Gilbert & Sullivan 1871-96
Af BO GREEN JENSEN
I Danmark er især »Admiralens vise« blevet folkeeje. Det skyldes Jørgen Reenbergs fortolkning af »When I Was a Lad«, sangen som opportunisten Sir Joseph fremfører, da han stiger ombord på det gode skib Pinafore. Reenberg må dog dele æren med Jens Louis Petersens ualmindeligt inspirerede gendigtning af kvadet om, hvordan man kommer højt på strå. Faktisk er teksten sjovere på dansk, hvor den som intet vover får »stribevis af kors og bånd og stjerner« på uniformen. Originalen taler mere prosaisk om at blive »ruler of the Queen’s navee«. Sangens morale – »Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!« – er imidlertid Gilberts egen bidske pointe.*
TEKSTEN er typisk for den satiriske side af Gilbert og Sullivan. Sangene er sublimt filigranarbejde, tonale og verbale trappestiger, der kan lyde som ren metervare, når Gilberts kæder på kæder af ord bredes ud over Sullivans adstadige recitativer. Amerikaneren Tom Lehrer kunne i 1959 give et blændende bud på, hvordan sangskrivere som Mozart og Cole Porter ville have arrangeret folkevisen »Clementine«. Parodiens klimaks er dog forbeholdt Gilbert og Sullivan, hos hvem man ifølge Lehrer altid kan regne med »a rousing finale, full of words and music and signifying – nothing.«**
MEN der er substans i Gilberts tindrende nonsens. For det første kunne han til overflod få sproget til at slå smut og stå på hovedet, ganske som forbillederne Lewis Carroll og Edward Lear havde gjort. For det andet var han en pessimistisk misantrop med et skarpt blik for andres forfængelighed og forstillelse. Til tider kunne han endog se sin egen. Han holdt meget af at grine, men latteren var altid mørk, og det victorianske borgerskab gik ikke mindst i teatret for at se deres verden krænget ud og vendt om i diverse fantastiske scenarier.
Den produktive Gilbert skrev også lødig lyrik og seriøs dramatik, men det var kun i samarbejdet med Sullivan, at han fandt et stort publikum. Begge mænd levede godt og energisk af fortjenesten på deres operetter, og i Richard D’Oyly Carte (1844-1901) fandt de den optimale forretningsfører. D’Oyly Carte byggede et nyt teater, The Savoy, til Gilbert og Sullivan. Han tog sig også af alle lanceringsaspekter og var i mange henseender en forløber for moderne superagenter som Cameron Macintosh. I øvrigt instruerede Gilbert selv sit ensemble, og Sullivan dirigerede selv sit orkester. Disse mænd var pionerer, uden hvem vi næppe ville have et moderne musikteater i dag.
.jpg)
MED udstyrsstykket Topsy-Turvy har Mike Leigh skabt en mageløs film om de bemærkelsesværdige victorianere. Instruktøren, som man sædvanligvis forbinder med nuanceret socialrealisme og medlevende menneskeskildringer i film som Life Is Sweet (1990), Naked (1993), guldpalmevinderen Secrets and Lies (1996) og guldløvevinderen Vera Drake (2004), trak allerede i Career Girls (1997) på sin kærlighed til og erfaring fra teaterarbejdet. Alligevel er Topsy-Turvy en overraskelse. Den er gavmild i anslaget, ødsel og bred, syngende spraglet og funklende sort. Den er tydeligvis også skabt af en mand, der elsker Gilbert og Sullivan.
FILMEN indhenter sangskriverparret på et tidspunkt, hvor maskinen er begyndt at tabe momentum. Vi skriver 1884, og Princess Ida har netop haft premiere. Vist er der bifald i salen, og vist fremhæver anmelderne den upåklagelige professionalisme, hvormed Sullivans lette musik kompletterer Gilberts uforlignelige »topsy-turvy«, dvs. den snurrigt udførlige nonsens, som hans librettoer levede på og var afhængige af. Men kritikken antyder også, at duoens seneste opus væsentligst byder på mere af det samme.
