Steve McQueen: Small Axe (2020) [Black Lives Matter 12]

HAKKEN OG PIRKEN

Fem film om britisk tid og racisme

Af BO GREEN JENSEN

I STORBRITANNIEN taler man om Windrush Generationen. Det er børnene fra de caribiske familier, som kom til England i efterkrigstiden, da nationen rakte ud til de øvrige Commonwealth-lande. Sådan fik England sin vestindiske befolkning, der ved indgangen til 1960erne var vokset fra tre til 63.000.

   Empire Windrush var navnet på det første skib, som ankom fra Jamaica med 1.027 passagerer og lagde til ved Tilbrook Dock i London den 22. juni 1948. Jeg har disse tal fra Dominic Sandbrook, det britiske svar på Poul Hammerich og Leif Davidsen, som fortæller historien i krønikeform. Bind et af fire hedder Never Had It So Good: A History of Britain from Suez to The Beatles (2005).*

   De nye englændere slog sig ned i gamle industribyer, hvor deres arbejdskraft var velkommen. Det var kulturen og hudfarven ikke. En række giftige konflikter omkring indvandring, assimilation, ghettoficering og indgroet racisme blev udspillet i koncentreret form op gennem 1960erne og 70erne. Med tiden blev det bedre, men det er aldrig blevet godt.

TYVE år efter Windrush, den 20. april 1968, satte den konservative politiker Enoch Powell sindene i kog, da han holdt sin forfærdende tale om, hvordan der ville flyde »Rivers of Blood« gennem gaderne, hvis forureningen af de britiske værdier fortsatte. Talen var vendt mod et lovforslag, som forbød racemæssig forskelsbehandling. Loven blev indført, og Powell blev fjernet, men hans tanker vakte genklang. For eksempel syntes Eric Clapton, den legendariske Cream-guitarist, at Powell havde ret. Det kunne ikke blive sådan ved.

   Herhjemme hørte vi bare musikken og så gode britiske tv-serier. Vi tog til Swingin’ London og købte sejt tøj. Vi tænkte, at England var et cool sted, hvor man kom fornuftigt fra at afvikle sin imperialistiske fortid. Vi hørte meget om Ulster og IRA-bomber. Vi troede, at reggae var solskinsmusik.

   Skuespilleren Chiwetel Ejiofor – som spillede Solomon Northrup i Steve McQueens filmatisering af 12 Years a Slave – sagde fornylig, at man i Storbritannien har været dygtig til at skjule en systemisk racisme, der ikke stod tilbage for den amerikanske. I dét har han fuldkommen ret. De etniske minoriteters England var stort set usynligt før 1990.

FILMSKABEREN Steve McQueen blev født i Ealing i 1969. Hans forældre tilhørte Windrush Generation, de kom fra Grenada og Trinidad. Drengen havde en svær tid i skolen, hvor man frasorterede børn med mørk hud. Han blev endelig set og forstået, men ikke af lærerne i systemet. Det var andre forældre fra det vestindiske parallelsamfund, som sørgede for, at McQueen fik en chance, selv om han havde svært ved at læse.

   Som voksen blev han en anerkendt videokunstner, der repræsenterede Storbritannien ved Biennalen i Venedig. Samtidig instruerede han Hunger (2008) og Shame (2011), begge med Michael Fassbender, som blev globale arthouse-succeser. Med 12 Years a Slave blev han i 2013 den første ikke-hvide filmskaber, som modtog en Oscar for årets bedste film. McQueen fik stadig flere muligheder. I 2019 besluttede han at give miljøet noget tilbage.

   Resultatet er Small Axe, fem enkeltstående, men tematisk forbundne film, som fortæller historier fra indvandrernes England. I en parallel virkelighed, hvor COVID-19 aldrig kom, ville antologiserien nu være ude overalt. Den er beregnet både til biografer, streaming og gammeldags flow-tv.

