Fatamorgana: Jodorowsky's Dune (2013) [Sci-Fi 100]

ALKYMISTEN OG HANS KRIGERE
Alejandro Jodorowskys umulige drøm

Af BO GREEN JENSEN

DREYERS Jesus, Kubricks Napoleon, Orson Welles' Don Quixote. Filmhistorien er fuld af uforløste værker; projekter, som ikke blev realiseret, typisk fordi der ikke var penge. Især hvis forproduktionen nåede så langt, at der foreligger prøveoptagelser, plakater, storyboards osv., er disse aborterede film forjættende luftspejlinger. Som bøger, der bliver beskrevet i bøger; grundsten i en hemmelig virkelighed.

   Til de mest berømte i nyere tid hører Alejandro Jodorowskys filmatisering af Frank Herberts Dune. Romanen – som på dansk hedder Klit – og de forskellige forhistorier og fortsættelser, som Herbert siden føjede til, bliver stadig dyrket med entusiasme. Da Herbert skrev den i 1965, havde ingen på helt samme måde bygget en verden, der havde sin egen myto-, socio- og økologi.

OPTIONEN på romanen lå først hos amerikaneren Arthur P. Jacobs, som forsøgte at interessere bl.a. David Lean i projektet. Det unikke i Dune er ørkenplaneten Arrakis, et gennemarbejdet økosystem med kæmpemæssige sandorme, som Herbert havde investeret megen omhu i at skabe. Det gav derfor mening at spørge instruktøren af Lawrence of Arabia, men Lean betakkede sig.

   Michel Seydoux (far til Léa) overtog optionen, da Jacobs døde i 1973. Seydoux var mest interesseret i at arbejde med Jodorowsky, som på daværende tidspunkt havde profetisk status. Den chilensk fødte filmskaber var undergrund, modkultur og (s)exploitation i ét. Hvis man forestiller sig en kombination af Ken Russell, Sergio Leone og Jens Jørgen Thorsen, har man en idé om, hvor Jodorowsky kom fra.

JODOROWSKY havde lavet mexicansk avantgardeteater i ti år, da han besluttede at annektere filmmediet. Det skete i 1968 med Fando et Lis. Instruktøren satte for alvor sin vilje igennem med El Topo (1970), en psykedelisk spaghettiwestern, som han selv spillede titelrollen i. I 1973 blev La montana sagrada et eftertrykkeligt arthousehit i Paris. Det hellige bjerg var en socio-seksuel utopi med Jodorowsky i rollen som Alkymisten. Disse film ligner virkelig ikke ret meget andet.

   Da Seydoux spurgte Jodorowsky, hvad han ville arbejde med, var svaret: »Dune!« Han taler generelt på den måde, passioneret og med udråbstegn. I Jodorowsky's Dune beskriver den 85-årige filmskaber, hvordan projektet tog form. Arbejdet udmøntede sig i en legendarisk, 1000 sider tyk hvidbog, »the Dune bible«, som alle de store studier nåede at se, før projektet blev opgivet. Ingen ville følge Jodorowskys vision hele vejen.

MEST spændende er den kvalitetssans, som Jodorowsky valgte sine partnere med. Han ledte efter »krigere«, der ville satse deres liv på projektet. Derfor kunne han ikke bruge Douglas Trumbull – manden, som formgav effekterne i 2001: A Space Odyssey og instruerede sin egen Silent Running, før han arbejdede videre med bl.a. Blade Runner. Jodorowsky mødte Trumbull i Hollywood, men amerikaneren var fuld af sig selv og hørte ikke ordentligt efter.

   Roger Waters, David Gilmour, Richard Wright og Nick Mason modtog instruktøren med samme attitude, da han besøgte Pink Floyd i London. Musikerne spiste Big Macs i en pause på arbejdet med The Dark Side of the Moon. Jodorowsky gav dem en opsang, og Pink Floyd indvilligede i at skabe musik til Dune-universet. Til den mørke Harkonnen-verden havde Jodorowsky udset sig franske Magma. Christian Vander, manden der skabte sit eget sprog for at skabe dystopiske konceptalbum som Mëkanik Dëstruktïw Kömmandöh (1973), Köhntarkösz (1974) og Üdü Wüdü (1976), var en mand efter Alkymistens hjerte.

CHILENERENS udvalgte krigere blev: den franske serietegner Jean Giraud (1938-2012), som under navnet Moebius skabte grænseoverskridende science fiction; den britiske illustrator Chris Foss, som designede arkitekturen og maskinerne; den schweiziske mareridtsmester H.R. Giger (1940-2014), som tegnede Harkonnen-planeten, og amerikaneren Dan O'Bannon (1946-2009), som udførte special effects.