Så Gilbert (Jim Broadbent) er rasende, da han læser anmeldelsen højt for hustruen Lucy (Lesley Manville) og staben af tjenende ånder. »Topsy-turvy« betyder sådan noget som at vende op og ned på alt velkendt. I de danske undertekster er begrebet blevet til Hurlumhejsaland. Kritikken, som rettes mod Gilbert, er således indsigtsfuld og præcis. Det er i kraft af den groteske ramme, at hans absurde ironier kan stråle, men den skallesmækkende mimose er såret. Hans kone sukker og savner at få børn, men »Schwenck« siger altid »Godnat, min ven« og går ind til sig selv.
Endnu værre står det til hos den kronisk skrantende Sullivan (Allan Corduner). Han vågner gispende af et mareridt om tomme stole, der klappes op i teatret. Han kræver at blive fragtet derhen, så han kan dirigere sin egen musik, men næste dag står det ham lysende klart, at han må ud af det kvælende makkerskab. Han kan ikke længere fungere som Gilberts personlige lirekasse. Man venter sig mere af manden, der debuterede som 20-årig med operaen The Tempest og en tid blev betragtet som fremtidens stemme. Alt for længe har han ladet stå til. Nu vil han rejse og skrive rigtig musik. Ikke mere tonal topsy-turvy. Ikke mere komisk musik.
DEN økonomisk ansvarlige D’Oyly Carte (Ron Cook) er lige så bekymret som Gilbert, men han sender Sullivan på inspirationsrejse og genopsætter The Sorcerer, da Princess Ida kun trækker halvtomme huse. Gilbert præsenterer en ny idé, som betænkeligt ligner den gamle succes. Sullivan nægter at forholde sig til den, da han vender hjem og er fuld af nye impulser. Lakonikeren Gilbert fremlægger minimalt varierede ændringsforslag. Den febrile Sullivan er ubøjelig. Imens venter verden på mere fra parret.
Vi er en god time inde i filmen, da lynet slår ned i den trætte forfatter. Hans kone slæber ham med til månedens mest eksotiske kulturtilbud, den japanske landsby i fuld størrelse og med 100 autentiske statister, som en foretagsom hollænder turnerede med i de europæiske hovedstæder. Gilbert er fascineret mod sin vilje og mod sin natur. Efterhånden er han uvant med fænomenet inspiration, så i første omgang hænger han blot et samuraisværd op i arbejdsværelset. Men da ideen insisterer, giver han efter. Det første udkast til Mikadoen er da også så lovende, at Sullivan lader sig overtale.
HER skifter filmen tone, breder sig ud og bliver i højere grad et ensemblestykke. Leigh er uhyre grundig i sin skildring af, hvor mange praktiske hensyn, der skal tilgodeses, før et godt manuskript kan få egenliv på scenen. Vi lærer ensemblet at kende som et broget galleri af gribende skæbner, alle castet og spillet med sans for detaljen: Timothy Spall som krukken Richard Temple; Martin Savage som George Grossman, en elegant morfinist; Dorothy Atkinsons Jessie Bond med et sår på benet, som ikke vil læge, Alison Steadman (den forhenværende fru Leigh) som kostumieren Madame Leon. Det er dog Broadbent og Corduner, som bærer den lange film helt i mål.
Efter megen trial and error bliver Mikadoen en bragende succes, som overrasker alle involverede. Med en lignende entusiasme forlader man Topsy-Turvy. Spilletiden bliver voldsom, fordi Leigh viser mange sangnumre i fuld længde. Han kunne sikkert have lokket flere husarer til med mere sex i kulissen og mindre victoriansk vaudeville, men glæden ved den glorværdige nonsens forplanter sig til biografen. Alle operettens venner må helt sikkert ind og se Topsy-Turvy, men også fjenderne vil kapitulere, for det er lykkedes Leigh – der har meget af en Gilbert i sig – at skabe en film, som på alle måder er storslået.
Se også Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh: Mr. Turner (2014); Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Mike Leigh: Peterloo (2018).
Se også Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957; Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984; Besværgende latter: Roberto Benigni.
.jpg)
NOTER
Topsy-Turvy. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 161 min. UK 1999. Dansk premiere: 18.08.2000
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Gilbert and Sullivan Archive/ DR
Filmen streames ikke, men findes på en fornem blu-ray/dvd fra The Criterion Collection
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.08.2000
Ingen kommentarer:
Send en kommentar