   De første to film, Mangrove og Lovers Rock, var udtaget til hovedprogrammet i Cannes. Lovers Rock begejstrede Toronto i september og åbnede London Film Festival i november. Filmen er på alle årets kritiske hitlister (i tæt parløb med Thomas Vinterbergs Druk). Men på grund af pandemien blev det hele digitalt. I virkeligheden blev filmene sendt på BBC i december og lagt til streaming på Amazon Prime. Fra 1. februar 2021 kan du streame Small Axe på DRTV.

   Alligevel, siger instruktøren, skylder vi pandemien stor tak. Uden COVID-19 ville Black Lives Matter ikke have fået sit globale øjeblik i 2020. Pludselig sad alle hjemme og fulgte med i George Floyd-sagen, mens de spurgte sig selv og hinanden, hvad vi skal med det hele. »It was the pandemic, no ifs or buts,« siger han i en samtale med filmtidsskriftet Sight & Sound.

DEN første og mest kontante film er i helaftenslængde. Mangrove rekonstruerer processen mod »de ni fra Mangrove«, som blev arresteret efter urolighederne i Notting Hill i 1970. Frank Crichlow drev restauranten Mangrove, hvor medlemmer af British Black Power hang ud. Forretningen blev systematisk chikaneret af en racistisk lokal politistyrke.

   Episoden endte med at give bagslag for systemet. Anklagemyndigheden baserede sin procedure på enslydende vidneudsagn fra konstabler, som ikke kunne have set eller hørt, hvad de beskrev. Den arrogante og forudindtagne dommer, Edward Clarke, afgjorde faktisk sagen retfærdigt. Han lukkede den med en bemærkning om, at der beklageligvis »var vidnesbyrd om racehad på begge sider«.

   Mangrove er et godt sted at begynde Small Axe, fordi forløbet på den ene side demonstrerer racismen og fordomsfuldheden, som gennemsyrer de hævdvundne institutioner. På den anden side viser det, at strukturen som helhed fungerer. Det er især politiet og uddannelsessystemet, som står for skud i Small Axe, men der er aldrig tale om helt forstenede tilstande.

   Filmen bruger en time på at skildre miljøet, hvor Altheia Jones-LeCointe (spillet af Letitia Wright) fra British Black Panthers og den jurastuderende aktivist Darcus Howe (Malachi Kirby) er blandt de markante profiler. De vælger – som i virkeligheden – at føre deres egen sag, da »The Mangrove Nine« efter en ny lov bliver sigtet for at opfordre til samfundsundergravende optøjer.

   Den sidste time af filmen er et retssalsdrama helt efter bogen. Det er oplagt at sammenligne Mangrove med amerikaneren Aaron Sorkins film om The Trial of the Chicago 7 (2020), hvor Abbie Hoffman, Jerry Rubin, Tom Hayden og andre ledere fra venstrefløjen i USA bliver stillet for retten efter urolighederne ved det demokratiske partikonvent i 1968. Systemet forsøger i begge tilfælde at slå modstanden ned med totalitære midler.

   Sammenligningen falder ud til fordel for Mangrove, der har nærvær og realistisk atmosfære. Sorkins stjernebesatte Netflix-produktion er mere som højt, humanistisk teater.

ALLE fem film har autentisk fundering. Red, White and Blue og Alex Wheattle skildrer centrale skikkelser med afrikansk-caribisk baggrund på bestemmende steder i deres liv. I Red, White and Blue opgiver Leroy Logan sin karriere som biolog for at gå ind i politiet. Han bliver det offentlige ansigt i en kampagne, der skal rette op på politistyrkens omdømme, og han gør det bevidst for at gøre en forskel og bygge en bro over intolerancen.

   Som dreng ser Leroy sin uforsonlige far blive truet og mishandlet af politiet. Familien betragter ham som en stikker; de racistiske hvide kolleger ser ned på ham alle som én. Men Logan bliver ved som en lille økse. Det gjorde han også i virkeligheden. Leroy Logan, som i dag er 58, stiftede Metropolitan Black Police Association og modtog en orden i 2000.