   Jodorowsky overtalte bl.a. Salvador Dali, Orson Welles og Mick Jagger til at medvirke. Brontis Jodorowsky, instruktørens søn, fik frelserrollen som Paul Atreides, der bliver en Dune Messiah til slut.

   Alt blev samlet i hvidbogen. Når Jodorowsky kærtegner dens omslag, kan man stadig føle smerten hos manden, som ikke fik lov at lave sin film. Udvalgte gæster får lov at bladre. Nogle af dem »viser« han Dune. Nicolas Winding Refn er et af de privilegerede vidner, som medvirker i Frank Pavichs dokumentar.

PROBLEMET med Dune var især, at filmen ville vare ti timer og koste 50 mio dollars, som var uhørt meget i 1975. Så alle de store studier sagde nej. Da Jodorowsky aflyste projektet, tog krigerne deres indsats med til andre projekter. O'Bannon skrev Alien til Ridley Scott, og Giger designede rumvæsenet. I Scotts Prometheus fra 2012 kan man stadig se arkitekturen fra Dune i baggrunden. Flere film i tiden trak på Jodorowskys grundarbejde: Flash Gordon, Star Wars, Raiders of the Lost Ark.

DER blev en film af Herberts bog - som tiden gik, blev der til og med flere.* Raffaella De Laurentiis købte optionen og gav instruktøropgaven til David Lynch, der afleverede sit bud i 1984. Jodorowsky beskriver, hvordan han med frygt og bæven gik til premieren, fordi en kriger må konfrontere sin angst. Men som filmen skred frem, kunne han smile. Dune er en af de store turkeys i filmhistorien. Lynch har senere frasagt sig filmen.

ALLE fik noget med sig fra Dune. Kun Jodorowsky var lagt på is i en årrække. Han brugte ideerne i de tegneserier, bl.a. L'Incan, som han skabte sammen med Moebius. Han instruerede horrorfilmen Santa Sangre i 1989 og fik en mainstream-chance med The Rainbow Thief (1990). I 2013 fandt Seydoux og Jodorowsky sammen om at skabe erindringsfantasien The Dance of Reality, som fik premiere i Cannes. I 2015 fulgte Endless Poetry som en slags krone på værket. I 2021 er Jodorowsky 92 år. Han er stadig aktiv og fuld af ideer. Han blev ikke taget med på råd, da canadieren Denis Villeneuve gik i gang med at skabe den nye, omsider fuldt forløste Dune (2021-2024), som bryder Frank Herberts bog op i to helaftensfilm.

I FRANK Pavichs dokumentar optræder karaktervidner som Chris Foss, H.R. Giger (som ellers sjældent udtalte sig), sangerinden og modellen Amanda Lear, som var Salvador Dalis muse i perioden, Christian Vander fra Magma, Dan O'Bannons enke m.fl. Man lytter dog især til Jodorowsky, som er et karismatisk og forførende kraftfelt, der taler om nødvendigheden af at voldtage materialet.

   Jodorowskys Dune var uden tvivl blevet unik og fascinerende. Der er dog ingen garanti for, at den var blevet en kongenial filmatisering. Frank Herbert (1920-1986) var interesseret i økologi, sociologi og mytologi, hvordan imperier fødes og forgår. Jodorowsky brænder for frigørelsen af okkulte og psykiske energier.

   Herberts vision er tør og præcis. Jodorowskys verden er én våd, slubrende drøm. Han har skarer af fans, der elsker ham for det, men de færreste lever på Dune.

*) Foruden biograffilmen med Kyle MacLachlan, som David Lynch instruerede i 1984, og Denis Villeneuves 2021-version, er Dune-universet bredt ud i to miniserier, som Hallmark Entertainment producerede til Sci Fi Channel (nu SyFy) tilbage i kabel-tv-tiden. Frank Herbert's Dune (2000) og Frank Herbert's Children of Dune (2003) var begge i tre episoder af featurelængde. Alec Newman spillede Paul Atreides; William Hurt og Saskia Reeves var Leto og Lady Jessica; Ian McNeice spillede baron Harkonnen. Fotografen var Vittorio Storaro. Frank Herberts bøger blev bearbejdet af John Harrison.

Jodorowsky's Dune. Instr. og manus: Frank Pavich. Foto: David Cavallo. 90 min. USA 2013. Dansk premiere: 04.09.2014 (Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014