte Rosa i juni 1944 og sænkningen af DS Donau i januar 1945. I Espen Sandberg og Joachim Rønnings klare og kun lidt kulørte fremstilling, fremstår Max Manus som sabotøren, der ikke alene gjorde en forskel, men så godt som egenhændigt frelste Norge fra nazisterne.   

FILMEN åbner med et flashback til Finlandskrigen, som Manus deltog i som frivillig og hvor han lærte meget om hård kampteknik. Han blev såret og var døden nær efter en eksplosion. I tankerne vender han tilbage til dette nulpunkt, når han atter ligger på ryggen og er forsvarsløs et andet sted. Sneøjeblikket bliver en akse, som resten af filmen kredser omkring. Mest akut husker han Finland, da han ligger på hospitalet i Oslo og er tilbageholdt af politiet, som samarbejder med de tyske besættelsesstyrker.

   Under arrestationen har Max kastet sig ud af vinduet i lejligheden. Nu vinder han tid og bliver hjulpet af en sygeplejerske, som senere ofres i spillet. Det er en besk og moderne pointe, at uskyldige borgere betaler for heltenes sabotage, når tyskerne foretager repressalier. Filmens djævel er Siegfried Fehmer (Ken Duken), en beleven teaternazist, som savner moralske anfægtelser. Til slut trykker Max dog Fehmers hånd, måske i en erkendelse af, at også hans modstander gjorde sin pligt.

    

FILMEN giver sabotørerne ret, men er samtidig opmærksom på, at vinderne skriver historien og afgør, hvem der er »terrorister« eller »frihedskæmpere«. Denne aktuelle problematik er et af flere bestemmende træk ved de film om 2. verdenskrig, som er produceret efter årtusindeskiftet. Et andet er viljen til at se stort på autentiske hensyn og bruge historien som et narrativt slaraffenland, man kan finde nye eventyr i, nu da de sidste vidner er ved at forsvinde. Et tredje er trangen til at forstå, hvordan fortiden føltes og hvad krigen egentlig handlede om.

   Sandberg og Rønning er raske unge mennesker, begge født efter 1970, som debuterede i instruktørsammenhæng med Bandidas (2006), en sexistisk western med Salma Hayek og Penelope Cruz, som Luc Besson producerede i ånden fra Louis Malles lige så lurvede revolutionskomedie Viva Maria! (1965) med Jeanne Moreau og Brigitte Bardot. Filmen var ferm og godt skåret. Max Manus deler den glatte og næsten lidt for lækre overflade, men har meget mere på hjerte. Den vil gerne lokke husarerne ind, men nærer en prisværdig ambition om at sige noget vigtigt.

DER er grænser for, hvor fri man kan være i forhold til historien. Manuskriptets forfatter, Thomas Nordseth-Tiller, var kun 28 år gammel, da han døde af kræft under optagelserne. Hans kilder var to erindringsbøger af Manus selv, Det vil helst gå godt og Det bliver alvor. Det er karakteristisk, at filmen får universelle heltefigurer ud af Manus og Gram ved at fortælle så lidt som muligt om deres nærmere baggrund. Der er naturligvis også en kvinde. Hun hedder Tikken Lindebrække og er gift til anden side, da hun og Max Manus møder hinanden. Sådan bliver det naturligvis ikke ved.

   Man kunne uden videre tage rammen fra Ole Christian Madsens Flammen & Citronen (2008) og anbringe figurerne fra Max Manus i den. Og man kunne lige så problemfrit erstatte Thure Lindhardt, Mads Mikkelsen og Stine Stengade med Aksel Hennie, Nicolai Cleve Brock og Agnes Kittelsen. Skønt periodeforelskelsen er betagende, og der kæles for de enkelte detaljer, føles det ikke ét øjeblik som 1940erne i Norge. Det føles som en moderne rekonstruktion af samme slags, som den man ser i Flammen & Citronen, der faktisk er optaget i Tyskland.

  

MAX Manus kæmper den gode kamp, mens venner bliver dræbt eller taget til fange. Som alle ægte helte har manden mindst ni liv at tage af. Ligesom Flammen og Citronen har han svært ved at holde op med at kæmpe og finde sin plads i den civile verden, da frihedsrusen kommer til Oslo. Han har hverken penge eller en uddannelse, betror han sin elskede Tikken i den romantiske forsoningsscene. Hun får ham dog atter op på hesten, og i bilen som fører heltene gennem Oslo er det selveste kong Haakon (Stig Hoffmeyer), der forsikrer Max om, at det hele nok skal løse sig.

   Det er ærlig talt ikke en spændende film, men tidsbilledet er konsekvent interessant, og mange af filmens indsigter er gode. Max Manus er en kommerciel produktion, som er set af 2,1 mio. nordmænd og har haft et liv i resten af Europa, siden den fik premiere i december 2008. Først og sidst vil filmen dog efterforske besættelseshistorien, forældrenes og bedsteforældrenes primære heltefortælling.

   

PÅ den måde ligner Max Manus andre store produktioner fra tiåret, modstandsfilm som Michael Apteds (britiske) Enigma (2001), Marc Rothemunds (tyske) Sophie Scholl (2005), Paul Verhovens (hollandske) Black Book (2006), Jean-Paul Salomes (franske) Les femmes de l’ombre (2008) og Bryan Singers (amerikanske) Valkyrie (2008). Samt Flammen & Citronen, som nævnt.

   Man kan i hvert af ovennævnte tilfælde spørge, om man egentlig bliver klogere på historien, når man har diskuteret de obligatoriske problemer omkring for megen action, for megen dramatisk stramning af nærmere omstændigheder, for megen anakronistisk aktualisering. Det gør man vist egentlig ikke. Men man lærer afgjort noget om, hvad vi kan og skal med historien. Der er langt hjem til Skyggernes hær og De røde enge, men rollemodellerne ligner trods alt.

   Det er dem – ikke de faktiske forbilleder – der bliver hyldet i film som Max Manus. Det er vel egentlig også i orden. Vi har virkelig brug for heltene nu.

Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Frihedskæmperen Max Manus (Max Manus). Instr.: Espen Sandberg og Joachim Rønning. Manus: Thomas Nordseth-Tiller. Foto: Geir Hartly Andreassen. 118 min. Norge-Danmark-Tyskland 2008. Dansk premiere: 07.01.2010

Foto: Erik Aavatsmark | Nordisk Film/  B&T Film/  Filmkameratene/ Roenbergfilm/ Norsk Filminstitutt/ Det Danske Filminstitut/  Nordisk Film & TV-Fond/ Eurimages/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, VIAPLAY

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2010