   I McQueens film bliver han spillet af John Boyega. Han har en indisk kollega, som taler urdu og bliver lige så dårligt behandlet. Kollegaen giver op, men Logan insisterer, skønt han forbigåes i hierarkiet og diskrimineres. I sidste scene sidder han i køkkenet sammen med sin bitre far, der er nået til at forstå, hvad hans søn vil.

FILMEN om Alex Wheattle kulminerer med Brixton-urolighederne i 1981. Institutionsbarnet Alex falder endelig til i Brixton-miljøet. McQueen (og medforfatteren Alastair Siddons) lader rastafarikulturen bag reggaemusikken komme til sin fulde politiske ret. En medfange introducerer Alex til The Black Jacobins af C.L.R James.** Da Alex kommer ud, bliver han forfatteren, som debuterede med Brixton Rock i 1999. I 2011 skrev han monologen Uprising, som turnerede over hele England i 50-året for Jamaicas uafhængighed.

   Education fortæller om den dyslektiske Kingsley, som er søn af jamaicanske forældre, der ikke har overskud til at stille spørgsmål, da han bliver siet fra i systemet og anbragt på en skole for udviklingshæmmede børn.

   Kingsley er optaget af astronomi. Da klassen besøger et planetarium, har Small Axe for første gang nogle af de alfavnende filmbilleder, man ellers kan sidde og savne. Kingsley er en god dreng. Han beder Gud om at gøre ham til »en astronaut ligesom Neil Armstrong – og også at spille for Tottenham«. Det er noget så prosiask som en oplysende pamflet – Bernard Coards »How the West Indian Child is Made Educationally Subnormal in the British School System« (1971) – der hjælper Kingsleys familie. Og det er en gruppe stærke vestindiske kvinder, der tager kampen op mod uddannelsespolitikken.

MCQUEENS serie tager sin titel fra et caribisk mundheld: »If you are the big tree, we are the small axe«. Bob Marley synger »Small Axe« på The Wailers-albummet Burnin’ (1973).*** Det handler om at hakke løs på kolossen med en masse små hamre og mejsler. At pirke og file og nippe og bide, indtil det store træ styrter. Bevægelsen består af en masse små skridt i den rigtige retning.

   Det er en meget stor styrke ved Small Axe, at filmene ikke er glattet og jævnet, så de passer i en bestemt sendeflade. Education varer en time, Mangrove er mere end dobbelt så lang. Optikken varierer, og skønt Shabier Kirchner er fotograf på alle fem titler, fremstår de som selvstændige værker. Der har ikke været noget krav om at gennemføre en husstil.

   Mangrove og de tre korte film har en dokumentarisk tone, der viderefører værdier fra den socialrealistiske tradition i britisk film. Der er endda et præg af ru tv-krimi – for eksempel i arrestationsscenen i Red, White and Blue, hvor kollegerne med vilje ikke kommer Leroy Logan til undsætning. Steve McQueen gjorde sig først bemærket med Hunger, hvor han skildrede Bobby Sands’ sultestrejke og gjorde volden til brutal poesi. I Small Axe arbejder han med et formsprog, som kunne være Hunger, der møder Ken Loach og The Sweeney.

UNDTAGELSEN er Lovers Rock, den anden film i antologien. Det er dén, der virkelig rykker som film. Her samles henved 100 unge i et tomt hus i Ladbroke Road i 1980. De skal danse og ryge og kæle igennem, uden indgriben fra forældre og søskende og uden at blive afvist ved døren til hvide klubber. Der er næsten ingen dialog. Forskellige relationer simrer omkring festen, der bliver en indvielse for flere kvindelige karakterer. Men hovedsagen er bevægelsen i musikken, der fylder episoden og forvandler den til et regulært billeddigt.

   Da festen er på sit højeste, vugger alle de levende kroppe til disco/reggae-sjæleren »Silly Games« med Janet Kay. Strømmen går, og det samlede cast synger videre à capella. Det varer ti minutter. Senere koger rummet i mange minutter til Kunta Kinte Dub og mere dyb bas, man kan mærke i maven.

   Det fine par i midten cykler hjem. Ved daggry når Martha (Amarah-Jae St Aubin) lige at ligge i sin seng i to minutter. Så kalder hendes mor og siger, at de skal i kirke. Hun smiler, som var det hele allerede varm erindring, og filmen lukker sig i en skær atmosfære af grænseløs fremtid.

   Det er mageløs og bekræftende filmkunst. Så god er Small Axe, når serien er bedst.

*) De øvrige bøger i UK-krøniken er White Heat: A History in the Swinging Sixties 1964-70 (2006); State of Emergency: The Way We Were: Britain 1970-1974 (2010); Seasons in the Sun: The Battle for Britain, 1974-1979 (2012). De første to bind er fra Little, Brown/ Abacus, de sidste fra Allan Lane/ Penguin. 4000 sider om Englands vej i 30 år. Det er fremragende læsning – omend med stedfødt (hvid) accent. Endvidere anbefales Francis Beckett & Tony Russell: 1956: The Year that Changed Britain (Biteback Publishing, 2015) og Lynda Nead: The Tiger in the Smoke: Art and Culture in Post-War Britain (Yale University Press, 2017).

**) Historikeren, politikeren og aktivisten C.L.R. James (1901-1989) blev født i Trinidad, kom til England i 1932, virkede i USA fra 1938 til 1953 og boede herefter i Brixton i London til sin død. The Black Jacobins: Toussaint L’Ouverture and the San Domingo Revolution (1938) er en åbent heltedyrkende skildring af revolutionen på Haiti 1791-1804. Revolutionslederen Toussaint L’Ouverture praktiserer, hvad han prædiker, ser tingene klart og begår ikke de grådige fejl, som fælder anførerne af den franske revolution, der samtidig udarter til kaos og rædselsherredømme. Bogen er en klassiker i marxistisk historieskrivning. For 1960ernes radikale miljø fik den status som Ernesto Che Guevaras bolivianske dagbøger. James skrev i 1934 et teaterstykke om Toussaint: Toussaint Louverture – The Story of the Only Successful Slave Revolt in History, der blev opført på Westminster Theatre i London med den kommunistiske, senere sortlistede afrikansk-amerikanske sanger, skuespiller og aktivist Paul Robeson (1898-1976) i titelrollen. [Det var Robeson, som sang »Ol’ Man River« i den første filmatisering af Show Boat (1936) – min kommunistiske far nr. to, Anders Peter Jensen, var vild med dissidentens musik.] C.L.R. James skrev også om Herman Melville og agiterede energisk i 30ernes USA. I 1938 besøgte han Mexico og mødte Diego Riveira og Frida Kahlo. Han mødte også den eksilerede Leon Troskij, som blev myrdet [med en issyl og af stalinistiske »kammerater«] i Coyoacán ved Mexico City i 1940.

***)

****) 

Small Axe. A Collection of Five Films. Instr.: Steve McQueen. Manus: Steve McQueen, Alastair Siddons, Courttia Newland. Foto: Shabier Kirchner. Mangrove (127 min.); Lovers Rock (70 min.); Red, White and Blue (80 min.); Alex Wheattle (66 min.); Education (63 min.); UK 2020. Dansk premiere: DR.DK 01.02.2021

Fotos: Misan Harriman (Steve McQueen Portrait)/ Turbine Studios/ BBC/ Amazon Studios/ DR/ BFI

Filmene streames på Amazon Prime, BBC iPlayer og DR.DK

Artiklen er fra Weekendavisen Kultur 15.01.2021